Vandreferie på øen Santiago - den største af øerne i Kap Verde

Bjergbyen Rui Vaz på Santiago

Santiago er den mest "afrikanske" og største ø i landet med sine 991 km2. Her bor ca. 236.000 mennesker og her ligger hovedstaden Praia. Det er mørkt, da vi lander, idet flyet fra Sal blev forsinket i mere end en time. Men vi finder de to chauffører, der skal køre os gennem landet frem til den lille bjergby Rui Vaz. Det bliver en lang tur på støvede og knoldede veje og rysteturen er ulidelig. Vi "hopper og danser" på sæderne, alt medens chaufføren koncentreret forsøger at ramme de dele af vejen, der ikke er hullet. Langs ruten kommer vi forbi små og større lokale bysamfund, og da det er lørdag aften, er mange af kapverdianere forsamlet uden for husene for at sludre og more sig. 
Fremme på Hotel Quinta de Montanha tager værten i mod og vi bliver indlogeret i små spøjse værelser rundt omkring i ejendomskomplekset. Vi er kommet op i bjergene og temperatur og luftfugtighed er helt anderledes behageligt end ovre på øen Sal.

Vandretur i Nationalparken ved Rui Vaz

Hundene har gøet det meste af natten og her til morgen sætter hanen sin galen i gang. Vi er kommet på landet. Fra den lille altan kan vi se ud over et frodigt landskab med små haver neden for hotellet og da morgentågen letter, kan vi se de grønne marker og træer op ad bjergenes skråninger. Mod nordvest er der udsigt til øens højeste bjerg Pico da Antõnia, 1.394 moh. Det er ikke målet for dagens vandretur, men et mindre bjerg lige over for med et kommunikationsanlæg. Det er i sandhed et helt andet landskab vi nu bevæger os ud i. Langs vejen står skyggefulde eukalyptustræer og majsmarkerne er grønne og i fuld vækst.

Da nogle blev væk

Hibiscus blomstrer og overalt ses vilde afrikanske tagetes som bunddække, hvor der ikke er dyrket mark. Men det er her mange steder. Hver en tomme udnyttes til majs og bønner. Tre majskorn og en bønne i hvert såhul. Så kan bønnerne sno sig omkring majsene og blive høstet, inden majsen er moden. Smart. Men regn er her ikke meget af. Den fugtighed som tågeskyerne afgiver, når de hver nat driver op ad bjergsiden, er tilstrækkelig til at afgive nok væde til disse landbrug.
Vi passerer få huse på vandringen og har flere flotte udsigtspunkter undervejs. Et sted har de bagerste i vandregruppen travlt med at fotografere nogle lokale bønder og opdager ikke, at vi er drejet skarpt til højre efter en lille bygning. Vi er kommet et stykke op i skoven før turlederen må retur for at hente "de fortabte" tilbage på sporet. Og det er tæt urskov, vi kommer op gennem. Her er ikke dyrket mark, men masser af store buske og eukalyptus træer.

Pico da Antõnia

Oppe venter der os turens flotteste udsigt. På kanten af en klippevæg har vi udsigt direkte ned i dalen foran os og over på Pico da Antõnia. Denne kæmpeklippe rejser sig med en kam fra vest og falder så næsten lodret ned på østsiden. Den sidste del af turen fortsætter rundt om toppen Monte Gãmboa, hvorfra vi kommer tilbage på vejen til hotel Quinta de Montanha.

Søndagsleben

På hotellet kommer vi hjem til et sandt leben. Det viser sig at hotellet er et oplagt udflugtsmål for en del kapverdere. Den gode mad og den store buffet er et sandt tilløbsstykke om søndagen. Vi får dog mast os ind ved et bord på terrassen og en kold drik krydret med en smagsprøve på den lokale grouge (lokal brændevin a la grappa) og vi kan slappe af resten af dagen. Hen under aftenen kommer der igen lidt tåge ind mellem bjergene og det giver en behagelig temperatur under middagsbuffeten. Ved sengetid er der udsigt til fuldmåne ind mellem de drivende skyer.

Markedet i Assomada

Næste morgen, da vi kører ned ad bjerget mod landsbyen Rui Vaz, får vi set hvilket dramatisk landskab vi kørte op i forleden nat. Den brolagte vej snor sig mange steder på siden af bjerget uden autoværn mod den dybe afgrund. Det er blot at læne sig tilbage i sædet og være sikker på at chaufføren kender - og holder sig på - vejen! Så er vi nede på landevejen og sætter kurs mod øens næststørste by Assomada, hvor vi besøger markedet. Naturligvis er her et leben, hvor kvinderne falbyder deres grøntsager, broderier, krydderier og kød. Men flere vil ikke have, at vi fotograferer og det skal naturligvis respekteres. Hver gang jeg vil tage et billede, sørger jeg for at få et anerkendende nik, inden jeg knipser. Her er mange spændende mennesker, men det er langtfra alle, der vil "udstilles".       

Vandring i Serra de Malagueta

Vi sættes af bilerne ved Serre de Malagueta og straks er der et par raske drenge, der stiller sig op til fotografering. De skal naturligvis hver have en af mine medbragte kuglepenne. En god ting at tage med som gave på øerne. Giv ikke penge. Det er ikke godt, hvis en knøs kommer hjem med mere end sin far, der har knoklet en hel dag i marken! Med os har vi to lokale turistførere - en lokal guide og en medhjælper. Guiden har ingen ting med sig - udover en lille kæp. Ingen vand, ingen mad end sige en rygsæk med "nødudstyr" eller mobiltelefon. Medhjælperen, der har levet og taget uddannelse i bl.a. Canada, har en flaske vand i en plastpose. Guiden vil føre os ned ad en lille marksti direkte ned i dalen, men den danske  turleder, der har skabt disse vandreture og været her flere gange, får stoppet ham. Hun kender vejen og får os dirigeret hen på en markvej og kan gå oppe på bjergskråningerne.

Tomme huse

Her har vi den flotteste udsigt udover det frodige landskab. Igen er det majsmarker der er dominerende, men vi ser også en del figentræer. Et sted deler vejen sig og lokalguiden "pisker" i forvejen ud af det forkerte spor og trækker en del af os andre med, inden turlederen råber til os og får os gelejdet tilbage på rette spor. Hvilken lokalguide!
Vi passerer små landsbyer, hvor flere af husene står tomme. Folk er taget til udlandet for at arbejde og tjene penge, og forventer så at komme tilbage senere. Husene har intet tagudhæng, men samler den ringe mængde regnvand der måtte komme, i render langs taget og leder vandet ned i store underjordiske cisterner foran husene til senere brug. Lokalguiden fortæller, at det ikke har regnet i mere end et år.

Kvinde med glimt i øjet

Vi finder et hus og spiser den medbragte frokostpakke - en enkelt sandwich med tun - igen! Ikke meget for et aktivt voksent menneske! Den medhjælpende guide har skilt sig af med sin plasticpose og et sted på vejen smider han sin tomme plastikflaske! Den har han jo ikke brug for mere. Det blik han sender mig, lige idet han smider flasker, fortæller mig tydeligt, at han har dårlig samvittighed over den forurening han påfører miljøet. Men det er vel den letteste løsning for ham? 
Et sted møder vi en dreng og hans hund. Han venter på sin mor og far, der netop kommer ned fra marken. Kvinden bærer et stort bundt majs og lader sig gerne fotografere. En pragtfuld kvinde med en flot holdning og et glimt i øjet.

En dejlig købmandskone

I byen Figueira das Naus når vi frem til købmanden og en kølig Fanta i en ellers spartansk forretning. Datteren, der hjælper til i de mørke lokaler, har mistet sit ene øje, men er glad for at betjene os. Vi sætter os i skyggen uden for butikken i læ for solens brændende stråler og betragter livet på den lille hovedgade. Ved siden af os sidder mændene - kvinderne arbejder sikkert i hjemmet eller i majsmarken! Da vi har slukket tørsten og flaskerne skal afleveres, stiller købmandskonen beredvilligt op til forevigelse. Dejlig er hun.

Biler - langt om længe

Vi skal videre ned mod Ribeira da Prata, men bilerne som skal hente os, er ikke på det aftalte sted på det aftalte tidspunkt! Nå, vi er jo i en del af Afrika og må så fortsætte med at vandre. Vi går endnu en time. Lokalguiden går og mumler om, at de måske holder længere nede eller at de måske ikke kan finde vejen op, eller! Så foreslår jeg, at han i stedet går i forvejen og får fat i bilerne, medens vi andre kan tage den lidt med ro og at den anden medhjælper kan blive tilbage "og passe på os". Det er de ikke meget for - men sådan bliver det! Lidt efter kommer bilerne dog, og vi kan køre den lange tur tilbage til hotellet.

Aftenunderholdning

I aftenens middag deltager den lokale repræsentant for arbejdet med Børnefonden på Kap Verde. Han fortæller om fondens arbejde, hvorledes familier udvælges og hvor betydningsfuldt dette arbejde er for øernes fremtid. Det viser sig, at flere af vandreturens deltagere allerede er sponsorere gennem Børnefonden for børn bl.a. på Kap Verde.
Efter middagen tager værten, der tidligere har arbejdet som musiker i Holland, sin guitar og sætter i med lidt sange fra Kap Verde. Underholdningen fortsætter med La Mamba og stemningen stiger. Vi forsøger alle at synge med og klapper rytmisk til musikken. Undervejs spørger han, om ikke vi skal synge en dansk sang og "jeg ved en lærkerede" lyder gennem lokalet. Han er hurtig til at fange melodien. Der sidder et enkelt ungt tysk par og de opfordres også til en tysk sang. Men de vil ikke. Så foreslår jeg i stedet "Loreley" og inden vi får set os om, har vi været gennem "O Tannembaum" to gange! Der er ikke et øje tørt. Vi bidrager alle gerne til underholdningen! Værten slutter aftenen med endnu en af sit hjemlands vemodige sange.

Vi fortsætter vandreferien på øerne Sao Vicente og Santo Antão.