600 Stockholm Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejser PICT0030

Over Mälaren til Stockholm - Dag 6 på Götakrydstogt

Google Map...
Sverige - Götakanalen

Götakanalen er en del af strækningen via Göta Älv fra Göteborg via elve, kanaler og søer til Stockholm - Sveriges hovedstad. Hele strækningen er 614 km.

Befolkningstal: Ca. 10 mio.

Areal: Ca. 447.435 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 523 km til Stockholm

Mest besøgte attraktion: Stockholm med bl.a. slotte, den gamle by og Vasa-skibet, men Sverige er også et land med en natur man dyrker aktiv ferie i som skiløb, vandring, kano- og kajakture, cykling m.m. 

Mere information:

Rejsebureau: Götakanal

Turistinformation: Sverige

Over havet og op i Mälaren

Igen er veteranskibet Diana tidligt ude med kurs nord over Østerøsen - mod Södertälje og Mälaren. Vi er også tidligt oppe og kryber i læ bag skorstenen på brodækket med et par tæpper ned omkring hofterne, så det ikke trækker. Herfra kan vi spejde udover havet. Mange skarver basker lavt hen over havoverfladen. Måger dukker op ind i mellem og flyver forbi. Men ternen er mere vedhængende. Denne flotte flyver tilbagelægger et af de længste træk mellem sommer og vinterophold. Fra Arktis til vinterkvarteret på randen af pakisen ved Antarktis. Men også sælen ser vi. Nysgerrig som den er, ser vi hovedet stikke op af vandet, da Diana sejler forbi, men så dykker dyret og vi ser den ikke igen. Langsomt ser vi kraner vokse i det fjerne og der kommer flere og flere industrielle bygninger til syne. Vi nærmer os Södertälje, hvor vi skal gennem Nordens største sluse på hele 135 meter. Det er ikke fordi der skal flyttes så meget vand, vi skal "kun" hæves 30 cm. op i Mälaren.

Mälaren - Sveriges tredje største sø

Mälaren er Sveriges tredje største sø og nok den smukkeste af de søer vi passerer på Götakrydstogtet. Et utal af små øer, holme og skær er spredt i søen og der er ingen tvivl om at mange svenskere har Mälaren i deres hjerter, hvilket de mange sommerhuse og lystsejlere langs den smukke klippekyst er bevis for. Mälaren har da også altid været centrum for livlig handel helt tilbage fra før vikingetiden og det var her at "Svea-Riget" opstod.

613 Huse Langs Mälaren Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejser PICT0513
Huse langs Mälaren

Vikingebyen Birka på Björkö

Der er ikke meget at se på afstand af øen Björkö, som vi ligger til ved. En lokalguide fører os forbi museet og op på nogle små forhøjninger i landskabet - høje hvor vikingerne blev begravet. Vi hører om handelspladsen, der blev grundlagt i midten af 700-tallet og som ligger centralt i Mälaren. Alle som skulle krydse søen kom forbi Björkö, og Birka blev i ca. 200 år en af de vigtigste handelspladser i Nordeuropa. Man regner med at ca. 700 mennesker boede her. Det var også her på øen, at Sveriges første kirke blev bygget omkring år 830. I dag findes et (nyere) mindesmærke efter missionæren Ansgar, der bragte kristendommen til stedet.

616 Mindesmaerke For Missionaeren Ansgar Björkö Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejserpict0516
Mindesmærke for missionæren Ansgar på Björkö

Den lokale høvding var kongen

På Adelsö ovre på den anden side af et sund, boede kongen på Kongsgården. Kongen var dengang ikke regent over hele landet og må nærmest betragtes som en lokal høvding. Fra toppen af Björkö er der vid udsigt over sundet og det omkringliggende farvand. I vikingetiden var Björkö væsentligt mindre og strandlinien lå dengang ca. fem meter højere oppe på land. Men landhævningen, der fortsat pågår, sænkede strandlinien, hvilket er markeret på øen. I vikingetiden var der heller ikke nogen træer, der kunne skygge for udsigten. Tømmeret blev brugt til bygningerne. På toppen lå også øens forsvarsanlæg, der udover volden også havde en barriere af træstolper.

Birka-museet

Lidt uden for forsvarsanlægget står nogle pæle i jorden. Det forklares, at der på dette sted var et stort hus på ca. 10x20 meter, der menes at have været en forsvarsgarnison, da man her har fundet våben og andre krigseffekter.
Efter rundturen besøger vi museet, der bl.a. har nogle interessante modeller af, hvorledes Birka kan have set ud i 700-900-tallet. Udgravninger har bevist, at vikingerne havde forbindelser helt til de arabiske lande, som de nåede ved at sejle ned gennem de russiske floder. Birka kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1993.

620 Model Af Birka Ses Pa Museet Björkö Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejser PICT0521
Model af vikingebyen Birka

Drottningholms Slot set fra Mälaren

Götakrydstogtet er ved at være afsluttet og Diana sætter kurs mod Stockholm. Igen har vi mulighed for at følge både dyrelivet (havfugle) og lystsejlere, medens vi sejler ind i en lille vig for at se den svenske kongefamilies bolig Drottningholms Slot fra søsiden. Slottet er fra 1600- og 1700-tallet og skabt efter franske forbilleder og er meget velbevaret. Her findes også det såkaldte Kina slot samt det helt unikke slotsteater, der er uforandret siden 1766. Slottet kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1991, som det første i Sverige.

632 Drottningholms Slot Stockholm Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejser PICT0010
Drottningholms Slot lidt uden for Stockholm

Ankomst til Stockholm

Fra Mälaren sejler Diana gennem Hammerby sluse, den allersidste sluse på denne tur og kommer 30 cm. ned i Saltsjön/Østersøen. Her ses flere aktive mennesker bl.a. folk på kajaktur, men også klatrere på de lodrette klippevægge, der går lige ud til kanalen ved Hammerby. Diana drejer ind i Stockholms havn med udsigt til Djurgården og vi sejler forbi Gröna Lund Tivoli, hvor folk i rutsjebaner og karruseller morer sig højlydt. Foran os har vi Dianas kajplads i Gamla Stan midt i Sveriges smukke hovedstad.

634 Forbi Forlystelsesparken Gröna Lund Tivoli Paa Djurgaarden Stockholm Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejser PICT0028
Forbi forlystelsesparken Gröna Lund Tivoli på Djurgården i Stockholm

Stockholms gamle bydel

Der er naturligvis bestilt taxaer til de af vores rejsevenner som har ønsket dette, og efter at have sagt farvel til besætningen, spadserer vi gennem den gamle bydel. Der er god tid til vi skal med X2000 toget til Malmö og derfra videre til Danmark, så vi går rundt i de smukke, smalle stræder, over små og store pladser og ser kirker og slotte og det myldrende liv denne varme midsommerdag. Du kan læse mere om ferie i Stockholm nedenfor.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser