Masser af vand ved Victoria Falls

Bavianer i ingenmandsland

Mens vi bor i Livingstone i Zambia besøger vi verdens største vandfald - og måske et af de allersmukkeste der findes - så hen på eftermiddagen køres vi til grænseovergangen til Zimbabwe. At slippe ud af Zambia er ingen sag - grænsevagterne kan jo se, at passet er stemplet og betalt. Så spadserer vi ca. 1,5 km. gennem ingenmandsland frem mod Zimbabwes grænsekontrol. Hele vores gruppe går noget spredt. Nogle kommer hurtigere frem end andre. Så vi spadserer alene.
Vi er dog ikke helt alene. Bavianerne holder til her og de er frækkere end politiet tillader! Det er en kendt sag, at aberne godt kan finde på at angribe folk med indkøbsposer, når nogen har været ovre at handle i nabolandet og så stjæle frugt og grønt, ja sågar chips i plastikposer. Men i dag passerer vi bavianerne uden at de er til gene.

Ingen bungy-jump i dag

Vi kommer over den berømte Victoria Falls Bridge fra 1905, der fører over Batoka Gorge hvorunder Zambezi-floden løber, og kan skimte det vældige vandfald på højre side. På venstre side af broen sidder nogle mennesker og venter på at nogen vil bungy-jumpe fra broen. Forretningen går ikke så godt længere, efter at elastikken sprang, da den 22-årige australske kvinde, Erin Langworthy i nytåret 2011/2012 foretog sit livs hop. Linen sprang. Mirakuløst reddede hun sig selv i land fra den stærke strøm med benene bundet - forslået, men i live. En af vores mere muntre rejsefæller siger da også, da han opfordres til at springe, at han kun springer i weekenden!

Victoria Falls National Park

Det er lidt mere omstændeligt at få et dyrt endags visum for at komme ind i Zimbabwe, og da dette er ordnet, har vi endnu et par hundrede meter hen til indgangen ved Victoria Falls National Park. Entréen koster yderligere - her forstår man virkeligt at plukke turisterne! Og så er vi inde. Vi spørger om der ikke følger et kort over området med billetten, men nej, det kan man købe ved siden af!

Røgen der buldrer

Nu har vi været ved vandfaldet tidligere, så vi kan sagtens gå turen uden kort og spadserer gennem regnskoven frem til statuen af doktor David Livingstone (1813-1873), der i 1855 på sin rejse gennem Afrika kom frem til vandfaldene, som de indfødte kaldte Mosi-oa-Tunya - Røgen der Buldrer. Men Livingstone navngav vandfaldene efter sin engelske dronning Victoria.

Masser af vand i regntiden

Vi følger stien forbi det mest vandfyldte fald - Devil’s Cataract - der med et tordnende lydniveau sender millioner af liter vand ned i dybet. Vi fortsætter langs kanten af de buldrende vandmasser. Da vi er i slutningen af regntiden, er her meget mere vand end vi tidligere har oplevet og udsynet er begrænset pga. de enorme vandskyer som kastes i vejret.

Men vandet skal jo ned igen, og det får vi at mærke. Vi har naturligvis taget regntøj på og iført regnjakker er det en sjov og ejendommelig fornemmelse at få det lune vand sendt ned over sig i kraftige byger. Det er som at tage bad med alt tøjet på. Kameraet forsøger vi at dække så godt som muligt.

Desværre ser vi ingen regnbue i dag, da det er noget overskyet, og udsigten langs den 1,7 km. lange kant er meget begrænset af vandskyerne som sendes op fra den mere en 100 meter dybe kløft - Batoka Gorge. På rutens yderste punkt ved Danger Point er sigtbarheden lig nul.

Vi spadserer tilbage gennem den drivvåde regnskov, passerer igen grænseovergangen og broen, og når vores busser inden for det aftalte tidspunkt for at blive kørt tilbage til lodgen i Zambia.