130 Bro Over Klitsøerne Gammelgab Nymindegab Vestjylland Anne Vibeke Rejser IMG 7961

I et alsidigt klitlandskab ved Gammelgab, Vestjylland

Google Map...
Danmark - Vesterhavet

Destination Vesterhavet omfatter området omkring Ringkøbing Fjord fra Søndervig i nord til Blåvand i syd med Danmarks vestligste punkt. Her er det nok mest naturen tæt på stranden med klitter og det bagvedliggende hedelandskab der er den største attraktion, men her er også hyggelige byer med kunst og kultur.

Turistinformation: Vesterhavet

Et betagende klitlandskab med det hele

Vi befinder os i et imponerende vestjysk klitlandskab med dobbelt klitrække mod Vesterhavet, lange klitsøer på rad, klithede med en vidunderlig fauna samt en klitplantage og ikke mindst en bred badestrand - naturligvis med det fineste sand. Navnet Gammelgab stammer fra fjordens gamle gab, dvs. Ringkøbing Fjords udløb i Vesterhavet. Strømmen var dengang ganske stærk fordi Skjern Ås vand skulle passere. Men det gamle gab sandede til, da kanalen ved Hvide Sande blev taget i brug i 1931.
Fra P-pladsen spadserer vi mod syd langs Klitsøen, hvis vand er så blåt denne dag, at man tror, det er farvet. Landskabet omkring os er ubeboet og ganske øde. Kun stierne fortælle os, at her er og har været mennesker. Og så bliver alle sanser mættet med noget af det dejligste landskab man kan vandre i - hvis man er til vestjysk klitnatur.

Op i klitterne

Vi følger et ridespor for at komme op på den yderste klitrække og kommer gennem et buskads af røde klitroser som allerede har afsat de første hyben. Måske skulle man vende tilbage til efteråret og plukke disse fine hyben til en omgang hjemmelavet marmelade - det fås næppe bedre. Fra toppen af klitten - midt mellem de vejrende marehalm, hvor luften er frisk fra havet - fås et vidunderligt vue ud over søerne, der strækker sig ca. 7 km. fra Nymindegab og mod syd. Bag de inderste tilgroede klitter på mellem 10 og 25 meters højde, anes fyrretræerne i klitskoven. Herfra kan vi også skue ud over den yderste klitrække så langt øjet rækker og neden herfor den brede, hvide sandstrand som frister.
Nej, det er for tidligt at gå ned på stranden, så vi spadserer tilbage på stien langs Klitsøen og nyder den farverige og afvekslende fauna. En drøm for en botaniker som vil se hede- og klitblomster. Jeg tror, at alt er repræsenteret her - selv mosebølle, Danmarks blåbær, som endnu ikke er modne.

I vandkanten til Houstrup Strand

For enden af Klintesøen går vi atter op over yderste klitrække og ned ad en næsten åben klit, dvs. hvor sandet fortsat kan fyge. Dem er der snart ikke flere af  - med mindre man tager til f.eks. Rubjerg Knude eller Råbjerg Mile i Nordjylland.
Vi har vinden i ryggen og solen i ansigtet, mens vi spadserer sydover hen ad stranden. Her er ikke mange fugle og vi møder kun nogle få mennesker som leder efter rav i vandkanten. Vesterhavet viser sig fra sin venlige side i dag og afleverer kun små bølger. Enkelte bader her lidt for sig selv og nyder nøgentilværelsen. Anderledes tæt befolket bliver det, da vi når Houstrup Strand. Et utal af små, kulkørte læsejl (halve telte) er rejst tæt ved hinanden. Folk solbader og har drager i luften. Børnene graver i sandet og bygger sandslotte. Naturligvis er her også mange badende som nyder det forfriskende saltvand. Fra P-pladsen ved Houstrup Strand følger vi en mærket rute lidt op ad Houstrup Strandvej og drejer så mod nord ind i inderste klitrække ad Paradisstien.

I Paradiset

Nu forstår vi godt hvorfor stedet her kaldes Paradiset, for her er virkeligt smukt. Paradisstien slynger sig gennem klitterne i kanten af klitplantagen. Efter godt en kilometer med betagende vandring kommer vi frem til Skelvej, hvor ruten svinger til venstre ud mod havet. 

Hjem over bro

Vi kommer op på et højdedrag, hvorfra udsigten ud over klitsøerne ikke kan fås bedre. Ved den sydligste klitsø fører en bro over vandet og herfra kan vi følge et tydeligt spor langs søen tilbage til Gabsandet, mens vi iagttager de løst gående kreaturer nyde det kølige vand på den anden side af søen.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser