Oplev sæler på nært hold på Læsø
Med den hyggelige båd Seadog sejler skipper Klaus Madsen turister ud til de mange sæler, der boltrer sig i farvandet ud for den idylliske ø i Kattegat.
Safari i Danmark
Safari er ikke kun forbeholdt reservater i Afrika med løver, elefanter og giraffer. Faktisk byder det nordligste Danmark på safari til søs, hvor målet er sæler i alle størrelser. I havet omkring Læsø er der nemlig rig mulighed for at opleve alt fra små nyfødte babysæler til granvoksne sæler på 300 kilo. Bag den alternative form for safari står skipper Klaus Madsen, der med båden Seadog sejler såvel danske som udenlandske turister ud til sælernes tilholdssteder. "Foruden danske turister ser vi en del nordmænd, svenskere og tyskere. Vi har sågar oplevet at have et par canadiere med på turen, og for nylig havde vi besøg af en østrigsk gruppe, der var taget til Læsø kun for komme med på sælsafari," fortæller skipper Klaus Madsen.
Klaus Madsen har haft sælsafari på programmet siden 2004, og fra første færd har turene med Seadog været en stor succes. Antallet af ture har år efter år været støt stigende, og den seneste tids store interesse fra både ind- og udland har medført en fordobling af omsætningen i forhold til sidste år.
Tæt på sælerne i krævende farvand
Seadog og skipper Klaus Madsen tager turister med på sælsafari året rundt, og på hver eneste tur er der gode muligheder for en oplevelse ud over det sædvanlige. "Både gråsæler og spættede sæler holder til i farvandet omkring Læsø, og på turene kommer vi helt ind på cirka 40 meters afstand af revet, hvor sælerne holder til. Tit svømmer de lige forbi, og enkelte gange har vi endda oplevet, at en sæl har været henne og snuse til skibet," fortsætter Klaus Madsen.
For at komme så tæt på dyrene kræver det stort lokalkendskab og gode sejlefærdigheder. Sælerne lever nemlig relativt uforstyrret omkring farvandets mange rev. Safari-turene går primært til sælkolonien på stenrevet Borfeld, der ligger 25 minutters sejlads fra Vesterø Havn på Læsø.
Vaskeægte naturoplevelse
På trods af den massive succes med sælsafari er det vigtigt for Klaus Madsen, at turene fortsat foregår på dyrenes præmisser. "Det er ikke en zoologisk have. Derfor fodrer vi heller ikke dyrene, selvom det er fristende. Det er nemlig vigtigt, at sælerne ikke ændrer adfærd, når vi sejler ind på deres territorium. Dermed får vores gæster også en vaskeægte naturoplevelse," slutter Klaus Madsen.
Både for dyrenes og deltagernes skyld er der kun plads til 12 passagerer på hver tur. Det giver en god komfort ombord, hvor samtlige gæster kan sidde både ude og inde. Samtidig har besætningen ombord god tid til at tage sig af gæsterne og forklare undervejs på turen.
Yderligere oplysninger om sælsafari på Læsø
Sælsafari på Læsø foregår med båden Seadog, der er et nyt, moderne passagerfartøj med plads til 12 passagerer. Seadog tilbyder høj komfort med blandt andet stor, opvarmet panoramasalon, undervandskamera samt siddepladser til alle både ude og inde. Kikkerter udlånes ombord.
Ved sælsafari sejler Seadog fra Vesterø Havn på Læsø til stenrevet Borfeld. Turen varer cirka halvanden time.
Foruden sælsafari tilbyder Seadog blandt andet kombinerede ture med mulighed for fiskeri samt dykkerture og havjagt.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser