900 Ushguli Svaneti Regionen Kaukasus Georgien Anne Vibeke Rejser DSC04195

Ushguli - en bjergby i Kaukasus

Google Map...
Georgien

Georgiens hovedstad er Tbilisi med ca. 1,2 mio. indbyggere

Befolkningstal: ca. 6 mio.

Areal: ca. 69.700 km²

Afstand fra Danmark: ca. 2.794 km

Vigtigste turistattraktion: Hovedstaden Tbilisi

Læs mere på:

Rejsebureau: Viktors Farmor

Turistinformation: Georgien

 

På støvede og mudrede bjergveje

Det er indtil videre umuligt for en bus at køre på de små bjergveje i Kaukasus, så i dag står der 4-hjulstrækkere uden for gæstehuset parate til at bringe os sikkert op i den øvre del af Svaneti-regionen til middelalderlandsbyen Ushguli. Der er 46 kilometer på snoede, støvede og mudrede veje frem til landsbyen og i dag tager det mellem to og tre timer at nå frem. Det fortæller lidt om bjergvejens beskaffenhed, men flere steder arbejdes der på at gøre strækningen meget bedre bl.a. med udvidelser og asfaltering. Men den dramatiske udsigt fejler bestemt ikke noget.

Ligesom da vi kørte op til Mestia er også denne rute fyldt med dramatiske udsigter mod høje snedækkede bjerge og dybe kløfter med den rivende flod, der fører gråt smeltevand ned fra bjergenes gletsjere. Undervejs kører vi over høje pas og kommer forbi små, øde landsbyer, der - hvis ikke der hang vasketøj uden for stenhusene - ser ud som om de var forladte.

Et forsvarstårn på vejen

Et af stoppene på ruten sker ved et af de gamle forsvarstårne, der står tæt på floden og som det er muligt at besøge. Dvs. du kravler op ad en simpel træstige til første sal og gennem et lille hul i loftet som er lavet af tætliggende tynde træstammer. Endnu to stiger fører op til rummene på de øverste etager. Det er ikke meget lys, der trænger gennem de små skydehuller i stenvæggen, og vær forberedt på at skulle kravle både op og ned. Det er bestemt ikke noget for folk med klaustrofobi. Der knytter sig en legende til tårnet, der kaldes ”Kærlighedens Tårn”, hvor en ung kvinde skød sig, da hendes elskede (der var gift med en anden) omkom i floden under en jagt. 

910 Forsvarstaarn Med En Legende Og Som Kan Besoeges Svaneti Regionen Kaukasus Georgien Anne Vibeke Rejser DSC04153
Forsvarstårn med en legende og som kan besøges

Ushguli - den højeste beliggende helårsbeboelse

Efter endnu en kort pause ved en lille købmandsbod, hvor du kan købe en forfriskning, nærmere bilerne sig den UNESCO-beskyttede og helt specielle middelalderlandsby Ushguli, som bl.a. er unik for dens ældgamle stenhuse og de imponerende forsvarstårne fra middelalderen. Byen har ca. 250 indbyggere fordelt på 50 familier og her er flere tårne pr. indbygger end noget andet sted i Svaneti-regionen.

Som den højeste beliggende helårsbeboede landsby i Georgien er mennesker og dyr her sneet inde otte måneder om året, så det er nødvendigt at være godt selvforsynende. Ushguli ligger i et åndeløst skønt landskab omgivet af uberørte, snedækkede bjergtinder. Gennem byen strømmer en rivende flod og fra byen er der udsigt til Georgiens højeste bjerg Shkhara, 5.068 moh. På en spadseretur gennem byen ses flere faldefærdige ruiner mellem de beboede huse. Nogle af tårnene er skæve og beskadiget efter en lavine i 1987. 

Lamaria-kirken i Ushguli

I dalen, som åbner sig bag byen, ligger Lamaria kirken med et forsvarstårn på en lille forhøjning. Denne lille, mørke basilika fra det 9. århundrede er prydet med fresker fra 900- til 1100-årene og en række fine ikoner foran den lille ikonostas. Basilikaen er beskyttet bag en kirkemur som omkranser stedet. 

Det etnografiske museum

Efter en dejlig frokost midt i den gamle by hos Villa Lileo, hvor du også ser hvorledes maden fremstilles, fortsætter besøget i det historiske etnografiske museum. Museet ligger nærmest ”skjult” i et af de større, gamle stenhuse, hvor du følges nøje af vagter, da du lukkes ind. Det pointeres, at fotografering er strengt forbudt. Dette lille, uanselige museum viser sig at indeholde flere unikke kunstskatte som kors og ikoner i guld og sølv - de fleste fra 1000- og 1100-årene og enkelte klenodier helt tilbage fra 900-tallet. Værdifulde og historiske ting som man passer ekstra godt på. 

950 Etnografiske Museum I Ushguli Svaneti Regionen Kaukasus Georgien Anne Vibeke Rejser DSC04209
Etnografiske museum i Ushguli

Efter besøget kører bilerne tilbage gennem det spektakulære bjerglandskab mod Mestia, for næste dag at påbegynde rejsen tilbage mod Tbilisi - men ikke uden besøg på en vingård. 

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser