Gæstfrie kirgisere ved Temir Kanat

Cykling mod Kichi Jargylchak (76 km.)

Det må have regnet voldsomt langt oppe i Tien Shan bjergene i går, for da vi på vejen tilbage fra Jeti Oguz, når til floden er den svulmet op, og vilde, grågrønne vandmasser presser sig ned gennem dalen. Hvor der forleden var godt en meter frit under broen, er her nu kun nogle få centimeter. Vi må tage det roligt ned ad den stenede sti, enhver sten, ethvert hul udgør en risiko for styrt. Det får en af deltagerne at mærke, da hun styrter og slår en kolbøtte ud over cyklen. Til alt held har hun sin styrthjelm på - altid. Det redder hende. Men hun bliver alligevel forslået på arme og ben, men sej som hun er, fortsætter hun nedad. Jeg tænker med gru på, hvad der kan ske med de hollandske rejsevenner - hvoraf ingen bruger styrthjelm! Da vi igen rammer asfaltvejen kan vi gøre skaderne op: Et styrt og to punkteringer.

Selvforsyning

Dette adventure-eventyr fortsætter nu langs Issuk Küls sydlige bred frem til Kichi Jargylchak, hvor vi atter indkvarteres hos en privat familie. Og vi trænger alle til et bad, så vi tager til den lokale strand for at bade - men stranden er ikke ufarlig - for her ligger knuste flasker overalt. Så det er med skoene på og med stor forsigtighed, at vi får vasket støvet af os i dag. Tilbage i huset er madmor ved at gøre middagen klar. 
På den lille ejendom har de alt, hvad der behøves. I et lille indelukke står en ged samt en kalv, og bag huset holder koen til. Hønsene styrter forvirrede omkring benene på os og en lille sød hundehvalp bliver hurtigt kæledække. I haven dyrkes grøntsager og så har man alle frugttræerne, som også omfatter æbler og pærer. Her er man stort set selvforsynende.

Manjyly - en oase i ørkenen (60 km.)

Hele dagen har vi udsigt til Issyk Kül-søen og kan ind i mellem skimte de høje bjerge mod nord på den anden side af vandet. Så længe vi har floderne løbende ned fra bjergene, er her frugtbart, men så snart vi har passeret den sidste flod, ændrer landskabet helt karakter og i dag kommer vi til en tør og øde egn. Her falder ikke megen regn, de bagvedliggende bjerge mod syd tager al nedbør. Vejene bliver mere og mere hullede og i en af de små støvede landsbyer stopper vi hos købmanden og gør vores daglige indkøb. Her er det vi møder en gammel krigsveteran, der kommer gående i sit fine jakkesæt med sine fortjenstmedaljer hængene på reverset. Han lader sig gerne fotograferer og viser stolt sine medaljer frem, inden han går videre for at gøre sine indkøb.

Længere fremme cykler ind i et ørkenlignende landskab. Min strube er efterhånden som sandpapir. Jeg tørster. Sandet gør det næsten umuligt at blive på cyklen. Selv om jeg forsøger at træde til, snurrer forhjulet blot rundt i sandet og skrider ud. Af cyklen og trække til der igen er fasttrykket sand. Så op over den sidste bakke og vi kan se næste yurt-camp. Her midt i sandet ligger en lille oase med solsikkeblomster og andre vækster som kartofler og salat. Vandet til dette sted kommer fra en kilde længere inde i ørkenen og ledes gennem slanger frem hertil. Det er vidunderligt at komme ind i skyggen i yurten, hvor et veldækket bord byder os velkommen og efter den "obligatoriske" tur til stranden, kan vi efter middagen nyde solnedgangen i ørkenen i den kølige aften.

Op til Temir Kanat Yurtcamp

Hele formiddagen er gået med at cykle. Først på grusveje for senere på bjergskråningens ridespor som flere gange krydses af floder, det ikke altid er muligt at komme tørskoet over. Men alle er ved frisk mod - om end trætte - da vi når op til Temir Kanat Yurtcamp.

Rent og pænt

Det er de lokale guider samt manageren fra Temir Kanat yurtcamp der sidst på eftermiddagen kommer ridende op fra dalen med al bagage spændt på pakhestene. Vi bor fire personer i hver yurt, hvor en madras udgør ens "privatliv". Da bagagen er pakket ud, stiller vi rejsetaskerne således, at de lær for eventuel vind, der siver ind nederst mellem jorden og yurtens væg. I en lille stenhytte er indrettet bad samt lokum, som er rent og pænt. Vi når at få skyllet støvet af os med et bad i halvkoldt vand, inden solen, der opvarmer den lille vandbeholder, forsvinder bag bjerget (lig med ikke mere varmt vand). Enkelte af os må så tage det kolde gys! I en bæk bag lejren står en lille generator, således at der er elektrisk lys både i yurterne samt på lokummet, når ellers generatoren virker! I løbet af aftenen planlægges hvilke aktiviteter vi ønsker at deltage i de kommende dage.

Friskbagt morgenbrød

Da vi næste morgen vågner, er gråvejret fra i går forsvundet, og vi kan se, at hyrderne driver deres geder og får fra den nærliggende gård hen over de grønne græsenge og videre op i bjergene bag os. Lejrens værtinde har allerede været længe oppe og er i fuld gang med at bage brød over åbent ild. På en stor bradepande ligger brødene fast, medens hun møjsommeligt vender bradepanden langsomt rundt i bålet. 
I den fælles spise-yurt sidder vi på udlagte tæpper og skind lagt direkte på jorden og indtager morgenmåltidet omkring et lavt spisebord. Her er brød og abrikosmarmelade, iran (yoghurt) samt naturligvis te.

Edelweiss i tusindtal

Nogle har valgt at bruge dagen på en længere ridetur op i bjergene. Andre slapper af i lejren eller går til nærmeste landsby nogle kilometre nede ad bjerget. Jeg vælger at tage med på en guidet vandretur op i bjergene, da der ifølge programmet er udsigt til, at vi kommer frem til en gletsjer med et stort isfald. Da vi har pakket rygsækkene, springer vi over bækken og kommer op gennem den eneste sparsomme bevoksning i miles omkreds. Lidt buske og krat. Her vokser ingen egentlige træer. Dertil er vi for højt oppe. Vi kommer over første bjergkam og et stort åbent, meget grønt og frodigt landskab åbner sig for os. Bagved rejser de sneklædte bjerge sig, men med nogle tungtliggende skyer hængende rundt omkring. Her på disse grønne bjergskråninger græsser kvæg, får og geder og flokke af fritgående heste ses løbe rundt omkring. Det er dog ikke kun græs, der gror her, for pludselig opdager vi, at vi faktisk vandrer på et tæppe af edelweiss. Tusindvis af disse spinkle blomster står tæt på skråningen. Her må vi godt plukke en buket - lige så mange vi vil.

Den gærede hoppemælk - kumyz

Da vi har vandret en lille times tid, kommer vi til en af de andre yurt-lejre, som findes i området. Det er staten der ejer jorden, hvor bønderne så lejer sig ind for nogle sommermåneder hvert år, når de rykker op fra landsbyerne og driver deres dyr ud på græsgangene. Her møder vi hyrden som har en stor flok heste gående frit omkring. Han tager os med hen til det sted, hvor hopperne skal malkes og her står en række føl bundet til en kæde. Hyrdens søn har været ude for at drive de løsgående hopper sammen, og hopperne finder hurtigt frem til deres føl og stiller sig op på siden af dem. Herved stimuleres mælkeproduktionen. Vi holder os lidt på afstand for ikke at forstyrre, så hestene ikke flytter sig under malkningen eller bliver urolige over os fremmede tilskuere. Malkekonen går forsigtigt frem til hoppen og sætter sig halvt på knæ ved siden af den, medens sønnen holder den i hovedet. Med en spand hvilende på et sit knæ stikker hun den ene hånd bagfra ind mellem hoppens bagben og får fat i patterne, medens hun med den anden styrer spanden, så mælken samles op. Hver malkning giver kun en kopfuld mælk. Så fortsætter hun til næste hest. Enkelte hopper bindes på forbenet, så de ikke flytter sig under malkningen. Hver hest malkes fire gange om dagen, så hver anden time gentager sceneriet sig. Når dagen er omme, løsnes føllene og kan frit følge deres mor gennem natten - og die så meget de vil - inden de næste morgen igen indfanges og tøjres til kæden.

Mælken gæres i et koskind

Nu vi har set, hvorledes mælken samles sammen, bliver vi inviteret indenfor i deres yurt og skal smage mælken. Det er dog ikke den friske mælk, vi smager, men bliver budt på gæret hoppemælk - kymuz. Vi tager plads på gulvet omkring et lavt bord og får forklaret, at det koskind vi ser i rummet, bruges til at fremstille kymyz i. Hver dag hældes frisk hoppemælk i skindet, der i forvejen har de nødvendige ingredienser for at få mælken til at gære, og dagen efter er hoppemælken færdig og holder en alkoholprocent på tre-fire. Mælken bliver serveret i en stor skål, som så går på omgang for at vi kan smage på det. Denne kumyz er kølig og minder i smagen om en tynd blanding af ymer og kærnemælk med en lidt ram og tør eftersmag.

Udsigt til gletsjere

Efter smagsprøven fortsætter vi vandringen længere ind mod dalen. Forude kan vi mellem skyerne skimte gletsjeren, men vi når slet ikke i nærheden af den, dertil har vi brugt alt for lang tid med hoppemælken. På toppen af en høj morænevold finder vi et udsigtspunkt og spiser den medbragte picnic og slapper af med synet ud over dalen med den brusende gletsjerflod nedenfor og de snedækkede bjergtoppe foran os. Vi vandrer senere ned til floden og følger denne et stykke og kan se en del kunstigt anlagte kanaler, der leder vandet frem til de forskellige yurt-lejre, som findes i området. Kanalerne blev anlagt i midten af 1900-årene og er lavet så smart langs bjergsiden, at faldet på kanalerne kun er ganske lidt.

Flere gæstfrie kirgisere

På den anden side af floden ser vi en kæmpeflok får og geder der drives ned fra bjerget og over en lille bro. Vi betragter sceneriet og da dyrene er ovre, kommer fårehyrden ridende over til os. Det er fysisk en stor mand, og holden må han også være med de mange får. Hans stor smil afslører, at de fleste af hans tænder i overmunden er erstattet af guldtænder og som han sidder der, er han alders fotogen. Jeg spørger om det er i orden, at vi fotograferer og det synes han kun er helt fint. Han bor lige i nærheden og invitere os på en forfriskning. Jamen, vi har jo lige ... Men her afslår man ikke en invitation, det betragtes nærmest som en uhøflighed, så vi følger ham bag hesten hen til en nærliggende yurt.

Vi får det bedste

Uden for yurten hænger vasketøjet og blafrer i vinden. På et stykke jord er kolort spredt ud for at kunne tørre og senere bruges som brænde. Når kolorten er tørret graves den af i mindre firkantede stykker og samles i stakke - klar til brug. 
Indenfor møder vi hyrdens kone, sønnen og svigerdatteren. - Tag plads, siger værten og byder mig til at sidde ved siden af ham. Han vil meget gerne snakke, men han kan intet fremmedsprog og jeg ikke kirgisisk. Den lokale guide er ikke god til engelsk og magter ikke at oversætte. Alligevel forsøger vi at kommunikerer med hinanden. Han slår sig på brystet og siger sit navn. Jeg gør naturligvis det samme. Han beder sin kone om at skænke kumyz op og vi skåler. Der kommer helt friskbagt brød på bordet. Vidunderligt brød. Jeg nipper lidt til mælken, medens han tømmer sin kop i en slurk. Han nøder mig - drik op! Jeg kan godt drikke kumyz, men en livret bliver det aldrig! Jeg slår mig på maven. Jeg skal ikke være for tyk! Han griner og beder sin kone om at fylde koppen op igen. Og før jeg er færdig med min kop, har han allerede drukket ud igen. Spis mere brød, og sådan bliver det ved. En vældig gæstfrihed møder vi hos disse venlige mennesker. Hvem andre åbner sit private hjem for vildt fremmede og byder dem på det bedste de har?

Vandingskanaler holder græsset grønt

Den fortsatte vandring går langs- og over flere af de kunstige vandingskanaler og hen ad eftermiddagen er vi tilbage i Temir Kanat Yurtcamp. Campen ligger lidt nede ad en bjergskråning med høje bjerge mod syd, der kan tage af for den værste søndenvind. Bjergene går i en hesteskoformet halvcirkel omkring de grønne græsgange og mod nord er der åben udsigt ned mod dalen og Issuk Kül-søen i det fjerne mod nord. Fra bækken ledes vandet via kanaler forbi lejren og vandet løber ud længere nede og spredes ud over bjergskråningen. Ved at grave en åbning i kanalen styres vandingen til forskellige dele af græsgangene, hvilket er med til at holde hele området saftigt grønt til glæde for dyrene. Oven over kanalen er landskabet goldt og stenet.

Endnu en festlig aften

En fra rejsegruppen har fødselsdag og en anden skal forlade os og rejse videre, så der er købt ind til et større gilde efter middagen. Der er naturligvis de drikkevarer som hører sig til samt chokolade, jordnødder etc. Alle i lejren deltager, manager og kone samt medhjælpere, så vi sidder tæt i den fælles spise-yurt. Men bedst af alt er dog, at vi får sunget. Ikke alene os gæster, men også værtinden med sin spinkle, men smukke stemme, får sunget indtil flere sange. Vi forstår naturligvis ikke, hvad det er hun synger, men stemningsfyldt er det. Om de har kunnet høre hvad der foregår eller om der er sendt bud, ved jeg ikke, men pludselig kommer flere hyrder ind til os og én griber en komuz - en slags guitar - og synger. Skønsang er det ikke, men det gør ingenting. Han gør sit bedste og er medvirkende til at løfte en rigtig god stemning blandt kirgiserne og os gæster.

På ridetur i bjergene

I dag har jeg har meldt mig til en kortere ridetur. Med på turen har vi også nogle af mine rejsevenner, som aldrig før har siddet på en hest. Men det er hesten vist ligeglad med! Vi følges ad i et adstadigt tempo og kommer op over samme bjergkam som i går. Min hest er noget træg i det og det er nødvendigt med et par rap med en gren for at få drevet den fremad. Vejret er perfekt. Skyerne fra i går er forsvundet og de sneklædte bjergtinder på den anden side af floddalen står klart foran os. Vi rider frem til yurten vi besøgte sidst på dagen i går og ser igen hvorledes hopperne malkes, så de der ikke var på tur i går også får denne oplevelse med. Vi rider over til yurten, for at hilse på vores gæstfrie venner, men værten er taget til landsbyen og er ikke hjemme. Derimod finder vi konen i gang med at kærne mælk, så der bliver en creme (en slags smør) og valle til iran ud af det. Naturligvis bliver vi igen budt på kymyz og dejligt brød med creme. Vi fortsætter rideturen længere ind i dalen og kommer i dag lidt tættere på gletsjeren end i går. Da vi skal tilbage får jeg byttet min hest, men stigbøjlen er for kort og kan ikke gøres længere - så det må jeg leve med. Selv om der er begyndere med, klarer alle det fint - ja, enkelte bliver faktisk helt grebet af det. Så nu har flere fået mod på at ride.

Kamp til stregen

Om eftermiddagen er der opvisning på græsengen foran yurtcampen. Nogle af de unge mænd fra landsbyen er kommet for at vise os lidt af de traditionelle ridekonkurrencer som kirgiserne afholder. Vi har spenderet 200 lokale penge som pakkes ind i et klæde og lægges på jorden. Så skal rytterne se hvem af dem, der kan samle klædet op fra jorden, medens de i fuld fart rider forbi. Efter et par gange, hvor det næsten ser ud som om rytterne er ved at falde af hesten, lykkes det en af rytterne at få tag i klædet - men han taber det og de prøver igen. Til sidst er der én der er modig og dygtig nok til at få lænet sig så langt ned ad hestens side, at han får godt fat i klædet og dermed er pengene hans.

Den næste øvelse er den traditionelle brydning til hest. Med nøgne overkroppe gælder det for de to kæmpende om at få revet den anden af hesten. En tredje, dommeren, ser til at alt går rigtigt til. Og der bliver bestemt ikke sparet på kræfterne. Med benene fastklemt om hesten bruges begge hænder i forsøget på at flå den anden af sadlen. Hestene går rundt om hinanden og de kæmpende må slippe deres tag og starte forfra. Til sidst er der én, der får så godt tag i den anden, at taberen bliver trukket af hesten og falder til jorden. Sejrherren er naturligvis stolt af sin styrke.

Så er det "mand efter kvinde". Det er det medhjælpende par, der viser os denne traditionsrige ridning. Konen har i den anledning klædt sig om i sin brudekjole og fin ser hun ud, da hun med et lille forspring rider fra manden. Nu gælder det for manden om at indhente hende og lykkes det, skal han som belønning have et kys. Jo, det lykkes. Så er det omvendt. Nu skal manden ride først og hvis han indhentes af kvinden, må hun piske ham. (Er det her noget kønsrollefordeling, vi skal have drøftet senere?) Han sætter i fart, men hun når ham aldrig!

Kvinde efter mand - på hest

- Er der nogen der vil prøve? Bliver der spurgt. Blandt os har vi kun én rutineret rytter og hun er frisk på at prøve kræfter med kirgiserne. Så det bliver kvinde efter mand. Frejdigt springer hun på hesten og sammen rider de lidt ned i dalen og får vendt hestene. Blandt os tilskuere stiger forventningen og vi sætter i begejstrede hyl, da vi ser, at manden sætter fart på sin hest. Så kommer hun efter ham. I fuld fart kommer hun efterhånden længere ind på ham, medens hun svinger sin ridepisk og da de når op forbi os, er manden indhentet og hun kan svinge pisken mod ham. Han gjorde hvad han kunne for at undslippe, men vores danske veninde ved, hvordan man rider en hest - selv om den er kirgisisk. Disse festlige indslag slutter med at vi alle deles i to hold til tovtrækning og efter denne øvelse har vi igen fået varmen tilbage i kroppen.

Efter middagen er der "rester" fra i går, men vi skal i morgen fortsætte dette cykel-adventure langs Issyk Kül-søen, så vi går tidligt til ro. Da vi går over til yurten, er det Mælkevejens uendelige klare stjernehimmel, der oplyser himmelen over os.

I morgen fortsætter vi mod Ak-Say-ørkenen.