Polen
På en ferie i Polen kan du opleve landets store kontraster mellem Østersøen i nord og Tatrabjergene i syd. Du undgår sikkert ikke at støde på museer og mindesmærker fra rædslerne under 2. verdenskrig med udryddelseslejrene Auschwitz og Birkenau som de sorteste skygger. Men rejser du rundt på ferie i Polen, opdager du også en anderledes munter side af landet. En storbyferie i Warszawa summer af liv og unge mennesker i en vidunderlig bymidte, som er genopbygget efter gamle malerier. Den landlige idyl med storke på hustagene møder du overalt og ikke mindst omkring De Mazuriske Søer og nationalparkerne i det nørdøstlige Polen - hvor de sidste vildtlevende europæiske bisonokser kan opleves. En rejse til det sydlige Polen vil sikkert føre dig til Krakow med et middelalderligt centrum og skæve gader - Polens kulturelle centrum.