Guide: Her er alt du skal se og opleve i Bangkok
Bangkok - Thailands fascinerende hovedstad er fyldt med kontraster. Her får du Anne-Vibeke Rejsers guide til de største oplevelser i byen.
Thailand
Thailand er "Smilet Land" og kendt for en venlighed, som du ikke finder mange steder i verden. Thailand er en af de meget populære feriedestinationer i Asien, og det er ikke uden grund. Landet har en spændende historie og kulturen fascinerer også mange.
Der er mange måder at holde ferie i Thailand, om det er backpacking i det nordlige Thailand, storbyferie i den livlige storby Bangkok, badeferie på Phuket eller ø-hop i det Andamanske hav, er der oplevelser for enhver smag.
I Thailand er over 90 procent af befolkningen buddhister og buddhismen spiller en central rolle i det sociale liv i Thailand.
Befolkningstal: 63.000
Valuta: Thailandske Baht (THB)
Vaccinationer: Kontakt egen læge eller vaccinationsklinik inden afrejse. Mange steder skal du ikke have noget.
Pas og visum: Dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder ved indrejse til Thailand. Ved besøg under 31 dage er visum er ikke obligatorisk, du får automatisk 30 dages opholdstilladelse ved ankomsten. Ved længere ophold kan du søge et turistvisum på 60 dage.
Tjek Udenrigsministeriets hjemmeside eller Thailands Ambassade
Mere information:
Charterrejse og rundrejser i Thailand: Bravo Tours
Grand Palace
Thailands største og smukkeste kongepalads - Grand Palace - er et meget populært udflugtsmål, naturligvis for turister, men også for thaier. Her er et mylder af mennesker, som ønsker at se dette prægtige sted - og det forstås. Vi spadserer gennem paladsets parkanlæg og kan bag nogle mure se lidt af selve helligdommen Wat Phra Kaeo, hvor en guldbelagt pagode - som her hedder en chedi - kaster solen lys mod vores øjne. Vi kommer ind i i wat’en (wat betyder tempel) via en særlig port, og et orgie i guld, spejle, kulørte sten og vidunderlige tagkonstruktioner møder os. Langs indersiden af muren - i klostergangen - fortælles Thailands mytologi, Ramakien, gennem 178 vægmalerier, der handler om det godes sejr over det onde. Inde på den centrale plads har vi den største - og mest betydningsfulde bygning - bot’en. Denne bygning indeholder den allervigtigste Buddha-figur - Smagradbuddhaen.
Mærkværdige guder
Foran templet ses den guldbelagte chedi og ved siden af det meget smukke bibliotek Phra Mondop. Den lokale guide leder os rundt mellem de underskønne bygninger og - indrømmet - det er svært at få del hele med. Her er så fantastisk mange små fine detaljer på hver enkelt bygning, at vi sagtens kunne bruge en hel dag i tempelkomplekset. Bag chedi’en og biblioteket ligger bl.a. Vihara Yot, hvis tag er prydet med kinesisk porcelæn. Betagende smukt. Rundt omkring står mærkværdige figurer; halvt dyr, halvt menneske og holder vagt. Buddhaer og ramakien-figurer ses på chedi’en - de nærmest løfter bygningen. I mellemgangene er vægmalerier af diverse dæmoner fra dyreriget abemennesker, elefantmennesker og løvemennesker m.v.
Besøget i wat’en afsluttes med et besøg ved Smagradbuddhaen i bot’en. Indenfor må der ikke fotograferes, så billeder, der skal tages af den "kun" 66 cm. høje Buddha, skal ske udefra, inden vi tager skoene af og betræder templet. På vej ud af Grand Palace spadserer vi forbi det kongelige Chakri Maha Prasard Palads med tronsalen og den smukke bygning Dusit-audienssalen, hvor den thailandske konge tager imod sine gæster.
Bangkoks kanaler
Det var på den vestlige side af floden Mae Nam Chao Phraya, der snor sig gennem Bangkok, at thaierne slog sig ned efter at burmeserne havde angrebet kongeriget Ayutthaya i 1767. Det nye kongerige kaldte de Thon Buri, men det oprindelige navn var Ban Kok - "de vilde blommers by" - og byen kaldes fortsat Bangkok. Fra østsiden af floden stiger vi ombord på en af de fladbundede flodpramme, hvor der i enden er placeret en større bilmotor, der under larm og dieselos får et piskeris i vandet til at drive båden fremad. Bådførerne er eminent dygtige til at manøvrere disse lange fartøjer. Vi sætter kurs på tværs af floden, hvor trafikken er intens - og det er den alle steder i Bangkok. Regntiden er netop overstået, men her er fortsat usædvanligt meget vand i floden.
Ved indgangen til kanalerne i Thon Buri må vi gennem en sluse til de lavere liggende kanaler. Ved sluseindgangen ses vandet fra kanalerne blive pumpet tilbage i floden. Gjorde man ikke dette, ville husene i kanalerne hurtigt blive oversvømmet af alt det vand, der lukkes ind i forbindelse med slusen.
I kanalerne bag sluserne
Så glider vi ud i mere stillestående vand og kan på turen iagttage, hvorledes thaierne lever tæt på vandet i deres stolpehuse. Mange ser ud til at trænge til en kærlig hånd og ser ofte ret så interimistiske ud. Bygget af de forhåndenværende materialer. Overalt blafrer vasketøj i den bagende sol. Her har man ikke brug for tørretumbler. Og menneskerne er ikke alene. Overalt er her mængder af fisk - fortrinsvis karper - og vi ser en velnæret vandvaran sole sig på et lille stendige under et hus. Men her er også hvide hejre og andre fugle. Vi skal passere endnu en sluse for at komme op i floden igen og efter en lille runde bl.a. forbi et af Bangkoks flotte varetegn Wat Arun, er vi tilbage ved udgangspunktet og spiser frokost på restauranten Wan Fah, der ligger helt ud til floden, med udsigt til det moderne Bangkoks skyskrabere.
De små købmandsbåde, hvor man handler mellem båd og hus er efterhånden et sjældent syn, men vi er heldige og møder en båd med et flydende gadekøkken. En kvinde sejler rundt mellem husene og servere lidt at spise.
Solopgang
Solopgangen i Bangkok er lidt over kl. 6 er et betagende syn især, hvis du bor på et hotel, hvor du er oppe i højderne eller der er en tagterrasse. Mellem skyskrabere rejser den røde sol sig hurtigt på morgenhimlen og efter få minutter kan solstrålernes varme mærkes gennem panoramaruderne på hotelværelset. Neden for hotellet ligger et af Bangkoks ca. 3.000 buddhistiske templer og spejler sig i lyset. Det menes, at Thailand i alt har omkring 32.000 templer - så her er nok at tage fat på.
Blomster og grønt i Chinatown
Efter morgenbuffeten starter dagen med et besøg i Chinatowns blomster- og grønsagsmarked langt fra de normale turistruter. Her er et væld af farvestrålende blomster som de opfindsomme og flittige kinesere forarbejder lige fra yndige små buketter til store blomsteropsætninger. Her er mange blomsterhandlere og her er mange blomster. Kan folkene virkelig leve af at sælge blomster? - Ja, her er udsolgt hver eneste dag, fortæller rejselederen.
Morgenens første gåtur slutter ved grønsagsmarkedet hvor bl.a. chili - thaiernes uundværlige krydderi - ses i mange forskellige varianter - milde og stærke.
Lady-boys i Calypso Cabaret
ET af Bangkoks flotteste shows er Calypso Cabaret og efter en ringe middag på Asia Hotel (der var simpelthen for lidt mad i buffeten) går vi ned i hotellets underetage, hvor kabareten opføres. Det er udelukkende transseksuelle mænd, som optræder - de såkaldte "lady-boys" - der føler sig mere som kvinder end mænd og derfor har fået foretaget kosmetiske og operative indgreb med bl.a. brystimplantat, så de ligner kvinder. Flere har taget skridtet fuldt ud og fået ændret deres kønsorganer. De meget stramtsiddende trusser afslører intet. Flere af disse "lady-boys" er faktisk ganske kønne og showet består af flot opsatte dansenumre, karaokemusik og -sang - dvs. der mimes til musikken. Er du i Bangkok må denne kabaret klart indgå som en aftenunderholdning, inden du fortsætter ud i byens utrættelige natteliv.
Eminent udsigt fra Baiyoke Tower
Det bliver mørkt allerede ved 18.30-tiden og vi tager et par taxaer ind til Baiyoke Sky Hotel, der med sine 88 etager fordelt på 309 højdemeter er blandt Thailands højeste bygninger. Med udsigt over Bangkoks nattelys indtager vi en overdådig buffet, der er så stor, at den kan være svær at finde rundt i og som spænder fra suppe over sushi til kogt og stegt fisk og kød, salater m.v. - og ikke mindst desserter. På øverste udsigtsplatform, der langsomt drejer rundt, får vi en fantastisk udsigt over hele byen i nattelys. Langt under os ses de øvrige højhuse som minihuse badet i projektører og neonreklamer, og de altid trafikerede motorveje snor sig nedenfor som bugtende slanger. Efter besøget kan vi fortsætte ud i nattelivet - eventuelt på natmarkedet - for Bangkok sover aldrig.
Oplev Bangkok på 24 timer
Hvi du blot bruger Bangkok som stop over og f.eks. kun har 24 timer, så kan du godt nå at se en del. Her er et forslag til Bangkok på 24 timer.
Morgen - Bangkoks største attraktion - den liggende Buddha
I Thailand er over 90 procent af befolkningen buddhister og buddhismen spiller en central rolle i det sociale liv i Thailand. Få et indblik i buddhismen ved et besøg i et af Bangkoks mange templer. Wat Pho er byens ældste og største tempel, hvor du bliver mødt af den enorme liggende statue "Reclining Buddha".
Templet har også landet første universitetsuddannelse inden for thaimedicin.
I tilknytning til Wat Pho ligger to andre seværdigheder, du ikke må gå glip af.
The Grand Palace er en spektakulær bygning, som både består af et guldglitrende palads og et tempel. The Grand Palace blev opført i 1782 og var gennem 150 år den thailandske kongefamilies hjem. Wat Phra Kaew, Emerald Buddhas hjem, er Bangkoks mest kendte tempel. Templet ligger ved siden af The Grand Palace og der er åbent dagligt mellem klokken 08.30-15.30.
Formiddag - markeder
De lokale markeder har meget at byde på, både spændende souvenirs og et godt udbud af velsmagende street food. Pak Klong Talad Flower Market er et blomstermarked, hvor blomsterproducenter fra hele Thailand ankommer for at sælge deres blomster til blomsterbutikker og privatpersoner. Markedet har åbent døgnet rundt, og vil du se det bedste af markedet og opleve den løsslupne stemning, bør du komme i tidligt, allerede mellem kl. 03.00-04.00 om morgenen.
Hvis du besøger i byen i en weekend, bør du besøge et af verdens største weekendmarkeder: Chatuchack Weekend Market. Her kan du finde alt mellem himmel og jord: mad, tøj, ting til boligen og møbler, elektronik m.m.
Tips! Hvis du tager til Chinatown skal du bare smage durianfrugt, en ildelugtende men forbavsende god frugt med en klæbrig konsistens.
Or Tor Kor Market ligger over for Chatuchack Weekend Market. På markedet finder du alle former for råvarer af absolut højeste kvalitet. Markedet er tilmed blevet omtalt som et af verdens bedste markeder af CNNGo.
Eftermiddag - shopping
Efter en varm formiddag på markederne, udendørs i høj luftfugtighed, kan det være dejligt at shoppe i et miljø med aircondition. Metrostationen Ratchaprasong er et godt udgangspunkt, hvis du vil besøge nogle af Bangkoks mange shoppingcentre, som ligger på rad og række. Blandt de centre, der er et besøg værd, kan nævnes: MBK, Siam Paragon, Central World og Emporium.
Aften - sejltur på floden og Sky Bar
Chao Phrayaflodens bredder er et godt udgangspunkt for en hyggelig aften. Det kan anbefales at leje en privat båd og tage en sejltur på floden. Et tip er at reservere et bord på Chon Thai restaurant på det elegante Siam Hotel, som ligger ved floden. Så er bådturen nemlig gratis. Når du reserverer, beder du blot om at blive afhentet ved molen "Saphan Taksin", som ligger ved siden af metrostationen med samme navn. Du kan afslutte aftenen med en drink på toppen af byen, i Sky Bar Atop State Tower på Lebua Hotel. Det er en af de bedste tagbarer i byen.
Dresskoden er "smart casual", men det betyder dog ikke, at du skal være dresset op til tænderne, derimod er det fint, hvis du efterlader klipklapper og shorts på hotelværelset. Priserne på øl, drinks og champagne er lidt højere her end på mange andre af byens barer, men her får du også en enestående udsigt over byen og floden.
Bangkok overrasker de fleste - Anne-Vibeke Rejser besøger Thailands hovedstad med skibet Azamara
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser