Ostfriesland rundt i autocamper
Ostfriesland er først og fremmest præget af smuk natur, hvor der er højt til loftet, roligt og utrolig grønt. Vadehavsmiljøet præger naturen på vandet og har de samme karaktertræk, som vi på den danske side.
Vadehavet og smuk natur
Ostfriesland er først og fremmest præget af smuk natur, hvor der er højt til loftet, roligt og utrolig grønt. Vadehavsmiljøet præger naturen på vandet og har de samme karaktertræk, som vi på den danske side. Fuglelivet er frodigt og et sandt eldorado for fugleinteresserede. Ved lavvande kan man deltage på flere forskellige vandreture, hvor man virkelig kommer helt tæt på den interessante og anderledes natur. De guidede ture er dog ofte på tysk, så det kræver lidt sprogkundskaber for, at få mest ud af det.
Husk cykler
Digerne langs hele kyststrækningen, der også hedder "Grüne Küstenstrassen" – den grønne kystvej, er helt og særdeles oplagte til kortere eller længere cykelture. Terrænet er fladt, så det er højst lidt vind, der kan give en sved på panden. Det er en fantastisk måde at opleve naturen og landskaberne på. Skiltningen er rigtig god også selvom man begiver sig lidt ind i landet og besøger nogle af de byer, der ligger der. Der er cykelstier på stort set hele ruten, så man ikke cykler sammen med den almindelige trafik. Det gør også området cykelvenligt for børnefamilier, der kan cykle trygt og dermed slappe mere af.
Gemte kystbyer
Bag digerne ligger de små charmerende kystbyer som perler på en snor. De er yderst charmerende og lette at besøge, selvom man kommer dertil i autocamper. Der er fine parkeringsforhold, hvor det er til at få plads med en autocamper på seks til syv meter. Byer som Greetsiel og Carolinesiel er gode udgangspunkter, for udflugter i enten den østlige eller vestlige del af Ostfriesland. Begge byer er ligeledes små charmerende havne- og kanalbyer med det hyggelige maritime miljø, som man ikke bliver træt af at gå rundt i. Specielt i Greetsiel har man også flere muligheder for at spise godt og smage specialiteter fra havet. Der er mange gamle velbevarede møller i området – flere kan besøges – så man er på ingen måde i tvivl om, at man er tæt på Holland.
Mange campingpladser
Der er masser af campingpladser i området, men mange af dem bærer præg af fastliggerkultur, hvor tyske familier fra Hamburg og Bremen bruger området til rekreation. Det betyder, at man som rejsende måske ikke finder campingpladserne så charmerende, fordi de er store og med mange vogne. Vælger man udelukkende at bruge dem som overnatningssted og køre væk fra pladsen i løbet af dagen, går det bedre. Faciliteterne er dog helt i orden. Med autocamper kan man med fordel også anvende såkaldte autocamperpladser. De ligger ofte i forbindelse med havneanlæggene. Der er toilet og bad og man kan flere steder også få strøm, selvom man sjældent har brug for det i en autocamper. Priserne varierer og ofte betaler man det samme som på campingpladserne.
Kort men afslappende ferie
Områdets hele klare fordele ligger i nærheden til Danmark og naturoplevelserne. Med autocamperen kører man bare fra sted til sted, parkerer og går på opdagelse, der hvor man vil. Vi gjorde ofte det vi parkerede ved digerne for at cykle eller vandre. Tilbage ved autocamperen har vi alt ved hånden: mad, drikkevarer og liggestole, så man kan tage sig en lille lur inden man kører videre. Det er da ferie! Har man mere tid kan man uden problemer blive i området.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser