Vinterferie på Filefjell

Tur om Kyrkjenosi

- Nej, der er endnu ingen som har været rundt om Kyrkjenosi. Sporet er ikke opkørt men skulle være kvistet. Det er hos madkoordinatoren fra Ruby Rejser vi søger råd hos. Han er leder på denner fællesrejse og har været her hele sidste uge og har godt kendskab til terrænet på Filefjell. Vi fortæller, at vi har tænkt os at gå rundt om Kyrkjenosi i dag og undrer os over, at ingen andre finder vej til dette storslåede terræn denne pragtfulde vinterdag med 10 graders frost, fuld sol og ingen vind. Fra storhytten - Filefjell Høyfjellseter - tager vi skiene på nakken og går de ca. 50 meter op ad landevejen, hvor løjpenettet begynder. Oppe i terrænet er det en brat stigning på ca. ½ time til at begynde med, men så flader landskabet ud ved søen Björdalstjern og vi glider ned til skiltet, hvor løjperne deler sig. Et scooterspor går langs med den markerede løjpe og det følger vi. Foran os kan vi se, at der har været et større sneskred ned fra Bjørdalsnosi. Kæmpemæssige isblokke ligger spredt neden for fjeldvægen, men løjpen går i sikker afstand fra sneskredet, så der er ingen fare. 
Nu går det igen opad langs østsiden af Bjørdalsnosi og efter godt en time er vi oppe i den uberørte fjeldverden. Vi er helt alene og nyder fjeldets storhed.

Udfordrende nedtur

Oppe kommer vi frem til et stort plateau, som er en isbelagt sø - Slettningen, 1.228 moh. På et af højdedragene langs søen, kommer vi så højt op, at vi kan se flere af fjeldtoppene ovre i Jotunheimen. På vor venstre hånd rejser flere store fjeldtoppe sig - Skorsnosi, Stogonosi og Kyrkjenosi - og skygger for udsynet ned i dalen. Bag Kyrkjenosi finder vi en sten, hvor vi kan sidde og spise frokosten i solen inden nedturen. Fra stenen har vi et fantastisk flot udsyn ned i dalen foran os, da det går stejlt ned. Løjpen går lige ned ad fjeldet og kræver endog megen dygtighed på skiene, for at kunne klare den nedtur.

Ned i skoven og hjemad

Vi skal ikke nyde noget og forsøger at glide lidt på kryds og tværs og på den måde zig-zagge ned ad fjeldsiden. Men snart kommer vi ned i skoven, hvor træerne står ret så tæt og må give op. Her er smalt mellem træerne og det er umuligt at styre skiene i et snescooterspor. Vi tager derfor skiene på nakken og går ned i sporet, hvilket er både hurtigere og langt mere sikkert.
Nede i skoven letter et dusin fjeldryper lige foran os og lader sig glide gennem luften længere ned i skoven under deres karakteristiske skræppen. Nu er vi nede - ude af skoven - og kan igen spænde skiene på. Vi følger løjpen frem til Kyrkjestølen.

Ved Nystulen - et forhenværende højfjeldshotel, der nu udstykkes i ferielejligheder - nyder vi eftermiddagsteen, inden vi glider det sidste - lidt kedelige - stykke hjem langs Otrövatnet.
Efter Filefjell Alpinsenter følger vi den grønne løjpe, men den går stejlt nedad mod Tyrin-krysset og vi ser, at vi kommer alt for langt ned i forhold til Filefjell Høyfjellseter, hvor vi bor. 
Vi tager derfor skiene på nakken og går det sidste stykke ad landevejen op til storhytten.
Naturligvis berettes der om turene vi har været på over for hinanden i løbet af aftenen, hvor vi hygger os i pejsestuen. En mindre gruppe får mod på at tage "vores" tur i morgen og den tur de har været på i dag, lyder som om det kunne være noget for os.

Omkring Sulebu Turisthytte

Vi har hørt at nedkørslen fra Sulebu og ned forbi Gamlestoga til Otrövatnet er ret så stejl og væmmelig, hvorimod løjpen Rød 1 giver et meget langt og behageligt glid ned fra fjeldet. Vi beslutter derfor at tage turen op ad løjpen Rød 2 direkte mod Sulebu Turisthytte. Fra alpincentret følger vi den blå løjpe rundt om søen. Nu har vi heldigvis kort med, for skiltningen er ikke for god. Da vi når frem til Gamlestoga kan vi se, at vi skal op til venstre, men her er ingen skiltning. Løjpen snor sig op ad fjeldet og snart er vi højt over søen.

Udsigt til Hurrungane

Udsynet til fjeldene i Jotunheimen bliver flottere og flottere, efterhånden som vi kommer højere op på fjeldsiden. Vi kan nu se toppene ovre i Hurrungane der står som spidse syle direkte op i luften.

Sulebu Turisthytte

Det tager ca. 1,5 time at komme op til Sulebu Turisthytte, 1.327 moh. - en af Den Norske Turistforenings selvbetjente hytter. Her har vi et flot udsyn mod Suletind 1.780 moh. På bænken bag hytten nyder vi en kop varm te, medens solens stråler får lov til rigtigt at varme os igennem. Nu følger vi løjpen jævnt nedad mod skicentret. På ruten møder vi de første mennesker på vej ud til Sulebu - den anden vej rundt. Hele formiddagen har vi haft for os selv!

Rundt om Børrenosi

Ved skiltningen går vi mod uret rundt om Børrenosi - toppen af skicentret - og kommer op forbi toppen på skihejsen. Herfra går et stejlt og glat glid ned ad fjeldet, inden vi igen støder på en anden løjpe. Igen er skiltningen og mærkningen lidt mangelfuld og vi er ved at glide forbi det sted, hvor vi skal ned fra fjeldet. Det sidste stykke er som lovet et meget behageligt glid ned til søen og herfra går det igen jævnt hjemad ad blå løjpe. 

Udsigt over Galdtjern

Vi har en ide om at kunne få et flot udsyn ud over Tyin-søen og fjeldene på den anden side, hvis vi går op i fjeldet ved Galden. Det er samme vej som forleden, men vi drejer fra til højre ved løjpeskiltet. Ovre på Bjørndalsnosi kan vi se, at der er sket et nyt sneskred. Det er altså ikke helt ufarligt at bevæge sig uden for løjpenettet her!

Nu går det jævnt opad langs den mærkede - men ikke opkørte - løjpe og efter godt en time står vi på kanten ned til søen Galdtjern. Her går løjpen næsten 100 meter ned og med tanken om at vi skal samme vej tilbage, orker vi ikke at glide derned. I stedet går vi lidt væk fra den markerede løjpe og kravler op på en lille fjeldtop i håbet om derfra at kunne se ud over Tyin. Men Galden er med sine 1.419m. stor og spærrer for ethvert udsyn. 
Højdekurverne på løjpekortet er vanskelige at læse, men vi beslutter alligevel at forsøge at komme lidt højere op. Det kunne jo være, at vi kunne se noget deroppe. Vi stiller skiene og begiver os afsted på gåben med støtte af skistavene. Vi stiger vel omkring 50 meter og når op på endnu en top. På den anden side af denne top går det ned til en lille sø og bag søen rejser fjeldet sig igen - endnu højere! Det bliver ikke i dag vi kommer til at se Tyin og efter at have spist lidt frokost går vi tilbage til de parkerede ski nedenfor bakken.

Jævnt glid

Vi har nu et jævnt og dejligt glid ned ad fjeldet. Et enkelt sted er der dog lidt udhæng, som vi skal være særligt opmærksomme på, men vi følger løjpepindene og så er der ingen problemer.
Tilbage ved Björdalstjern lægger vi sporet længere nede ved selve Björdalselven, der løber ned i Tyrin-krysset. Her får vi et bedre glid end ved at blive oppe på selve løjpen. Vi drejer dog fra, da vi skal ned omkring en fjeld-udløber for ikke at komme for langt ned i skoven og følger løjpen det sidste stykke ned til landevejen.

På madholdet

På disse fællesture er et af højdepunkterne at være med på madholdet. Tænk et få lov til at lave med til 56 personer! Vi er fem samt en meget flittig madkoordinator, der skal stå for madlavningen i aften - og sørge for morgenmaden i morgen. Nogle hurtige instruktioner og vi er alle i gang. Medens én tager sig af karrysuppen (turens bedste suppe) går jeg i gang med at snitte grøntsager - gulerødder, porrer, løj og hvidkål, som jeg efter 1,5 time er færdige med! Så kan jeg kaste mig over kartoflerne, som to andre allerede er godt i gang med, da vi skal lave kartoffelmos. I medens er oksekødet svitset og grøntsagerne kan komme i - til alle tiders jægergryde. Jo, vi får god mad på disse fællesture - og vi bestemmer selv kvaliteten.
Når alle er kommet til bords, er det ret så hyggeligt at starte aftenen med en lille fællessang, og der findes et ret så omfattende repertoire i Ruby Rejsers sangbog. Den største fornøjelse ved at være på madholdet er dog at modtage ros for den dejlige mad der serveres. Og at der ikke "lyves" kan vi jo konstatere ved, at der fyldes på tallerkenerne flere gange.

Finndalshornet i snevejr 

Det er blevet lidt mildere, men vejret er fortsat klart, da vi glider ud på rundløjpen. Vi følger løjpen med uret og kommer ned i dalen, over elven og senere landevejen, inden vi starter opstigningen på den anden side af dalen. Flere steder går sporet op i terrænet, men skiltningen er mangelfuld. Er det mon her vi skal dreje fra? Vi tror det og begynder opstigningen og kommer ind i et sommerhusområde.

Også med skifeller

Efterhånden bliver det mere stejlt og vi beslutter at spænde skifellerne (skipels) på, så vi står bedre fast og kan gå mere direkte op. Vi spørger en forbipasserende om vi nu også er på rette vej. Jo, den er god nok. Så drejer løjpen og det går nedad igen - men kun et stykke, så rammer vi endnu en løjpe og er nu ikke i tvivl om at det er denne vi skal op ad. Et langt lige stykke som går op parallelt med alpinbakken.

Ingen udsigt - desværre

På vej op slår vejret om og det bliver ret så gråt. Oppe bliver vi igen i tvivl om hvilken retning vi skal gå, da der ikke er overensstemmelse mellem løjpemarkeringen i terrænet og løjpekortet.
Vi vælger at følge den mest trådte løjpe og kommer efterhånden frem mod Finndalshornet. Men nu er det blevet ret så skyet og sigtbarheden væsentligt nedsat. Vi drejer fra rundløjpen og går et stykke op ad fjeldet mod Finndalshornet, 1.256 moh. Det sidste stykke sker vi dog uden ski, da her er meget iset. På toppen kan vi se ned i dalen og kan ærgre os over, at det ikke forblev klart i vejret.
Tilbage til skiene og vi glider ned gennem et spændende område med mange små slugte og dale. Havde solen skinnet, havde turen været særdeles flot, men vi kan dårligt se sporet foran os. Vi følger løjpen rundt og kommer tilbage til løjpen vi var på forleden og kan tage samme dejlige tur ned mod søen. Fra skicentret følger vi den grønne rundløjpe på den anden side af landevejen op i fjeldet og hjem til storhytten.

Alpinbakkerne

Hver dag kl. 10.00 kommer bussen og kører til alpincentret. Filefjell Skisenter har mange nedfarter og flere hejseanlæg, som tager os med op i 1.282 moh. Heroppe er der udsigt til mere end 20 fjeldtoppe, som rager mere end 2.000 meter op over havets overflade inde i Jotunheimen. Tilsammen er her pister fordelt på alle farver - grøn, blå, rød og sort. Området ligger højt og er kendt for altid at have masser af god sne, når mange andre skicentre har manglet sne. Her er skiudleje samt cafeteria. Og så er her naturligvis mange mennesker, der forsøger sig udi både slalom, telemark og snowboard. Vi møder et par med to børn som er på skitur for første gang. - Normalt er vi til dykkerferie, men vores mor fik os overtalt til at prøve dette. Og det er faktisk ret sjovt, fortæller faren. Så er det nok ikke sidste gang, at dykkerferien må vige for aktiviteter i sneen - nu er udstyret jo også skaffet og skal bruges! Kl. 16 - når hejsen lukker - kører skibussen tilbage til høyfjellseteren.
Flere af vore rejsekammerater er ikke til langrend. Det er alt for anstrengende, mener nogle. Selv holder vi af at kombinere vore skiture, således at vi en enkelt dag eller to også får prøvet alpinbakkerne.

Omkring Otrövatnet/Stogofjorden i snevejr

Snevejr skal ikke afholde os fra at komme ud. Men op i fjeldet er ikke nogen god ide, når vi alligevel intet kan se. Så dagens tur går rundt om Otrövatnet. Efter Gamlestoga bliver terrænet lidt mere kuperet og skoven tættere. Her støder vi igen på fjeldryper. Flere steder er der gode glid ned ad bakkerne og turen er let gået ud til enden, hvor løjpen krydser landevejen og vi atter kommer over ved Kyrkjenosi. Snevejret er blevet kraftigere og vi føler ikke trang til at sætte os, da det bliver frokosttid. Så i dag bliver det til en hurtig, stående frokost i den hvide verden.