Safari i Murchinson Falls National Park

Mod Murchison Falls National Park

Vi er fløjet med Brussels Airlines store fly til Entebbe i Uganda og sjældent har vi fået så lækker flymad som på denne tur. Belgierne kan noget med mad, som ingen andre. Hen under aften landede vi og blev mødt af to lokalguider, der i to biler kørte os til det moderne Imperial Golf View Hotel ikke langt fra lufthavnen. Næste dag havde vi en lang køretur foran os og måtte tidligt afsted. Heldigvis skulle vi ikke ind gennem det trafikerede centrum af hovedstaden Kampala, men kunne køre udenom i periferien. Men trafik og bilos var her alligevel nok af. Vi kunne sidde trygt i de to biler - seks gæster i hver - og iagttage folkelivet på gaden, der efterhånden som vi bevægede os nordpå, blev mindre og med færre huse og indbyggere. 
Uganda har en befolkning på ca. 30 mio. indbyggere og vi undrede os over, hvor de er, da vi kørte gennem store mennesketomme strækninger. Vi blev klogere senere på turen!
I byen Masindi fik vi en lækker frokost og efter ca. seks timers kørsel heraf to på støvede grusveje kunne vi dreje ind på Red Chilli Rest Camp - det næste overnatningssted i Uganda.

Red Chilli Rest Camp

Vi er kommet til den højtliggende Red Chilli Rest Camp - en camp med spredte simple hytter uden elektrisk lys - midt inde i Murchison Falls National Park. Fra restaurationen er her en formidabel udsigt over den vilde skov under os og den bagved liggende Viktoria Nil, som slynger sig gennem nationalparken. Nationalparken, der blev etableret i 1952 og er den ældste i Uganda, er også den største med sine 3.893 km2 og findes på begge sider af Victoria Nilen, hvor floden løber ud i Lake Albert. Nationalparkens navn kommer fra Murchison vandfaldet ca. 15 km. længere oppe ad floden.

Tur til Victoria Nilen

Efter den første orientering rundt på campen, ser vi vortesvinene og en del farvestrålende fugle og spadserer vi ned til Victoria Nilen. På vejen kommer en bavian gående, men forsvinder så i buskadset. Nede ved floden ligger færgeoverfarten til Paraa på den nordlige side af Victoria Nilen, der hvor de fleste af nationalparkens dyr findes. Herovre ligger den store Paraa Safari Lodge højt over floden - et ideelt sted at bo på den dyrerigeste side af floden. En agame titter frem over en sten og en sporevibe basker forskræmt op med sit karakteristiske skrig. I et vissent træ får vi øje på to gråfiskere (isfugle) før de med et lynhurtigt plask fanger småfisk i floden. I sivene på bredden går et par bladhøner og fouragerer. Længer væk sidder den majestætisk flotte hvidhoved flodørn og spejder ud over sit territorium - den stille glidende vandstrøm. Idyllen bliver afbrudt, da en dieselosende lastbil fuld af ugandere på ladet kører frem til færgelejet, og vi spadserer den lille kilometer tilbage til campen.

Nattens dyr

Her i Uganda - tæt på ækvator - bliver det hurtigt mørkt, rigtigt mørkt, så forsynet med pandelamper går vi til restauranten. En generator sørger for lys, mens tallerkenretterne med udmærket mad bliver serveret for os. Så går strømmen. Generatoren er brudt sammen. Her er virkeligt mørkt. Lommelygter og pandelamper kommer frem og nogle minutter efter sætter personalet et par petroleumslamper på bordet. Det giver lidt lys, men generatoren er død! 
Den danske rejseleder er zoolog og specialist i Afrikas dyr og har rejst utallige gange i Uganda. Efter middagen foreslår han, at vi går på opdagelse efter nogle af nattens dyr - slanger, skorpioner og biller. Vi er heldige og ser en galago (en halvabe), der med sine store øjne er et natdyr, som sidder oppe i træet. Forsynet med sin speciallygte med blåt lys finder vi en ca. fem cm. stor skorpion, som rejselederen tager op mellem sine bare fingre for at vise os den. Han ved hvordan man håndtere sådanne kryb og det anbefales aldrig selv at forsøge. På denne nattevandring rundt på campen, lykkes det ikke at se andre dyr - udover nogle store, ganske uskadelige flagermus der basker omkring hovederne på os.
I hytterne kryber vi under myggenet, da malaria er meget udbredt bl.a. i Uganda - selv om vi ikke har set en eneste myg og har kunnet tilbringe hele aftenen i T-shirts og korte bukser.

Safari i Murchinson Falls National Park

Vi er tidligt oppe - solen er endnu ikke at se - og vi får en kop kaffe i petroleumslampens skær, inden vi kører ned til færgelejet. Vi skal på safari på den nordlige side af nationalparken. Ved færgelejet er her allerede en del biler, som venter på at blive fragtet over. Men kaptajnen mangler! Nu er vi i Uganda og her gælder begrebet "African time". Vi venter og de første biler kører ombord. Og så venter vi igen. Ingen kaptajn. En af vores biler kører op efter kaptajnen (de ved hvor han bor) og et kvarter efter kommer de tilbage, og overfarten på den 40 meter bredde Victoria Nil - der ikke tager mere end 10 minutter - kan begynde. 

Solen er i mellemtiden stået op, men det er fortsat køligt og en frisk duft af morgen rammer os, mens vi kører gennem landskabet. Taget på safaribilerne er slået op, så det er muligt at stå op og iagttage både landskab og dyr på denne safari. Og det er et betagende flot landskab. En savanne med bølgende bløde bakker, spredt bevoksning, hvor morgenduggen netop er ved at forsvinde, og ind i mellem en enkeltstående viftepalme. Netop viftepalmen er ikke en oprindelig naturlig vækst i Uganda, men er ført hertil nordfra af elefanter, der gennem deres halvt fordøjede føde dropper kærner på deres evige vandringer.

Mange forskellige dyr

Her er masser af dyr. Naturligvis Ugandas nationaldyr Uganda kob, men også mange andre antilopearter som koantiloper og skriftantiloper (bushbuck) samt de mindre gazeller oribi m.fl. Også vandbukke ses. Elefanterne kan vi se på afstand og vil gerne tættere på, men i Ugandas nationalparker skal bilerne holde sig på grusvejene og må ikke køre ind i bushen, som man godt må i f.eks. Kenya. Det koster 500$ i bøde, hvis en ranger (vagt i nationalparken) opdager det! Størst indtryk gør nok de mange smukke rothschilds giraffer (også kaldt Uganda-giraf), der graciøst bevæger fra akacietræ til akacietræ for at nippe de friske skud mellem de sylespidse torne i trætoppene. 

Smukke fugle

Men her er også fugle, bl.a. perlehøns, der løber forvirrede rundt på vejen foran os, inden de i sidste øjeblik forsvinder i savannens græs. De fantastisk smukke karmin-biædere, der med deres røde farve lyser op i landskabet og ofte ses parvis. Her er de store hornravne og falke samt nationalfuglen krontrane. Men gribbe ser vi ingen af. Vi spejder ellers efter dem, for kredser de, er det ofte over et bytte, og så er der måske løver - et dyr som alle gerne vil møde. Sådan lidt på afstand!

Men vi møder ingen rovdyr på denne safari, selv om de er her. Vi kører ned mod Lake Albert og møder de afrikanske bøfler naturligvis omgivet af hvide kohejre. Bøflen er et utilregneligt dyr, der på et splitsekund kan gå amok og angribe hvad som helst, også en bil. Men bøflerne forholder sig roligt.

Dumme svin

På brinken ser vi igen vortesvin, der efter at have nydt et mudderbad, som hjælper med at holde de værste parasitter for døren, styrter skræmte afsted, med halerne (antennerne) lige i vejret. Praktisk så de der er bagved altid kan se, hvor føreren løber hen og kan følge med. Efter ca. 30 sekunder stopper de - for nu har disse dumme dyr glemt, hvorfor de løb! Vi har brugt formiddagen på at finde dyr i dette store område og det er tid at vende tilbage til Red Chilli View Camp for at få en gedigen gang morgenmad. Vortesvinene løber tæt forbi os, stopper op og borer snuden ned i campens resterende totter græs. Et af svinene er på vej ind i et åbent telt og finder en rygsæk, som det kan rode i. En af vores medrejsende forsøger at genne den væk, men vortesvinet gør udfald og rammer ham let på hånden med de sylespidse hjørnetænder. Heldigvis bliver det kun til et let snitsår denne gang.
Derefter slapper vi af i campen med at iagttage fugle, og mon ikke også der blev tid til en lille "morfar".

Bådtur på Victoria Nilen

Det er eftermiddag og vi er igen nede ved Victoria Nilens bred - denne gang for at tage med en af turbådene op ad floden, så langt vi kan, inden vi når vandfaldet Murchison Falls. Båden er indrettet med to etager med siddepladser nederst i skygge og et åbent dæk øverst under den bagende sol. Båden glider op langs den nordlige flodbred, hvor vi ser masser af dyr. Mange fugle som isfugle, hejre, biædere og flodørne. Men også Afrikas farligste pattedyr - flodheste. Vi sejler tæt forbi den ene familiegruppe efter den anden. Flodhestene er sociale dyr og tilbringer hele dagen sammen i vandet. De spiser ikke i vandet, men går om natten på land for at græsse. De kan bevæge sig op mod syv km. på en nat, så de kan komme vidt omkring. Vi havde forrige nat besøg af flodheste i campen, så det kunne være med nogen ængstelse, at campister skulle finde frem til fællestoilettet i nattens mulm og mørke! Flodhestehunnen passer på deres unger og kommer der en nilkrokodille forbi, bliver ungerne samlet i midten af gruppen beskyttet af de store. Gruppen har en enkelt dominerende han og når øvrige hanner bliver store, jages de ud af flokken, hvis ikke de efter en drabelig kamp - der kan medføre døden - fortrænger den gamle han.

Blandt nilkrokodiller

Vi ser også bøfler i vandkanten, hvor vandhyacinterne trives, samt en større gruppe elefanter, der er kommet ned til floden for at drikke og fouragere i det grønne, høje og saftige græs. Vi nærmer os vandfaldet Murchinson Falls og glider ind i en stille bugt, hvor Afrikas største krokodiller holder til. Et par stykker ligger i vandet ubevægelige som træstammer, mens andre ligger oppe på brinken under skyggen af et træ med åbne gab for at ventilere. Her har nilkrokodillerne ideelle forhold, for neden for vandfaldet kan de nemt få fat i de fisk, som er slået sønder i faldet gennem vandfaldet.

Båden ligger til ved en lille klippeø midt i strømmen ca. en km. fra selve vandfaldet. Nærmere kommer vi ikke. Det er simpelthen for klippefyldt et farvand at bevæge sig i og strømmen fra vandfaldet er ganske kraftig. De der ønsker det, kan kravle ud på klipperne for at få taget et billede af sig selv med vandfaldet i baggrunden. Men pas på ikke at glide i vandet - nilkrokodillernes hjemmebane.

Budongo Forest Reserve

Denne morgen er vi igen tidligt oppe og kører efter morgenmaden sydpå i nationalparken til vi efter ca. 1,5 times kørsel kommer til Budongo skoven. En lokal guide tager os med på en skovvandring og fortæller om floraen. Dette reservat har bl.a. nogle af Ugandas højeste og ældste træer,  bl.a. gigantiske mahognitræer på op mod 60 meters højde. Vi hører om dræberfignens forunderlige vækst, som starter med et fuglelagt frø oppe i et "modertræ", hvorfra figenen sender sine lange arme ned mod jorden og langsomt omslynger modertræet til det er helt dækket og til sidst kvæler det. Der fortælles om forskellige planter, hvoraf her er 465 forskellige arter - nogle giftige, mens andre kan bruges som medicin. Vi hører nogle af de 366 forskellige fugle, som skulle kunne ses her, men ser kun få fugle i den tætte skov. Vi ser heller ikke mange andre dyr, dog får vi et kort øjeblik øje på en colobusabe, der følger os fra sin plads i træet højt over os, inden den forsvinder. Et sort skovegern leger på en træstamme, og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Mens vi spiser den medbragte madpakke i hovedkvarterets restaurant, finder rejselederen en ca. 12 cm. stor knæler, der er ganske uskadelig for mennesker. Men knæleren er et rovdyr, som bl.a. kan tage mindre frøer, og har for vane at æde hannen under parringen. Velbekomme!

Murchison vandfaldet

Eftermiddagen bruges ved toppen af vandfaldet Murchison Falls. Fra P-pladsen er der kun få skridt ned til den øredøvende larm, hvor Victoria Nilens enorme vandmængde vælter ned i en kun syv meter bred kløft og eksploderer i et inferno af vand og skum, og slår alt i stykker undervejs i det nederste 43 meter lodrette fald. En sky af vanddråber fra det tordnende vandfald rejser sig over vandmasserne og genspejler lyset i en smuk regnbue. På vandfaldets højeste punkt ses endnu fundamentet af en bro, der på opfordring af Winston Churchill - der i 1960 besøgte stedet - blev bygget fra klippe til klippe over vandfaldet. Den måtte kun koste 10$ og blev kaldt Churchills Bro eller 10$-broen. Den holdt ikke længe, for et kraftigt regnskyl fik Victoria Nilen til at rejse sig og gå over sine bredder og broen blev revet bort af vandmasserne. Vi går op langs klippesiden til et udgangspunkt, hvor vi rigtigt kan betragte vandfaldet og se hvordan vandet bliver pisket til hvidt skum og glide længere ned ad floden.

Bil i grøften

På vejen tilbage mod campen ser vi bl.a. nærmere på nogle af de helt fantastiske formationer nogle af termitboerne har. Vi møder vandbukke og enkelte fugle. Der er vejarbejde på de hullede jordveje og den forreste bil ligger nogle minutter foran vores bil. Da vi møder den, hænger bilen i vejkanten og en af de store lastbiler er ved at trække bilen fri af den løse jord. Bilerne har ind- og udstigning i begge sider og alle er kommet ud og heldigvis er ingen kommet til skade og alle er ved godt mod. 

Der skulle nødigt ske noget med bilen eller nogen af os, for i morgen kører vi videre mod Kibale Forest National Park for at møde chimpanserne.