Engabreen, orkan og de første nordmænd

Regn over Engabreen

Det første vi ser denne regnfulde og disede morgen er udsigten til en brætunge, som glider ned fra Saltfjellet-Svartisen nationalpark, nærmere betegnet Engabreen. MS Fram har kastet anker i bugten ved Meløy og hold efter hold sættes vi i land, som har mod på en vandretur ind mod bræen i regnvejret. Svartisen er en fællesbetegnelse for to separate isbræer - Vestre Svartisen, som er den næststørste isbræ i Norge efter Jostedalsbreen, og Østre Svartisen, Norges fjerdestørste isbræ. Her findes en række mindre isbræer i området her i blandt Engabreen. 
Det er en flot bræarm som løber næsten ned til havet. Foran bræen ligger en sø, hvor isbræens smeltevand løber ud i før det når havet. Smeltevandet fra Engabreen benyttes til vandkraft. Der er en lille kilometer frem til bræsøen og Brestua - en hytte med cafeteria - hvor vi kan lune os med en kop kaffe. Vi følger søen rundt med spredt skovbevoksning og masser af forskellige svampe i skovbunden. Ca. en kilometer fremme er vi ved klippesiden, hvor bræarmen løber. En smal sti bl.a. sikret med jernhegn fører frem mod bræarmen, men klipperne er glatte i det våde føre, så vi kommer ikke helt derhen. Gode vandtætte vandresko og godt regntøj, så man kan holde sig tør og varm, er et must i dette vejr.

Polarcirklen passeres

Det trækker op til orkan og MS Fram sejler længst muligt indenskærs, hvor bølgerne er mindst. Vi passerer Polarcirklen, hvilket er markeret med en globus på en lille ø. Uvejret er over os, så det royale besøg fra havet (læs Neptun) må vente. Hen under aftenen skal vi ud i åben sø og orkanen rammer os.

Orkan i Norskehavet

Det bliver en stormfuld nat med vindstød af orkanstyrke - 34 m/sek - og MS Fram bliver, trods sine tre meter brede stabilisatorer, kastet frem og tilbage og op og ned som en flydende korkprop. Bølgerne er otte meter høje og flere gange er skibets skruer over vandet. Det styrtregner og himlen oplyses af kraftige lyn. Ting, som ikke er gjort fast, vælter på gulvet. Bøjlerne i garderobeskabet trommer på sidevæggene og kufferter med hjul kører rundt i kabinen. Det er svært at ligge stille i sin seng og sove kan man naturligvis ikke. Men MS Fram har været ude for langt værre vejr på sine ekspeditioner til Antarktis (Sydpolen) og vores sikkerhed er på ingen måde i fare. Hvad gør man i uvejret? Bliver i sin seng og læser en god bog - f.eks. af Knut Hamsun.

Ankomst til Frøya

Den hårde nat er naturligvis samtaleemnet ved morgenbordet. Enkelte har været søsyge, men langt de fleste er kommet godt gennem nattens fem timers orkan. Vi har fortsat storm og bølgerne er fire til fem meter høje.
Da MS Fram midt på dagen kaster anker i bugten ved det lille bysamfund Sistranda ved øen Frøya, er vejret heldigvis løjet så meget af, at polarcirkelbådene kan bringe os i land. Navnet Frøya betyder på gammelnorsk noget i retning af "den forreste ø" og fra gammel tid var fiskeriet den vigtigste levevej og kombinationen med lidt landbrug. Fiskeriet var i gamle dage meget dramatisk og farefuldt i de åbne både og den 14. oktober 1899 mistede 140 fiskere livet på et enkelt døgn pga. et voldsomt uvejr. Efter denne ulykke blev der sat en national indsamling i gang og flere kendte personer i Norge engagerede sig bl.a. Fridtjof Nansen. 
Der er lidt vej at gå ind til Sistranda centrum, hvor vi besøger kulturhuset og ser indkøbscentret, men ellers er her ikke meget at komme efter i byen. Her er det naturen, der kalder.

De allerførste nordmænd

På en guidet vandretur nogle få kilometer bag byen kommer vi ud i et let kuperet område. Her fandt man i 1912 bopladser fra ældre stenalder for ca. 11.000 år siden, der angiveligt har været stedet, hvor de første mennesker slog sig ned i Norge efter istidens ophør. Bopladserne var dengang ikke permanente, da stenalderfolket var nomader - jægere og samlere. Flintesten, som blev brugt til forskellige redskaber, forekommer ikke naturligt her, men kunne findes, da det var transporteret med isen fra andre egne af kontinentet. En stor sø - Hammervatnet - neden for stedet var dengang en fredfyldt havbugt, som kunne give føde til menneskerne og som gjorde det muligt at komme til havs. Dengang lå øen omkring 40 meter lavere end i dag, men landhævninger, efter at trykket fra isen aftog, har ændret landskabet. Der er intet at se fra de tidlige bopladser, men skilte i området fortæller historien.
I morgen står endnu en vandretur på programmet, da vi skal bestige Romsdalseggen ved Åndalsnes.