Campingferie i den østlige del af Polen tæt på Hviderusland

Vejene i den østlige del af Polen

Vejene gennem de østpolske skove er både lange og smalle. Det er især bredden, der volder os problemer, når vi møder modkørende. Når der - som på billedet her - kommer lastbiler eller andre store køretøjer i mod os, er det helt ned i fart og ofte holder vi stille. Det betyder med andre ord, at køreturen tager tid. Vejene er også i utrolig dårlig stand, så af hensyn til vores vogntog kører vi aldrig mere end 60 - 70 km/t. Det man kan sige om de polske veje er, at de enten er helt nye eller meget gamle og slidte. Det afhænger kun af, hvor langt polakkerne er kommet i genopbygningen.

Skov så langt øjet rækker

Vi kører i et af de mest øde områder i Polen og det er i sig selv en fantastisk oplevelse. Naturen er smuk og uberørt. Det havde vi ikke forventet. Ja, beklager, men vi havde et billede på nethinden af et beskidt land, men vi har ikke set det endnu. Kun i byernes forstæder, men sådan er det mange steder i verden i dag. Skoven gemmer på en oplevelse og det er den, vi kører efter.

Herlig campingplads

I går ankom vi til campingpladsen sidst på eftermiddagen og fik en herlig velkomst af den kvindelige lejrchef. Vi havde umiddelbart lidt svært ved at finde pladsen, fordi det så ud som om vi kørte ind i en privat indkørsel. Det viste sig ikke at være helt forkert.
Den søde lejrchef er enke. Da hun blev det, valgte hun at anlægge haven til campingplads. Så vi bor i hendes baghave. Nu er hun i fuld gang med selv at bygge de forskellige faciliteter på pladsen. Ingen tvivl om at midlerne er små, men hun gør et stykke imponerende arbejde. Arbejder fra tidligt til sent og har alligevel overskud til at smile til os. Dejligt at opleve.

Bison - Europas største landpattedyr

Vi er kørt den lange vej ud i nationalparken for at opleve de vilde bison. Bialowiezaskoven gemmer på en af Europas sidste vilde bestande af den europæiske bison, der er kontinentets største pattedyr på land. Man oplever dem bedst ved at gå en tur i skoven. Det er ikke farligt, man skal bare holde afstand og ikke komme mellem en mor og dens kalv eller tæt på en tyr i brunst.
Omkring år 1900 levede der stadig vilde bison her i området og i Kaukasus, men de uddøde under 1. Verdenskrig. Heldigvis var der enkelte tilbage i zoologiske haver, så man i 1929 kun starte genoprettelsen af den vilde bestand. Det lykkedes og i dag er her ca. 600.000 bison i landet.

Vilde Tarpaner heste

Vi ser desværre ingen vilde bisonokser, så vi besøger i stedet den nærliggende dyrehave, der er åben fra juni til september. Vi VIL se bison. Dyrehaven har også en stor bestand af den smukke tarpaner-hest, der også er en vild race. De har netop fået føl, så det er lige noget for børnene.

Andre dyr

Der er også mange andre dyr at kigge på. De er alle fra de polske skove. Det er helt sikkert også en god oplevelse for børnene at komme så tæt på dyrene. Selv om de er vant til at komme med ud og se vilde dyr og skal være stille, så er det trods alt noget andet at få lov til at løbe rundt og lege, mens man seer på vilde dyr. Vi ser både elge, ulve, kronhjorte og skønne vildsvin, der også netop har fået unger, der ligger og daser i forårssolen.

Bisonerne er der - men langt væk

Bisonerne er et stort dyr. Hannerne vejer over 900 kg og kan blive op til to meter høje. Vi har ingen problemer med at få øje på dem, men de ligger bare og hygger sig. Selv om vi besøger dyrehaven om morgen, hvor dyrene er mest aktive, ser vi dem ikke går rundt i de timer vi er her. Så selvom vi egentlig kom for at se bison, bliver det begrænset, hvor meget vi ser til dem. Vil man være helt sikker på at se dem i det fri, kan man øge chancerne ved at tage med på en guidet tur i den store Bialowiezaskov, der er nationalpark.

Vi kan ikke finde vej (igen)

Næste dag er det blevet tid til at køre videre. Vi skal lige gøre et lille stop på vejen, for at se en attraktion der hedder Grabarka, men vi kan ikke finde vej. Igen må vi ud af bilerne og spørge de måbende lokale om vej. Vi bliver ikke meget klogere, fordi de ikke kan engelsk. Vi viser dem billeder fra Grabarka, men det siger dem ikke noget. Vi smiler til dem og takker for deres venlighed. De smiler igen. Gad vide hvad de tænker?

Sankt Nicolaj Kirke ved Grabarka

Under 20 kilometer fra det sted vi kørte forkert - ved byen Grabarka - finder vi et andet stednavn på kortet, der tilfældigvis også hedder Grabarka. Denne gang er det bare det rigtige Grabarka. Vi er ankommet til de ortodokse polakkers helligdom Sankt Nikolaj Kirke. Her er tale om en lille skovklædt bakke, hvor der på toppen står en ny trækirke. Den gamle brændte desværre i 1990. Men det er hverken kirken eller bakken, der gør stedet så specielt.

Millioner af kors

I 1710 startede en tradition, der går ud på at de ortodokse pilgrimme gennem årene har medbragt et kors, som er blevet plantet. Dengang hærgede en stor koleraepidemi, og man troede på, at når man selv byggede et kort og bar det til toppen af bakken og plantede det, så undgik man at blive syg. Epidemien forsvandt og derfor er stedet blevet så helligt. Den 19. august hvert år besøger ca. 20.000 troende stedet. Det er en hel speciel oplevelse at gå rundt og studere de mange kort, der findes i alverdens afskygninger.

Ankomst med lejrchefens hjælp

I nat skal vi bo på campingpladsen i Wegrow, men denne gang er det ikke os der overser skiltene. Det er kun et som vi ikke forstår noget af, så efter et par ture rundt i byen, beslutter vi i stedet at ringe til lejrchefen, der kommer og henter os i bil. Vi følger pænt efter - lidt pinlig berørte - men vi kunne simpelthen ikke finde pladsen. Da vi kommer frem forstår vi godt hvorfor. Den ligger godt gemt og vi havde kørt lige forbi. Et skilt ved vejen havde gjort forskellen! Heldigvis tog lejrchefen det med et smil. Det samme gjorde vi.