101 Udsigt Fra Al Falaj Hotel Muscat Oman Anne Vibeke Rejser IMG 6487

Muscat - en hovedstad med nyt og gammelt i Oman

Google Map...
Oman

Hovedstaden i Sultanatet Oman er Muscat

Befolkningstal: ca. 4,5 mio.

Areal: ca. 309.500 km²

Afstand fra Danmark: ca. 5.214

Mest besøgte attraktioner: Muscat og den gamle kongeby Nizwa samt ørkenen Sharqiya Sands

Mere information:

Rejsebureau: Best Travel

Turistinformation: Oman

Det gamle Muscat

Fra Al Fajal Hotel i bydelen Ruwi er der ca. fem km. til Muscats gamle bydel, så det er med bus, at vi transporteres til et af byens historiske steder.

Den store bjergkæde Al Hajar, der løber fra nord og ned langs Omans østkyst, har delt landet således, at der ved havet har været samhandel med andre lande bl.a. Persien (Iran) og Indien samt Østafrika ikke mindst med øen Zanzibar. Bag bjergkæden findes de store ørkenområder og her har Oman været mere isoleret. Det var forskellige imamer og krigsherrer som herskede og som ofte lå i indbyrdes strid. Der blev bygget ørkenforter, hvoraf mange endnu kan ses. Man regner med, at Oman har omkring 500 forter, hvoraf flere nu er flot renoveret og kan besøges.

Forskellige indvandre har forsøgt at berige sig Muscat og Oman. Perserne allerede f.v.t. men også portugiserne forsøgte sig i 1500-årene og senest englænderne i 1800-tallet. I dag udgør udenlandsk arbejdskraft ca. 45 procent af landets samlede befolkning på ca. fem millioner. Den største udenlandske arbejdskraft kommer fra Indien og Parkistan. Så Oman er et tyndt befolket land, som er på størrelse med Italien.

102 Pool Ved Al Falaj Hotel Muscat Oman Anne Vibeke Rejser IMG 6483
Pool ved Al Fajal Hotel i Muscat

Ved havnen i det gamle Muscat passeres en af de tidligere byporte og her ligger Al Alam Palads - også kaldt Flagpaladset. Når flaget er hejst, er sultanen i Muscat - ikke nødvendigvis i paladset, men i byen. Al Alam paladset er opført i 1972 i en moderne islamisk arkitektur og var residens for sultan Qaboos bin Said Al Said (1940-2020). Pladsen foran Al Alam paladset er prydet med kostbar, italiensk marmor, hvor solen genspejles som om det er vand, vi spadserer på. Der er ikke adgang til paladset, der i dag benyttes til repræsentative formål og bevogtes af militæret. Fra gitterporten prydet med våbenskjold i guld, må paladset fotograferes, men ikke de militære vagter. Fotograferer du dem alligevel, risikerer du at de tager kameraet fra dig og smadrer det!

På højre side af Al Alam Palads ses en række hvide bygninger som alle er gæsteboliger. I den anden ende af pladsen ligger Nationalmuseet.

Sultan Qaboos tog magten i 1970 efter sin far Said bin Taimur, der var sultan af Muscat og Oman (som landet hed dengang) og han var ikke indstillet på fornyelse i landet, men ville bibeholde et middelalderligt styre med restriktive leveregler. Dengang var det et tilbagestående rige med stor dødelighed, analfabetisme og et sundhedsvæsen som ikke eksisterede (landet havde kun et enkelt hospital). På de 50 år hvor sultan Qaboos havde magten er udviklingen vendt og Oman er i dag en moderne islamisk stat. Der blev fundet olie og gas i 1967 og sultanen fik eksperter fra andre lande til at hjælpe med bl.a. olie-og gasindvindingen, men også med uddannelsessystemerne og ikke mindst økonomien, hvor mange af de ansatte nu er kvinder. Sultan Qaboos ændrede landets navn til Sultanatet Oman og introducerede et nyt nationalt flag med hvid farve for fred og velstand - rød farve for krige mod fremmede magter - og grøn farve for landets frugtbarhed. På inderste del af flaget ses Omans våbenskjold med to krydsede svær samt den traditionelle khanjar-dolk holdt af et bælte.

320 Sultan Qaboos Bin Said Al Bu Saidi (1940 2020). Sultan Af Oman Fra 1970 Muscat Oman Anne Vibeke Rejser IMG 6571
Sultan Qaboos Bin Said Al Bu Saidi (1940-2020). Sultan af Oman fra 1970 til 2020.

Da Qaboos døde barnløs, blev en af hans fætre udpeget som næste sultan af Oman - Sultan Haitham bin Tariq Al Saids (1965- ). Det er fortsat den enevældige sultan der sammen med familiedynastiet bestemmer landets love, men i de senere år er der oprettet råd - også med deltagelse af kvinder - som kan rådgive sultanen.

322 Sultan Haitham Bin Tariq Al Saids (1965 ). Sultan Af Oman Fra 2021 Muscat Oman Anne Vibeke Rejser IMG 6572
Sultan Haitham Bin Tariq Al Saids (1965 - ). Sultan af Oman fra 2021

Bag Al Alam Palads ligger den gamle havn. Til venstre står det portugisiske Al Mirani Fort og på den anden side af havnebugten ses Al Jalali Fort også et portugisisk fort. Begge forter er opført mellem 1587-88.

Kystpromenaden Corniche

I byens centrale del ligger kystpromenaden Corniche som strækker sig flere kilometer langs havet. Men Muscat er meget mere end denne kyststrækning. Faktisk strækker Muscat sig næsten 100 km. fra nord til syd langs kysten, men ikke langt ind i landet pga. Hajar-bjergkæden.

Promenaden langs havnefronten er prydet med fiskeskulpturer og i havnen ligger sultanens dhow-træbåd samt hans store yacht.

Mutrah Souk

Det er også her, at Omans gamle kommercielle centrum ligger med den største og mest populære basar - den overdækkede Mutrah Souk. Her opleves den orientalske stemning med duften af røgelse blandet med krydderier og de parfumeprøver, som de handlende forsøger at tilbyde de mange turister, lokale mænd samt tilslørede kvinder. I Mutrah Souk finder du eksotiske krydderier, guld og sølv samt farverigt tøj, tæpper og kunsthåndværk m.v. Naturligvis er her også alskens souvenir. Fra indgangen følges den overdækkede passage til soukens centrum, hvor souken deler sig i flere grene. For enden af Mutrah Souk står endnu en portal tæt på Al Darwaza Moské.

Sultan Qaboos Moské

En god halv times kørsel fra hotellet ligger Sultan Qaboos Moské - også kaldt Den Store Moské - der er den eneste moské i Oman, som ikke-muslimer kan besøge. Moskéen, der er en af de største i Arabien, er opført i sandsten, hvidt og rødbrunt marmor i en moderne minimalistisk islamisk stil og blev indviet i 2001. Moskéen har fem minareter som symboliserer de fem søjler i islam. For at besøge moskéen skal besøgende have lange benklæder og dækkede arme, og kvinder tillige en nederdel samt et hovedklæde, som skjuler håret. Sko stilles altid uden for indgangene til bedehallerne. Kvinderne har deres egen bedehal med plads til 500, mens der i mændenes store bedehal og de tilstødende gårdspladser er plads til 20.000.

Den store bedehal har en overdådig rigdom af dekorationer. Midt i bedehallen under kuplen hænger den enorme Swarovski lysekrone som er 14 meter høj og vejer otte tons. Hele gulvet er dækket af et 4.200 m2 iransk tæppe fremstillet af 400 kvinder som brugte fire år på at håndvæve tæppet, der vejer 21 tons og har forskellige motiver. Imamens bedeniche - mihrab - der altid vender mod Mekka, er også rigt dekoreret med blå mosaikker samt flotte stalaktitter i nichens loft.

Operaen i Muscat

Den royale opera åbnede i 2011 og er udefra bygget så det ligner et fort, der ligger omgivet af en frodig have. Omanerne er glade for musik både klassisk og operaer, men operaen benyttes også til andre kunstarter. En lokalguide viser rundt i den imponerende hall, der har et utal af internationale materialer i sin arkitektur. Den lille samling af musikinstrumenter besøges, inden der åbnes til operasalen med plads til 1.100 tilskuere. Operaen er hypermoderne med mulighed for at sænke de forreste tilskuerrækker og udvide orkestergraven, flytte sidegallerierne væk og gøre scenen større. For at alle kan følge med i forestillingen, har hvert sæde en lille skærm, så man kan følge med i teksten, da alle operaer opføres på originalsproget.

Parfumer fra Amourage

Dagens udflugt afsluttes ved parfumefabrikken Amourage. Her destillerer man ikke selv parfumen, der importeres fra Frankrig, men blander de forskellige essenser, hvorved de dyre og berømte parfumer fremstilles. Det er naturligvis muligt at købe parfumer både til kvinder og mænd, ligesom der sælges sæber, creme og duftlys.

Gennem Muscat til Corniche

Vi har været på rundrejse i Oman og er nu tilbage i Muscat, hvor vi har en dag til egne oplevelser. Nogle foretrækker at nyde solen ved hotellets pool, mens andre går på opdagelse i byen.

Muscat, der blev hovedstad i 1741 (hovedstaden var tidligere Nizwa), er ikke en nem by at finde rundt i, bl.a. fordi byen er bygget mellem bjergene. Hotellet har ikke et detaljeret bykort, så vil du ikke vove dig ud mellem bygningerne, anbefales det at tage en taxa. Vi vil dog gerne tæt på den lokale befolkning og deres boliger, så vi vover os ud i en labyrint af smalle gader. Helt fortabte er vi dog ikke, for vi får god støtte på mobiltelefonen af f.eks. Google Map eller appen Outdooractive.

Et godt pejlingspunkt er kommunikationstårnet ved teleselskabet i bydelen Ruwi som ligger tæt på hotellet. Ad snørklede veje går vi under motorvejen som løber gennem Muscat. Byen kan på ingen måde sammenlignes med f.eks. Dubai med moderne skyskrabere. I Muscat er husene bygget i hvide eller beige farver med fladt tag og mange står klos op ad bjergsiden. Muscat udstråler således sin helt egen elegance.

Fiskemarkedet

Fremme ved havnen er det værd at besøge fiskemarkedet, som bugner af forskelligartede og meget farvestrålende fisk og skaldyr. Ved siden af ligger grøntsagsmarkedet. Alt er appetitligt, rent og pænt.

Riyam Park med røgelsesmonumentet

I den anden ende af kystpromenaden Corniche ligger den kommunale bypark Riyam Park med det store røgelsesmonument - et af Muscats vartegn. På vejen derud passeres flere fontæner, ligesom der er udsigt til det portugisiske Mutrah Fort.

Med dhow-træskib langs Muscats kyst

Sidste eftermiddag er det muligt at deltage i en to-timers udflugt med en dhow-træbåd langs Muscats kyststrækning. Undervejs ses de takkede bjerge - et glimt til det eksklusive hotel Al Bustan Palace samt parlamentsbygningen og en indsejling i den gamle havn ved Al Alam Palads og forbi tidligere kystfæstninger - alt mens solen går ned.

Middag på det eksklusive The Chedi Hotel

Det er ligeledes muligt at spise en eksklusiv middag på The Chedi Hotel, hvor maden og betjeningen er helt i top.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser