Vandretur i Saksiske Schweiz nær Dresden
Denne ferie i Tyskland går til nationalparken Saksiske Schweiz øst for Dresden, hvor der vandres gennem skov frem til Bastei med udsigt til Elbens imponerende sandstensbjerge.
Tyskland - Saksiske Schweiz
Hovedstaden i Tyskland er Berlin.
Befolkningstal: Ca. 83 mio.
Areal: Ca. 357.376 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 356 km til Berlin, ca. 842 km til München
Mest besøgte attraktion: Metropolerne Berlin og Hamborg, men også mange andre byer - kejserbyerne og middelalderbyer med bindingsværk m.v. Tyskland byder på rigtigt meget inden for kultur - og husk de hyggelige julemarkeder.
Mere information:
Turistinformation: Nationalpark Saksiske Schweiz
Nationalpark Saksiske Schweiz
Saksiske Schweiz, der i 1800-årene var et yndet sted at male naturbilleder for de tidlige tyske, romantiske kunstmalere som. bl.a. Casper David Friedrich, blev nationalpark i 1990 og dækker et område på omkring 94 km². Området har mere end 400 km. afmærkede vandrestier gennem klippefyldt skov og selv om du ikke kommer højere op end 556 moh. kan du nogle steder alligevel se ned på de høje sandstensklipper og dybe kløfter.
Citat: Kommer du for at se havet, kommer du nogle hundrede millioner år for sent!
Elbens sandstensbjerge er ikke skabt ved landhævninger. Tværtom. De sandstensklipper du i dag ser, er faktisk gammel havbund. Sand under urtidshavet er blevet presset hårdt sammen og har skabt stabile sandsten. Gennem millioner af års erosion er mere blødt materiale blevet skyllet væk, så Elbens sandstensbjerge i dag står som tårne i skoven. Og erosionen pågår fortsat. Udover vandreruter har området cykelstier, ligesom her findes utallige muligheder for bjergklatring på de lodrette klippesider.
Elbens sandstensbjerge fortsætter ind i Tjekkiet i nationalparken Bøhmiske Schweiz.
Med tog til Stadt Wehlen
Fra Dresden er der godt 30 km. til Saksiske Schweiz og på denne vandretur er det nemt at tage toget fra Dresden Hovedbanegård til Stadt Wehlen. Fra stationen i Wehlen er der kort afstand til Elben, hvor en færge bringer dig til flodens anden side. Her følger du skiltningen mod Malerweg (Malernes Vej) op over Schlossberg, hvor du passerer borgruinen Wehlen, hvis historie går tilbage til 1200-tallet. Fra Schlossberg har du et fint vue ud over den idylliske Stadt Wehlen og Elben-dalen.
Gennem klippefyldt skov til Uttewalter Felsentor
Via en række stejle og glatte trapper kommer du ned fra Schlossberg og ind i nationalparken, der er godt skiltet. Læg mærke til, at afstande mellem knudepunkter ikke er angivet i km. men i tider. Har du intet vandrerkort så tag evt. et billede af det viste kort. Men du vil se flere gode afmærkninger undervejs, med angivelse af hvor du er.
Du følger nu en god skovsti langs vandløbet Uttewalder Grundbach. Lidt fremme kan du evt. gå til venstre ind på den lille sti langs vandløbets venstre side, men kommer igen ud på den større skovsti. Du er i løvskov og ser de første sandstensklipper i den skyggefulde slugt med frodig beplantning med mosser og bregner, inden du når frem til Gasthaus Waldidylle med rødder tilbage til 1790. Herfra er der kun kort afstand til Felsentor im Uttewalder Grund, der var et yndet motiv for de romantiske landskabsmalere. Vandrestien går under et par store nedfaldne klippestykker, der har sat sig fast mellem den smalle kløfts klippesider og danner en port.
Et stenbord
Gå samme vej tilbage og følg skiltningen mod Bastei og du vil passere flere spændende klippefremspring nogle mere farverige end andre. Så begynder en jævn stigning, hvor stien består af jord, klipper og trærødder, som ikke er egnet for klapvogne eller kørestole. Du når frem til stenbordet (Steinerner Tisch) der blev etableret i 1710, hvor fornemme jægere kunne holde pause. Det siges, at selv kurfyrsten af Sachsen August den 2. med tilnavnet August den Stærke (1670-1733) holdt jagtfrokost her.
Bastei med flere udsigtspunkter
Pludselig kommer du forbi en landevej, hvor folk kommer kørende til Bastei for at iagttage de berømte Elbens sandstensbjerge og ved Bastei er du bestemt ikke alene. Du passerer Berghotel og Panoramarestaurant Bastei og kommer til et af udsigtspunkterne. Her er bygget en sikker rampe at gå ud på, til erstatning for de porøse sandstensklipper som fortsat eroderes. Du har herfra en enestående udsigt ned over Elben-dalen og ikke mindst Elbens berømte sandstensbjerge.
Fra andre udsigtspunkter kan du ”se ned” på klipperne og har udsigt til Basteibroen, der i 1851 erstattede en tidligere træbro som førte over til klippeborgen Neurathen. For enden af Basteibroen ses klippeporten Neurathen Felsentor, som bl.a. kunstmaleren Casper David Friedrich udødeliggjorde.
De Svenske Huller
Fra Bastei fortsætter du ned ad trapperne og når frem til ”De Svenske Huller” (Schwedenlöcher), som ikke har noget med huller at gøre, men en eventyrlig klippekløft med mange facetter, hvor du på ikke mindre end 900 trappetrin kommer ned gennem smalle passager og under spektakulære stenporte i den frodige skov, til du når Amselgrund. Måske vandreturens højdepunkt. Navnet ”Schwedenlöcher” fik stedet under Trediveårskrigen (1618-1648), da de lokale skjulte deres værdier her for svenskerne.
Ved den opdæmmede sø Amselsee følger du bredden til dæmningen og er snart i kurbyen Rathen.
Kurort Rathen
Atter er du i en af de idylliske byer langs Elben, som du atter skal passere. Denne gang på en motorløs trækfærge mellem Oberrathen og Niederrathen. Teknikken med færgen er simpel, men yderst effektiv. Et kabel trækker færgen ud i Elbens kraftige strøm og ved hjælp at roret manøvreres færgen fra den ene bred til den anden. Fra Niederrathen er der kun få skridt til togstationen, hvorfra du kommer tilbage til Dresden.
Denne rejsebeskrivelse er blot en brøkdel af hvad Saksiske Schweiz kan tilbyde af aktiv ferie.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser