Apuliens hvide byer på den italienske støvlehæl

Øgende turisme i Apulien

Allerede 700 år f.Kr. koloniserede grækerne området, idet de manglede agerjord i hjemlandet, og det sydlige Italien med Apulien (Puglia) har gennem tiderne været påvirket af mange forskellige kulturer. Her er dog ikke længere synlige beviser for grækernes tilstedeværelse i form af templer (som vi f.eks. kender det fra templerne ved Agrigento på Sicilien), men stednavne samt meget af sproget stammer fra den tid. Og så var det i øvrigt grækerne som startede tilplantningen af oliventræerne der i dag gør Apulien til verdens største olivenproducent med 15 procent af verdensmarkedet. Også vinen er en stor eksportvare og turismen er øgende, for flere og flere får øje på denne del af Syditaliens mangfoldighed i kunst, arkitektur og ikke mindst lokal gastronomi. Derfor er vi rejst til Apulien og bor på et hotel som ligger ca. 15 min. gang fra byen Martina Francas historiske centrum. 

Martina Franca

Martina Franca er karakteriseret af, at en stor del af bebyggelsen er opført i 1700-tallets barokstil med rigt dekorerede husfacader, indgangspartier og balkoner. Overalt ser vi ansigter, figurer, statuer, englebasser, frugtklaser o.m.a. udført i den lyse sandsten.
Vi kommer gennem Porta di Santo Stefano - nærmest en lille triumfbue opført i 1764 - med byens skytshelgen San Martino højt til hest øverst på porten.

Palazzo Ducale

Indenfor på Piazza Roma er det først og fremmest det store hertugpalads Palazzo Ducale fra 1668 der dominerer med sin vældige facade udsmykket med smedejernskunst på balkonen, som bæres af støtter med forskellige ansigter. På første sal ses de adelige gemakker med vidunderlige, livsbekræftende fresker på loft og vægge udført af Domenico Carella i 1776. I dag fungerer Palazzo Ducale også som byens rådhus der har til huse i bygningens bagerste lokaler.

Over for Palazzo Duzale - også på Piazza Roma - ligger et af Martina Francas fineste eksempler på barokkens arkitektur Palazzo Nardelli (tidl. Palazzo Martucci). Der er vist ikke tvivl om, at adelen dengang forsøgte at overgå hinanden ud i arkitekturen og malerkunsten.

Basilica di San Martino

Enhver italiensk by med respekt for sig selv har en gade opkaldt efter den første konge for det samlede Italien - Vittorio Emanuele II - og landsfaderen Giuseppe Garibaldi, der med sin hær sikrede et samlet Italien i 1860-61. På Via Vittorio Emanuele ligger byens katedral Basilica di San Martino opført i perioden 1747 til 1763.
På pladsen længere fremme Piazza M. Immacolata ses buede paladser med arkader i buegangene.

Barok arkitektur i en labyrint af små stræder

Bevæger du dig længere ind i de små stræder, befinder du dig snart i en labyrint, som det kan være svært at finde rundt i. Men lyden af biler på gaderne uden for bymuren (den yderste række huse) kan lede dig på vej. Her er flere porte, ofte suppleret med et tidligere forsvarstårn, som leder ind og ud af det historiske centrum. Her er også flere kirker end vi kan nå at tælle, men snyd ikke dig selv for et besøg ved Chiesa del Carmine lige vest for byen med den tilhørende park, hvor udsigten ud over Itria-dalen mod den runde by Locorotondo imponerer.

Smertens Madonna

Først på aftenen kommer der pludseligt et optog helt uventet forbi. Hvert år mindes man Smertens Madonna, som i et optog af gejstlige bæres rundt i byen fulgt af et musikkors.

Et par af byens gode restauranter

Piazetta Garibaldi er en rustik, men hyggelig restaurant indrettet i en tidligere hestestald fra 1700-tallet. Husets værtinde går rundt mellem gæsterne og spørger på italiensk om alt er i orden og vil gerne sludre. Døtrene går det bedre med, de kan engelsk og kan forklare os om den gode mad og den lokale vin.
Også Restaurante Geonas opkaldt efter en tidligere munk kam anbefales. Restauranten er indrettet i et tidligere møbelsnedkeri og både mad og betjening er tip-top.

Cisternino - en lille hvid landsby

Apulien har en række små hvide perler. Blandt dem er landsbyen Cisternino der regnes blandt Apuliens smukkeste byer. En spadseretur gennem de lyse gader giver en god fornemmelse af sandstenenes betydning for byggeriet. Stenen er nem at forarbejde og skære eller slibe i, så man har kunnet skabe den arkitektur som er berømmet i denne del af Syditalien.
Rundt omkring i byen finder vi sydens poesi blandt arkaderne og smalle, brostensbelagte stræder. Det historiske centrum er en blanding af huse, pladser og små gårde, der ikke er opført efter en forudbestemt plan, men arkitekturen er spontan og et resultat af menneskelige relationer og behov, der er flettet sammen blandt de hvidkalkede huse, høje trapper og blomstersmykkede balkoner. 
Fra byens udsigtspunkt ser vi ud over Itria-dalen med dens mange grønne olivenlunde, mandel- og vinmarker omkranset af tørstensmure. I det fjerne ses landsbyen Locorotondo - den runde by, som vi også besøger.

Locorotondo - den runde by

Landsbyen Locorotondo ligger også på en bakketop omgivet af vinmarker og på turen gennem byen, stopper vi ved Palazzo Morelli og ser de smukke balkoner med gitter af sort smedejern, der raffineret aftegner sig mod de hvide husmure. Fra udsigtspunktet Largo Bellavista har vi atter en fin udsigt ud over Itria-dalen.

I morgen besøger vi en katedral i tre etager samt et middelalder slot som ikke ligner noget andet slot i hele verden.