Lissabon - Europas nye hotte hovedstad til storbyferie
Langt de fleste vil vælge Lissabon til en forlænget weekend og det er fint til at stifte bekendtskab med Portugals interessante hovedstad.
Portugal
Lissabon er hovedstad i Portugal. Ø-grupperne Madeira og Azorerne hører til Portugal.
Befolkningstal: Ca. 10,5 mio.
Areal: Ca 92.391 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 2.374 km
Mest besøgte attraktion: Byerne Lissabon og Porto samt strandene ved Algarve. Også øgrupperne Madeira samt Azorerne er populære - både for at slappe af ved strandene, men også for at vandre i bjergene.
Mere information:
Se det fulde Tv-program: Anne-Vibeke Rejser - Lissabon
Lissabon er fantastisk
De fleste vil også finde ud af, at der er tale om en by med utrolig meget at byde på og hvor dui den grad får lyst til at komme tilbage. Lissabon ligger bare 3½ timers flyvning fra Danmark. Vil du selv køre derned skal man beregne mindst tre dage. Selve Lissabon har ca. 600.000 indbyggere, men i hele området bor der 2,5 mio. indbyggere. Lissabon, der er den 2. ældste by i Europa efter Athen, er en skøn blanding af fortid og nutid.
Nutiden viser, at hovedstaden er en moderne storby med et pulserende gadeliv. Det hele giver den kuperende by en masse spændende kontraster. I mange tilfælde tales der om før og efter jordskælvet i 1755, der ødelagde den gyldne by fyldt med rigdomme. Først det katastrofale jordskælv og derefter en tsunami fra Tejofloden. Ødelæggelserne var uoverskuelige og 1/3 del af befolkningen omkom.
Lissabon rejste sig igen og blev til den kontrastfyldte hovedstad, som vi kan opleve i dag.
Castelo de Sao Jorge - Lissabons ældste bygning
Castelo de Sao Jorge er ikke bare en borg, men har også fungeret som kongeslot. Det er Lissabons ældste bygningsværk og i dag kan man gå en tur på de tilbageblivende restaurerede borgmure. Det er et historisk sted med en lang række af hændelser. Næsten uanset hvad der er sket i Lissabons historie tager Castelo de Sao Jorge del i den. F.eks. tog Dom Manuel 1. selveste Vasco da Gama i audiens efter hans første rejse til Indien.
Borgen blev også udsat for flere ødelæggelser ved jordskælvene i 1290, 1344 og 1356, men den 1. november 1755 var den største. I dag er der et velbevaret område med en lille park og en flot gammel bymur. Ved indgangen er der en stor statue af Dom Manuel 1., der er klar til at tage de besøgende i audiens.
Fantastisk udsigt fra Castelo de Sao Jorge
Der er en fantastisk udsigt ud over hele byen. Du kan f.eks. sidde udenfor og nyde en frokost på restauranten af sammen navn. Vil man gå op til Castelo de Sao Jorge er der en god lang stigning op gennem byen stejle gader. Du kan også vælge at tage bussen eller den historiske sporvogn nr. 28.
En sejltur på Tejo floden
Et andet sted at starte sin rundtur i byen kunne være en sejltur på Tejo-floden, som Lissabon ligger ud til. Sejl f.eks. fra bydelen Belem med Torre de Belem og Monumentet for de Opdagelsesrejsende til den gamle bydel med Praca do Comercio - det gamle handelstorv og videre ud forbi Ponte 25 de Abril for endeligt at komme til området Nationernes Park, der blev bygget i forbindelse med Verdensudstillingen EXPO 1998. Man sejler også under broen, der minder meget om Golden Gate Broen i San Francisco og i det hele taget kaldes Lissabon ofte for Little San Francisco. Og det er med god grund. Vandet, broen og de stejle smalle gader med sporvognene findes også i San Francisco.
Torre de Belém
Torre de Santa Maria de Belém er et lille men imponerende bygningsværk. Det fungerede både som fyrtårn og fæstning og skulle forsvare indsejlingen til Lissabon. Fra 1580 til 1828 fungerede tårnet som statsfængsel. Det blev opført 1515-21 af Francisco de Arruda i manuelistiske stil med sejl, tovværk, ankre og snoede søljer. Det er utrolig flot og minder mest af alt om en skakbrik udskåret med sans for de mindste detaljer. I 1983 kom Torre de Belém på UNESCOs Verdensarvsliste.
Lissabon – de opdagelsesrejsendes by
Du kan ikke besøge Lissabon uden at komme ind på de opdagelsesrejsendes historie og kolonitiden, hvor Portugal var en mægtig nation, der stort set havde delt verden med Spanien. I visse perioder var Lissabon en mere magtfuld handelsby end f.eks. Genova og Venedig. Det hele begyndte mere eller mindre i 1415, men toppede bl.a. med Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien i 1498.
Padrão dos Descobrimentos – Monumentet for de opdagelsesrejsende
Få hundrede meter fra Torre de Belém troner det 60 meter høje monument for de opdagelsesrejsende flot over Tejo floden. Øverst står prinsen Henrique o Navegador også kaldet Henrik Søfareren, der startede hele imperieeventyret. Han var kun selv på havet én gang, men formåede alligevel at lede mange af Portugals opdagelser og frem for alt bane vejen for at det hele også fortsatte efter hans død i 1460. I dag er der kun Madeira og Azorerne tilbage. Vindrosen, der er på torvet bag foran monumentet, er 50 meter i diameter og er en gave fra Sydafrika som tak for opdagelsen af Kap Det Gode Håb.
Henrik Søfareren
Statuen af Henrique o Navegador - Henrik Søfareren måler ni meter.
Pasteis de Belém skal smages
En ting du ikke må gå glip af, er at smage de fantastiske kager pasteis de Belém, der bages hver eneste dag på en æld gammel og meget hemmelig opskrift. På en almindelig dag sælges 20.000 kager fra det lille bageri, der er fra 1837 og ligger i bydelen Belém. Det er en god ide at komme lige når de åbner, hvis man vil undgå lange køer. Kagerne med den helt rigtige og originale opskrift kan kun smages her.
Dejen og cremen, som kagerne består af, bliver blandet hver morgen bag lukkede døre. Herefter samles de forskellige ingredienser og det hele foregår med håndkraft. Det er en del af kagernes image. Hver eneste kage har været gennem mindst fem forskellige personer før den spises. Det er et kæmpe stykke arbejde.
Jerónimos klosteret og Vasco Da Gamas sakofag
Lige ved siden af det populære kagehus ligger Jerónimos klosteret, som siden det blev bygget har ligget helt ned til Tejo floden.
Klosteret kom på UNESCOs liste, som en del af verdens kulturarv i 1983 -og med god grund. Det er enestående både ude som inde. Det består både af et kloster og en kirke. I kirken blev mange af de opdagelsesrejsende velsignet før de drog ud på verdenshavene. I dag kan man se Vasco Da Gamas sarkofag. Han døde i 1524. Man kan også se gravmælet for Portugals nationale poet Camões, selv om man egentlig ikke ved hvor hans jordiske rester er. Portugiserne opstillede gravmælet 300 år efter hans død. Klosteret er enestående smukt og velbefaret. Med sin fantastisk rigdom er det noget af det smukkeste Portugal kan vise frem.
Vasco da Gamas sarkofag
Nationernes park – en moderne bydel
I 1998 afholdte Lissabon verdensudstilling og af det kom der en hel ny bydel, som i dag hedder Nationernes Park. Her finder du ud over et kæmpe indkøbscenter også et akvarium, der er verdens næststørste og Europas største. Det blev indviet i 1998 i forbindelse med EXPO 1998, der havde vand som tema – også for at hylde Vasco da Gama, der havde fundet søvejen til Indien 500 år tidligere. I den 7500 m3 store vandtank kan du opleve hajer og rokker. Udover den store vandtank er der flere mindre bassiner, der har de store have som tema.
Havodderen Amalia
Akvariets helt store attraktion er havodderen Amalia.
Chiado eller Rua Augusta – masser af shopping
Shopping i Lissabon har alt lige fra store indkøbscentre med de kendte kæder og mindre bydele med hver deres særprægede butikker. Det er klart den sidste del, der er mest interessant. Hele Lissabons gamle bydel består af flere bydele, hvor du kan handle. Gå en tur her på Rua Augusta eller en tur i bydel Chiado, hvor du også finder lidt mere alternative butikker.
Det var her de store forfattere som Camões og Fernando Pessoa også holdt til. Portugiserne pryder også gadebilledet med deres venlighed og herlige livsindstilling. Du føler dig velkommen. Stik dem et smil. Du får helt sikkert et igen.
Sådan kommer du rundt – vælg sporvognene
Ingen tvivl om at Lissabon bedst opleves til fods, men byen er utrolig kuperet og du får hurtig gået en del kilometer op og ned. Husk at bruge de såkaldte gadelevatorer, der kan spare én for mange trin. Der er selvfølgelig også busser og taxa, men det er klart sporvognene, der er mest charme ved. De er en af byens største seværdigheder.
Prøv en sporvogn i Lissabon
Sporvognene er udseendsmæssigt helt fra 1940'erne, 50'erne og 60'erne. Mekanikken virker også efter gammeldags principper, men er dog udskiftet med mere moderne motorer og ikke mindst bremser. Man skal vælge en tur med sporvogn 28, der går forbi mange af seværdighederne i den gamle bydel samtidigt med, at du får en tur op og ned i de smalle gader, hvor du får fornemmelsen, hvor lidt plads der i virkeligheden er. Det kan også anbefales at tage turen midt på dagen, fordi de lokale også bruger sporvognene morgen og aften, hvilket kan give lange køer.
En perfekt afslutning – Fado musik
Efter både sightseeing og shopping, må du ikke glemme at smage det portugisiske køkken, hvor fiskeretter selvfølgelig er stor del af ingredienserne. Maden er fantastisk og til rimelige priser. Når mørket falder på, vrimler det med folk i Lissabons smalle og stejle gader. Stemning er god og understøttes af den helt specielle Fado musik, som du kan opleve på flere spisesteder i den gamle bydel f.eks. på Rua Barroca i. Fado musikken er helt karakteristisk for Lissabon og den nydes sammen med en middag, hvor du spiser lidt og så er der underholdning mellem retterne. Musikken opstod i 1800-tallet og blev sunget i gader og stræder. Musikken akkompagneres af guitar, viola og basguitar og en sanger eller sangerinde med kraftig stemme. En perfekt måde at afslutte en god ferie i Lissabon på.
En fadosangerinde
Fado sangerinderne /sangerne kan du ofte finde i baren uden for restauranten og de stiller gerne op til en snak og et foto.
Husk museerne
Lissabon har et næsten 100 forskellige museer med hver deres historie. Alle er gratis hver søndag til kl. 14. To museer NUDE og Museo do Colleccao Berardo er gratis hver dag. Lissabon er kaklernes by og et andet spændende museum er Museu Nacional do Azulejo (det nationale kakkelmuseum).
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser