Det tyske fort Namutoni i Etosha National Park

Camp ved Namutoni Fort

I kampene mod Owambo-stammen i 1904 blev fortet ødelagt, men blev genopbygget i sin nuværende form i 1906.Senere er fortet renoveret flere gange og rummer i dag administration, turistkontor, politistation, museum og ferieboliger samt butikker med kunsthåndværk og købmandsvarer til turistpriser. Dvs. priser langt over hvad der er rimeligt. Derudover findes hytter spredt i området samt en campingplads med pæne faciliteter. Hele området er indhegnet for at hindre vilde dyr i at komme ind. Teltlejeren etableres og denne gang får de fleste af os rejst teltet under et skyggefuldt træ. Imens spadserer vi forbi stedets svømmepøl og ud til campens vandhul for at se efter dyr. 
Vandhullet er kendt som stedet hvor de første europærer John Andersson og Francis Galton slog lejr, da de i 1851 opdagede Etosha Pan. Her kan vi i skyggen af et stråtag se ud over området og observere nogle kohejre i et træ lidt herfra.

Eftermiddagssafari i det østlige Etosha

Eftermiddagens game drive går igen langs Etosha Pan, hvor vi ser flere zebraer og mange giraffer, impalaer og fugle. Højdepunktet er mødet med to hanløver, der ligger dovent, henslængt i græsset. De er dog fuldt opmærksomme på, hvad der sker omkring dem og løfter hovedet for at orientere sig en gang i mellem. Men rejse sig vil de ikke, så efter en stund fortsætter safarien indtil solen går ned bag en flok giraffer.

Jagt på elefanter

Denne morgen er vi igen tidligt oppe og får kun en enkelt kop kaffe samt en tørkiks til at starte dagen på. Morgenmaden, der i dag serveres som brunch, må vi vente med til vi er tilbage ved frokosttid! I dag står der "elefantjagt" på programmet og turen går nordpå langs Etosha Pan. Straks opdager vi et par plettede hyæner, som vader gennem det lave vand i søgen efter et sted at skjule sig for dagens hede, som er omkring de 45 grader. Atter møder vi de samme dyr som tidligere set, men stopper naturligvis ikke altid. Elefantjagten er gået ind. Vi kan se fodspor og drops i sandet på stien vi kører ad. Vi kan se knækkede træer og raserede buske i vejkanten, så elefanterne må være lige her omkring. Men vi ser dem ikke, de er som sunket i jorden.

Afrika så grøn og frodig

Tilbage i lejren serveres der sen morgenmad, hvorefter kan vi slappe af indtil eftermiddagens game drive. Nogle bader i poolen, mens andre ser på stedets lille museum, som fortæller historien om området. Vi spadserer igen hen til vandhullet og nyder de mange blomster, som netop nu - sent i regntiden - står i fuldt flor. Aldrig har vi set Afrika så grøn og frodig.

Rundt om Fischer’s Pan

Vi er på vej nord om Fischer’s Pan - et vådområde i den østlige del af Etosha National Park. Måske er elefanterne trukket derhen? Pludselig får jeg øje på et sort næsehorn, som stikker sit hoved frem af bushen nogle få meter fra vejen. Næsehornet går et par skridt frem, som om den vil krydse vejen foran os, men vender så om og lunter længere ind i bushen, hvor den forsvinder.

Turen fortsætter rundt om søen, hvor vi ser en del vadefugle og storke, bl.a. marabustorke. Elefanter er her bare ikke, men vi trøster os med, at vi senere kommer til at se mange elefanter, når vi kommer til Chobe-floden i Botswana senere på denne rejse gennem otte sydafrikanske lande. I horisonten trækker det op til uvejr. Skyerne samler sig og bliver sorte. Snart glimter lyn i den mørke himmel og tordenbrag lyder i det fjerne. Et uvejr kommer over os. Men hvad med lejren?

Jo, der er vådt i Namutoni, konstaterer vi, da vi er tilbage. Det har regnet kraftigt, men de lokale campboys har lukket teltene og sat oversejl på for at holde regnen ude. Tøj, som har hængt til tørre, er lagt ind i teltet. Fin service. Desværre er regnen flere steder nået at komme gennem myggenettet og gjort soveposer og skumgummimadrasser fugtige. Men bygen er drevet væk og vi kan nyde aftenens udendørsmenu.

Vejen mod Kavango-floden

I dag forlader vi Etosha National Park gennem parkens østlige port Von Lindequist Gate for at køre helt nordpå i Namibia og ind i Caprivi-striben, der grænser op til Angola, Zambia og Botswana. Undervejs ændrer landskabet sig fra bush til opdyrket land - fortrinsvis majsmarker som står omkring små familieejendomme. Ejendommene ligger tæt og er opbygget omkring et centralt placeret hovedhus, som er forældrenes hus og fællesrum. Har familien børn, bygges der endnu et hus til drengene og et andet til pigerne, og her kan også være bygninger til kvæg og lager. Langt de fleste steder er de små huse opbygget i træ eventuelt pudset med ler og har stråtag. Hvert sted har tre til syv hytter og enkelte ejendomme er indhegnet.
Vi er på vej mod "det rigtige Afrika", som vi kender. Nu er alting ikke længere så rent og pænt, som vi tidligere har oplevet i Namibia.

Ngepi Camp ved Kavango-floden

Ngepi Camp, der ligger helt ned til Kavango-floden (sådan hedder Okavango-floden i Namibia) og har udover campingpladsen tillige nogle hytter, som står på pæle helt ude i vandkanten. Stedets meget specielle bade- og toiletfaciliteter er en oplevelse i sig selv. Skærmet af høje siv ligger stederne i den åbne natur rundt omkring på pladsen. Planter gror op langs wc’et og badet foregår under en palme! Et spøjst sted fuld af humor. F.eks. kan han og hun gå på toilet sammen - men hans sæde er spændt fast med en hængelås, så det ikke kan slås ned! Et andet sted er toilettet løftet et par trin op, så man "har udsigt" over bevoksningen! Der advares mod krokodiller og flodheste, som kommer op fra floden om natten for at fouragere.

Af samme grund er stedets svømmepøl etableret i et indhegnet net nede i floden, hvor den stærke strøm flyder igennem. Naturligvis med de nødvendige advarselsskilte!

På vej mod Botwsana

Vi har haft en rolig nat, selv om flodhesten har været i lejren og "væltet" over en af kanoerne. Det er dog noget af en overraskelse at opdage, at campens vagter i nattens løb har slået en 2,5 meter lang sort mamba ihjel - men hellere det, end at blive dødeligt bidt! Vi kan en kort stund nyde denne fine morgen, hvor solen står lavt over Kavango-floden. Mens mosekonen brygger og morgendisen letter, trækker fugleflokke lavt over vandet mod deres næste ophold. Men vi har igen en lang køredag foran os og skal videre.

I dag ind i Botswana - og mon ikke vi der møder elefanterne i Chobe National Park?