500 Heraklea Nordmakedonien Anne Vibeke Rejser IMG 9110

Det historiske Heraklea Lyncetis i Bitola

Google Map...
Nordmakedonien

Hovedstaden i Nordmakedonien er Skopje.

Befolkningstal: Ca. 2,1 mio.

Areal: Ca. 25.713 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.653 km. til Skopje

Mest besøgte attraktion: Ohridsøen.

Mere information:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: Nordmakedonien

Heraklea Lyncetis med både basilikaer og teater

Blot et par kilometer fra byen Bitola ligger et af Nordmakedoniens mest besøgte arkæologiske områder Heraklea Lyncetis, der blev grundlagt i 300-årene f.Kr. af Filip 2. - far til Alexander den Store. Byen blev præget af forskellige kulturer fra den hellenistiske periode over Romerriget til kristendommens indtog og var aktiv til 600-tallet e.Kr., men blev ramt af et jordskælv i år 630, hvorefter befolkningen flyttede til Bitola.
Domhuset med en statue af gudinden for retfærdighed og skæbne - Nemesis - er det første du ser, da du træder ind på området. Blev folk dømt til døden, blev de i romertiden kastet for de vilde dyr i det antikke teater til almindelig underholdning for tilskuerne! Her ligger også romerske bade, men størst betydning har de to basilikaer med mosaikgulve.

Mosaikgulve i verdensklasse

Det flotteste mosaikgulv ligger ved indgangen til den store basilika. Tusindvis af forskelligt farvede småsten er lagt i sirlige mønstre som en bord omkring forskellige dyrefigurer og farvestrålende træer. Her ses hjorte, kamp mellem tyr og løve, en lænket hund og en leopard som har nedlagt et bytte. Midt i det store sammenhængende billede ses et bæger, hvor livets træ vokser frem flankeret af to hjorte, hvorover der ses påfugle - det oldkristne symbol på opstandelse og evigt liv.

Museumsgenstande

Heraklea har et lille - for ikke at sige spartansk - museum med en model over udgravningerne, nogle få fund, en mindre kopi af gudinden Athene og en model af en teatermaske samt få andre effekter. De fleste fund kan ses på Det Nationale museum i Bitola. Gennem museet kommer du op til det antikke teater.

Det antikke teater

I hellenistisk tid blev her opført forskellige dramaer, men teateret blev i romertiden bygget om og tre indgange under tilskuerrækkerne blev tilføjet, så man kunne lukke vilde dyr ind på scenen. Her kunne tilskuerne fordelt på 12 rækker fornøje sig med at se dyrene kæmpe mod gladiatorer eller se løver og andre vildkatte fortære de kristne, der led martyrdøden pga. deres nye tro. Fra teatrets øverste række kan du overskue hele det antikke Heraklea.

530 Det Antikke Teater Heraklea Nordmakedonien Anne Vibeke Rejser IMG 9134
Det antikke teater i Heraklea

Bytur i Bitola

Ved gågaden i byen Bitola ses det tidligere militærakademi fra 1848, hvor Tyrkiets landsfader Atatürk (1881-1938) fik sin første militære uddannelse som kadet. I dag rummer bygningen det nationale museum. Bitolas gågade er uhyre populær og masser af mennesker hygger sig på caféerne og handler i butikkerne. Gågaden kaldes Marskal Tito-gaden efter Jugoslaviens tidligere leder Josip Broz Tito (1892-1980) og har en buste af ham. At Bitola er et multietnisk samfund kan du også se fra strøget, hvorfra der er udsigt til både den katolske kirke, den "nye" Yeni Moské færdiggjort i 1559 og den gamle Isak Moské fra 1506. Et stenkast herfra ligger den ortodokse St. Demetrius Kirke.

Magnolija Pladsen

For enden af gågaden åbner Magnolija Pladsen sig med en statue af Filip 2. og pladsen prydes desuden af en skjoldfontæne med skjolde som de så ud i hellenistisk tid. I pladsens parkanlæg står byens 32 meter høje klokketårn.

Den tyrkiske basar

Ikke langt fra gågaden kan du spadsere gennem den tyrkiske basar, der ikke adskiller sig fra de øvrige basarer i Skopje eller Ohrid - smalle brostenslagte gader flankeret af små butikker og caféer. Her er naturligvis også et farvestrålende grøntsagsmarked.

Mere god mad

Tilbage i Ohrid har vi tid på egen hånd - og kan slappe af på hotelværelset - evt. i hotellets spa-afdeling - eller spadsere en tur til Ohrid Marina - indtil vi om aftenen mødes for at spadsere til restaurant Sveta Sofija, der ligger i den tyrkiske bydel lige ved kirken af samme navn. Her serveres der bla. forel fra Ohridsøen, som der i morgen stiftes nærmere bekendtskab med.

630 Forel Paa Restaurant Sveta Sofija Ohrid Nordmakedonien Anne Vibeke Rejser IMG 9197
Forel på restaurant Sveta Sofija i Ohrid

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser