Siv-øer og begravelsestårne ved Titicacasøen

I kanalen mellem sivene

Nede i havnen er en af de utallige udflugtsbåde reserveret og snart tøffer vi i motorbåd ud af havnen og kan se Punos bygninger klistre sig op ad bjergsiden. Motorbåden sejler gennem en kanal i en skov af søgræs (totora), og undervejs ses en del forskellige ænder, bladhøns og lappedykkere. På små øer går grise - svinestier - og undervejs møder vi enkelte robåde på vej mellem byen og sivøerne i Puno-bugten, hvor vi besøger Uros-folket.

Uros-folket på sivøerne

Da vi træder fra motorbåden ud på sivøen San Pedro, er det faktisk som at komme på gyngende grund. Vi modtages af øens præsident som fortæller om Uro-folkets traditioner og at der her på øen lever syv familier. De tjener til livets ophold ved fiskeri samt kunsthåndværk som sælges til turister. Det er dog ikke alle øer som ønsker besøg af turister, men foretrækker at leve mere isoleret. I alt lever her ca. 1.600 mennesker fordelt på ca. 30 sivøer, og hver ø er lavet af totora-søgræs som høstes på søen. Præsidenten forklarer, hvorledes søgræsset samles og stables på kryds og tværs, hvorledes det bindes sammen og hvordan det forankres på søbunden, så øen ikke driver væk. Ønsker en familie ikke længere at være en del af øen, skæres en del af øen af og familien kan så "sejle deres egen ø".

Salg af kunsthåndværk og anden souvenir

Efter at have set deres primitive græshytter forsøgerf øens beboere af alle kræfter at afsætte noget af deres kunsthåndværk og anden souvenir.

Sivø med telefon

Vi sejler over til en anden ø - nogle i en meget turistet sivbåd andre i motorbåden. Denne ø er lidt større og har flere huse, fiskedam og solpaneler på taget, så de kan få elektricitet og se TV, samt en enkelt telefonboks, der benyttes flittigt. Hvem vil ikke ringe hjem fra en telefonboks ude på Titicaca-søen?

Quechua-folket på Capachica-halvøen

Båden sætter kurs tværs over Puno-bugten, der kun udgør en lille del af Sydamerikas største sø, som er 174 km. lang og 64 km. bred og op mod 100 meter dyb. Efter ca. to timers sejlads mod Capachica-halvøen, der som en lang tange stikker ud i Titicacasøen, anløber vi landsbyen Llachon. Fra landgangsbroen gå vi stejlt op til landsbyhuset, hvor kvinderne i deres traditionelle klæder sidder på græsset og væver, mens andre er ved at samle kartofler. 

Landsbyhuset

Her er der bestilt frokost - grøntsagssuppe og stegt ørred, naturligvis fra søen - hvorefter der er lejlighed til at se nærmere på Quechua-folkets kunsthåndværk og på denne traditionelt indrettede landejendom. Fra huset fører en lille sti op til toppen af klipperne og fra "tronstolen" er her en glimrende udsigt ud over Titicacasøen. I haven ses forskellige fugle.
Efter besøget går turen atter tilbage over Puno-bugten mod Puno.

Begravelsespladsen ved Sillustani

Denne morgen fortsætter rundrejsen i Peru og vi sætter kurs mod den hellige Urubamba-dal og Cuzco - inkaernes hellige by. Ikke langt fra Puno ligger Sillustani - et område med nogle høje, runde begravelsestårne, som blev benyttet af colla-folket - en kultur, der eksisterede før inka-kulturen og senere blev en del af den. I gravene lå kongerne balsameret i fosterstilling - parate til genfødslen. Tårnene står højt på en bakketop med en fantastisk udsigt ud over Umayo-søen. Desværre ødelagde conquistadorerne mange af tårnene i deres iver i jagten på guld. I det frugtbare område ved Sillustani ligger flere små gårde, der alle har en lille figur med to tyre stående på taget til at beskytte mod onde ånder. At der så også ligger et par brugte bildæk til beskyttelse mod lynnedslag, er en helt anden sag! 

Rundrejsen fortsætter over højsletten med inkaernes største enkeltstående tempel Wiracocha ved Ragchi.