Adventures_of_the_seas_2010 (11).JPG

Krydstogtsferie med Adveture of the Seas i Atlanterhavet

Adventures of the Seas har alt

Når man ser det prægtige skib på afstand virker det ikke så uoverskueligt, men jo tættere man kommer på og jo mere man læser om det, bliver man klogere. Det er et stort skib og ombord er der en perlerække af oplevelser. Og der er også god plads til at boltre sig på. Det godt 300 meter lange og 50 meter brede skib vejer 138.000 tons. Der er 13 dæk fra maskinrummet og til de øverst beliggende restauranter. Man mærker på ingen måde at der er over 3.000 gæster om bord.
(Verdens største Sympnony of the Seas, 2018, måler 361 m, har 18 dæk og plads til 6.680 gæster).

Badeferie på åbent hav

De øverste dæk på skibet er udelukkende swimmingpools og solområder. Der er pool til børn, voksne og stille områder, hvis man ønsker lidt fred. Igen er der tænkt på at imødekomme alles behov på en gang. Det lykkedes overraskende godt, men selvfølgelig er der mange mennesker på dækket, når vejret er godt. Heroppe får man virkelig fornemmelsen af at være på et stort flydende ferieresort. Og så er det noget specielt at sole og bade på åbent hav.

Udrejse fra Malaga

Krydstogtet starter i Malaga, hvor man over middag kan få adgang til skibet. Det betyder, at man tage et morgenfly fra Danmark og være klar til ferie kl. 17, når skibet forlader Malaga. Man kan sågar nå en frokost i byen, der ikke er særlig stor, så det tager ingen tid at komme rundt. Vil man have lidt mere tid, kan man komme i forvejen og tage en overnatning. På den måde får man mere tid i Malaga før afrejse. Der er masser af muligheder.

Verdens rareste kaptajn

Alle kan møde kaptajnen om bord, og det er noget specielt, fordi han er chef om bord. Han afholder i øvrigt flere arrangementer i løbet af ferie, hvor man kan møde ham. Deltag f.eks. i et foredrag om skibet og den funktionaliteter, størrelse og facts. Det er meget spændende. 

"Så sejler vi" - fest

Samme aften som der er afgang og ferien starter, er der fest i den store shoppinggade, der er ca. 200 m langt. Kaptajnen byder alle gæster velkommen og personalet i de forskellige afdelinger byder velkommen. Der er musik, fest og farver og ferien hyldes. Det er en virkelig god start og man er slet ikke i tvivl om, at der venter en speciel oplevelse de næste dage.

En uendelig liste af aktiviteter

Listen over aktiviteter vil nærmest ingen ende tage. Og det suveræne er, at man helt kan undlade at bruge dem, hvis man hellere vil slappe af på dækket og nyde sejlturen. For dem der er aktive kan man vælge den 15 meter høje klatrevæg, hvor man under sikre forhold kan få en om muligt bedre udsigt. Under den imponerende klatrevæg er der godt gang i den på boldbanen. Her mødes alle mulige nationaliteter i fodbolddueller. Bølgerne går højt men alle interne kampe er glemt, når præmierne overrækkes. For de helt små poder er der en legestue, hvor børnene kan lege rolige lege. For de større børn er der sodavandsdiskotek og enorme spillehaller, hvor de kan få en på opleveren.

En halv dag på Tenerife

Vi har kun en halv da på Tenerife og skibet tilbyder igen en lang række udflugter. Jeg vælger en tur til jeeptur til vulkanen Teide. Turen foregår i store robuste jeeps, der kører os til Teide nationalpark, hvor vulkanen af samme navn har været omdrejningspunktet i flere hundrede år. Vulkanen ligger midt i den store Las Cañadas lavaørken, der er 17 km bredt. Nationalparken og Spaniens højeste bjerg på 3718 meter højt, har været fredet siden 1954. Hele området består af fantastisk rå og barks natur, der på sin helt egen særpræget måde viser tænder og indbyder.

Fascinerende nationalpark

Man kan kun fascineres af det natursceneri skabt af naturen selv. Jeepen tager os langt ind i nationalparken og der er også tid til at vi kan komme ud på egen hånd. Det forbliver dog kun ved en smagsprøve. Skal man rigtig ud og vandre i nationalparken, skal man have langt mere tid og det rigtige udstyr med.

En smagsprøve på Madeira

Tidligt om morgen lægger Adventures of the Seas til i Funchal, der er hovedbyen på Madeira. Her bliver vi hentet af en bus og en lokal guide, der dagen igennem skal vises os øens perler. Hvis man ikke vil på udflugt kan man sagtens nyde Funchal på egen hånd. Det er jo ikke lang tid vi har, men man fået alligevel en berigende oplevelse af denne smukke portugisiske ø i Atlanterhavet. Den blev opdaget i 1418 af portugiserne og er i dag måske mest kendt for sin Maderia vin. Det er på trods af at det vi ser allermest er bananpalmer. 
Vi tilbagelægger ikke mange kilometer denne dag for kørsel i det ekstrem kuperede terræn tager tid. Og så er der heldigvis også lagt en masse fotostops ind på turen, så vi kommer ud af bussen mange gange. Fordelen ved at tage på denne busrundtur er, at vi får vist mange af de smukke steder øen har. Til gengæld må vi give afkald på friheden til selv at bestemme. Øen er ubeskrivelig smuk. Selv om det er en vulkansk ø er den frodig. På turen stopper vi også ved Cabo Girão, er med sine 589 meter er verdens 2. stejleste og Europas stejleste klippe, der går direkte ned i havet. Her får vi en spektakulær udsigt ud over havet. Vi stopper også i små byer så som Ponta do Sol og Porto Moniz, der begge ligger helt ud til havet. Dagen kan på ingen måde sammenlignes med en ferie til Madeira, men en smagsprøve har vi fået.

Mad til alle slags maver

Der er mad alle steder og på alle tidspunkter af døgnet. Ingen går sulten i seng. Ikke nok med det underholdes man flere steder i løbet af måltiderne. Det suveræne er, at man selv kan kombinere sine måltider som man vil. Roomservice, A la Carte, fastfood, åben buffet med tag selv bord, café, pizzeria. Alt findes. Den store restaurant fylder i teorien tre dæk og er et imponerende syn. Man får helt sikkert billeder af Titanic på nethinden. Ikke nok med det, så er servicen uovertruffen og et par aftener om ugen er der også underholdning.

Fastfood og a la carte

Vil man forkæle sig selv, så kan det anbefales at spise en aften i restauranten Portofino, hvor maden er italiensk og fremragende. Vil man bare have et hurtigt måltid, så er Johnny Rockets stedet. Her serveres hjemmelavede burgere med kæmpestore milkshakes. Igen er der dans og underholdning med store smil fra personalet.

Sport, fitness og morgengymnastik

På det øverste åbne dæk er der en løbe- og gangbane, som går hele vejen rundt på dækket. Her kan morgenfriste løbere starte dagen på bedste vis. Der er en fantastisk udsigt, fordi der er hav på alle fire sider. Mange vælger også en gåtur. Der er også morgensvømning og morgengymnastik med professionelle undervisere. I det hele taget gøres der meget ud af at give gæsterne en personlig og professionel behandling. Og taget antallet af gæster i betragtning ser det ud til at mange gerne vil brænde ekstra kalorier af, inden dages gode måltider skal indtages. 

Ubeskriveligt underholdningsprogram

På underholdningssiden er der igen en lang række af arrangementer. Der er teatershows i den 1.500 personers store teatersal, voksen- og børnefilm i biografen, film og levende musik rundt på de forskellige barer. Underholdningen er ret overvældende. Og så er det hele inkluderet i rejsen pris, så man deltager bare der hvor man har lyst og så mange gange som man har lyst. Når showene er færdige fortsætter underholdningen rundt omkring på skibet. F.eks. i form af 70´er fest i shoppingarkaden eller med klassisk musik eller jazz i en af de mange forskellige barer. Det mest imponerende er måske det store isshow, hvor skøjteløbere får det optimale ud af skøjtebanen. 

Spa, wellness og forkælelse

Spa, wellness og forkælelse er en selvfølge om bord og det er helt op til en selv, hvor meget man vil forkæle sig selv. Spa og wellnessafdelingen drives af uddannede behandlere og de mange tilbud er som et velassorteret menukort med noget for en hver smag og pengepung. Det er rent luksus at være god ved sig selv. Når man kommer tilbage til sin kahyt, er den igen tiptop i orden og håndklæderne er serveret som små figurer.

Konklusion

Krydstogtsferie er ikke dyrt, når man tænker på, hvor meget der er inkluderet i prisen. Krydstogtsferie er ikke kun for gamle mennesker, for der er masser af børneaktiviteter hver eneste dag. Krydstogtsferie er mulighedernes ferie i sær på et stort skib som Adventure. Alt findes og det findes i flere udgaver. Det er i sig selv ret vildt, når man nu tænker på at man er på et skib. Jeg synes fem-syv dage er passende og i sær første gang. Der er en del man skal sætte sig ind i, men man lærer det hurtigt. Mest imponerende af alt er de mange aktiviteter og tilbud der om bord er og så den uovertruffen venlighed man møder fra alt personalet. Uanset om det er rengøringspersonalet, tjenerne eller kaptajnen selv.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser