500 Ambra Fort Jaipur Indien Anne Vibeke Rejser IMG 0954

Jaipur - med observatorium og palads

Google Map...
Indien

Hovedstaden i Indien er New Delhi. 

Befolkningstal: Ca. 1,3 mia. hvilket er Verdens næststørste befolkning (efter Kina).

Areal: Ca. 3.287.240 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 5.855 km til New Delhi

Mest besøgte attraktioner: Rundturen mellem New Delhi og Agra (med Taj Mahal - et af Verdens 7 vinundere) og Jaipur. Ruten er kendt som Den Gyldne Trekant. Også badeferie f.eks. i Goa er populært. 

Mere information:

Rejsebureau: Bravo Tours

Turistinformation: Indien

Landsbyskole

Denne morgen kører vi gennem et landskab med spredte landsbyer og opdyrkede marker, inden bussen stopper ved en lokal landsbyskole med omkring 60 elever, der ligger helt ud til hovedvejen. Hver klasse har flere årgange og alle sidder på gulvet under undervisningen. I et pat af klasserne får vi lejlighed til at spørge nogle af de større elever om, hvad de tænker på at beskæftige sig med, når de bliver voksne. Langt de fleste ønsker at blive skolelærer - altså at kunne lære fra sig - et af de første trin i kastesystemet. Ingen vil være håndværkere eller arbejde med landbrug! Rejsegruppen har sponseret lidt godter m.v. til eleverne, der er lige så spændte over at se os ”hvide”, som vi er for at møde dem.

Jantar Mantar Observatorium 

Rajasthans hovedstad Jaipur er en provinsby med ca. 3 mio. indbyggere der blev etableret i 1727, da den tidligere hovedstad Amber ca. 11 km. herfra blev for lille og manglen på vand blev for stor. Jaipur kaldes også for ”Den Lyserøde By”, da man i forbindelse med den engelske Prins af Wales i 1876 (den senere Kong Edward VII) skulle besøge byen, malede det hele lyserødt som tegn på gæstfrihed.I dag er farven på byens huse falmet, men vi fornemmer alligevel let, hvorfor byen har fået dette tillægsnavn.

Bussen stopper ved Jantar Mantor Observatoriet, der blev opført i 1728, og har nogle gigantiske solure. Allerede dengang mente man, at himmellegemerne greb direkte ind i menneskernes livsbaner, hvorfor man også skabte astrologiske optegnelser. Mange konsulterer astrologer for at høre om fremtiden. Selv før ægteskabers indgåelse får mange råd fra astronomer for at sikre, at parret passer sammen! Udover forskellige solure ses en række skulpturer som hver især symbolisere stjernetegnene.

City Palads 

Midt i Den Lyserøde By ligger den kongelige residens City Palads, hvortil maharajaen flyttede i 1727 - og det er bestemt et imponerende hjem. Her er masser af paladser - nærmest en lille by i sig selv. Fra en indgangsportal besøges et par af stedets museer bl.a. klædemuseet og en flot samling af forskellige sabler, dolke og skydevåben i våbenmuseet. En af indergårdenes audienssale er prydet med vidunderlige prismelamper og apteret med smukke mønstre på de røde vægge.

Her ses to af verdens største sølvkrukker, som maharajaen lod fylde med helligt vand fra Ganges-floden, da han i 1902 skulle på besøg i England. Han kunne ikke drikke andet en dette hellige vand. Hver af sølvkrukkerne er skabt af 14.000 sølvmønter, som blev smeltet om og hver krukke vejer 345 kg. og kan indeholde mere end 4.000 liter vand.

530 Soelvkrukke City Palace Jaipur Indien Anne Vibeke Rejser IMG 0925
En af de enorme sølvkrukker som har indeholdt helligt vand

Her er også andre flotte bygninger og indergårde - specielt gården Pitam Niwas Chowk - der har fire porte som symboliserer de fire årstider. Efterårsporten er speciel smuk prydet med fem malede, skulpturelle påfugle.

Kunsthåndværk med tæpper, tøj og figurer

Dagens udflugt slutter med et besøg hos en af Jaipurs kunsthåndværksforretninger, hvor det vises hvorledes de ægte tæpper fremstilles, hvorefter forskellige udgaver af tæpper præsenteres, mens vi nyder et glas rom. Samme sted kan vi også se på tøj og forskellige håndlavet souvenir - gudefigurer, dyrefigurer etc. Herefter kører bussen til hotel Radisson Blu City Center, der ligger ca. 30 minutters kørsel uden for Den Lyserøde By. 

550 Praesentation Af Aegte Taepper Jaipur Indien Anne Vibeke Rejser IMG 0938
Præsentation af ægte tæpper

Hawa Mahal - Vindenes Palads

Næste morgen gør vi et kort stop ved det prægtige palads Hawa Mahal (Vindenes Palads), der måske er blandt de mest fotograferede bygninger i Jaipur. Det var her, at maharajaens harem boede, og herfra kunne de stå uset bag de perforerede sandstensvinduer og se på livet uden for paladset.

560 Hawa Mahal Vindenes Palads Jaipur Indien Anne Vibeke Rejser IMG 0949
Hawa Mahal - Vindenes Palads

Ambra Fort

Et af dagens højdepunkter er Ambra Fort, der ligger højt på et bjerg, og for at komme derop er der sørget for taxaer til os. Andre turister vælger at ride på elefant op ad en anden vej, men rejseselskabet billiger ikke anvendelsen af elefanter på den måde, hvilket vi er helt enige i.

Oppe er der en flot udsigt ud over det lavereliggende landskab. Her er en stor gård, hvor også elefanterne kommer for at ”læsse” folk af. Her taler vi ikke om et par elefanter - her er nok mere end 100 elefanter som i en lind strøm fragter mennesker frem og tilbage. De røde bygninger med hvidt marmor imponerer, uanset hvor vi kigger hen. På spadsereturen gennem forskellige dele af Ambra fortet, kommer vi gennem haver og ser hvor haremmet boede. 

Størst indtryk gør dog spejlsalens glitrende facade med skinnende sten og tusindvis af små blomsterdekorationer. Og loftet er ganske særligt udsmykket med tusindvis af små sten og sølvstykker indarbejdet i gips stukken.

Jal Mahal - Vandpaladset

På vej mod frokost stopper vi kort for at se Jal Mahal - et vandpalads som ligger midt ude i Jaipurs sø - Man Sagar Dam.

590 Jal Mahal Vandpaladset Jaipur Indien Anne Vibeke Rejser DSC05329
Jal Mahal - Vandpaladset - i søen Man Sagar Dam

Juvelbutik med frokost

Det er i et tidligere palads, at vi får demonstreret hvorledes ædelstene forarbejdes og efterfølgende får mulighed for at handle halskæder, ringe og andre smykker - inden vi spiser frokost. Efter frokosten kan de, som vil med tilbage til hotellet fortsætter med bussen, mens de som ønsker mere tid på egen hånd i en af Jaipurs basarer står af og vil blive hentet senere af bussen. Hotellet, der er dårligt lydisoleret, ligger imidlertid noget isoleret i et ”ugæstfrit” kvarter - men i stedet for at gå ud, kan man jo nyde livet ved poolen på hotellets tagetage. Det er dog ikke muligt at se solnedgangen herfra, da bygningens tag skygger!   

594 Frokost Ved Surabhi Restaurant Jaipur Indien Anne Vibeke Rejser IMG 1010
Frokost ved Surabhi Restaurant

I morgen flyver vi til sol og sommer i Indiens mindste region Goa.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser