Vandring i Wicklow Mountains

Woodenbridge 

Fra Dublin Airport køres vandregruppen med minibus til landsbyen Woodenbridge i det sydlige Wicklow Mountains, hvor der indkvarteres på Woodenbridge Hotel og Lodge. Woodenbridge Hotel blev etableret i 1608 og er dermed Irlands ældste idriftværende hotel, der ligger smukt på den anden side af vejen helt ned til Aughrim River. De næste dage skal der vandres på den nordlige del af den 132 km. lange fjernvandrerute Wicklow Way - fra Drumgoff til Dublin - med startsted ved Drumgoff.

Den sydlige del af Wicklow Way - fra startstedet i Conegal og nordover - har efter sigende ikke så spændende og dramatiske naturoplevelser som den nordlige del - og så ligger vandreruten i kulturlandskabet med store strækninger på landevejene.

På tur til Avoca

Eftermiddagen benyttes til at ”komme lidt i form” og efter at have besøgt krigsmindesmærket for 1. verdenskrig ved stenbroen, spadseres de fire km. til landsbyen Avoca. Landevejen ligger på skråningen i Avoca Valley med skov til den ene side og udsigt til Avoca Valley til den anden og har fortov hele vejen. Vi kommer forbi kirkegården med kirkeruinen Castlemacadam med det firkantede klokketårn bygget omkring 1860. Selve Avoca ligger meget pittoresk ned til Avoca River, men er nok mest kendt for sin gamle vævemølle fra 1723 og manuelt betjente vævemaskiner. 

Fra Drumgoff til Laragh

Vi har bestilt sandwich hos den lokale turoperatør og forsynet med ekstra vand m.m. kører vi til vandreturens startsted lidt uden for Drumgoff, hvor vi møder den lokal vandreguide, som skal lede os over bjergene. Drumgoff ligger i Glenmalure-dalen, der med en længde på otte km. er en af de længste dale i Irland, og fra startstedet spadserer vi lidt ud ad landevejen til vi finder det gule vandreskilt, som er kendetegnende for Wicklow Way. Herfra vandres op i skoven på en bred skovvej med en jævn stigning. Skovvejen er langs siderne prydet af svajende, røde fingerbøl-blomster og pludselig åbner Glenmalure-dalen sig for os. Her er en enestående udsigt til de grønne, runde bjerge på den anden side af dalen og kan i horisonten skimte Wicklow Mountains højeste bjerg, Lugnaquilla, 925 moh.

Op på Mullacor

Ruten fortsætter stejlt op mod bjerget Mullacor, 657 moh. på en lidt udfordrende stenet vandresti. Vi skal dog ikke helt til toppen, men drejer fra på trægangbroer (jernbanesveller), der er lagt ud for at beskytte landskabet mod yderligere erosion. Udsigten til de omkringliggende bakker med blomstrende lyng og græssende får er ganske smuk. I vandskellet ved Lugdoff Gap kommer vi atter ned i skoven og her finder vi et passende sted at spise frokost med en fin udsigt mod bjerget The Spinc i Glendalough. Herfra fortsættes ned ad god skovvej og vi  kommer forbi Poulanass Waterfall, der skær sig ned i klippegrunden. På grund af denne sommers tørre vejr er der i dag ikke meget vand i vandfaldet, men alligevel betagende.

Søerne i Glendalough

I bunden af Glendalough, der betyder ”Bjergkøften med de to søer”, kommer vi ind i en folkerig park, der støder ud til den store sø Upper Lake. Her nyder feriegæster det gode vejr og enkelte bader i søens kolde vand. Vi finder stien mod Laragh og på en lang trælagt bro kommer vi forbi den mindre sø Lower Lake og senere ind på den lange The Green Road, som går forbi klosterruinerne ved Monastic Site (som vi besøger i morgen). Turen fortsætter nogle kilometer til Lynham’s Hotel i Laragh. 

Rundt om Glendalough

Denne formiddag kører minibussen til klosterruinerne ved Monastic Site. Det var her at den hellige St. Kevin, der var slægtning til kongen af Leinster, bosatte sig. St. Kevin menes af være født i 498 og skulle have haft et ret så godt udseende og en kraftig religiøs udstråling. Han havde derfor ingen problemer med at tiltrække det modsatte køn. Dengang var det normalt, at præster giftede sig, hvilket dog i de efterfølgende århundreder ændrede sig i den katolske kirke. Der er mange fantasifulde legender om St. Kevin, blandt andet om hvordan han undgik en skøn kvinde som hed Kathleen. I en af sine fristelser skulle han have smit tøjet og rullet sig nøgen i brændenælder, hvilket skulle have kureret ham for kødets lyster! I et andet tilfælde skulle Kathleen have forfulgt St. Kevin til den ensomt liggende hule (St. Kevins Cave) ved Upper Lake, hvor han skulle have smidt ”den onde fristelse” i vandet nedenfor, så hun omkom! Det var St. Kevin som grundlagde klostret i det 6. århundrede.

Monastic Site

Klostret og den tilhørende kirkegård er omgivet af en mur og her træder vi ind gennem en buet port til området, der blev udbygget langt senere i 800 og 900-årene. Her er det 30 meter høje runde tårn stedets vartegn. Man brugte en stige til at komme de tre meter op til tårnets indgang. Man mener, at tårnet har været benyttet som udsigtspost, så munkene kunne evakuere sig og klostrets værdier og flygte op i bjergene, når vikingerne angreb. Og det gjorde de flere gange. Det runde tårn har også været benyttet som klokketårn, når munkene skulle kaldes til bøn. Den største bygning er dog katedralen tilegnet St. Peter og St. Paul. Nær katedralen står St. Kevins kors - et imponerende tre meter højt keltisk kors af granit. Kan man nå omkring det, kan man få et ønske opfyldt! En kvinde prøver og så ser hun sig omkring og siger så forbavset til sin mand: Er du her endnu?

St. Kevins kirke (måske munkenes køkken) har et lille klokketårn og hvor taget er bygget helt af sten. Klostret blomstrede til midten af 1500-årene, indtil den engelske konge Henry VIII (Henrik 8.) undertrykte og opløste den katolske kirke.

Op på The Spinc

Vandreturen fortsætter ad The Green Road forbi Lower Lake og op i skoven forbi vandfaldet, hvorfra vi kom ned i går. En stejl opstigning gennem skoven mod The Spinc er en udfordring, men faktisk er den ikke så anstrengende, da her er udlagt trægangbroer formet som trappetrin. Her er en del irriterende fluer, hvorfor det er en god ide at have et fluenet med til at beskytte ansigtet. På andre årstider kan her være myg.

Oppe på kanten af The Spinc har vi første imponerende vue ud over Glendalough og Lower Lake. Hele dalen er dannet af en istidsgletsjer og man antager, at de to søer engang har været en stor sø. Vi følger vandrestien, der på store strækninger foregår på trægangbroer, og jo højere vi kommer, des flottere bliver udsigten, hvor vi i dalbunden kan se begge søer. På modsatte side af den stejle bjergkam ses ar i bjergsiden efter de miner, som beskæftigede et par tusinde mænd i 1800-årene. Man kan godt påstå, at denne vandretur er et af vandreferiens flotteste højdepunkter. På toppen af The Spinc opdaget vi en flok vilde bjerggeder med de ekstrem store horn. På afstand ses kronvildt og over os flyver de skrigende vandrefalke, der holder til på de stejle klippesider.

Ned langs River Glencalo

Så går det nedad på bjergskråningen af Lugduff til vi krydser River Glencalo, der forsyner Upper Lake med vand, og nede kommer vi over en gangbro. Herfra er ruten ru og stenet et godt stykke længere ned mod ruinerne af Miners Village. Der er fundet beviser for, at minedriften var i gang allerede i middelalderen, men det var først mellem 1800 og 1890 at aktiviteten var størst. Minerne blev lukket i 1950 og det var især bly, man udvandt, men man fandt også zink, kobber og sølv. Ad Miners Road går det tilbage langs Upper Lake og midtvejs kan vi se over til den anden søbred, hvor St. Kevins Cave ligger. Det er en ca. to meter lang hule, som menes udgravet allerede i bronzealderen omkring 2.000 år f.Kr. Stedet kan kun nås med båd og her kunne St. Kevin meditere. Der er ingen stier til hulen og det er kun bjergklatre, som kan nå hulen fra landsiden. Fra parken ved Upper Lake spadserer vi igen tilbage til Laragh, hvor vi på krostuens terrasse får en velfortjent forfriskning. Senere henter minibussen os og kører til restaurationen Byrne & Woods i Roundwood, hvor aftensmaden indtages.

Fra Laragh til Lough Tay

Efter at have forsynet os med frisksmurte sandwisches hos den lokale købmand, er vi klar til at blive kørt lidt uden for Laragh, hvor vandreruten på Wicklow Way fortsætter. Med en ny lokal vandreguide med kendskab til netop dette område, krydser vi gennem skoven og over gangbroen ved Glenmacanass River og følger ruten op ad Paddock Hill til en shelter, hvor en forfriskning gør godt. Så går det ned på landevejen og ca. fire lange kilometer til landsbyen Old Bridge, der leder os over floden Avonmore River.

Med udsigt til søer

Herfra går det atter op i et kulturlandskab, hvor vi finder en høstet mark for at spise frokost med udsigt til Vartry Reservoir - en opdæmmet sø som leverer vand til Dublin. Efter at have passeret yderligere et par gærde er der fin udsigt over søen Lough Dan, inden vi fortsætter gennem skoven til landevejen ved Peters Gate. Her er der en lang og sej stigning på ca. 200 højdemeter op til udsigtspunktet ved søen Lough Tay. Og anstrengelserne er det hele værd, for her er en imponerende udsigt ud over Luggala Valley, søen og Guinness-familiens gods Luggala. Det er her i dalen, at mere end 80 film er blevet indspillet - bl.a. Braveheart med Mel Gibson, selv om handlingen foregår i Skotland. Nu forstår vi, hvorfor Wicklow Mountains også kaldes for ”Irlands have”. 

Overnatning i Enniskerry

Vi hentes af minibussen, som kører os til overnatningsstederne i Enniskerry, der ligger i bunden af en dalsænkning. Nogle bor på Enniskerry Inn andre på Powerscourt Arms Country House. Begge hoteller ligger omkring byens fine torv med et tårn midt i rundkørslen. Byen er oprindeligt opført til arbejderne af adelsmanden ved Powerscourt i 1730 og blev efterhånden udbygget med skole og kirker i 1800-årene. Enniskerry har siden 1850’erne ikke ændret sig meget, så her er flere smukke gamle huse. 

Fra Lough Tay til Curstletown Wood nær Enniskerry

Vi sættes af same sted, som vi blev hentet i går og derfra går det jævnt op i det åbne hedelandskab på White Hill, 635 moh. Undervejs kommer vi forbi en stor granitsten - J. B. Malone Memorial - der står med udsigt ud over Luggala Valley og Lough Tay. J.B. Malone (1914-1990) bærer en stor del af æren for at Wicklow Way blev etableret. Han satte sig for at udforske bjergene syd for Dublin og gjorde detaljerede notater om forskellige ruter og hvordan man fandt dem. Udover frisk luft i bjergene, beskrev han også historie, folkeminder, sagn og stednavne efter samtaler med lokale bønder. Sammen med Liam Price blev vandreruten Wicklow Way udviklet over en periode fra 1930’erne til 1960’erne og beskrevet i avisartikler, bøger og TV. Endelig i 1981 blev Irlands første markerede langdistance vandrerute åbnet. Wicklow Mountains har naturligvis andre markerede vandreruter.

Vid udsigt på Djouce Mountain

Snart er vi kommet over White Hill og fortsætter på højderyggen mod Djouce Mountain, 733 moh. Her forulykkede et fly i august 1946 pga. dårligt vejr og heldigvis kunne flyet glide hen ad bjergsidens bløde lyngdække i en sådan vinkel, at de ombordværende 22 franske spejderpiger ikke blev alvorligt skadede. Vi kommer ikke op til ulykkesstedet, men drejer fra og bliver på højdekurven rundt om bjerget til vi når et stengærde, hvor vandreruten går ned mod Dargle River. Her spiser vi frokost og fortsætter over gangbroen og op på den anden side, indtil ruten drejer ind på en fin skovsti med udsigt til Powerscourt Deerpark og det 250 meter høje vandfald Powerscourt Waterfall, hvor Dargle River glider ned ad klipperne. Parken blev anlagt af adlen i de tidlige 1700 år og her blev sat hjorte ud som adlen så kunne fornøje sig med at jage. Desværre indførte man sikahjorte som formerede sig med de lokale arter, således at den oprindelige hjorteart nu er så godt som uddød. Atter et eksempel på hvad der sker, når mennesker blander sig i naturens orden.

Langs Glencree River

Ved landevejen henter minibussen de som ikke ønsker at vandre videre denne dag og kører dem tilbage til Enniskerry, hvor de besøger Powerscourt Garden, som består af flere skønne haveafsnit påbegyndt allerede i 1731 og senere udbygget med italiensk have, japansk have etc. 

Vi er dog nogle som gerne vil have de sidste fem kilometer med og fortsætter ned til den bugtede Glencree River, som følges. Her har drengene fundet et ideelt sted at springe fra et træ og ud i floden. Så går det stejlt op til landevejen ved Knockree Hill, men lokalguiden ønsker at vi bliver på landevejen og ikke følge sporet oppe i skoven. Her har vi en storslået udsigt ud over Glencree-dalen og på den anden side af dalen kan vi se den såkaldte Military Road. Wicklow Mountains har gennem tiderne været opholdssted for de irske rebeller (frihedskæmperne), der ønskede et frit Irland. Efter 1798 revolutionen, ønskede den engelske magt derfor, at der blev etableret en militær vej gennem bjergene. I begyndelsen var det et højlands regiment der arbejdede for en shilling om dagen, men i midten af 1840’erne - efter den katastrofale kartoffelpest som ødelagde høsten i fire år og kostede en million mennesker livet - fandt englænderne ud af, at når man skulle brødføde irerne, kunne de lige så godt arbejde på The Military Way for føden! Vandreturen slutter ved Curtlestown Wood, hvor minibussen venter for at køre os de sidste fem minutter til Enniskerry.

Fra Glencullen til Marlay Park i Dublin

Flere fra vandregruppen ønsker vandreturen afkortet, så turens sidste vandredag starter på landevejen nord for Glencullen River. Et par kilometer fremme er vi i Dublin Mountains, der hænger sammen med Wicklow Mountains - blot i en anden region. Her vandrer vi op langs skovbrynet på bjerget Fairy Castle, men går ikke helt til toppen og følger i stedet ruten mod nord. Her er betagende udsigter mod det vulkanlignende bjerg Great Sugar Loaf, kulturlandskabets gule marker nedenfor og Det Irske Hav i horisonten. Og så åbner landskabet sig endnu en gang og vi får det første vue ud over Dublins forstæder.

Ældgammelt gravsted

Ruten følges ned gennem Kilmashouge Forest og vi kan snart se hele Dublins centrum. Ved P-pladsen finder vi et sted at spise frokost, inden vi går lidt tilbage og op i skoven for at se Klimashouge Passage Grave, der er et 5.000 år gammelt gravsted fra bronzealderen - og således ældre end pyramiderne i Egypten! 

Wicklow Way ender i Marlay Park

Tilbage på Wicklow Way venter nogle lange kilometer på landevej langs med motorvejen M50 og frem til den grønne Marlay Park med høje træer, søer, vandløb og åbne græsarealer, hvor Wicklow Way ender i den nordlige del af parken ved en åbning i en lille mur. Marley blev erhvervet af David La Touche i 1768 og han navngav stedet efter sin hustru. Dengang var det på mode at rigmænd havde ekstrem store haver, hvor man med store kunstigt anlagte landskaber kunne demonstrere sin magt over naturen. Marlay Park administreres i dag af den lokale kommune. Ved siden af hovedhuset ligger en lille café, hvor vi får en forfriskning, inden minibussen kører os til hotellet i Dublins centrum. Resten af eftermiddagen og næste dag har vi til at udforske Irlands hovedstad - enten alene eller på en guidet tur.