Vestens røde bjerge i Bryce Canyon National Park, Utah

Stort skal det være

Men motorvejen er stor og parkeringshusene er tilsvarende store. I USA er alt stort. Her er store nationalparker, store byer med store indkøbscentre. Her er store biler, store trucks og store restauranter som serverer store burgere og store colaer, hvilket giver store mennesker (læs overvægtige). Årets græskarkonkurrence er netop overstået og det største græskar vejede ikke mindre end - 1.000 kg! Stort skal det være!

Red Canyon

Således oplyst kører vi gennem en bred dal flankeret af farverige bjergkæder på begge sider og med engene fyldt af gule malerblomster - yellow indian paintbrush - hvis stængler kan bankes flade og bruges som penselhår. Landskabet bliver mere klippefyldt og de første whooow! kommer, da vi stopper for at se nærmere på de ejendommelige røde klipper ved Red Canyon - en forsmag på hvad der venter os.

Bryce Canyon City

Ved Bryce Canyon City undrer vi os over, at dette sted kaldes "city". På den ene side af vejen ligger Bryce Canyon Old Town - en række tætstående huse opført i westernstil og som i sommersæsonen nærmest kan betegnes som et tivoli med restauranter, souvenirbutikker, cowboyshows med gunfights, sheriffens kontor og fængsel etc. På den anden side af vejen ligger den store lodge til Ruby’s Inn og bagved en række motel-gæsteværelser, hvor vi bor i Elk Lodge, som ligger lige ned til en sø med stedets campingplads smukt placeret på den anden side af søen.
I Ruby’s Inn, der er opført i massivt træ, kan du få næsten alt. Udover fine, dyre værelser er her lækre opholdsrum med stor pejs, udstoppede dyr på væggene, som også prydes med fremragende westernkunst bl.a. af kunstneren Lynn Griffin. Her er også et lille museum bl.a. med fossiler. I restauranten finder vi også stedets interessante og meget amerikanske historie.

Howdy folks and welcome to Ruby’s Inn

Mit navn er Reuben Syrett, men alle kalder mig Ruby. Min kone Minnie og jeg voksede op i Panguitch-området sidst i 1800-tallet og vi giftede os i 1905. Vi har altid drømt om at blive farmere og have vores egen ranch. I 1916 blev vores drøm opfyldt! Seks uger efter vores datter var født og vores søn var otte år, pakkede vi vores hestevogn og drog mod det stykke land, vi havde købt på den østlige kant af Paunsaugunt-plateauet. Dengang var vejene blot hjulspor og det tog os to dage at kæmpe os op forbi Red Canyon for at komme frem til vort sted. Men det var anstrengelserne værd. Se dig blot omkring! Det mest spændende skete blot seks uger efter, at vi var ankommet til vores ranch. Som mange andre nybyggere på plateauet var vi ikke klar over den skønhed, der fandtes i den kløft de kaldte Bryce Canyon, selv om det kun var få kilometer fra vores farm.
En dag kom en af naboerne forbi og spurgte, om vi havde set Bryce. Jeg sagde: "Hvad er det?" Naboen svarede: "Blot et hul i jorden, men du skal se det". Så en søndag eftermiddag steg vi på hestevognen og drog ud for at se dette hul i jorden. Vi stod målløse - farverne, klippernes formationer - vi havde aldrig set noget lignende. Og sikke en overraskelse dette hul skulle blive for os. Vi tænkte, at dette skulle alle se, så fra den dag tog vi vores venner med derud og vi fortalte alle vi mødte om Bryce Canyon.
Og så begyndte vores nye eventyr. Vi indbød folk til at komme til Bryce Canyon og gav dem et sted at bo og noget at spise.

Tourist Rest

I 1919 stillede vi et telt op ved kanten af kløften, så folk kunne bo der, og året efter byggede vi en lodge nær Sunset Point og kaldte det "Tourist Rest". Vi satte flere telte op og en udendørs dansepavillon, hvor vi dansede og festede. Vi havde det sjovt. Og hvor vi elskede det sted! I 1923 blev Bryce Canyon et nationalt monument og jernbanen Union Pacific Railroad skulle udvikle turismen nær nationale monumenter og nationalparker og skulle derfor bruge området, hvor Tourist Rest lå. Da vi kun havde en mundtlig aftale med regeringen i Utah - som ejede landet dengang - blev vi nødt til at sælge og flytte tilbage til vores ranch.
Livet dengang var hårdt og usikkert. Dyrkningssæsonen var kort, vintrene var hårde og rent drikkevand en mangelvare. Gennem årene opdrættede vi kvæg og heste og drev en savmølle. Minnie lavede ost, smør og sæbe, og vi opdragede vores børn. Men vi savnede Tourist Rest og vores venner opildnede os til at bygge en anden logde. Så i 1924 byggede vi en ny lodge på vores egen jord og kaldte den Ruby’s Inn.
Som tiden gik, blev der bygget veje til biler og flere turister kom for at se Bryce Canyon, der i 1928 blev nationalpark. Nu kom der endnu flere gæster, og Minnie og jeg havde altid travlt, så vi lærte vores børn at hjælpe til. Vi opførte flere bygninger og hyrede cowboys til at hjælpe med ranchen og tage gæster med på rideture. Men vi havde vores op - og nedture som alle andre og fik vores andel af ulykker. 
Adskillige brande hærgede bygningerne, inventaret og forsyningerne. Den værste brand skete i 1984 - midt om natten. Ilden tog lodgen og flere gæsteværelser. Sammen med venner og naboer kæmpede vi mod ilden. Men ilden vandt. Heldigvis gik ingen menneskeliv tabt. Efter et sådan tab giver mange op, men vores børn, børnebørn og oldebørn var udholdende nok til at genopbygge Ruby’s Inn. Minnie og jeg er så stolte af dem og taknemmelige for den hjælp, som venner og naboer har ydet.
Vores søn overtog forretningen og nu er det hans børn og børnebørn som driver Ruby’s Inn.

Bryce Canyon National Park

Ja, men det er da imponerende. Aldrig har vi set magen til, da vi fra Bryce Point - et af mange udsigtspunkter i Bryce National Park - ser ud over et eroderet landskab med tusindvis af sylespidse røde kalkstenstoppe. Foran os går det et par hundrede meter stejlt ned og hele området er halvejs indrammet af det plateau, vi står på. Stedet kaldes da også for "Bryce Amphitheater".

Inspiration Point

Længere henne langs kanten på plateauet ved Inspiration Point er udsigten ændret. Her er et fantastisk farvespil i hvide, grå og røde nuancer. De mange hvide klippesøjler troede indianerne var deres forfædre.

Sunset Point

Den ene skulpturelle figur afløser den næste, når øjet glider ud over landskabet fra Sunset Point. Mest kendt er Thors Hammer - en klippe med et hoved, hvor det løsere materiale underneden er eroderet væk. Erosionen fortsætter, så en dag vælter også Thors Hammer - men du kan sikkert nå det. Fra Sunset Point er her flere stier, hvor du kan vandre ned i kløften. Mest spektakulær er nedgangen ved Navajo Loop, der går fra side til side langs klippevæggen. Måske er det ikke så anstrengende at komme ned, men du skal huske på, at der er lang vej op igen. Fra Ruby’s Inn arrangeres der både guidede vandreture samt rideture i Bryce Canyon National Park.

Aftenhygge i Ruby’s Inn

Der er trængsel omkring den vældige buffet i restauranten og efter middagen ser vi på de mange smukt udstoppede lokale dyr og den prægtige kunst som pryder væggene. Fortæller kunsten sandheden om vejen til det vilde westen, kan man kun beundre disse modige mennesker, som trodsede naturen og de ofte krigeriske indianere.

Så går det noget lettere, når vi i morgen besøger en anden stor seværdighed - måske den største i USA - Grand Canyon National Park.