400 The Beatles Liverpool Merseyside England Anne Vibeke Rejser IMG 7353

Liverpool - Beatles og Cavern Club

Google Map...
England

Hovedstaden i England er London. England er en del af Storbritannien. 

Befolkningstal: Ca. 53 mio. I Storbritannien ca. 65,7 mio. 

Areal: Ca. 130.279 km². Storbritannien ca. 242.495 km² 

Afstand fra Danmark: Ca. 957 km til London

Mest besøgte attraktion: London samt Stonehenge.

Mere information:

Tag til England på busrejse: Vitus Rejser

Turistinformation: England

Turistinformation: Storbritannien

Mathew Street

Ligesom andre gamle og nedslidte europæiske havnebyer som f.eks. Hamborg og Marseille, har Liverpool de sidste årtier gennemgået en forvandling til en moderne by med et attraktivt havnemiljø. Her er bygget nyt og tidligere tiders pakhuse og lagerhaller er renoveret og ombygget og fremstår i dag som moderne indkøbscentre, restauranter, hoteller, eksklusive lejligheder, museer og koncerthuse m.v. Men da vi hen på eftermiddagen ankommer til Liverpool, virker stedet noget mennesketomt - lige til vi drejer ind i gaden Mathew Street. På et hjørne står en henslængt beatle John Lennon, som om han blot iagttager den stadige strøm af turister, der traver op og ned ad Mathew Street, mens musik fra både gademusikanter og de mange pubber gjalder ud over gaden. Og det var netop her i den fortsat noget slidte gade, at eventyret om popgruppen The Beatles begyndte i spillestedet Cavern Club, som var gruppens faste spillested, inden de forlod deres fødeby.
Foran nedgangen til det nuværende spillested med samme navn står en gruppe modne kvinder og griner - og jeg er ikke i tvivl om, at de var fans af The Beatles i deres unge dage - og fortsat er det. Andre har klædt sig ud i "sexet" tøj og vækker opsigt - en del af showet!

The Beatles og Cavern Club

Popgruppen - der blev dannet i 1960 - bestod af John Lennon, Paul McCartney, Ringo Starr og George Harrison og de tog hele verdenen med storm og blev trendsættere for den moderne beatmusik. Tænk på melodien "Yesterday" - en af de mest kopierede musiknumre overhovedet.
Vi får mast os frem mod nedgangen til Cavern Club, forbi de to dørvogtere og går et par etager ned under jorden. Her kommer vi ind i et menneskefyldt spillested med lavt til loftet og hvor nye aktører spiller øredøvende høj musik. Her kan man ikke føre en samtale - og det skal man heller ikke! Man skal lytte. Måske er der nye talenter på vej. 

410 Kaelderen I Cavern Club Liverpool Merseyside England Anne Vibeke Rejser IMG 7338
Kælderen i Cavern Club

Liverpool - en by med havn

Efter at have lyttet og mærket atmosfæren - nogle kunne såmænd være blevet her i timevis - spadserer vi på en lille guidet tur mod floden Mercey og den moderne havnefront. Vi kommer forbi elegante klassiske bygninger og helt moderne arkitektur, inden vi når de renoverede pakhuse ved Albert Dock, der oprindeligt blev bygget i begyndelsen af 1840'erne. 

I dag er Albert Dock og de omkringliggende bygninger blandt Liverpools største turistattraktioner. Vi går langs Canning Dock - et af de mange havnebassiner med lukkede sluseporte, så vandet ikke fosser ud med tidevandet. Forskellen mellem flod og ebbe er fem meter - og hvem ønsker at se sit skib stå på bunden af floden?
Men tiden er ved at løbe fra os og da vi finder bussen, kører vi direkte til hotel Hallmark Hotel, der ligger ganske langt fra byens centrum.

Hallmark Hotel

Det er et bemærkelsesværdigt hotel vi indlogeres i - en stor villa med diverse bagvedliggende tilbygninger. Her er stor forskel på værelserne, der spænder fra store luksuøse værelser med plads til fire senge til ganske små rum, hvor man ikke kan have en kuffert stående åben! Ikke alle steder fungerer de sanitære forhold, så! Til gengæld er maden fremragende og ved det fælles aftensmåltid kan vi vælge mellem tre forretter, tre hovedretter og tre desserter. Vi bor her kun en enkelt nat, for allerede i morgen fortsætter rundrejsen i Storbritannien mod Stratford-upon-Avon - Shakespeares fødeby.

450 Hallmark Hotel Liverpool Merseyside England Anne Vibeke Rejser IMG 7393
Hallmark Hotel

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser