912 Den Foerste Levende Komodovaran Komodo National Park Indonesien Anne Vibeke Rejser DSC01446

Kom tæt på komodovaraner og kulturoplevelser på øen Flores

Google Map...
Indonesien

Indonesien er et ørige med hovedstaden Jakarta på øen Java. Blandt andre populære øer er Bali, Sulawesi og Sumetra samt Flores og Komodo. 

Befolkningstal: Ca. 262 mio.

Areal: Ca. 1.904.569 km². 

Afstand fra Danmark: Ca. 10.856 km. til Jakarta.

Attraktioner: Skønne sandstrande, regnskove med bl.a. orangutanger og andre aber, og blandt dyreliver findes verdens største firben - komodovaraner - på øen Komodo.

Turistinformation: Indonesien

Rejsebureau: Viktors Farmor

Hotel Jayakarta Labuan Bajo i byen Labuhan Bajo

Du er kommet til øen Flores og indkvarteres på strandhotellet Jayakarta Labuan Bajo, der har en blomsterrig have omkring en dejlig pool og med direkte adgang til havet. På hotellet vil du  højest sandsynlig stifte bekendtskab med en lille øgle - gekkoen - som er ganske ufarlig, ja, ligefrem nyttig, da den tager mindre insekter.

Det kan anbefales at spadsere en tur langs stranden, hvor du på den ene side har en fiskerlandsby, mens du til den anden side kommer til udløbet fra floden Nanga Nae. Havvandet er noget mudret, netop fordi slam fra floden føres ud i havet, ligesom her er en tidevandsforskel på ca. to meter. Vil du alligevel bade i havet, anbefales det at benytte badesko eller sandaler, da strandsvin efterlader knuste flasker/glasskår i vandkanten. Und dig selv at gå ned til stranden og nyd den smukke solnedgang over Det Indiske Ocean.

Komodovaraner på øen Komodo

Det er tidlig morgen og lyset er så småt ved at bryde frem, da du stiger ombord på den båd som sejler dig til øen Komodo. Mens lyset langsomt kommer under sejlturen, har du udsigt til de mange øer i Komodohavet og efter nogle timer går i land og træde ind i Komodo National Park.

Efter portalen til nationalparken ses en statue af det kæmpemæssige firben, som du senere vil se. Med gruppen rundt i nationalparken har du en ranger foran, en på hver side af vandregruppen og en bagerst. Alle rangerne er forsynet med lange kæppe, der i givet fald skal holde varanerne væk, hvis de angriber. Det oplyses dog, at der kun har været brug for kæppene i fem tilfælde inden for de sidste tre måneder. Men man ved aldrig!

Nationalparken har en kort og en lang vandrerute og der går ikke langtid i denne bambusskov før den første komodovaran opdages. Den ligger henslængt, men med løftet hoved. Komodovaranerne er verdens største nulevende øgle og den voksne varan kan blive mellem 2,5 og 3 meter lang og vejer normalt omkring 90 kg. Selv om en komodovaran kan se dvask ud, som den ligger henslængt, kan den hurtigt komme i løb med op til 20 km. i timen! Komodovaranerne har knivskarpe tænder og et giftigt bid der kan dræbe deres byttedyr som bl.a. hjorte og vildsvin, der lever i nationalparken. Men kan også angribe mennesker!

Ofte bliver der flået en luns kød af byttet, som så langsomt dør enten af blodtab eller forgiftning, hvorefter varanen finder frem til sit bytte ved at benytte sin lange, gule, spaltede tunge som lugteorgan (akkurat som slanger) og æder sit bytte. Komodovaranen kan æde op til 80 procent af sin egen kropsvægt. Komodovaranernes ynglesæsonen er juli-august og hunnen lægger ca. 20-30 æg i en rede. Æggene klækkes efter otte måneder. De unge komodovaraner kan klatre op i træerne - så brug øjnene. Følg rangernes anvisninger og hold afstand til dyrene på tre-fire meter.

De fredede komodovaraner er gode svømmere og de ca. 6.000 tilbageværende øgler findes i dag på fem forskellige øer i Indonesien.

Snorkling ved Den Lyserøde Strand - Pantai Merah

Efter vandreturen fortsætter du med båden til Pantai Merah (Den Lyserøde Strand) for at svømme og snorkle i det krystalklare vand. Vær opmærksom på, at landgangen på denne tur sker fra en mindre jolle, hvor du skal gå de sidste meter gennem vandet for at nå ind på stranden. Her er skarpe muslinger, så det anbefales at have badesko eller sandaler på der tåler at blive våde. Der findes snorkeludstyr på stedet, men det er en god ide at tage sin egen dykkermaske og snorkel med, da du ikke kan regne med, at kvaliteten er i orden på det lånte udstyr. Svømmefødderne er helt ok. Når du skal ud i havet så gå et stykke ind midt på stranden, da der er skarpe sten og konkylier under vandet ude i siderne af stranden. I havet kan du opleve det forunderlige liv under havoverfladen med farvestrålende fisk og koraler.

Komodo National Park på øen Rinca

En af de andre øer som også dækker Komodo National Park er Rinca. Fra bådebroen passerer du en skulptur med to kæmpende varaner, inden du på en træbro over mangroven kommer ind til det centrale besøgscenter. Fra træbroen kan du være heldig at se komodovaraner komme travende og snuse sig frem med deres lange tunge. 

Sammen med rangere vandrer du gennem skov og savanne og møder flere komodovaraner. Nogle er aktive, mens andre blot ligger og fordøjer sit bytte.

Rundturen i nationalparken slutter oppe på et udsigtspunkt med en fremragende udsigt. Herefter går sejlturen tilbage mod Labuhan Bajo.

Spejlgrotten Goa Batu Cermin på Florens

En af udflugterne på Florens går til den såkaldte Spejlgrotte - Goa Batu Cermin. Grotten blev for tusinder af år siden skabt under havet, og ved jordskælv og landhævninger kom dette stenområde over havets overflade.

På spadsereturen gennem det tørre landskab mod grotten passeres en forunderlig, naturlig stenformation kaldt paraplyen - som også kan minde om en svamp. Rundt omkring kan du støde på den giftige grønne hugorm, der både ses i træerne og på jorden, så bliv på stierne. På vej op til grotten ses en kæmpemæssig stalagmit.

Ved indgangen til Spejlgrotten skal du være forberedt på at kunne gå ”abegang” (dvs. kravle på hug) ca. otte meter ind i den mørke grotte, før du atter kan rejse dig. Du har lokalguider med som lyser med deres lygter. Tag eventuelt din egen lygte med. At grotten engang har været under havet, ses ved de mange havfossiler på loft og vægge, ligesom her er en forstenet skildpadde. I loftet hænger flagermus.

I en smal passage kan du opleve solens genskær i de saltholdige klippesider, når solens stråler omkring kl. 12, står over en åbning i grottens tag og kaster sit lys ned på klippesiderne og lyser dele af grotten op - deraf navnet Spejlgrotten. Kommer du uden for dette tidspunkt, har lyset ingen effekt. Du kan i lysskæret fra lygterne se forskellige drypstensformationer.

Efter grottebesøget følger du stien rundt om grotten, der kan være udfordrende for nogle, da her er store sten og høje trin som skal passeres.

Landsbymarked

Det er tid til et besøg på det lokale landsbymarked og måske købe sig lidt frugt eller krydderier. Det er altid en farverig oplevelse at gå gennem et marked. Mindre heldigt er det, at der overalt ligger affald i grøftekanterne, da man endnu ikke har organiseret et renoveringssystem.

Melo-landsby med piskedans

I Florens højland besøges Manggarai-folket i landsbyen Melo. Den lokale stamme bor så højt, at her er en enestående smuk udsigt ud over dalen og de bagved liggende bjerge. Her vil du opleve en traditionel piskedans kaldt Tari Caci.

Først bydes du velkommen af stammens høvding i en af hytterne, hvorefter forestillingen begynder. Tidligere var det de deltagende unge mænds mod som skulle afprøves - og gøre indtryk på de ugifte piger - og måske et efterfølgende ægteskab.

Men dengang var piskedans farligt, selv om der var visse regler for afvikling af kampen og det skete, at de kæmpendes hud blev pisket til blods. I dag opføres piskedansen med stor hensyntagen til ikke at såre modstanderne - selv om piskedansen kan se farlig ud.

Efter kampen kommer landsbyens kvinder trippende til rytmen af trommer, hvorefter arrangementet slutter med en bambusdans, hvor deltagerne springer mellem bambusstængerne, mens kvinderne spreder og samler bambusstængerne i hurtigere og hurtigere takt.

Læs også rejsebeskrivelserne: Orangutanger og Toba-kratersøen på Sumatra, samt Bali - med kulturoplevelser og Sanurs badestrand.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser