2600 Hollywood Boulevard Los Angeles Californien USA Anne Vibeke Rejser IMG 0589

Los Angeles med Hollywood

Google Map...
USA

Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.

Befolkningstal: Ca. 325 mio.

Areal: Ca. 9.833.520 km²

Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker

Mere information:

Rejsebureau: Albatros Travel

Turistinformation: USA

Old Los Angeles - det var her det begyndte

Det var spanske franciskanermunke der i perioden 1769 til 1823 grundlagde 21 missionsstationer nord for den mexicanske grænse i det dengang spanskejede territorium Californien. Missionsstationerne fik alle religiøse navne som f.eks. Santa Babara, Santa Cruz, San Francisco og Los Angeles. 

2604 El Pueblo De Los Angeles Old Los Angeles Californien USA Anne Vibeke Rejser IMG 0518
Det historiske monument El Pueblo de Los Angeles i bydelen Old Los Angeles

Paseo de La Plaza

Besøget starter i El Pueblo de la Reina de Los Angeles - det gamle Los Angeles - og på torvet Paseo de La Plaza ses en statue af den spanske kong Carlos III (1716-1788), der beordrede kolonien Los Angeles oprettet i 1781. Her ses den nærliggende togstation - Union Station - der er bygget i 1939 med en arkitektur blandet af spansk, maurisk og modernistisk stil med store vinduer i hallen.

Olvera Street

I Old Los Angeles er det byens ældste gade - turistgaden Olvera Street - der trækker. Her bugner det med souvenirboder, hvor du kan købe mange mexicanske ting. 

Avila Adobe

Her finder du også Los Angeles' ældste hus Avila Adobe, der i dag er indrettet som museum og du kan se hvorledes man havde indrettet sig i 1840'erne.

Old Plaza Church

Nær torvet ligger den ældste kirke Old Plaza Church, der korrekt - men måske ikke helt mundret - hedder La Iglesia de Nuestra Senora la Reina de Los Angeles. Kirken er dateret 1781 og har en flot, stor klostergård. Det var her det startede.

Walt Disney Concert Hall - en arkitektonisk perle

Et andet et andet imponerende bygningsværk i Los Angeles er Walt Disney Concert Hall, der er bygget til Los Angeles’ symfoniorkester. Koncertsalen med bølgende stålplader, der skal minde som sejl, er tegnet af arkitekten Frank O. Gehry, der blandt andet også er kendt for det verdensberømte Guggenheim Museum i Bilbao i Nordspanien. Det var Walt Disneys enke - Lillian Disney - der i 1987 donerede 50 mio. $ til opførelsen af et kulturelt minde for sin mand, og i 2003 stod denne arkitektoniske perle færdig. I et så prestigefyldt byggeri er der altid uforudsete omkostninger. Bl.a. måtte man efterfølgende slibe de blanke stålplader matte, da genskæret fra bygningen generede omgivelserne voldsomt. De samlede udgifter til koncerthuset løb op i 270 mio. $, som blev samlet ind ved hjælp af donationer.
Vi betragter bygningen udefra ved at spadsere rundt om den. Her kommer vi forbi et lille parkanlæg The Blue Ribbon Garden med skulpturen "Lotusblomsten", fremstillet af små, blå keramikstykker, og som Frank O. Gehry dedikerede til Lillian Disney.

Tæt ved ligger Musikcentret med flere koncertsale og Los Angeles Opera. Foran centret ses skulpturen "Peace on Earth" fra 1969.

Tjæresøen La Brea

Der gøres et kort besøg ved tjæresøen Rancho La Brea Tar Pit, hvor der er fundet fossiler og skeletter af forhistoriske dyr - mammutter, sabeltigre, ulve m.m. - som er op til 40.000 år gamle. Denne tjæresø har tiltrukket dyrene som er kommet for at drikke, men så hængt fast i det klistrede dynd og gået til bunds. I århundreder har indianerne benyttet tjæren til at tætne kurve og hustage, og i 1906 fandt man de første fossiler. Mange af disse er i dag udstillet på stedets museum. Meget dramatisk har man illustreret, hvorledes en mammut er fanget i tjæresøen, mens en unge og en anden voksen mammut ser hjælpeløse til.

2669 Tjaeresoeen Rancho La Brea Tar Pit Los Angeles Californien USA Anne Vibeke Rejser DSC01020
Tjæresøen Rancho La Brea Tar Pit

Farmers Market - et madmekka

Farmers Market er et godt sted at holde frokost. Og det er vi ikke alene om! Det var under depressionen i 1934, at en gruppe landmænd begyndte at sælge deres produkter direkte til forbrugerne, og det blev starten til Farmers Market. I dag er dette populære område fyldt med grøntsagsbutikker, delikatesseforretninger, tøjbutikker og ikke mindst spisesteder - fra de helt simple ståsteder til eksklusive restauranter. Det kan være svært at få plads, men det lykkes på den spanske restaurant Moruno.

The Grove

Har du tid så se også gågaden The Grove Pit med eksklusive forretninger, inden bussen fortsætter til hotel Best Western Hollywood Plaza Inn i Hollywood.

Walk of Fame på Hollywood Boulevard

Fra hotellet er der kun nogle få hundrede meter til den berømte gade Hollywood Boulevard. Og her ligger bl.a. Sid Graumanns Chinese Theatre fra 1927, hvor man tidligere uddelte filmstatuetten Oscar. I dag sker Oscar-uddeling i Dobly Teatre. I fortovet foran det kinesiske teater tavler i fortovet med forskellige berømte filmstjerners og sangeres finger- og fodaftryk samt en lille hilsen.

Også på begge sider af gaden ligger mere end 2.500 bronze-stjerner i fortovet med navnene på de største berømtheder - den såkaldte Walk of Fame. Her er underholdning for alle pengene og gadegøglere klædt ud som Elvis Presley, Marilyn Monroe m.fl. - ja, selveste superhelten Rambo møder vi. Alle i håb om at få en skilling når de skal fotograferes.

I butikscentret Hollywood & Highland kan du tage trapperne op til udsigtspunktet mod det berømte skilt HOLLYWOOD - der står på bjerget nogle kilometer væk med 15 meter høje bogstaver.

Spadserer du blot et par gader væk fra Hollywood Boulevard sænker roen sig og så får bydelen en helt anden atmosfære.

Men vores amerikanske drømmerejse er ved at nå sin afslutning og mættet af indtryk vil vi i morgen vende tilbage mod Danmark.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser