Efterårsvandring på Korsika

Tour de Turghiu på pynten Capu Rossu

Vi har hørt så meget spændende om Korsika - "Skønhedens Ø" - at vi tager mede på en guidet vandreferie. Det er midt i efteråret og vi møder bjergene, efterårsfarverne og de spiselige kastanjer! Første dag er udgangspunktet Hotel Scopa Rossa - et stenkast uden for byen Evisa.

Langs kysten på Korsika står gamle genovesiske vagttårne, som minder fra søfarernes tid og det er et af disse tårne vi skal vandre til i dag. Fra hotellet køres gennem det maleriske bjerglandskab Les Calanches, der rejser sig langs kysten med fantasifulde lavaskulpturer, formet af vind og vejr gennem årtusinder. Det er pragtfuldt solskin, da vi når P-pladsen, 319 moh, hvor vandringen starter. Det blæser en del - men det er ikke koldt.
Nederst til venstre for os har vi det azurblå middelhav, der i blæsevejret har fået skum på toppen af bølgerne. Til højre rejser skråningen sig højt over os med en tæt lav bevoksning. Forude kan vi nede i vandkanten se de flotte klippesøjler, der står som kæmpe støtter. Helt ude på pynten ligger dagens mål Tour de Turghiu, 331 moh. Vi går et stykke nedad på en bred vandresti til vi er ca. 60 moh., hvorefter det går opad igen. Det sidste stykke er lidt stejlt, men anstrengelserne betaler sig. På toppen er der en pragtfuld udsigt tilbage langs klippesiden. Ingen havde vel drømt om, at bagsiden af klippen var så stejl og dramatisk. Vi skal naturligvis op i tårnet, selv om den udvendige vindeltrappe mangler nogle trin. Gelænder eller sikkerhedskæde er der naturligvis ikke. Inde i tårnet suser vinden gennem hullerne til vinduerne. Vi skal videre op, men kun én ad gangen. Den indvendige vindeltrappe, der fører os helt op på toppen af tårnet, er mørk som i en kælder og så smal at to personer ikke kan komme forbi hinanden. Flot er det, med udsigten ind over øen og med de bjerge, vi senere skal vandre ved.
Den medbragte frokost spises på en afsats lidt neden for tårnet, hvor vi kan finde læ for vinden. Men pas på ikke at gå for langt ud - her er kun ét trin ned i havet!
Efter turen ud på pynten går vi til stranden for at bade. Der er en meget kraftig understrøm, der gør det overordentligt vanskeligt at stå fast på fødderne. Men vi får da dyppet os i det salte vand, der er dejligt forfriskende!

Spelunca-kløften

Lidt uden for Evisa går vi ned gennem Aitone-skoven til nogle naturlige bassiner formet af vandet gennem århundrede. Her er masser af spiselige kastanjer som de løsgående svin gufler i sig. Vi fortsætter gennem skoven bag om byen og stopper ved købmanden for at få de sidste forsyninger, inden vi går stejlt ned mod floden i bunden af Spelunca-kløften. De imponerende klippesider rejser sig stejlt omkring os. Her er frodigt og vi ser mange forskellige planter bl.a. jordbærtræet - hvor mange af frugterne er modne. Men jordbær er det ikke. Skrællen kan minde om overfladen på et skovjordbær, medens kødet inden i nærmest smager af - og har konsistens af morel/melet blomme. Godt nede i kløften passeres floden over en gammel rundbygget genoveser-bro. Et aldeles henrivende sted, hvor vandet i floden passerer nogle sten og klukker under os. Længere nede langs floden spises den medbragte frokost. Der er også tid til at bade - men vandet er iskoldt! Det bliver til lidt sopperi til de varme, trætte fødder. Turen, der er en del af den store vandrerute "Mare e Monti", ender i den lille by Ota.

Fra Col de Verghio mod Capu Tafunatu

Fra Korsikas højeste pas Col de Verghio vandrer vi opad i et højalpint landskab med flotte udsigtspunkter undervejs. Vi passerer løvtræer og nåleskove og kan rigtigt opleve efterårsfarverne. Her står kæmpemæssige fyrretræer, der som ældgamle majestæter skuer ud over landskabet. Ved Bergerie de Radule, hvor man i højsæsonen kan møde bonden og hans geder og smage hans ost, holder vi pause. Før vi krydser Golo-floden over en bro, nyder vi udsigten udover vandfaldet og ned i dalen. 
Et ægtepar, der er ved at miste pusten, beslutter sig for at blive her ved vandfaldet, medens vi andre går videre ad den berømte og berygtede vandrerute GR20. Længere oppe over trægrænsen skal vi passere vandløbet igen - men her er ingen bro. Vi balancerer på et par sten og det går - uden at få våde fødder. Nu er vi så højt oppe i dalen, at vi kan se Capu Tafunatu og det berømte hul i bjerget. 
Pludselig vrikker en af de mandlige deltagere om på en sten og falder, så han slår hoved og arm. Da han vil rejse sig, har han stærke smerter i foden og bliver svimmel. Vi sætter ham ned, så han kan sunde sig. Selv synes han ikke det er noget, men flere af os finder det nødvendigt, at han tager det lidt med ro. Vi beslutter os for at gå tilbage til en plads nær vandløbet, hvor vi kan spise frokost og se nærmere på foden og få den i det kolde vand. Langsomt humper han nedad med støtte af et par vandrestave, som vi låner ham.
Ingen tvivl om, at der er noget galt.

En uheldig vandringsmand

Efter at have haft foden i vand et stykke tid, lægger turlederen en forbinding på mandens fod og vi går langsomt videre nedad igen. Men det går ikke. Der er ingen anden udvej end at ringe efter redningshelikopteren. Ca. en km. længere nede ad bjerget kan mobiltelefonsignalet gå igennem og turlederen får tilkaldt hjælp. 
Jeg og min hustru bliver bedt om at gå i forvejen tilbage til ægteparret, der venter ved vandfaldet et par kilometer herfra og forklare forsinkelsen, så de ikke bliver nervøse. Men da vi når frem er ægteparret der ikke som aftalt, så vi fortsætter videre til bergeriet i håb om, at de er der. Det er de heller ikke! Vi beslutter os for at vente her, indtil gruppen igen er samlet og efter ca. en time kan vi høre redningshelikopteren komme. Den flyver direkte hen imod os og jeg forsøger med begge arme at signalere, at de skal længere op i dalen. Og et øjeblik efter forsvinder den om bag bjerget længere op i dalen.
Alene nyder vi stilheden og eftermiddagssolen, medens vi venter på de andre. Jeg kan se, at stien længere nede deler sig i to retninger. Den ene sti var den vi kom ned fra. Den anden fører længere nedad i dalen. Jeg kommer i tvivl om ægteparret nu er gået rigtigt tilbage mod bilerne og får da også mine bange anelser bekræftet, da der kommer et par vandrer nede fra dalen. Jeg spørger om de har set ægteparret. Jo, de har! Så er de altså gået den forkerte vej!
Lidt efter ses helikopteren flyve bort mod Corte og ved da, at de øvrige vandrere er på vej mod til os. Da gruppen igen er samlet, drøfter vi situationen og turlederen går op ad den sti vi er kommet fra, medens jeg får vandrekortet og fører gruppen ad den nedadgående sti. Ikke langt nede ad stien ser vi, at der er tegnet et M på stien og senere endnu et med en tidsangivelse. Så ved vi, at de er gået denne vej. Men længere fremme deler stien sig igen! Vi følger den venstre sti og kommer lidt efter ud på landevejen, hvor turlederen samtidig kommer kørende med minibusserne. Ægteparret havde selv fundet frem til landevejen og var gået et par km. op til busserne! Men ærgerligt at brudte aftaler kan skabe nervøsitet.

Det viser sig senere, at den uheldige mand har sprunget et ledbånd i foden som lægges i gips. Han skal transporteres hjem med ambulancefly for at gennemgå en egentlig operation. Uheldigvis viser det sig senere, at damen fra ægteparret, der var gået egne veje, har overanstrengt sig og har brækket en flig af fodrodsknoglen. Sikken en tur!

Corte - hovedbyen på Korsika

Vi kører til Corte, den gamle regeringsby, hvor vi skal bo de næste nætter. Efter indkvarteringen går vi en tur op til citadellet og orienteres os i byen. Det er faktisk fridag og vi kan tage rundt på egen hånd. Alligevel tilbyder turlederen at tage de interesserede med op på en top bag byen. Der hænger nogle tunge skyer over bjerget, da vi begynder turen opad. Men heldigvis får solen brændt dem væk og vi får et flot udsyn ind i Tavignano-dalen, hvor vi skal vandre i morgen. Vi fortsætter opad gennem skoven og når til sidst en saddel, hvor vi kan spise frokost. Vi skal dog lige det sidste stykke op på den højeste knold først og her må vi kravle over klipperne. Der er et betagende vue ud over Corte og det omkringliggende landskab.
Eftermiddagen bruger vi på egen hånd til at lære byen bedre at kende. Ad små snørklede gader når vi op til en lille top inde i byen - Bellevue - hvorfra vi har den bedste udsigt over mod citadellet og udover byen. Vi slår os ned på en af de mange fortovscafeer, hvor vi i ro og mag kan sidde og betragte de lokale.

 På muldyrsti i Tavignano-dalen

Bag byen går den gamle muldyrsti ind i dalen langs med Tavignanofloden. På visse stræk er stien brolagt, hvilket viser, at den tidligere har været en meget benyttet handelsvej. Det ene panorama efter det andet åbner sig for os, medens vi vandrer ind og ud af slugterne op gennem dalen. Efterhånden kommer vi ind i skoven med kastanje- og egetræer. Dalen snævrer ind og vi når så langt ind, at vi er på højde med vandet i floden. Her spiser vi frokost ved en hængebro, der går over floden - desværre i let regn. Men vi stopper vandreturen her og går samme vej tilbage.

Restonica-dalen op til Lac de Melo

Det blæser kraftigt, da vi kører op gennem den smukke Restonica-dal til Bergerie de Grotelle. Herfra vandrer vi op til den højalpine sø Lac de Melo. Det er koldt fordi det blæser kraftigt og vi går i skygge. Vi passerer nogle vandfald og skal op over nogle stejle passager, hvor der heldigvis er opsat et par metalstiger, så det er ikke noget problem. Oppe ved søen 1.711 moh., er der is på jorden! Landskabet er storslået og meget barskt. De takkede klipper omkring os rejser sig næsten lodret.

Planen var at gå ca. 200 meter højere op til en anden sø Capitellu - men den kraftige vind tvinger os til at vende om.

Læ i Restonica-dalen

Længere nede i dalen vandrer vi op til et udsigtspunkt lidt i læ for vinden for at spise den medbragte picnic. Hver især har købt lidt ind til et fælles bord og vi nyder solen efter den kolde tur oppe ved Lac de Melo. Da det er sidste dag vi er på Korsika, går vi om eftermiddagen igen lidt ud i Restonica-dalen for at samle en pose spiselige kastanjer, som vi tager med hjem til en korsikansk aften sammen med vennerne.