100 Aekvatorlinien Uganda Anne Vibeke Rejser PICT0009

Uganda - det grønne Afrika

Google Map...
Uganda

Hovedstaden i Uganda er Kampala. 

Befolkningstal: ca. 42 mio.

Areal: ca. 236.040 km²

Afstand fra Danmark:  ca. 6.303 km

Mest besøgte attraktioner: Nationalparkerne bl.a. Bwindi med bjerggorillaer, Kibale med chimpanser og Murchison Falls.

Mere information:

Turistinformation: Uganda

Brussels Airlines - stort på Afrika

Vi er taget med Brussels Airlines tidlige morgenfly til Bruxelles og skifter til den store Airbus, der i løbet af dagen bringer os til Entebbe lufthavn ved Ugandas hovedstad Kampala. Fra København må jeg have 30 kg. bagage og hele 12 kg. håndbagage med og det har jeg brug for, da jeg har to ekstra rejsetasker fuldt med legetøj og børnetøj til nogle af de forældreløse børn i Uganda, som jeg senere skal møde. Men vi flyver ikke direkte til Entebbe. Flyet lander planmæssigt i Nairobi i Kenya - bl.a. for at få fyldt brændstof på. Det er et logistikspørgsmål, da det er særdeles besværligt og dyrt at transportere det meget brændstof gennem det uvejsomme terræn helt ind til Uganda i hjertet af Afrika. 
Efter en lille times venten har vi fået passagerer til Nairobi sat af, maskinen gjort rent og nye passagerer kommer ombord, mens vi forbliver i kabinen. Endnu en god times flyvning og vi lander i Entebbe.

Brussels Airlines har mange fly til forskellige destinationer bl.a. i Afrika

Le Petit Village

Det begyndte med en belgisk slagterforretning - Qualitycuts - og ved knopskydning har den belgiske ejer nu restaurant, supermarked, antik-/souvenirforretning og senest et hotel der ligger som en oase inden for et lille indhegnet område på en bakke et stenkast fra Kampalas centrum. Det er en helt lille by i byen - Le Petit Village. Hotellet har store og meget lyse værelser med glaspartier ud mod haven, der godt kan give én følelsen af at blive overbegloet, når man render halvnøgen rundt. Men så kan gardinerne trækkes for - og udsigten mistes! Det er sent og jeg er træt efter den lange rejse og sover godt under moskitonettet.

102 Le Petit Village Kampala Uganda Anne Vibeke Rejser PICT0003
Le Petit Village i Kampala

Ækvator-linien

På vej gennem det trafikplagede Kampala denne morgen, bevæger trafikken sig kun langsomt og flere steder holder vi stille i tre rækker for at mase os ind i endnu en rundkørsel. Jeg læner mig tilbage i bilen og slapper af. Vores chauffør er vant til denne trafik og jeg sætter min lid til, at han nok skal få os ud af dette inferno. Ude af byen fortsætter vi mod sydvest ad den gode asfalterede landevej mod Masaka. Undervejs ser vi hvor frodigt landet er. Den næringsrige vulkanske jord og den megen nedbør gør Uganda til et meget grønt område i Afrika, hvor der dyrkes et utal af forskellige vækster. Vi passerer afkørslen til den første nationalpark, som der findes flere af her i landet, og ind i mellem kan vi skimte kontinentets største sø - Victoriasøen - på vores venstre hånd. Vi holder ind til siden.

En malet linie på asfalten går skråt fra den ene side af vejen til den anden og markerer, at det er her vi står lige på ækvator. På hver side af ækvatorlinien står en skål, hvor en af verdens finurligheder demonstreres. Vi ved alle, at vandet i de hjemlige håndvask løber højre rundt, når det glider ned i afløbet. Og sådan er det også her få meter nord for ækvatorlinien. Men et par meter syd for samme linie, løber vandet venstre om, da vi får dette demonstreret. Midt på linien kan det ikke rigtigt ses, hvilken vej vandet drejer og her er det vist tilfældighedens lov der gælder!

Uganda Child Care

I byen Masaka besøger vi et dansk ægtepar, der har tabt deres hjerter til landet og ikke mindst til de mange forældreløse børn som findes i Uganda. De startede et hjælpearbejde, der i dag har udviklet sig til en større organisation - Uganda Child Care - og hjælper dagligt henved 500 børn med fadderskaber, undervisning, læge og andre livsnødvendigheder. I hovedkvarteret findes en lille restaurant kaldt Café Frikadelle - hvor specialiteten naturligvis er frikadelle-burger. Da vi har smagt på herlighederne, vises vi rundt i lokalerne, samtidig med at der fortælles om arbejdet. Aids har ramt Ugandas befolkning ekstremt hårdt. På et tidspunkt var op mod 20% af befolkningen ramt. I dag menes dette tal reduceret til omkring 6%. Det siges, at det var soldaterne fra Tanzania, der medbragte HIV-smitten i krigen mod diktatoren Idi Amin efter hans gruopvækkende regime i 1971-1979, der torturerede og dræbte hundredetusinde landsmænd og forviste lige så mange, så landet kom på fallittens rand.

120 Dansk Aegtepar Som Grundlagde Uganda Child Care Uganda Anne Vibeke Rejser PICT0022
Dansk ægtepar som grundlagde Uganda Child Care

Gaver til børnene

Landet er i dag en nation af unge mennesker og mange er forældreløse. De unge mennesker stifter familie i en meget ung alder og får tidligt børn. Derfor er et af de største problemer i Uganda - måske det største - en befolkningstilvækst på 1,2 mio. om året. Landet, der er ca. 5½ gange større end Danmark, har mellem 20-30 mio. indbyggere. Carsten fortæller om undervisningen og viser os de beskedne lokaler til den lokale undervisning. Vi ser lageret med nogle af de ting, man kan købe via Internettet og forære til børnene. Vi ser det lille lægeværelse, hvor der bl.a. står et mikroskop. Her kan der foretages mindre undersøgelser og reparationer. Her uddeles medicin og børnene får sundhedstjek. Carsten fortæller om et tilfælde, hvor de fik en lille, dødssyg pige bragt ind. De forsøgte hvad de kunne, men hendes liv stod ikke til at redde. Carstens øjne bliver våde, mens han beretter og det er tydeligt at se, hvorledes denne hændelse påvirker ham. Men livet skal gå videre og der er mange skæbner, der kan gøres noget godt for. 
Jeg har afleveret mine to medbragte rejsetasker med legetøj og tøj, som jeg har fået med hjemmefra af mine børnebørn, og da børnehjemmet og skolerne ude i landsbyen senere besøges, deles gaverne ud til de lykkelige børn. Her kan lidt gøre stor gavn og glæde.

130 Glade Boern Med Legetoej Fra Danmark Uganda Anne Vibeke Rejser 052
Glade forældreløse børn med legetøj fra Danmark

Til de grønne bjerge

Denne safari gennem Uganda fortsætter sydvest på mod højlandsområdet Kigezi. Vi er drejet fra asfaltvejen og skal de næste fire timer bumle på en simpel jordvej. Omkring os ses flere og flere bananplantager, medens vi langsomt bevæger os op i bjergene. Kaffe- og te-plantager findes her. Efterhånden som vi kommer fremefter, bliver det aften og snart er alt mørkt omkring os. Her under ækvator skifter dag til nat meget hurtigt. Her er ingen lygtepæle og når vi passerer gennem de små landsbyer, ser vi folk sidde udenfor deres huse og tilberede mad under åben ild i skæret af petroleumslamper. 
Det er sent, da vi når frem til Bwindi National Park og indlogeres på Buhoma Homestead. De øvrige gæster er for længst gået til ro, men tjenere og kokke har tålmodigt ventet på os og serverer et dejligt, men sent, aftensmåltid. 
I morgen skal vi på gorillatrek - og måske lykkes det for os, at komme til at stå ansigt til ansigt med en af vores nærmeste slægtninge fra dyreverdenen. 

140 Uganda Det Groenne Afrika Uganda Anne Vibeke Rejser PICT0042
Uganda - det grønne Afrika

Safari i Queen Elisabeth National Park - Ishasha-regionen

Vandreturen i til gorillaerne i bjergene slutter senet om eftermiddagen og vi får et velfortjent bad, inden vi atter sidder i bilen. Denne gang på vej nordpå mod Queen Elisabeth National Park. Det bliver igen en køretur på ujævne jordveje og med udsigt til en frodighed uden lige. Vi er igen sent fremme og overnatter på Ishasha Wilderness Camp i telte. I morgen skal vi på fotojagt efter de træklatrende løver.

150 Loeve Med Bytte I Queen Elisabeth National Park Uganda Anne Vibeke Rejser PICT0486
Løve med bytte i Queen Elisabeth National Park

Aktivitetscentret i Jinja

Efter nogle dages safari er vi kommet til adventurebyen Jinja - Ugandas næststørste by - kun et par times kørsel øst for Kampala. Vi indlogeres i telte på The Nile Porch, der ligger aldeles skønt - højt på en skrænt direkte til Nilen. På restauranten The Black Lantern, der hører til stedet, spiser vi en god frokost, inden vi spadserer hen til et af aktivitetscentrene.

160 The Nile Porch Jinja Uganda Anne Vibeke Rejser PICT0568
The Nile Porch i byen Jinja

Quadbiking i Jinja

All Terrain Adventures Uganda tilbyder bl.a. quadbiking langs Nilen. Quadbiking er i princippet en 4-hjulet motorcykel, der er aldeles godt terrængående og stabil at sidde på. Efter en kort introduktion til maskineriet, gashåndtag, gearskifte og bremse, udstyres vi med hjelm, sikkerhedsbriller og overtræksbukser. De fleste af os har været fornuftige nok til at tage et par vandrestøvler på, for fodtøjet bliver både beskidt og vådt! Nu sendes vi ud på en lille prøvebane for at øve os. Efter et par omgange er vi klar til adventure. Vi kører ud ad mudrede jordveje, hvor vandpytter fylder godt fra den seneste regn. Da vi uundgåeligt rammer vandhullerne står kaskader af en blanding af vand og jord som en stråle fra den forankørende.

Vi kommer ind gennem forskellige plantager og gennem små landsbyer. Farten skal naturligvis tilpasses forholdene. Her løber både børn og husdyr uden varsel på tværs af vejen. Den lokale befolkning protesterer ikke mod, at vi benytter deres veje og jorde til quadbiking. En del af prisen for turen tilfalder lokalsamfundet. Overalt hvor vi kommer frem mødes vi af glade, vinkende mennesker og selv om jeg skal styre maskinen er der tid til at vinke tilbage. Vi kommer ud langs Nilen og nyder den fantastiske udsigt ud over verdens længste flod fra toppen af en skrænt. Turen fortsætter gennem flere opdyrkede arealer og vi kører ned ad en skrænt mod et af de større vandfald i Nilen - Bujagali Falls. Det buldrer og brager, da vandmasserne passerer faldet. 

Musik og dans

Efter endnu en tur gennem små landsbysamfund mellem markerne, gør vi holdt et sted, hvor et par drenge spiller på en hjemmelavet træ-xylofon overvåget af deres far. Længere tilbagetrukket foran en af de lerklinede hytter sidder moderen med det mindste barn, samt endnu en kvinde. Det tager kun et øjeblik før flere børn stimler sammen foran os, der holder med vores quadbikes i en lang række. Så danser de - børnene - dvs. de vrikker med hofterne i takt til musikken, det bedste de har lært. Ingen siger noget. Ingen synger. Mens lyden af de massive træklodser, der udgør xylofonen, overdøver muligheden for enhver samtale. Andre børn kommer til. Måske kan der falde en skilling af? Vi samler lidt penge ind og overvejer et øjeblik, hvem vi skal give dem til. Helst vil jeg foretrække en af de voksne kvinder, som måske er dem, der bedst kan forvalte familiens penge. Men valget falder alligevel på faderen. Vi kan alligevel ikke ændre på familiemønstret og traditionerne her - hvor det er manden der bestemmer.

Vores tur slutter ude ved hovedvejen, hvor vi får mulighed for at besøge den lokale kiosk og få os en forfriskning. Kiosken er et skur på 2x2 meter, fyldt op med alverdens fornødenheder - herunder cola! Naboen er en kvinde, der er ved at åbne sin "restaurant", som er et gadekøkken, hvor maden tilberedes under åben ild på jorden foran butikken. På den anden side af gaden er en kvinde ved at ordne sine kål, så de ser pæne ud, når/hvis der kommer en kunde forbi.
Uganda er et ufatteligt fattigt land, men med glade mennesker - og en tur gennem kulturlandskabet og landsbyerne på quadbike er en god måde at "komme tæt på".

River-rafting på Nilen

Vores sidste dage i Uganda skal vi tilbringe på en af verdens bedste floder for river rafting. Her - på vores planets længste flod Nilen - findes strømfald i alle kategorier og sværhedsgrader og vi skal prøve det meste. På The Nile Porch møder vi folkene fra aktivitetsselskabet Nalubale Rafting, der både tilbyder river rafting i gummibåd samt white water kajak. Selskabet har stor erfaring med, hvad vi sammen skal ud på de næste to dage. Vi er naturligvis noget spændte på hvad dette adventure vil medføre og vi har forskellige erfaringer fra tidligere, men flertallet har aldrig prøvet rafting før. Folkene fortæller beredvilligt om turen og får os alle beroliget og garanterer, at vi er i de bedste hænder blandt nogle af verdens dygtigste bådførere og hjælpere, som er med på hele turen. 

190 Riverrafting Paa Nilen Uganda Anne Vibeke Rejser P1060412
Riverrafting på Nilen

På egen hånd

Rejser du uden brug af hjemligt rejsebureau, anbefales det at tage kontakt til en af de mange lokale turoperatører, som du kan finde på nettet. Det kan ikke anbefales at leje bil og selv køre rundt i landet. Dels er vejskiltningen næsten ikke eksisterende, når du kommer væk fra hovedvejene, dels er vejene meget dårlige - ligesom mange af de indfødte der kører bil, mildest talt kører hasarderet. Kør aldrig alene om natten. Her er ingen gadebelysning og både mennesker og dyr krydser selv de mest befærdede veje. Skulle der ske noget med bilen, er værksteder ikke lige om hjørnet. Og så skal du have i baghovedet, at selv om de lokale vinker og smiler til dig, når du kører forbi, er de meget fattige - og alle er ikke lige fromme!

199 Bil Paa Vaerksted Uganda Anne Vibeke Rejser PICT0516
Bil på værksted

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser