272 Måltidet Er Parat Tarangire Tanzania Anne Vibeke Rejser DSC07551

Tarangire National Park - vildt dyreliv mellem baobabtræer

Google Map...
Tanzania

Hovedstaden i Tanzania er Dodoma, men største by er Dar es Salaam.

Areal: Ca. 945.087 km²

Befolkningstal: Ca. 57 mio.

Afstand fra Danmark:  Ca. 7.208 km.

Mest besøgte attraktioner: Det rige og vilde dyreliv i nationalparkerne Serengeti, Lake Manyara og Tarangire ligesom i Ngorongoro kraterets naturreservat. Også øen Zanzibar er en populær badedestination. Er man til aktiv ferie er bestigningen af Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro blandt højdepunkterne.

Sådan kommer du rundt: For at komme til Serengeti National Park følges hovedvejen B144 der løber mellem Arusha og Victoriasøen og op over Ngorongoro naturreservat. Undervej kan du stoppe i Manyara. Tarangire ligger ca. en times fra lufthavenen i Arusha.

Mere information:

Rejsebureau: Africa Tours

Turistinformation: Tanzania

 

En enkelt nat på Kia Lodge

Vi ankom i går aftes til Kilimanjaro lufthavn og efter den lidt langsommelige visa-kontrol der opstår, når flere hundrede mennesker skal udfylde papirer og gennem denne sluse med betaling og paskontrol, stod en repræsentant fra den lokale turoperatør parat til at modtage os og sørgede for, at vi blev kørt til Kia Lodge blot 10 minutters kørsel fra lufthavnen. Efter en god nats søvn pakkes safaribilen med vores små rejsetasker. Glem alt om store kufferter, men pak let. Du kan altid få vasket tøj undervejs. Der er simpelthen ikke plads til store kufferter, hvis du vil undgå bagage i bilens kabine. Vores guide har sørget for picnic-pakker og vi er syv gæster som kan være i safaribilen med hver sin gode plads. Fra Kia Lodge kører vi gennem det trafikale virvar i byen Arusha - det nordlige Tanzanias hovedby - hvor der er lejlighed til at få vekslet til tanzaniske shilling og indkøbt ekstra drikkevarer og snaks.

200 Baobabtræ I Tarangire Tanzania Anne Vibeke Rejser IMG 7185
Baobabtræ i Tarangire nationalpark

Tarangire National Park

Efter et par timer på god landevej når vi frem til indkørslen ved Tarangire National Park, der blev etableret i 1970. Mens guiden sørger for adgangsbilletter, kan vi i området se flere kranier af forskellige dyr. Det første som slår os, er de mange helt unikke baobabtræer, der kan blive op mod 6.000 år gamle. Mange af disse ejendommelige træer, der ser ud som om de står på hoved og stikker rødderne op i himlen, har dybe sår i stammerne. Det er elefanterne som med deres stødtænder forsøger at skrabe barken af baobabtræerne. Så møder vi nationalparkens klassiske dyr som impalaer, zebraer, strudse og bøfler som græsser mellem træerne på busksavannen. Her er naturligvis også forskellige fugle, bl.a. den hurtig løbende francolin, der kan minde om en agerhøne. Vortesvinene er altid sjove at iagttage med deres lodrette haler (antenner) når de løber væk. Og så er der elefanterne som Tarangire nationalpark bl.a. er kendt for.

Den livsgivende Tarangire River

På et bakkedrag højt over Tarangaria-floden, som aldrig tørrer ud og derfor hjælper dyrene gennem tørkeperioden fra juli til oktober, kan vi forlade safaribilen og spadsere omkring i området. Udsigten ned over floden der bugter sig gennem savannen er betagende og på skråningen ses klippegrævling klatre i træerne og lidt derfra et par marekatte (aber). Vi fortsætter med at følge Tarangiere-floden og møder bl.a. bavianer, skovstorke i vandkanten samt de meget smukke og allermindste antiloper dik-dik, der ofte ses parvis. Også de højeste dyr møder vi. Girafferne med deres yndefulde gang spadserer fra akacietræ til akacietræ for med deres lange tunge at tage de friske blade mellem de sylespidse torne. Tarangire National Park har overraskende mange dyr, der kun overgås af dyrene i Serengeti. Med sine 2.850 km2 er denne nationalpark ved at opnå status som en af Tanzanias bedste safariparker. På vej ud af nationalparken møder vi en gruppe vandbukke, der som regel kan være i fred for rovdyrene. Det siges, at disse dyr ikke smager godt!

Roika Tarangire Tented Lodge 

Blot få kilometer uden for nationalparken ligger Roika Tarangire Tented Lodge midt i naturen med rummelige telthytter – naturligvis med eget bad og toilet. Da vi ankommer græsser en antilope lige neden for vores telt, der ligger et par meter over terrænet og har vinduer med myggenet, der ikke kan lukkes. Vi kan derfor gennem den mørke nat nyde lydene fra den afrikanske natur. Cikaderne, fuglenes fløjt, løvernes brøl og flodhestenes grynt samt hyænernes latter. Med denne ”vilde” placering er det nødvendigt at lodgens personale følger os frem og tilbage mellem restaurant og hytter, da man aldrig ved, hvornår man støder på et rovdyr eller en elefant!

Tarangire Swamp

Vi har hver dag frokosten med i picnic-pakker, så vi ikke skal tilbage til lodgen, men i stedet blive ude og nyde naturen hele dagen. Og denne morgen er ingen undtagelse, da vi atter er på safari i Tarangire National Park med et vidunderligt afvekslende terræn. Her er skov, busksavanne, græssavanne, sumpområder og bakkedrag. Vi kører i den sydlige del af nationalparken, over Tarangire Hill, hvorfra der er en helt vidunderlig udsigt ud over nationalparkens enorme område, der er lidt mindre end Fyns areal. Undervejs ser vi forskellige fugle bl.a. den farverige ellekrage, men møder også den største antilope af dem alle – elandantilopen, der kan veje over 900 kg.

Langs nationalparkens store sumpområde, fouragerer både bøfler og elefanter. Her er naturligvis mange forskellige svømmefugle og storke. En hvidhoved fiskeørn har fanget en fisk og straks er der en anden som vil forsøge at tilrane sig byttet. De to ørne kommer i vildt slagsmål, så fjerene flyver omkring dem. Som altid i naturen er det den stærke som vinder.

262 Fiskeørne I Kamp Tarangire Tanzania Anne Vibeke Rejser DSC07457
Fiskeørne i kamp

Lidt herfra har en gåsehøg nedlagt en and, som den har taget med op i et træ. Mens vi holder direkte under træet, plukker gåsehøgen helt uforstyrret sit bytte.

266 Gåsehøg Med Bytte Tarangire Tanzania Anne Vibeke Rejser DSC07481
Gåsehøg med bytte

Over radioforbindelsen oplyses det, at der er set en løve i et træ. Skal vi vende om og køre derhen? Vi beslutter at fortsætte videre rundt om sumpen og følger et næsten uvejsomt hjulspor. Her er ingen andre safaribiler og vi kommer ikke nærmere på dyrene. I gaflen på et træ ses et gammelt udtørret skind – hvilket tyder på, at leoparden har været her – og måske er her i nærheden. Under et skyggefuldt akacietræ på den åbne savanne nyder vi vores medbragte picnic.

268 Picnic Tarangire Tanzania Anne Vibeke Rejser IMG 7221
Picnic midt i naturen

Naturens voldsomhed

På vejen tilbage langs sumpen, ser vi en gruppe zebraer stå som forstenet, mens en flok gnuer er sat i fart væk fra hjulsporet. Der må være sket noget. Og ganske rigtigt – to løver har lige nedlagt en gnu. Den ældste af løvinderne forlader stedet for at hente en unge, mens den anden løve - endnu uerfaren - får lov til at aflive gnuen. Med et fast bid i gnuens strube forsøger løven at kvæle gnuen, der endnu spræller med benene i sin dødskamp. Løven slipper sit greb, men gnuen er nu for afkræftet til at bevæge sig. Løven griber fat igen og efter nogle minutter er naturens voldsomhed overstået. Gnuen er stendød og løven vender sit bytte og begynder at åbne gnuen fra nederste del af bugen. Da løven har fået hul på gnuen, kommer den ældre løve tilbage med en stor unge og alle tre løver deles om måltidet. Det er en helt unik oplevelse at overvære naturens forløb på så tæt hold - uden at løverne lader sig forstyrre af vores nærhed.

Træklatrende rovdyr og rolige elefanter

Det er mere fredeligt, da vi på tilbageturen passerer de smukke trontraner og møder den enlige løve, som har lagt sig tilrette højt oppe i et træ. Et godt sted at slå mave og hvile ud til næste nats jagt.

282 Løve I Træ Tarangire Tanzania Anne Vibeke Rejser DSC07655
Træklatrende løve

Der går ikke lang tid før der over radioen meldes, at der er set en leopard. Da vi kommer til stedet, er her allerede 10 safaribiler, hvor gæsterne spejder efter en mørk plet i skyggen oppe i et træ noget fra hjulsporet. Fire ben og en hale hænger slapt ned fra en gren, hvor leoparden ligger henslængt på maven. Den kan være meget svær at se.

Atter ude på savannen kommer en gruppe elefanter næsten lydløst imod os. De ænser os knapt og er vant til safaribiler – hvorfor de spadserer lige forbi os.

284 Elefanter Tarangire Tanzania Anne Vibeke Rejser DSC07689
Elefanter

Hen på eftermiddagen forlader vi Tarangire National Park for at køre ca. 1,5 time ned i den brede dalsænkning Great Rift Valley og gennem den lille farverige landsby Mto Wa Mbu og op på højdedraget til Mirurumu Manyara Lodge, hvorfra vi i morgen skal på safari i Lake Manyara National Park.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser