Når indrierne hyler i Andasibe National Park

Regnskovens planter og dyr

Den lokale guide, som leder os ind i denne sekundære regnskov, fortæller beredvilligt om de særlige planter og dyr vi ser. Her lyser brede palmer op i den mørke skov bl.a. elefantører. Her er tæt, ufremkommelig urskov med lianer som slynger sig om træerne, der også er grosted for forskellige orkidéer. Her ses træbregner – nogle af verdens ældste planter - flere meter høje. Oppe i træerne har myrerne indrettet sig i myrebo, der mest af alt minder om bikuber. At vi er i en regnskov får vi bekræftet, da det begynder at småregne, mens vi nærmere os lemurerne. Disse primater, som kun lever i Madagaskar og derfor er endemiske, er halvaber og anses for stamfader til både mennesker og aber.

Indri indri

De karakteristiske hyl bliver mere og mere intense og pludselig har vi en flok indrier over vores hoveder. Indrien er den største af alle lemurer med en vægt på op til ti kg. og en længde på ca. 100 cm. De er sorte med hvide tegninger på arme og ben og så har de kun en kort hale. Indrierne har et veludviklet sprog, hvor de kan kalde på hinanden, udstøde alarmskrig og signalere at dette er deres territorium. Deres bevægelsesmåde adskiller sig fra andre primater. I træerne springer de op til ti meter fra gren til gren i opret stilling og på jorden bevæger de sig omkring ved oprette spring, mens armene holdes ud til siden eller over hovedet som balancestænger. Indrierne (og andre lemurer) er ikke bange for mennesker, da de aldrig er blevet jaget. At dræbe en indri betragtes som lige så stor en dødssynd som at dræbe et menneske. Vi kan derfor komme helt tæt på dyrene eller blot vente på, at de kommer ned til os - nysgerrige som de er.

Diadem sifakaer

Længere inde i skoven støder vi på en anden lemur-art – de gyldne sifakaer, der har en hvid pelskrans omkring hovedet, der minder om et diadem. Den lille gruppe sidder ganske stille, da vi nærmere os og vi bliver iagttaget. Men pludselig sætter en sifaka af i et sidelæns spring og lander elegant i træet lige ved siden af os.

Madagaskars unikke biodiversitet

På vejen tilbage ser vi endnu en art - den lille bambus-lemur - og flere orkideer og andre eksotiske blomster samt kamæleoner. At der her på Madagaskar findes så mange endemiske planter og dyr skyldes, at denne Verdens fjerde største ø, allerede før dinosauroserne uddøde for mere end 65 mio. år siden, rev sig løs fra Afrika og drev med den indiske kontinentalplade ud i det Indiske Ocean og blev isoleret fra fastlandets dyre- og planteliv. Gennem millioner af år udvikledes den nuværende fauna, som ikke findes andre steder på kloden.

Vakona Reserve

I nærheden af Andasibe landsby besøges det privatejede Vakona reservat, hvor vi på en vandretur omkring stedets sø kommer tæt på krokodiller. Krokodillerne er ikke spærret inde og kan frit forlade området. Men de fodres to gange om ugen, så de ved, at her altid er mad at få og bliver. Til gengæld er vi på det meste af turen afskærmet af en lav mur fra disse glubske og levende fossiler, der er lynhurtige.

Madagaskars største rovdyr

På et område har man et par eksempler af Madagaskars største rovdyr - fossaen - holdt i bure, så du om dagen kan se disse nataktive jægere. Hvileløst vandrer de kattelignende dyr rundt i burene som i en zoologisk have. I det frie lever de bl.a. af lemurer og er meget sjældne at få øje på.

Kom tæt på dyrene

Stedet har også en lille ø, hvortil vi sejles i en kano og her kommer vi virkelig tæt på dyrene, der fodres for at fornøje turisterne. Her er sort-hvide lemurer, der alle hyler højlydt, når først en sætter i gang. Her er også de noget mindre, brune lemurer og længst inde på øen sidder nogle små, buttede bambuslemurer og kikker lidt forskrækker på os.

Nat på Hotel Eulophiella i Andasibe

Vi ankom til Madagaskar i går og fra lufthavnen kørte vi med en simpel bus gennem den trafikplagede hovedstad Antananarivo (i daglig tale kaldt Tana) og fortsatte nordover på Route Nationale 2, der udgør livsnerven mellem landets største havneby Toamasina ved Det Indiske Ocean og Tana. Trafikken var intens i hovedstaden, og det er ikke privatbiler man ser mange af, men store lastbiler som forsyner de ca. 4,5 mio. indbyggere i Tana og omegn med alle nødvendigheder fra olie til byggematerialer og fødevarer. Man kan roligt sige, at RN2 er den hovedvej, som er bedst vedligeholdt i Madagaskar, for uden en intakt livsnerve vil forsyningerne have svært ved at nå frem. Her bliver det allerede mørkt kl. 18.30 og da det tog omkring fem timer at køre til Hotel Eulophiella i Andasibe, blev det meget sent, inden vi fik tildelt hytter og serveret en udmærket aftensmad.
Næste morgen kunne vi konstatere, at vi boede i spredte hytter i en stor parklignende lodge tæt på regnskoven, og efter et solidt morgenmåltid begyndte dagens eventyr i Andasibe National Park for senere på dagen at begive os på den lange færd videre nordøst over mod Palarium Reserve.