Yerevan - Verdens ældste hovedstad

Armeniens brogede historie

Overalt i Armenien afspejles landets lange og varierede historie. Her er arkæologiske fund fra præhistorisk tid, fra stenalder og bronzealderen. Det gamle kongerige blev etableret allerede i 500-årene f.Kr. og i år 301 blev Armenien det første land i Verden, der indførte kristendommen som statsreligion. Med sin beliggenhed i det sydlige Kaukasus og som et vigtigt knudepunkt på Silkevejen mellem Kina og Europa er Armenien op gennem tiderne blevet udsat for gentagne angreb og besættelser, bl.a. af Romerriget, araberne og de mongolske horder under Hulagu Khan i 1200-1300-årene. I 1500-tallet blev Armenien delt mellem Persien og Det Osmanniske Rige indtil det efter 1. verdenskrig blev en del af Sovjetunionen. Alle besætterne har været medvirkende til at eliminere befolkningen og ødelægge religiøse steder og fortidsminder, så der i dag kun er få – men nok så interessante – historiske og kulturelle steder at besøge som turist. Ved Sovjets kollaps i 1991 fik Armenien igen sin selvstændighed – men urolighederne med to af de tre muslimske lande som omkranser Armenien, er fortsat ind i det 21. århundrede. Grænseovergangene til Tyrkiet og Aserbajdsjan er lukket, men åbne mod syd til Iran og mod nord til det kristen Georgien – og mod sydøst til den selvudråbte republik Artsakh (kendt som Nagorno Karabagh). I dag har Armenien omkring 3 mio. indbyggere, mens der i udlandet lever omkring 7 mio. armenere – tredje generation efter dem som immigrerede under og efter 1 verdenskrig.

Yerevan - Verdens ældste hovedstad

På denne rundrejse i Armenien med rejsebureauet Viktors Farmor besøger vi flere af de mest interessante steder og begynder i Armeniens hovedstad Yerevan, der er Verdens ældste. Den blev grundlagt i 782 f.Kr. og er således ældre end Rom, der anses for grundlagt i 753 f.Kr. I dag er Yerevan en moderne by med et aktivt café-liv, interessante museer og med mangfoldige kulturelle begivenheder - koncertsale, opera og teatre samt kunstgallerier. Vi bor midt i byen på Ani Plaza Hotel, der ligger 10-15 minutters gang fra Republikpladsen og tilsvarende til Kaskadekomplekset. Det 14 etager høje hotel er fra 1970, men gennemgribende renoveret i 2002 og senere. Udover de 262 værelser er her restaurant med en velassorteret morgenbuffet, svømmebassin, bar samt vekselkontor m.v. ved receptionen. Lige om hjørnet ved hotellet ligger et supermarked og her finder du også et godt spisested - Café Central - over for Katoghike kirken, der ligger på den anden side af gaden.

Moder Armenia - en heroisk statue

Dagens første stop er ved den højtbeliggende Sejrspark med den 21 meter høje statue Moder Armenia fra 1967. Moder Armenia holder et sværd vandret foran sin krop, så statuen danner et symbolsk kors. Tidligere stod her en (blot 16,5 meter høj) statue af Sovjetunionens diktator Stalin. Efter Stalins død i 1953 fik denne statue lov til at stå til 1962 – i respekt til Georgien, hvor Stalin var født. I den enorme sokkel under Moder Armenia er indrettet et militærmuseum om 2.verdenskrig. Fra Sejrsparkens udsigtspunkt er der et flot vue ud over Yerevan - en by skabt efter romersk byplanlægning med avenuer som alle leder ind mod centrum. I klart vejr er det muligt at se det mægtige, snedækkede Ararat-bjerg (5.137 moh.) tone frem i horisonten. Det er en sovende vulkan med to toppe, der ligger i det tidligere Vestarmenien (i dag Tyrkiet) og er et symbol på Armenien. Iflg. Biblen var det her, at Noas Ark landede efter syndfloden og legenden fortæller, at hans tipoldebarn Hayk bosatte sig i Armenien da han var 130 år gammel og at armenerne stammer fra ham.

Folkedrabsmuseet - en rystende sandhed

På en guidet rundvisning besøger vi ”Genocide Museet” hvor det armenske folkedrab er skildret gennem 40 plancher med gribende billeder og tekster (også på engelsk). Det kristne armenske folk blev forfulgt og denne minoritet i det muslimske Osmanniske Rige blev ofrer for omfattende diskrimination. I slutningen af 1800-tallet blev flere hundrede tusinder armenere myrdet og tyrkerne fortsatte folkedrabet i årene 1915-18 med massakrer på intellektuelle og hele landsbyer blev udryddet. Folk blev samlet i kirker, som der så blev sat ild til så alle indebrændte. Mange armenere blev sat til tvangsarbejde uden kost og blev efterfølgende kørt ud i den syriske ørken for at tørste og sulte ihjel – langt væk fra vestens opmærksomhed. Det skønnes, at mere end en million armenere blev ofre for etniske udrensning. Efter denne meget intense og stærkt påvirkende oplevelse ser vi mindesmærket fra 1967 for det armenske folkedrab. En 100 meter lang basaltvæg med navnene på landsbyer der blev massakreret, leder os hen til en 44 meter høj stele - en sylespids pyramide bestående af en mindre og en større del - adskilt af en kile - som symboliserer det armenske folk. Den lille landets befolkning og den store de mange armenere som lever uden for Armenien – og samtidig forener alle armenere. Ved siden af stelen går vi ned bag 12 store, indad bøjede basaltvægge, med form som de klassiske gravsten khachkars, der symboliserer hver af de mistede provinser i Vestarmenien. Her brænder den evige flamme, hvor armenere mødes hvert år den 24. april for at lægge blomster og mindes folkedrabenes ofre.

Kaskadekomplekset - Armeniens Hængende Haver

I sovjettiden forsøgte man at bygge et gigantisk og kunstfærdigt vandfald ned over en klippe, men arbejdet gik i stå ved Sovjetunionens fald og begyndte at forfalde og smuldre væk (som så meget andet sovjetrussisk byggeri). En amerikansk rigmand Gerard Cafesjian med armenske rødder købte anlægget og skabte Kaskadekomplekset med tilnavnet ”Armeniens Hængende Haver”. Ombygningen begyndte i 2002 og anlægget med Cafesjian Kunstcenter blev åbnet i 2009. Neden for Kaskadekomplekset ligger Tamanyan Skulpturpark med fontæner og med forskellige internationale, modernistiske kunstværker som den brølende løve, den nøgne gladiator, den fede kvinde, der ryger en cigaret og den fede kat – for blot at nævne et par af parkens interessante skulpturer. På parkens lange sider ligger restauranterne tæt og vi nyder vores individuelle frokost på den lille Sophiste Reto-Bar, som varmt kan anbefales. For at komme op til toppen af dette imponerende kunstmuseum med ydre vandfald, fontæner og små haver med kunstværker kan vi vælge at benytte de udvendige mere end 500 trappetrin eller tage de indvendige syv rulletrapper, der løber fra repos til repos. Undervejs kan vi nyde nogle af de mange udstillede kunstværker og installationer - i stort format. I en af museets sale ser vi tre fantastiske fresker skabt af den Sovjet-Armenske kunstner Grigor Khanjyan (1926-2000) som viser scener fra Armeniens lange og brogede historie. Den omfattende samling af kunstmuseets glaskunst besøger vi ikke ved denne lejlighed. Den øverste del af Kaskadekomplekset er endnu ikke færdigt, men igen har vi en fin udsigt ned over anlægget og ud over Yerevan.

Fra Kaskadekomplekset til Republikpladsen

På egen hånd spadserer vi fra Kaskadekomplekset og krydser Den Franske Plads for at komme frem til operahuset opført i 1933, der også indeholder Katjaturjan Koncertsal. Med ansigtet ud mod Den Franske Plads ses en statue netop af Aram Katjaturjan (1903-1978), der regnes for Armeniens største komponist med bl.a. sabeldansen fra balletten Gajane samt balletten Spartacus. Pladsen foran operaen og koncerthuset kaldes Frihedspladsen og lige i nærheden støder vi på Svanesøen. Her ses bl.a. en liggende skulptur af en anden armensk komponist og pianist Arno Babajanian (1921-1983). Vi fortsætter ad Den Nordre Avenue, der er den nye moderne gågade med luksuøse boligbygninger og fine mærkevarebutikker og helt særlige arkitektur. 

Republikpladsen - Republic Square

Fremme på Republikpladsen står vi på Yerevans største plads, der regnes for en af de allersmukkeste pladser skabt i det 20. århundrede. Pladsen, der tidligere hed Leninpladsen, har et stort anlæg med springvand og er omgivet af smukke bygninger, der buer efter pladsens ovale form. Bygningerne, der bl.a. har regeringskontorer samt hotel, er opført i 1950’erne med rødlige sandsten, der changerer smukt som mosaikker. På pladsens nordside – lige foran springvandene - ligger en hvid bygning fra 1926 med arkade under høje buer og rummer Armeniens Historiske Museum samt Armeniens Nationale Kunstgalleri. Desværre har vi i dag ikke tid til at se nærmere på disse museer, så det må vente til en anden gang, for vi skal spise en fælles middag med hele rejsegruppen denne aften. I sommermånederne er her om aftenen dansende lysshow, hvor fontænerne springer i forskellige mønstre og farver i takt til musik, der sendes ud over pladsen gennem højttalere.   

Zvartnots Katedral - St. Gregor Kirke

Denne dags første stop ligger lidt uden for Yerevan og her besøger vi ruinerne efter en meget stor og helt speciel katedral. Vores lokalguide skitserer hvorledes de første enkelte kirker var udformet som et rektangulært hus. Senere satte man endnu et ”hus” på tværs, så kirken dannede et kors. Derefter kom de runde kirker – og katedralen i Zvartnots var netop en rund kirke. Eller rettere en 32 kantet katedral bygget mellem 643 og 652 og tilegnet St. Gregor Lysbringeren. Katedralen har oprindeligt været i tre etager, men efter et jordskælv i 930 faldt det hele sammen og blev dækket af jord og løse klippeblokke og gik i glemmebogen. I begyndelsen af 1900-årene fandt man ruinerne og udgravede stedet, så vi i dag kan se katedralens mange søjler, som er fornemt dekoreret med forskellige kapitæler ofte pyntet med relieffer med blomster og frugt. Rester af de fire store, bærende søjler ses, ligesom et af de fire apsisser inde i katedralen. Ved siden af katedralen ligger ruiner af flere bygninger bl.a. et kongeligt palads, ligesom her er et museum, der bl.a. har en model af hvorledes Zvartnots Katedral har set ud. Zvartnots katedral er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

St. Hripsime kirke - en nonnes skæbne

I nærheden besøger vi en anden UNESCO-beskyttet kirke – en af de ældste bestående kirker i Armenien som har overlevet adskillige jordskælv. Kirken er opkaldt efter en ung, smuk nonne med navnet Hripsime, som flygtede fra de kristne forfølgelser i Rom sammen med andre nonner og kom til Armenien i slutningen af 200-årene. Men under den armenske Kong Trdat III (250-330) blev forfølgelserne ikke mindre – og kongen forsøgte endda at voldtage den smukke nonne. Hun og de andre nonner blev dræbt, og som martyr og helgen blev den befæstede St. Hripsime Kirke rejst i 618 oven på hendes tidligere mausoleum fra 395. St. Hripsime ligger begravet i kirkens krypt, men pga. en igangværende gudstjeneste er der ingen adgang.

Etchmiatsin - Armeniens åndelige centrum

Vi fortsætter til Armeniens åndelige centrum i Etchmiatsin, der ligger ca. 20 km fra Yerevan. I dag er det hovedsæde for den armenske apostolske kirke og et pilgrimsmål for armenere i ind- og udland med et betydningsfuldt kloster og en katedral - Moderkirken. Endvidere er her en del andre nyere bygninger – kapeller, seminar etc.  Etchmiatsin Katedralen (Moderkirken) er den ældste kristne kirke i Armenien og blev bygget i 309 oven på et tidligere hedensk Venus-tempel (hvilket ofte er sket ved de armenske kirkebyggerier).

En legende fra 460 fortæller, at St. Gregor Lysbringeren havde flere syn, hvor himlen åbnede sig og et strålende lysskær skinnede på jorden. Gennem lyset drog en skare engle anført af en stor figur af Jesus. Med en gylden hammer slog Jesus tre gange i jorden, hvorefter der rejste sig en ildflamme omkring et gyldent skær på jorden. Ildflammen forvandlede sig til en kirke med skyer som lignede kirkekupler. Synet gentog sig tre gange på steder, hvor martyrer havde lidt døden bl.a. ved Hripsime og her ved Etchmiatsin.

Den østlige indgangsportal, der bærer St. Gregor Lysbringerens navn, er oprettet i 2001 i forbindelse med Pave Johannes Paul II’s besøg. Portalen viser på forsiden Lysbringeren sammen med Kong Trdat III som St. Gregor efter tolv års fangenskab i kirken i Khor Virap fik overtalt til kristendommen i 301. Det skete netop her i Moderkirken. Mellem sig har de et kors. På bagsiden af portalen ses de to apostle Thaddæus og Bartholomæus, som man mener bragte kristendommen til Armenien i det 1. århundrede. Ved siden af indgangen ses et stort åbnet alter fra samme år. Moderkirken ligger for enden af den store plads og er blevet skamferet flere gange af muslimer gennem tiderne, men altid genopbygget. I 2019 er moderkirken igen under renovering og spærret, så der er ikke adgang til selve katedralen, hvor relikvier som f.eks. træ fra Noas Ark opbevares. I stedet besøger vi Dåbskapellet fra 2008, hvor der er adgang til at brænde et lys.

Paradjanov Museum - en kunstners hjem

Efter en fælles frokost på restauranten The Club i Yerevan, besøger vi den berømte filminstruktør og kunstner Paradjanov Museum. Han er født i Tbilisi, men boede i lange perioder i dette fornemme borgerhus, der ligger på kanten af den dybe Hrazdankløft med Hrazdanfloden, som strømmer gennem byen. Museet er i to etager og indrettet med kunstnerens møbler, historiske billeder fra Paradjanovs liv samt mange af kunstnerens udmærkelser, kollager og kreationer.

God tid til marked og familiepark 

Vi har god tid inden næste officielle besøg på Brandyfabrikken, så vi benytter tiden til at besøge det overdækkede Goom Marked, hvor det specielt er de tørrede frugter og sødesager der er i fokus. Men her er også frisk frugt og kød. På første sal sælges sko og tøj. Vi besøger derefter Vardanyan Familie Park, opført i 2018-19 i forbindelse med fejringen af 2800-året for Yerevans grundlæggelse. Anlægget er skænket af familiens fond, og er et forfriskende sted at opholde sig, for parken har 70 forskellige træsorter, 2800 vandkanoner og syv herlige bronzestatuer.

Ararat Brandy Company

Ved dagens sidste besøg krydser vi Hrazdankløften over Victory Bridge for at besøge Ararat Brandy Company. Her ser vi fabrikkens museum med brandyfade i forskellige årgange og hører om fremstillingen. Rundvisningen slutter med smagsprøver på en 5-årig og en 10-årig brandy. Jo, der kan smages forskel! Det er herefter muligt at besøge butikken og lade kreditkortet gløde!

Levons guddommelige undergrund

Vi har brugt de sidste par dage på en rundrejse til og fra Goris i det sydøstlige Armenien og er nu tilbage på vores base på Ani Plaza Hotel i Yerevan.

Dagen starter med et helt specielt besøg i et hus i landsbyen Arinj, der nu næsten er en forstad til Yerevan. I huset bor familien Arakelyan og tilbage i 1985 bad Levons kone, Toysa, ham om at grave en kartoffelkælder, hvilket han gjorde. Samtidig fik han et syn – eller en tvangstanke – om, at han skulle fortsætte med at grave. Tanken kom igen og igen og han begyndte at grave dybere og dybere. Det gjorde Levon i 23 år til sin død i 2008. Under gravearbejdet skulle det overskydende materiale naturligvis afskaffes og i begyndelsen måtte han bære det op. Senere gravede han en skakt, så sten m.v. kunne hejses op til overfladen. Denne guddommelige undergrund går hele 21 meter ned under huset og vi kommer rundt i de underjordiske haller via sirligt udførte trappetrin og ser undervejs forskellige relieffer og anden udformning bl.a. et underjordisk alter. I dag har enken Toysa åbnet stedet som et museum og lever af entreen ved at vise Levons guddommelige undergrund frem – så måske var der alligevel en højere mening med tvangstankerne.

Geghard klosterkompleks - med klippekirker

For enden af en snæver bjergkløft i et vildt bjergterræn kommer vi til det enestående klosterkomplekset Geghard. Komplekset regnes blandt Armeniens største seværdigheder og er på UNESCO’s verdensarvsliste. Mange klostre ligger på bjergtoppe, men dette er placeret på en bjergside beskyttet af lodrette klippevægge på alle sider. Klosterkomplekset, der blev grundlagt i 300-årene, omfatter mere end 20 kapeller udhugget i klippevæggene. Midt i komplekset står katedralen, der er fra 1215. En åbning inde i katedralen fører ind til andre kirker udhugget i klippesiden i 1100 og 1200-årene. Her er fine relieffer mejslet direkte i klippesiden samt stenkors. Fra hullet i loftet kommer lyset ind i klippekirken og det fortælles, at disse kirker er udgravet fra toppen gennem disse huller af en enkelt mand, som brugte hele sit liv på denne opgave. Til venstre for katedralen fører en trappe op til et plateau, hvor en smal passage inde i klippesiden leder os frem til et gravkapel, hvorfra det klinger vidunderligt, når korets fortryllende sang lyder i det hule rum. Gravkapellet er understøttet af fire dekorerede søjler med buer, og på væggen ses udhuggede relieffer med traditionelle mønstre som på korssten. Til højre for Katedralen er hele klippevæggen dekoreret med relieffer. En trappe fører op til reliefferne. I klostrets østvæg findes en åbning der leder ud til en bro over en mindre flod i skoven.

Garni Templet - Armeniens eneste græsk-romersk tempel

Ca. ni km. fra Geghard klostret ligger Armeniens eneste græsk-romersk tempel – Garni Templet. Templet er en enestående perle fra det 1. århundrede og dedikeret til den hedenske solgud Mithra. Beliggenheden er velvalgt på et plateau lige ud til en imponerende kløft med lodrette klippesider langt ned til Azatfloden i bunden. Garni Templet minder om et mindre Parthenon (som på Athens Akropolis) og har 24 søjler, der omkranser templet og støtter taget. Ni høje trin fører op til et rekonstrueret alter. Bemærk de smukke friser med blomstermønstre under loftet over indgangen. Det originale Garni Tempel blev ødelagt ved et voldsomt jordskælv i 1679, men blev mellem 1969 og 1975 genopbygget. Vi kan tydeligt se hvad der er originalt og hvad der er tilføjet. I Armenien ønsker man heldigvis ikke at skjule ny fra gammelt. Ved siden af templet ses ruinerne af en cirkelformet kirke fra det 7. århundrede. Lidt herfra ligger resterne af et kongeligt sommerpalads fra 300-årene, ligesom her er ruiner fra badehuse. Området har således en lang og interessant historie. Udgravningerne og rekonstruktionerne fortsætter, for store dele af området er endnu ikke undersøgt.

Lige uden for tempelområdet nyder vi en fælles frokost med hjemmelavede armenske specialiteter på Merojakh Familie Restaurant hos en familie, der har omskabt deres hjem til en restaurant. Her ser vi også hvorledes det traditionelle flade brød – lavash – bliver bagt i en nedgravet lerovn.

Yerevan Katedral - en helt særlig katedral

Det er sidste aften i Yerevan og vi benytter lejligheden til at spadsere over Republikpladsen og frem til Yerevan Katedral. Neden for katedralen ses en statue af general Zoravar Andranik ridende på to heste og med svingende sværd som han bl.a. brugte i krigen mod russerne. En lang trappe fører op til katedralen, der ligger højt på en bakke i ”Den Grønne Ring”, så eftermiddagssolens stråler endnu kan kaste lys over denne moderne katedral, der blev indviet i 2001 – 1700-året for kristendommens indførelse som statsreligion i Armenien. Indenfor imponeres man over kirkerummets størrelse, der mest af alt minder om en stor koncertsal. På mange måder adskiller katedralen sig fra andre armenske kirker ved at her er siddepladser (1700 kirkegængere kan sidde og 300 kan stå). Her må ikke tændes levende lys og så har katedralen et orgel.

Lysshow og syngende springvand på Republikpladsen

Efter en udmærket middag på The Old House tæt på Republikpladsen er det blevet helt mørkt og pladsens fascinerende, dansende lysshow er begyndt. I sommermånederne er her fyldt med folk, der nyder den klassiske musik fra højttalerne og de farvestrålende fontæner der danser i takt til musikken. Og så er bygningerne omkring Republikpladsen oplyst i smukke farver.              En bedre afslutning på denne rundrejse i Armenien kunne vi næppe få.