Adam's Peak - et helligt valfartssted

Landets mangfoldighed

Toget har forladt Kandy og snor sig gennem et pittoresk landskab, der skifter mellem små landsbyer, rismarker nogle gange etableret som terrasser på bjergskråningen. Toget kører forbi bananplantager og teplantager samt gennem tæt skov med større og mindre vandfald. Vi ankommer til byen Hatton, hvor vi efter et interessant besøg hos sporskiftestationen sætter os i den ventende bus for at køre det sidste stykke mod landsbyen Dalhousie - udgangspunktet for bestigningen af Adam's Peak.

 

Det smukke grønne og meget frodige landskab iagttages fra bussen, mens den langsomt og sikkert arbejder sig frem mod dagens mål. Bussen kører langs flere søer, der alle viser sig at være opdæmmede, for som en af de tidligere singalesiske konger bestemte "skulle ikke en dråbe regn gå til spilde." De store vandreserver giver tilstrækkeligt vand til bl.a. rismarkerne i tørtiden. Ved Castlereagh Reservoir stopper vi ved den smukt beliggende engelske kirke Warleich fra 1878 - igen et bevis på den mangfoldighed i trosretninger som der er plads til i Sri Lanka - buddhister, hinduer, muslimer og kristne blandt andre.

Turen fortsætter gennem det centrale højland med frodige teplantager, majestætiske bjergtoppe og brusende vandfald bl.a det smukke Mohini Ella Falls.

Hen på eftermiddagen indlogeres vi på gæstehuset Hotel Slightly Chilled. Gæstehuset ligger ud til en lille flod med tæt skov på den ene side og en teplantage på den anden side af landevejen. Det omgivende skovreservat er levested for adskillelige fuglearter og sommerfugle. På denne lidt disede eftermiddag kan vi ikke se målet for morgendagens vandretur til Adam's Peak, men vi er fortrøstningsfulde, og efter en tidlig aftensmad er det bare om at komme i seng og få hvilet ud.

Bestigning af Adam's Peak

Klokken er 00.30, da det banker på værelsets dør. "Wake Up", lyder det, men jeg er allerede i gang med at klæde mig på til nattens og morgens vandretur. Iglesokker eller ej? Jeg lader dem blive i kufferten, men forsøger at gardere mig mod de glubske blodsugere ved at sætte mine bukseben ned i strømperne. Vi har otte kilometer foran os til toppen og at gå så langt med et ekstra par sokker, kender jeg ikke udfaldet af. Iført pandelampe, lommelygte, rygsæk med regntøj, vand og kamera er jeg klar. Ca. halvdelen af mine rejsefæller har fravalgt denne noget anstrengende natlige vandretur og kan sove længe. Vi andre begiver os i bælg mørke hen ad landevejen med to lokale bjergfører og den lokale turguide. Vejret er overskyet, men der er lovet fint vejr senere på morgenen. Efter at have passeret landsbyen Dalhousie, der ligger fuldstændig død hen, passerer vi indgangsportalen til den hellige pilgrimsrute som leder op til Adam's Peak.
Adam's Peak eller Siri Pada er det næsthelligste sted i Sri Lanka efter Tandens Tempel i Kandy og er et valfartssted for alle religioner. I pilgrimssæsonen vandrer tusinder hver dag op til toppen for at komme så tæt på deres gud som muligt. Denne morgen er vi næsten alene - føler vi. Undervejs passeres flere mindre templer og guddommelige statuer for de forskellige religioner.

Masser af trapper

De første to kilometer har ruten kun små og jævne stigninger med få trappetrin. I lygternes skær kan vi se, at her er mange små forretninger og caféer langs ruten, men nu - uden for pilgrimssæsonen - er de lukkede. Kun enkelte steder er der åbent og her kan vi hvile benene og købe lidt at drikke inden næste etape. I højsæsonen er hele ruten oplyst med lamper og her er et leben tangerende til trængsel. En af mine rejsefæller føler, at ruten alligevel bliver for anstrengende og sammen med den lokale turguide spadserer de tilbage. Flot at kende og erkende sin begrænsning. Da vi andre har hvilet os lidt og vil fortsætte, sætter regnen ind - ikke lige hvad vi havde ventet - men nu er vi på vej og iført regntøj fortsætter opturen.
Trappetrinene bliver hyppigere og stejlere og på de stejleste steder, hvor stigningen er 45 procent eller mere, er der heldigvis et gelænder jeg kan "trække" mig op ved. De mange og høje trappetrin tapper mine kræfter og da vi passerer fem kilometermærket, bliver mine pauser hyppigere og hyppigere. Jeg skal have hjertet i ro igen! En af de lokale bjergfører tilbyder at tage min rygsæk, så jeg kan blive aflastet - og det hjælper mig. Endnu en café er åben og nu opdager vi pludselig, at vi slet ikke er alene om nattens vandring. Vi er vel omkring et halvt hundrede "bjergbestigere" som finder ind og får et tiltrængt hvil og en forfriskning inden sidste etape.

Solopgang

Regnen er ophørt og ind i mellem skyerne kan en stjerne skimtes hist og her. Den sidste del af ruten er hård, ikke mindst fordi nogle af trappetrinene er højere end et normalt underben! Men efter 3 timer og 40 minutter er jeg oppe på toppen, 2.243 moh. blandt forskellige tempelbygninger og kan tage plads med udsigt mod øst. Langsomt kommer det første dagslys og under mig kan jeg skimte konturerne af det omkringliggende bjerglandskab, hvor et hav af hvide skyer dækker dalene og driver mellem bjergtoppene.
Der ventes en times tid og flere og flere trætte, men begejstrede turister, kommer til. Nu er her trængsel på den lille top. Det øverste plateau med det helligste af templerne er afspærret og lukkes først op efter at solen kan ses.
Og nu sker det. Det første skarpe lys fra solen rammer vores betagende ansigter - og der fotograferes. Enkelte bryder ud i jubel og her er en ophøjet og gribende stemning. Et kærestepar kysser. Er dette ikke bare lykken! Så fik vi alligevel en tør og fantastisk solopgang på toppen af Adam's Peak.

Et vidunderligt landskab

For at betræde det allerhelligste tempel, skal vi naturligvis gå på bare fødder, men det har ingen af os i gruppen lyst til og vi foretrækker at gå samlet ned igen.

Og nu ser vi hvilket fantastisk landskab vi har vandret i - og ikke mindst hvor enestående Adam's Peak med sin kegleformede profil ligger som en ensom ø i landskabet. Foran os har vi dalen med en klippeside, hvorfra et vandfald vælter ned ved siden af en kridhvid stuba, som ingen så på vejen op. Jo længere ned ad Adam's Peak vi kommer, des mere kan det ses, og jo flottere fremtoner bjerget. Man skal jo på afstand af et bjerg for at kunne se det! Nede i dalen passerer vi atter forskellige helligdomme og kan nu i dagslyset se meget mere. Efter ca. to timer er vi tilbage i Dalhousie, hvor byen er vågnet og teplukkerne allerede i fuld gang med dagens arbejde. De øvrige rejsefæller er naturligvis stået op og efter at have nydt en velfortjent morgenmad er der midt på formiddagen afrejse.

Militæret sætter ind

Kufferterne er læsset på bussen og vi tager afsked med Adam's Peak for atter at køre ud på de smalle, snoede bjergveje. Vi ved, at mange singalesere kører "råddent", men at en militærjeep kommer kørende i fuld fart omkring et hjørne i vores køreretning er dummere end selv politiet tillader. Vores kvikke chauffør reagerer lynhurtigt og kaster bussen ind mod bjergsiden for at undgå kollision. Bump! Der sidder vi fast i grøften, mens militærjeepen fortsætter sin hasarderede kørsel. Heldigvis er ingen kommet til skade og vi kan lige klemme os ud mellem bussen og klippevæggen. Bussen står fast og lader sig ikke rokke. Nu er gode råd dyre!

Lokalguiden så, at det var en militærjeep og ved, at der i nærheden ligger en militærforlægning, hvorfor han ringer til den øverstkommanderende. Der går ikke mange minutter før de første militærfolk er hos os. Nu bliver der ringet efter politi og militærkøretøjer for at få trukket os fri - og den mere end skødesløse chauffør, der førte jeepen, må give sin forbeholdne undskyldning for det han har forårsaget. Faktisk var han heldig ikke at miste livet ved en kollision eller et fald ned i dalen! Trods forsøg på at trække bussen fri står den urokkelig fast og efter sammenlagt 1,5 time er der fremskaffet en ny bus. Imponerende klaret af den lokale turguide! 

Bagagen flyttes over og vi kan fortsætte mod næste mål Ratnapura og Sinharaja - en tropisk regnskov.