På tur til Cotopaxi National Park

Fridag i Quito

Det er fridag efter rundrejsen i Ecuador, hvor vi kom fra Galapagosøerne i går og havde en behagelig overnatning på det dejlige Hotel Fuente de Piedra i Ouito. Nogle af vore rejsevenner vil benytte dagen til at shoppe i byen, andre vil på fugletur og vi er nogle stykker, der har meldt os til en tur i Cotopaxi National Park. For at få bedst udbytte af denne udflugt skal vi ekstremt tidligt op og når kun at få en enkelt kop kaffe og en smule brød, før minibussen med lokalguiden henter os. Det er bedst at komme tidligt af sted, for dagens rytme i denne del af Ecuador er ofte helt klart vejr om morgenen, hvorefter det skyer til og ofte ender med regn om eftermiddagen.

På vej mod Cotopaxi National Park

Vi er kørt sydpå og efter et par timer kan vi i horisonten skimte den fantastisk flotte vulkan, der er målet for dagens udflugt. Vi skal dog på ingen måde på toppen af vulkanen, dertil kræver det en længere akklimatisation - man skal vænne sig til højden - men vi har et formål med turen. Dels at opleve den enestående fauna i nationalparken, og så prøve på egen krop, hvad det vil sige at bevæge sig fra havets overflade ved Galapagos og have en enkelt overnatning i Quito, 2.050 moh. og straks derefter at komme op i højden 4.800 moh. Hvordan påvirker det os? Kommer vi frem til målet?
Vejret kan ikke være bedre denne morgen og undervejs passeres flere flotte vulkaner som Iliniza–masivet med sydvulkanen, 5.248 moh. der er snedækket og nordvulkanen, 5.120 moh. og snart efter er vi ved indgangen til Cotopaxi National Park, hvor der betales entré. Guiden er uddannet bjergfører og har tilladelse til at før en gruppe som os rundt i parken. Og næppe er vi kommet ind, før minibussen langsomt bevæger sig opad på de små grusveje, der skærer sig gennem et åbent landskab bestående af lavamark med spredt lav bevoksning. Her er vildtlevende heste samt flokke af lamaer.

Højere end Mont Everest?

Vi ser, at skyerne allerede nu er begyndt at tætne omkring Cotopaxis top og stopper for at betragte vulkanen, inden den indhylles i skyerne. Gennem kikkert kan vi tydeligt se sporene fra nattens bjergbestigning oppe i sneen. Her bestiger man toppen, mens det er nat, så man har solopgangen næste morgen i klart vejr og går så tidligt ned igen, mens isen på toppen endnu ikke er smeltet til en våd og farlig masse. 
Den danske turleder, der er med på denne ekspedition, har tidligere besteget de højeste toppe i Ecuador bl.a. Cotopaxi - altid efter en god akklimatiseringsperiode - og fortæller beredvilligt om at bestige +5.000-toppe.
- Ved I, at bjergene heromkring i virkeligheden rager meget længere ud i verdensrummet end f.eks. toppene i Himalaya med bl.a. Mont Everest? bliver der spurgt. Den må vi tygge lidt på, da han ser ud til at mene det!
- Det højeste bjerg i Ecuador er Chimborazo og er 6.310 meter, men Everest er 8.848 meter højt, indvender jeg.
- Tag ud i rummet og se jordkloden på afstand, kommer det drilsk fra turlederen, - så ser du, at jordkloden faktisk er presset sammen ved polerne og at afstanden til jordens centrum er langt større ved ækvator. Derfor rager vulkanen her længere ud i verdensrummet. Jeg må give ham ret!

Vandring på en skråning

Da minibussen foretager det sidste svig ind på parkeringspladsen ca. 4.600 moh. skal vi lige have trykket på ørene udlignet. I rygsækken har vi vand og lidt chokolade/energibar og en ekstra trøje. Vi skal op i kulden og målet er Jose Ribas hytten i omkring 4.800 meters højde. Vi har således 200 anstrengende højdemeter foran os. Det lyder ikke af meget og alle i gruppen er i godt humør, da vi påbegynder opstigningen i det løse grus. Efter ganske få meter begynder den første deltager at hoste. Luften er tynd på ilt. Vi går langsomt. Pole-pole som de siger på vejen op ad Kilimanjaro i Afrika. 
- Sæt farten ned, ellers kommer I aldrig op, lyder det fra guiden. Hvert skridt er en kamp, for i det løse grus glider foden halvt tilbage igen. - Hold ud, lyder det efter ca. 50 meter, men en af deltagerne er allerede vendt om og gået tilbage til minibussen. Vi andre fortsætter ufortrødent kampen opad. Det er ikke fysikken, der skal stoppe os, ej heller psyken. Megen bjergbestigning foregår jo i ens eget hoved, og har man viljen til at komme op, lykkes det som regel.

Her er jo ingen luft

Pulsen banker hårdt og en hovedpine er under anmarch. Jeg må stoppe op for igen at få vejret og sikre mit fodfæste i det løse, rustrøde lavagrus under mine støvler. Jeg er lidt svimmel og nu er det jeg mærker, at jeg også har et hoved. Noget banker på! Og banker gør mit hjerte, for jeg befinder mig ca. 4.700 meter over havet på Ecuadors højeste, aktive vulkan Cotopaxi. Jeg stopper og trækker igen efter vejret. I gang igen. Små skridt. Og langsomt får vi bevæget os op over den første kant efter ca. 100 højdemeter. Udsigten bagud er formidabel. Under os ligger hele Cotopaxi-sletten med lagune og flere vulkaner i baggrunden. Hele sceneriet omkring os har et spøgelsesagtigt skær, da vi nærmere os skyerne. Jordlaget viser tydelige tegn på vulkansk aktivitet med lange lag af rød jernholdig lavamasse. Foran os - endnu ca. 100 højdemeter forude - kan vi se dagens mål - Jose Ribas hytten. 
Lokalguiden, der er vant til højden, kommer med opmuntrende bemærkninger undervejs. Han kan sagtens. Han lever til dagligt i over 2.000 meters højde.

Så er vi der næsten og benytter lejligheden til endnu et stop kort før hytten for at hilse på nogle bjergbestigere, der i stor fart er på vej ned. Jo, de havde haft en pragtfuld tur helt til toppen.

Vi gjorde det

Lige så snart vi er over kanten ved Jose Ribas hytten, får benene hvile. Vi sætter os på en lille stensokkel og puster ud. Lige nu orker vi ikke engang at gå videre ind i hytten, hvor guiden allerede er i gang med at organisere en kop te til os. Han kommer og byder os inden for. - Godt klaret, siger han, jeg havde ikke ventet, at I kunne klare disse 200 højdemeter på under én time. Men kom nu med ind i refugiet. Det er herfra, at bjergbestigerne starter om natten for at vandre - ja, endnu en kilometer højere op - for at komme helt til toppen.

Mod gletsjeren

Efter teen foreslår turlederen, at vi spadserer lidt længere op mod den nederste del af gletsjeren, men vi får kun gået nogle få meter, før anstrengelserne bliver for meget. Vi når dog at få et glimt af ismasserne og indstiller os på atter at komme ned fra højden. Og det går meget nemmere!

Kløften

Tilbage i minibussen kører vi tværs over nationalparkens pampas og ser særegne planter undervejs, inden vi er fremme ved en kløft, som lokalguiden ønsker at vise os, da der er mulighed for at se ugler. Fortsat med en vis trykken i både hoved og bryst vandrer vi ind i kløften, der efterhånden bliver smallere og smallere, jo længere ind vi kommer for til sidst at ende i en stor stenvold. Ugler ser vi intet til, men derimod mange specielt tilpassede blomster.

På vej ud af Cotopaxi National Park kører vi forbi Ruminahui vulkanen under hvis fod Limpiopungo-lagunen ligger og er et yndet udflugtsmål for lokalbefolkningen.
I dag - nu hvor gråvejret har taget over - er her dog ingen besøgende, udover et par vadefugle.

Afslutningsmiddag

Det er sidste aften i Ecuador og da mørket har sænket sig, samles vi og spadserer den korte vej fra Hotel Fuente de Piedra til Tapas-restauranten Latitude. Her serveres mange små retter i bedste kvalitet og hvor det kun er ens egen mave, der sætter grænsen for, hvor meget rødvin man vil hælde i sig. Vi hører hvad de andre rejsevenner har oplevet i løbet af denne fridag, hvor nogle har slappet af på hotellet og andre har været på bytur. Et par havde haft en herlig heldagsudflugt til bl.a. Bellavista Regnskovsreservatet for at se på kolibrier og andre spændende fugle.