Sydafrikansk strudsefarm ved Oudtshoorn
På denne rundrejse i Sydafrika er vi på Route 62 og kommer ind på Klein Karoo - en halvørken med bush-savanne, der ligger på en højlandsslette - før vi når byen Oudtshoorn.
Sydafrika
Hovedstaden i Sydafrika er Pretoria.
Befolkningstal: Ca. 56 mio.
Areal: Ca. 1.219.912 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 9.349 km til Johannesburg, ca. 10.078 km til Cape Town (Kapstaden)
Mest besøgte attraktioner: Nationalparken Kruger National Park samt Cape Town (Kapstaden) med vinområderne. Både Panoramaruten over Drakensberg-bjergene samt Garden Route langs Sydafrikas sydkyst er populære.
Mere information:
Mandelas sidste fængsel
Vi kører vi på en af de mange vinruter som Western Cape er kendt for, og på Route 62 kommer vi over spektakulære bjergpas før vi når byen Oudtshoorn. Tæt ved byen Paarl gør vi holdt foran Drakenstein Prison (også kaldt Victor Verster Prison), hvorfra folkehelten og landsfaderen Nelson Mandela (1918-2013) blev løsladt for rullende kameraer den 11. februar 1990 efter 27 år i forskellige fængsler. Som bekendt var Mandela leder af ANC og bekæmpede apartheid - adskillelsen mellem hvide og sorte. Mandela modtog Nobels Fredspris i 1993 og var Sydafrikas præsident mellem 1994 og 99. Hans ånd om ikke voldelig sameksistens lever heldigvis fortsat i Sydafrika og overalt ses portrætter, statuer og souvenir med Afrikas store høvding.
På Route 62 over Klein Karoo
Route 62 kaldes med god grund også "Bjergruten", for efter at have kørt i meget frugtbart område, hvor der udover vin også dyrkes andre frugter og grøntsager, rammer vi de spektakulære kalkstensbjerge. I et af disse farverige bjergpasved Kogmanskloof ligger et gammelt engelske fort fra 1899, der var med til at kontrollere færdslen over passet. Den rigdom som hollænderne, franskmændene og tyskerne - der samlet betegnes som afrikaanere - havde med både landbrug og senere guld og diamanter, vakte englændernes interesse og i 1805 bosatte de første britiske kolonister sig i landet. Flere og flere briter kom til og overtog mere og mere af afrkaanernes besiddelser, og bønderne - de såkaldte boere - besluttede at rykke længere ind i landet for at finde frugtbar jord bag bjergene. De var voortrekkere - dem der gik forrest. I perioden 1880 til 1881 og senere i 1899 til 1902 rasede boerkrigene, der endte med at englænderne tog magten i Sydafrika. Sydafrika blev en selvstændig nation i 1910.
I strudsens tegn
Lidt uden for Oudtshoorn besøges strudsefarmen "Safari" og efter at have smagt strudsekød fra verdens største fugl, der kan måle 2,5 meter og veje op til 150 kg, besøger vi dyrene på nærmeste hold. I slutningen af 1800-årene udvandrede en række østeuropæiske jøder og slog sig ned omkring Oudtshoorn for at drive strudsefarme. Dengang var strudsefjer den allerhøjeste mode og f.eks. i Paris gik fine damer dengang med strudsefjer i hatten. Det var ikke lånte fjer! Man betalte dyrt for strudsefjer og dengang var værdien af et kilo strudsefjer lige så meget værd som et kilo guld. Der blev tjent formuer på strudsefjerene.
I dag er det stort set kun pigerne i Moulin Rouge i Paris som klæder sig i strudsefjer. Det som eksporteres nu er strudsens kød og læder, der benyttes til bl.a. tasker.
Blandt fuglene
På en ladvogn trukket af en traktor køres vi ud i foldene, hvor strudsene løber rundt. De fleste er grupperet med en han og to hunner - og nysgerrige som de er, kommer de helt hen til vognen for at se os an. Hunnen lægger 19 æg - et hver anden dag - før udrugningen starter. I mellemtiden har den lokale ranger fjernet nogle af æggene for at udruge kyllingerne i en rugemaskine - og det ved strudsemor intet om, så hun fortsætter med at lægge æg, indtil der er 19 æg i reden, der blot er en simpel fordybning i jorden. Et nylagt æg, der svarer til 24 almindelige hønseæg, er så stærkt, at et voksen menneske sagtens kan stå på det - uden at det knækker.
Vi får lov til at fodre strudsene, men brug skeen i fodertruget. Jeg forsøgte at give dem foder på min flade hånd med det resultat, at et par fingre røg med ind i næbbet på den grådige fugl. Der skete heldigvis ingen skade - blot et nap! De af os som vejer under 60 kg. (dem er vi ikke så mange af!) kan få lov til at få en ridetur - eller blot sidde på en struds. Besøget slutter med, at vi overværer et strudsevæddeløb. Jo, det går rigtigt hurtigt.
Queen's Hotel i Oudtshoorn
Queen's Hotel ligger i Oudtshoorn, der er kendt som strudsefarmernes hovedstad. Vi er så sent fremme, at vi bliver på hotellet, der har små, men pæne værelser, hvor alt oser af klunketidens nostalgi. Hotellets gård er indrettet med en lille have samt et skyggefuldt svømmebassin. På hotellets restaurant The Colony får vi igen et overraskende godt aftenmåltid. Både her og andre steder i Sydafrika koster maden det halve af, hvad man giver for et kvalitetsmåltid i Danmark. Også den sydafrikanske vin serveres til under halv pris af hvad tilsvarende vine koster i Danmark. Det er ren fornøjelse.
Drypstenshulerne Cango Caves
Ca. 29 kilometer nord for Oudtshoorn ligger der en stor, uskøn betonbygning oppe på en frodig bjergskråning. Det er besøgscentret ved Afrikas største drypstenshule Cango Caves, der går 5,4 kilometer ind i bjerget. Her kan du vælge mellem en kort, let tur på omkring 800 meter eller en længere og krævende adventuretur, hvor du skal kravle gennem smalle passager. I besøgscentret er opstillet modeller, så du kan afprøve om du er slank nok til at komme gennem de smalle sprækker. Folk har faktisk siddet fastklemt derinde! Vi konstaterer, at det nok er bedst at være med på den korte rute, der tager omkring en times tid!
Drypstenshulerne blev fundet ved et tilfælde i 1780, da en farmer var ude at lede efter et forsvundet får, men hulerne har været beboet siden den tidligere stenalder for mere end 80.000 år siden. Lige efter indgangen - der er kunstigt lavet, så det er let at komme ind i drypstenshulen - er opstillet et tableau med figurer af de tidlige san-folk, som bevisligt har været her. Vi bevæger os længere ind i den 18 grader varme hule, hvor stalaktitter hænger ned fra loftet. De vokser ekstremt langsomt - blot fem m.m. på 100 år - og har gennem årtusinder taget de underligste former og farver som de fantasifulde navne Kleopetras Nål - Orgelpiberne - Eventyrslottet - Djævlens ansigt etc. antyder.
Efter den fantastiske rundvisning fortsætter vi over endnu et smukt bjergpas mod næste stop i havnebyen Knysna.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser