Spanien La Palma Kanariske Øer Mirador De Roque De Santo Domingo De Garafía Foto Anne Vibeke Rejser 2023 (9)

Alt dette skal du opleve på den kanariske ø La Palma

Google Map...
Spanien - De Kanariske Øer

De Kanariske Øer hører til Spanien og ø-gruppen består at øerne Tenerife, Gran Canaria, Lanzarote, La Palma, La Gomera, El Hierro samt Fuerteventura. Hovedbyerne er Las Palmas de Gran Canaria og Santa Cruz på Tenerife.

Befolkningstal: Ca. 0,4 mio.

Areal: Ca. 7.447 km2

Afstand fra Danmark: Ca. 3.756  km.

Mest besøgte attraktioner: Badestrande og vandreture i bjergene

Mere information:

Rejsebureau: Bravo Tours

Turistinfo: Spanien

Turistinfo: De Kanariske Øer

Hovedbyen Santa Cruz - et godt udgangspunkt

La Palmas smukke hovedby Santa Cruz de la Palma er utrolig hyggelig. Den er kendt for sine mange udsmykkede altaner, hvor blomster i alle farver sætter farver på hverdagen. Du kan shoppe på gågaden Calle O'Daly og spadsere mellem huse bygget i forskellige stilarter præget af de folk som gennem tiderne har beboet øen. Besøg f.eks. det noble borgerhus Casa-Palacio Salazar med træbalkoner i gården. Ved Plaza de Espana ligger byens rådhus og den store kirke El Salvador, der er et besøg værd.  Santa Cruz besøges også af krydstogtskibe. Besøg byen en dag, hvor der er ikke er krydstoger, så får du det hele mere for dig selv.

Gå rundt i Santa Cruz

Den bedste måde at se byen på er til fods. På Plaza Vandale kommer du forbi musikanterne og for enden af gågaden står statue af en dværg, der er klædt som pirat med stor hat. Han er en af figurene der danser hvert femte år under festivalen La Bajada de La Virgen. Byens årlig tilbagevendende festival Los Indianos er en stor oplevelse. Her er alt klædt i hvidt og med hvidt pulver overalt til ære for den hvide Madonna. Hvis du vil opleve Den hvide Madonna står hun i kirken Real Santuario de Nuestra Señora de las Nieves seks km. nordøst for centrum.

Hvis du bor syd for byen, som mange gør, er der en fin kyststi hele vejen - der er også trapper, men du går forbi industrihavnen og forbi øens eneste dieselfyrede kraftanlæg. Turen tager ca. 1,5 time hvis du gå helt til Hotel Las Olas. Der går også busser.

Se Tv-program i fuld længde: Anne-Vibeke Rejser - La Palma

La Palma - et stort ottetal

La Palma er dråbeformet og meget kuperet. Hovedvejen er formet som et stort ottetal med en nordlig og en sydlig rute. Selvom der kun 180 km hele øen rundt, så skal du skal afsætte en hel dag til både den nordlige og sydlige tur for der er masser at se. Vejene er fine, men smalle og snoede, så det tager tid. Hvis du ikke har lejet en bil, så kører der busser. Det er billigt og alt er godt forbundet. Melder du dig til guidede ture, bliver du som oftest hentet på din hotel.

La Palma - vulkaner og vandretur

La Palma er en vulkanø og det sidste udbrud skete i september 2021 fra vulkanen Cumbra Vieja øst for byen Tazacorte. Det damper stadig fra vulkanen og du kan komme med på guidet vandretur, så du kan komme tæt på, men sikkert. Den mest kendte vandrerute på La Palma er vulkanruten på godt 25 km, men den er kun for øvede pga. højderne. Du kan sagtens finde andre vandreruter, hvor alle kan være med. Er du uerfaren, så tag med en guide. Der findes masser af tilbud.

La Palmas højeste punkt - Roque de los Muchachos

Du skal regne med godt to timer for at køre fra kysten til udsigtspunktet ved Roque de los Muchachos, 2.426 moh. Her kan du gå en tur ud til et punkt med imponerende udsigter ud over nationalparken Caldera de Taburiente - et kæmpe krater, der er over 1.000 meter dyb. I godt vejr kan du se helt til Spaniens højeste bjerg vulkanen Teide på naboøen Tenerife. Husk varmt tøj og godt fodtøj. Der kan være sne på toppen langt ind i april. Selv om det er overskyet ved kysten, kan der være fint vejr over skyerne. Hele området omkring Roque de los Muchachos er reserveret til astrofysiske observatorier, fordi luften er så ren og der er ingen lysforurening. I godt vejr er vejen åben og du kan køre helt til toppen.

Husk også at stoppe ved Mirador de los Andenes 2.000 moh.​ Herfra kan du også vandre i de vulkanske landskaber de sidste knap 500 højdemeter op til Roque de los Muchachos. Det tager ca. en time hver vej. Husk gode sko, masser af vand og tøj til al slags vejr.

Udsigtspunkter - som perler på en snor

La Palma har utrolig mange udsigtspunkter - de såkaldte "mirador" og alle steder, hvor de findes kan du holde ind til siden, stå af bussen og nyde den utrolig frodige og grønne ø, hvorfor den af mange også kaldes "Isla Bonita". Hvis man skal fremhæve udsigtspunkter på den nordlige del af øen, vil det være "La Conception", hvor du kan kigge ud over Santa Cruz, "Mirador del Time" med udsigt til La Palma mod vest og "Mirador de Roque de Santo Domingo de Garafía" på nordvestsiden. Hvis du skal prioritere, så er der på nordvestsiden af La Palma der er flest udsigtspunkter. Se også billederne nedenfor.

Strande og naturlige pools

Ingen ferie på La Palma uden at bade. Øen har ikke sandstrande på niveau med naboøerne, men strande er der naturligvis. De er sorte, fordi La Palma er en udpræget vulkanø. Klipperne med størknet lava ved kysterne er oplagte naturlige pools, der fyldes med havvand. Den mest kendte ligger ved Fajana på nordøstsiden af La Palma. Alle hoteller på La Palma har naturligvis også pools.

Tre suveræne strande på La Palma 

Playa La Zamora Chica - ligger to km nord for resortet La Palma Princess på sydvestsiden.
Playa de los Cancajos lige syd for Santa Cruz de la Palma på østsiden.
Playa puerta de Tazacorte i byen Tazacorte på vestiden.

La Palmas smukke kirker

Når du kører rundt på La Palma kan du ikke undgå at lægge mærke til øens utrolig smukke kirker. De er små og ligger som små perler i landskabet. Her er nogle stykker af de smukkeste.

Rom og cigarer

La Palma er i dag primært dækket af bananplantager, men pga. øens historie og tilknytning til Caribien, så er La Palma også stedet for en god flaske rom og en god cigar. Du kan komme på guidet rundtur på romfabrikken Ron Aldea og få indsigt i cigarens mange facetter hos Julio, hvor cigarerne rulle i hånden. Der produceres også fin lokal vin. Kig efter øens Bodegaer.

Sydspidsen - Salinas de Fuencaliente

Det tager en lille time at køre i bil fra Santa Cruz de la Palma til øens sydligste spids og når du kommer dertil bliver du mødt at et smukt fyrtårn, der troner i landskabet. Fyrtårnet er omgivet af store saltbassiner "Salinas" og der produceres salt den dag i dag. Ved vulkanen San Antonio ligger et besøgscenter, der har en udstilling om vulkanudbruddet i 1677 og dannelsen af ​​San Antonio-vulkanen.  Fra besøgscentret kan du vandre langs kraterkanten op til et udsigtspunkt til vulkanen San Antonios runde krater, som er omkring 150 meter dybt og ligger 632 moh. Herfra kan du også se vulkanen Teneguía, der ligger længere mod syd og som gik i udbrud i 1971.​

Måske det smukkeste sted på La Palma

Det kan være svært at vælge et favoritsted på La Palma - der er mange, og måske skal man slet ikke prøve. Hvis der alligevel skal fremhæves et sted, så kunne det være Poris de Candelaria på nordvestsiden - lille times kørsel nord for Tazacorte. Stedet er ikke let at komme til og derfor kommer her heller ikke så mange, men det er helt rejsen værd. Små huse, som piraterne gemte sig i ligger gemt i klipperne og vejen dertil er meget stejl (op til 30%) og smal. Du kan køre i bil og parkere næsten helt nede ved vandet, før du begiver dig videre til fods forbi udsigtspunkter og stejle stier på klipperne. Det er hele turen værd, men kræver gode sko og lidt kondition. Har du ikke den, så hold pauser.

Her kan du bo på La Palma

Du kan bo på alle tænkelige måder og i alle prisklasser på La Palma. De fleste kommer her på en klassisk charterrejse og bor på hotel med pools osv.

Klik på foto for at se de forskellige steder.

Hacienda de Abajo er magisk og uforglemmelig

Hvis du vil prøve noget helt særlig, så skal du vælge Hacienda de Abajo ved Tazacorte, som er en gammel sukkerrørsplantage - nu med bananpalmer - fra 1700 tallet. Stedet oser af kolonistil, charme og æstetik i en grad, som skal opleves. Det er en sand oase og du får verdens bedste service.

Foredrag: Få alle Anne-Vibeke Rejsers tips til din rejse til La Palma

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser