700 Avignon En Tidligere Paveby Avignon Frankrig Anne Vibeke Rejser IMG 8313

Krydstogt på de franske floder Saone og Rhone - en perlerække af oplevelser

Google Map...
Frankrig

Hovedstaden i Frankrig er Paris 

Befolkningstal: Ca. 67 mio.

Areal: 643.801 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.229 km til Paris, ca. 1.472 km til Marseille

Mest besøgte attraktion: Paris og andre storbyer, små landsbyer på landet, bjerge at vandre og cykle i, maden og vinen - og ikke mindst historiske slotte og mange fine strande. Og så har Frankrig rigtigt gode skiområder i De Franske Alper.

Mere information:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: Frankrig

Ombord på flodkrydstogtsskibet Van Gogh

Centralt i Lyon stiger du ombord på et flodkrydstogtsskib fra det velrenommerede franske rederi CroisiEurope, der har mange forskellige flodrejser på de europæiske floder. Denne gang hedder det 5-stjernede skib ”Van Gogh” opkaldt efter den verdensberømte kunstmaler. Efter at have modtaget din kahyt, hvor der er god skabsplads samt mulighed for at skubbe kufferter ind under sengene, bydes du på en velkomst drik i skibets salon, hvor der gennem hele flodkrydstogtet er fri bar. Personalet præsenteres, ligesom de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger med bl.a. redningsveste gennemgås.

Det er blevet aften og i skibets restaurant får du en fast plads, som du beholder under hele flodkrydstogtet ved frokost og middag. Du er velkommen til at benytte et andet bord ved morgenbuffeten og på den måde lære andre af dine medrejsende bedre at kende.

Skibet MS Van Gogh er 110 meter langt og 11,14 meter bredt og kan medtage 105 passagerer. Skibets størrelse er naturligvis tilpasset de mange sluser, som skibet skal gennem på sin rejse. På denne sejlads er der god plads, for her er blot 68 passagerer. Naturligvis er skibet prydet med adskillige reproduktioner af Van Goghs malerier som hænger på skibets vægge.

Inden middagen serveres i restauranten, har skibet sat kurs nordpå mod Macon ad den 473 km. lange flod Saone, der har sit udspring omkring Vogeserne, og netop i Lyon løber ud i Rhone-floden. Maden er afvekslende og består ved frokost og middag af fire-fem retter med fri vin, øl og vand.

Hen under aftenen kan du se skibet passere den første sluse og stige fem meter op ad Saone-floden på natsejladsen mod den sydlige del af Bourgogne-regionen.

Mâcon - en vinby ved Saone-floden

Efter morgenmadsbuffeten har du mulighed for at spadsere et par timer i Macon. Før landgang forsynes du med et landgangskort, så skibets besætning hele tiden kan se, hvem der ikke er ombord, inden skibet atter sejler. Kortet afleveres igen, når du er tilbage på skibet. Det kan anbefales, at du spadserer langs Saone-floden forbi rådhuset frem til broen Pont Saint-Laurent. Fra modsatte side har du et flot vue mod Macons skønne bygninger langs floden. Allerede i romertiden blev der på dette sted anlagt en træbro, men først i det 11. århundrede blev den første stenbro bygget og heldigvis var denne bro en af de få broer, som ikke blev bombet under anden verdenskrig.

I Macons gamle bydel finder du byens ældste hus - et træhus bygget mellem 1490 og 1510. Hele træfacaden er dekoreret med mange halve søjler og vovede statuer.

Den romanske katedral Vieux Saint-Vincent med de to ottekantede klokketårne er resterne af en katolsk middelalderkirke, som protestanter ødelagde i 1500-årene. Katedralen er delvist renoveret, så gæster i dag kan besøge dele af de gamle kirkerum i åbningstiden. Gå en tur omkring katedralen og nyd de tilbageværende ruiner.

Museum Ursulines er indrettet i et tidligere kloster fra 1600-årene og rummer kunstgenstande fra antikken til det 20. århundrede.

På den store plads Square de la Paix ligger den nuværende katedral Saint-Vincent med sine to firkantede klokketårne. Det mest bemærkelsesværdige i katedralen er de skønne mosaikvinduer. Over for katedralen ligger Hotel Dieu de Macon og på pladsen ses monumentet Aux Mont - et mindesmærke for Frankrigs faldne sønner under verdenskrigene.

Museum Lamartine har en samling kunstgenstande efter poeten og politikeren Alphonse de Lamartine (1790-1869), der blev født i Macon.

På kirkepladsen Saint Pierre ligger kirken af samme navn med to imponerende tårne. Kirken er bygget mellem 1859 og 1865 og har et 18 meter højt kirkerum med søjler og buer.

Du spadserer nu gennem Macons pastelfarvede gader tilbage til skibet som sejler til Belleville-en-Beaujolais, hvorfra der er en busudflugt til et vinmuseum.

Vinmuseet Hameau Duboeuf i Romaneche-Thorins

Besøget ved Hameau Duboeuf indledes med en video som præsenterer de forskellige vingårde der indgår i vinkooperativet. Mere spændende bliver det, når du ser en 3D-film, hvor du iført briller får en helt unik opfattelse af dybden, i filmen som vises. På platforme, som bevæger sig under filmforestillingen, følger du to små bier, som suser gennem det betagende landskab i Bourgogne, alt mens platformen, du står på, vipper frem og tilbage (hold godt fast).

Du kan derefter besøge vinmuseet som beskriver mere end 2.000 år med vinproduktion. Du ser bl.a. vinpresser, værktøj til brug i vinmarken samt hvordan bødkeren arbejder. Herefter når du frem til en sal med et orchestrion - der mest minder om et kæmpemæssigt lirekasseorgel. Her prøvesmager du et par af vinkooperativets vine og kan derefter handle i stedets omfattende butik. I den interne vingård ses bl.a. et stort portræt af grundlæggeren Georges Duboeuf (1933-2020), der også kaldtes ”Kongen af Beaujolais”.

MS Van Gogh er i mellemtiden sejlet til byen Trevoux, hvor du hen på eftermiddagen atter kommer ombord, hvorefter skibet sætter kurs mod Lyon, som nås hen under aftenen.

Lyon - Frankrigs tredjestørste by

Dagens guidede udflugt går til den højtliggende Basilika Nortre Dame de Fourviere, der er på UNESCO’s verdensarvsliste. Her står den gyldne statue af Jomfru Maria højt over basilikaen. Besøg det vældige kirkerum og snyd ikke dig selv for at gå ned i krypten. Fra platformen ved basilikaen er der et flot vue ud over Lyon. Ved siden af basilikaen står Tour Matallique - Det Lille Eiffeltårn - et andet af Lyons vartegn.

Den guidede tur fortsætter i Lyons gamle bydel Saint-Jean ved ruinerne af tidligere kirker ved siden af katedralen Saint-Jean-Baptiste, som også er et besøg værd.

Du fortsætter gennem de smalle stræder, hvor du bestemt ikke er alene. Mange turister besøger dette pittoreske område af Lyon. Også de ”dygtige” lommetyve. Den lange traboule er en gennemgang som ligger under husene mellem gaderne. Du opdager kun denne genvej ved et gadeskilt, mens døren dertil ligner en hver anden. Gangene er privatejede, men folk må gerne gå igennem, under hensyntagen til ro og orden. I den smalle gang kommer du til små baggårde og kan spejde op langs baggårdenes husmure. En anden mindre gang fører ind til det lyserøde, runde tårn Mason du Crible.

Efter lidt tid på egen hånd mødes rejsegruppen ved bussen som kører tilbage til MS Van Gogh.