Den Gyldne Trekant til Chiang Mai

Bjergstammernes landsbyer

Bussen drejer væk fra hovedvejen og efter nogle kilometer på en smal støvet jordvej i et kuperet terræn er vi fremme ved "Bjergstammernes landsbyer". Her har staten stillet et større område til rådighed for forskellige bjergstammer, så de, der har ønsket det, kan flytte ned fra bjergene og bosætte sig her under næsten samme vilkår som bjergstammerne har ude i de uvejsomme bjergområder. Thailands dronning Sirikit har haft stor indflydelse på bjergstammernes overlevelse og opretholdelse af deres traditionelle håndværk. Både bjergstammerne og andre befolkningsgrupper i det nordlige Thailand blev opfordret til at fortsætte med deres håndværk, at gøre det de er - og altid har været - bedst til.
Fra en smal grusvej i skoven spadserer vi ned i en mindre dal. Her møder vi for første gang folk fra en bjergstamme - nogle kvinder med børn fra Palong-folket - som bærer store klokkelignende øreringe. De ser ret alvorlige ud, smiler ikke og har intet at sige. Tavse stirrer de blot på os, da vi går forbi - som om det er os, der er "sensationen". De ser ikke ud til at mangle noget, som de står der foran et fint muret hus. Måske er vores besøg et lille afbræk i deres trivielle hverdag.

Akha-folkets landsby

Vi fortsætter dybere ind i junglen og kan på den anden side af en skovsø øjne træhytter, hvis tage er dækket med palmeblade. Før vi når landsbyen går vi gennem en simpel port konstrueret af træstammer og dem danske rejseleder forklarer, at denne port er en åndeport, som skal holde onde ånder ude og væk fra landsbyen. Lige ved siden af står en udskåret figur i træ, der forestiller en kvinde som er ved at modtage en mand med erigeret lem - i overstørrelse. Frugtbarhedsguden skal være velkommen.

Vi kommer ind i Akha-folkets landsby og foran hytterne har kvinderne hængt håndvævede klædningsstykker og andet håndarbejde, som turisterne kan købe. Akha-folket er klædt i farvestrålende klæder og med en fantastisk hovedbeklædning med runde sølvstykker og hule metalkugler samt en masse kæder. Både de unge piger og de ældre kvinder smiler venligt til os og byder os velkomne. Vi ledes frem til en større åben hytte - nærmest kun et tag - hvor de spiller en af deres traditionelle melodier for os. Lyden kommer fra et blæseinstrument, der betjenes af den eneste mand vi ser, mens pigerne slår rytmen med udhulede træstammer, der rasler hver gang de stødes i jorden. Vi takker og giver dem en skilling for deres optræden og fortsætter længere ind i skoven. 

Her bor Mien-folket kendt for deres turbanlignende hovedbeklædning, men også for deres håndvævede, meget smukke og farvestrålende tekstiler.

Padaung-folkets landsby

Padaung-folkets landsby er måske den mest spændende, da det er her de langhalsede Paduang-kvinder bor. Her er der tradition for at landsbyens smukkeste piger allerede fra barnsben udvælges til at bære disse kæder omkring hals, arme og ben. Traditionen stammer fra sagnet om, at Padaung-folket er skabt af vindens møde med en langhalset kvindelig drage. Halskæderne kan veje helt op til 15 kilo og presser kravebenene ned og brystkassen sammen, så halsen ser længere ud. Efter sigende får kvinderne ikke varige men, men må støtte hovedet med hænderne, når der skal vaskes og/eller skifte halskæde, da musklerne, som bærer hovedet, er slappe. For en generation siden var denne praksis ved at uddø, indtil man opdagede, at der kunne tjenes penge ved at "udstille sig" for turisterne og denne barbariske tradition er derfor blevet videreført endnu i vores dage.

Grænsebyen Mae Sai

I Thailands nordligste by Mae Sai besøges en jadejuveler, inden vi "slippes løs" i byen. Mae Sai består stort set kun af en travl hovedgade med trafik til og fra Myanmar. På begge sider af gaden er hver en tomme optaget af butikker - lige fra eksklusive forretninger til simple skure med turist tingel-tangel. På gaden opererer gadekøkkener, der kan skubbes fra sted til sted. For enden af gaden ligger Thailands nordligste punkt og lige ved siden af fører en bro over grænsefloden Ruak til Myanmar, som vi kan besøge på et 1-dags visum. Men det synes vi ikke, der er tid til. I stedet betragter vi det hektiske liv, men finder senere ro i et smukt kinesisk tempel, der ligger hævet over hovedgaden.

Den Gyldne Trekant

Betegnelsen "Den Gyldne Trekant" dækker et større område, men er faktisk det punkt, hvor Ruak-floden løber ud i Mekong-floden og danner grænseskel mellem Myanmar i nord, Laos i øst og Thailand i syd. Fra det imponerende hotel The Imperial Golden Triangle Resort, hvor vi spiser en glimrende frokost på restaurantens tagetage, har vi en enestående udsigt ud over Mekong-floden.

Over Mekong-floden til Laos

Efter et besøg på Opiumsmuseet, der ligger i gåafstand fra restauranten, stiger vi ombord på en fladbundet langbåd for at sejle op og ned ad Mekong-floden og betragte lidt af det lokale liv, som udspiller sig på flodens brink. Her er fiskerne i gang med dels at fiske, dels at ordne garn neden for deres noget faldefærdige hytter.

Senere krydser vi floden for at gå i land i Laos. Et par tøser - kønne og med et frækt glimt i øjet og møgbeskidte - tager imod og tigger det bedste de har lært af deres mor, der sløvt ser til fra sin plads på jorden under et skyggefuldt træ. Turister = penge! Vi er grangiveligt kommet til et sted, som er væsentligt fattigere end Thailand. Men stedet er kendt for sin "toldfri handel" og det hele bærer også præg af, at her kan turister købe billigt - incl. kopivarer. Også spiritus af forskelligt ophav kan købes for en billig penge. Noget af det er stærke sager. Hvad med at drikke sprit med en skorpion i eller en snaps med kobraslange i? 

Fra nogle store åbne glaskar med et væld af slanger og skorpioner og andet kryb tilbydes drikkeprøver. Velbekomme!
Sprit blev der ikke købt, men nogle fik både billige tasker og kufferter med hjem.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på Hotel Wiang Inn i Chiang Rai og spiser igen godt og billigt på den centrale plads midt i natmarkedet, hvor der samtidig er gratis underholdning på stedets scene.

Det Hvide Tempel

Denne morgen kører vi atter sydover mod Chiang Mai og ca. 13 km. syd for Chiang Rai gør vi dagens første stop ved Det Hvide Tempel - Wat Rong Khun. Det er som revet ud af en Disney-film. Kridhvidt står dette drømmeagtige tempel mod den blå himmel og spejler sig i de kunstige søer fyldt med store karper. Det er kunstneren Chalermchai Kositpipat, der har tjent mange penge på sine malerier, som er idemand, arkitekt og finansiel giver til dette specielle byggeri, der ikke får andre donationer. Og der bygges fortsat - finansieret af billedsalget. Indvendigt er templet noget anderledes end hvad man forventer af et buddhistisk tempel. Overalt er det moderne new-age-billeder med motiver for den nutidige reelle og fiktive verden. Her finder vi politikere, supermand og spejdermand og scener fra Star Trek o.m.a. Selv terrorangrebet på World Trade Centers tvillingetårne i New York, 11. september 2001, er gengivet!

Andre stop undervejs mod Chiang Mai

Det er en lang køretur vi er på i dag, så der gøres holdt et par gange for at vi kan strække benene, komme på toilettet og de røgtrængende få sig en smøg. Vi holder bl.a. ved en lille park, hvor med eksotiske fugle i volierer. Her er guldfasaner, ugler, duer og mange andre fugle. Et andet sted stopper vi ved nogle varme kilder. Det er ikke gejsere eller boblende mudder, men termisk vand der løber gennem bassiner i et smukt anlagt turistområde.

Værksteder uden for Chiang Mai

Efter frokost på The Bua Restaurent uden for Chiang Mai besøger vi fire forskellige værksteder, hvor alt fremstilles ved håndarbejde. På paraply-fabrikken, hvor der fremstilles paraplyer og vifter i papir, tilbyder meget dygtige kunstnerne også at male billeder på punge, tasker, kufferter etc. mod et beskedent gebyr. På lakfabrikken Laitong hører vi om den specielle teknik, der benyttes ved lakering af vaser, krukker og andre pyntegenstande. Et besøg med begrænset interesse.

Mest interessant er nok besøget på silke-fabrikken Thai Silk Village, hvor vi kan følge produktionen fra silkesommerfuglens æg, over larvestadiet til den forpupper sig og spinder en gul, kilometer lang, uafbrudt silketråd omkring sig. Vi ser hvorledes pupperne vaskes og opløses, og hvorledes de ganske fine silketråde vindes op. Besøget slutter i væveriet og i det store udsalgslokale, hvor der kan købes alt i silke lige fra hele habitter og kjoler over skjorter til slips og tørklæder. Men priserne er ikke thailandske!

Sidste besøg er på et sølvværksted, hvor vi følger smedenes forarbejdning af skåle og andre pyntegenstande. Gabende kedeligt.  Et besøg ved et af Thailands smukke vandfald og/eller et besøg på en slangefarm på turen mod Chiang Mai kunne have været nok så interessant.

Chiang Mai Plaza Hotel

Det er centralt beliggende Chiang Mai Plaza Hotel er imponerende flot og ligger i gåafstand fra den gamle bymidte med mange templer. Værelserne er store og pæne. Svømmepølen på 2. etage er hævet over gadens støj og med en grøn, skyggefuldt indretning. Receptionen i forhallen er næsten som at komme ind i et tempel. Musikere underholder med klassisk thai-musik. Gangen til en nyere fløj, som vi bor i, står i rå mursten, med flot indrammede vægmalerier. Her er vist ikke sparet på noget.

Khantoke middag

Denne aften er der middag og underholdning på restaurant Benjarong Khantoke, hvor en yndefuld danserinde byder velkommen ledsaget af musik fremført på klassiske thai-instrumenter. Straks er vi i den rette stemning. Efter at have stillet skoene udenfor, sætter vi os på gulvet ved de lange borde omkring scenen. Heldigvis er gulvet under bordene sænket, så vi langbenede europærer, kan sidde "normalt", mens middagen serveres og vi underholdes. Der serveres traditionelle nordthailandske retter ad libitum og det er bare godt.

Og det er nogle vidunderlige kvinder, der optræder for os. Ja, ægte kvinder og ikke lady-boys, som vi oplevede i Bangkok for nogle dage siden. Disse smukke og meget yndefulde kvinder udfører forskellige klassiske danse for os; langnegledans, lysdans, dragedans, bjergfolkenes dans etc. afbrudt af en trommedans og en drabelig knivdans udført af lige så flotte mænd.
Arrangementet slutter (desværre) med at pigerne byder os turister op til klassisk thai-dans - en dans som kræver både rytme og elegance, og som disse piger har øvet sig på i årevis. Så er det et antiklimaks at se mere eller mindre fede europærer vrikke med røven og forsøge at efterligne pigerne. Af alt minder det mest om afslutningen på en grisefest for år tilbage. Må vi være fri!

I morgen skal vi ride på elefanter, se smukke orkidéer og sommerfugle samt besøge Nordthailands mest betydende buddhistiske tempel i Chiang Mai - Templernes By.