112 Santa Maria Kirken I Alcobaca Portugal Anne Vibeke Rejser IMG 7254

Portugals højdepunkter

Google Map...
Portugal

Lissabon er hovedstad i Portugal. Ø-grupperne Madeira og Azorerne hører til Portugal.

Befolkningstal: Ca. 10,5 mio.

Areal: Ca 92.391 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 2.374 km

Mest besøgte attraktion: Byerne Lissabon og Porto samt strandene ved Algarve. Også øgrupperne Madeira samt Azorerne er populære - både for at slappe af ved strandene, men også for at vandre i bjergene.

Mere information: 

Turistinformation: Portugal

Rejsebureau: Gislev Rejser

Et historisk tilbageblik

Det vil selvsagt være uoverkommeligt at gennemgå historien i denne artikelserie, men et par historiske facts vil være relevant i relation til de attraktioner vi oplever på denne rundrejse. Lad os begynde med Portugals første konge Afonso Henriques (1109-1185), der udråbte sig selv som Afonso I efter at have besejret maurerne i 1139 syd for Dourofloden ved Porto i den nordlige del af det nuværende Portugal med hjælp af korsfarerne. Maurerne var et arabisk folk fra Nordafrika, som havde besat det meste af Den Iberiske Halvø (Spanien og Portugal) i 711, og først blev endeligt besejret ved Algarve i 1249. Afonso I gjorde Guimaraes til landets første hovedstad i 1139, men landets regeringsby blev rykket længere mod syd efterhånden som maurerne blev fordrevet - først til Coimbra og senere i 1256 til Lissabon.
Af betydning er også den senere konge Afonso IV (1291-1357), hvis søn Dom Pedro I (1320-1367), der efter sin dronning Constanzas død giftede sig med sin elskerinde Ines de Castro, og som Afonso derefter lod myrde i 1355 i Coimbra. Både Dom Pedro I og Ines de Castro ligger begravet i Alcobaca.
Henrik Søfareren (1394-1460), der var søn af Joao I, lagde grunden til Portugals maritime ekspansion med opdagelsesrejser mod både øst og vest med import af eksotiske krydderier m.v. der gjorde Portugal til et af Europas rigeste lande.
Andre betydende forhold er også den Spanske besættelse fra 1580 til 1640 og et af Europas voldsomste jordskælv der ramte Lissabon og omegn i 1755, og da Portugal blev republik i 1910, samt det efterfølgende regime under Salazars (1889 -1970) brutale og diktatoriske styre, ligesom demokratiets indførelse i 1974 efter Nellikerevolutionen er blandt de emner, der berettes om under rundrejsen i Portugal. Hertil supplerer de lokale guider, der støder til undervejs, med lokal viden.

501 Alfonso Henriques (1109 1185) Guimaraes Portugal Anne Vibeke Rejser DSC09360
Alfonso Henriques (1109-1185) Portugals første konge

Klosterkirken i Alcobaca

Første stop ved Portugals højdepunkter er hotel Your Hotel & Spa nær Alcobaca på vejen nordover mod Porto. I Alcobaca ligger Portugals største kirke - Santa Maria kirken, der blev skænket af Portugals første konge Afonso Henriques som opfyldelse af et løfte han havde givet cisterciensermunkene, hvis han vandt over maurerne. Munkene fik løftet opfyldt og i 1150 fik de tildelt et stort, frugtbart landområde. Kirken blev bygget mellem 1178 og 1223 og det er en imponerende bygning med en flot barok indgangsfacade fra 1725, der leder ind til et kirkerum med himmelstræbende søjler mod det hvælvede loft. I 1985 kom klosteret og klosterkirken på UNESCO's verdensarvsliste.

Legenden om Kong Pedro og Dronning Ines

Netop i denne imponerende klosterkirke ligger Dom Pedro I og Ines de Castro begravet i sarkofager med gotisk billedskærearbejde som er enestående i Portugal. Legenden om dette par fortæller, at Kong Afonso IV af politiske hensyn fik sin søn Pedro gift med den spanske prinsesse Constanza i 1340. Men da Pedro mødte en af hendes hofdamer - Ines de Castro - blev de vildt forelsket i hinanden og Pedro tog hende som sin elskerinde. Da Constanza i 1349 døde en uge efter at hun havde født, giftede Pedro sig med Ines og de bosatte sig i Coimbra. Kong Afonso IV var af den opfattelse, at Ines' spanske brødre havde for stor indflydelse på Pedro, hvilket han så som en fare for landets sikkerhed. Han bestilte derfor nogle lejemordere til at myrde Ines, og mordet fandt sted i 1355, mens hun opholdt sig i Santa Clara klosteret i Coimbra.
Da Dom Pedro I efter sin fars død selv blev konge i 1357, tog han en grusom hævn over lejemorderne, som blev pint på det grueligste inden de fik revet hjertet ud.
Kong Pedro I fik gravet sin elskede Ines lig op, placeret i tronstolen ved siden af sig selv og kronet. Som en sidste gestus blev hoffet tvunget til at knæle for den døde dronning og kysse hendes rådne hånd.
Deres flotte stensarkofager med fine udskæringer står i hver side af kirken med ansigtet i samme retning . så de selv i døden kan følges ad.

Samme eftermiddag når vi frem til Porto, hvor der både er portvinssmagning og guidet rundvisning.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser