På tur gennem Negevørkenen

Tel Aviv og Jaffa

Vi landede sent i går aftes i Ben Gurion lufthavn i Tel Aviv og efter en god nats søvn har vi kun lidt tid til at se Tel Aviv og omegn, inden vi skal sydpå. Valget falder derfor på at tage til den gamle havneby Jaffa, der næsten er vokset sammen med Tel Aviv. Sidst jeg var her, lå havnefronten hen som en åben plads, men nu er der kommet vældigt gang i byggeriet. På kajen bygges store huse, som ikke er nær så smukke som de nænsomt restaurerede dele af Jaffas gamle bydel. Vi kan kun håbe, at der sættes sten uden på murene, så noget af det oprindelige hyggelige miljø kan bevares. Vi haster op i den gamle bydel og kan glædes ved at her er alt fortsat intakt og smukt. Fra toppen af højen midt i byen fås ikke bedre vue ud over havet mod Tel Avivs hvide hoteller langs stranden.

Negevørkenen

Denne dag kører vi mod syd til Negevørkenen der udgør 62% af Israels areal, men her bor kun 20% af befolkningen. Det er således et meget øde område, vi besøger på denne rundrejse i Israel. Efter ca. 115 km. passeres den største af ørkenbyerne Be’er Sheva og herefter er det gold og stenet ørken kun afbrudt af enkelte spredte bebyggelser, kibbutzer og beduinlejre.

Lokalguiden Alfonso Nussbaumer er specialist i ørkenen og har levet blandt beduiner for år tilbage. Han fortæller, at beduinerne traditionelt var et nomadefolk, der vandrede omkring i ørkenen med deres fåreflokke og dromedarer for hele tiden at finde nye græsningssteder. Men de bevægede sig ikke så langt omkring, som man kunne forestille sig, men holdt sig i afgrænsede områder bl.a. for at undgå indbyrdes stridigheder.

I dag tæller beduinerne i Israel omkring 70-80.000 mennesker og de er i stigende grad blevet fastboende. Kun om sommeren ser man beduinerne flytte sig, men vender så tilbage til deres huse om vinteren. Alle beduinernes børn går nu i skole og integreres således langsomt i det moderne israelske samfund. Men deres boliger ligner mest af alt om faldefærdige rønner som det ses i en township ved en afrikansk storbyforstad. Kun meget langsomt får man beduinerne til at bo i et muret hus. Desværre findes der også en del kriminalitet blandt beduinerne, som bruger deres karavaner gennem ørkenen til at smugle varer ind i landet - herunder både våben og narkotika. Den illegale import menes styret af den russiske mafia.

Ørkenbyen Avdat

Efter et par timers kørsel passeres ørkenbyen Kibbutz Sde Boker, hvor Ben Gurion boede og hvor han nu ligger begravet sammen med sin kone Paula med udsigt til sin elskede ørken. Her startede israelerne i 1952 et dristigt pionerprojekt uden hverken vand eller veje og vandt over ørkenen. I dag findes der universitet og forskningscenter for bl.a. solenergi og vandingsteknikker. Vi gør ikke holdt i byen, men fortsætter sydover.

Snart ses nogle stenmure på toppen af et højdedrag. Vi er kommet til ørkenbyen Avdat. Det er imidlertid en by helt uden liv i dag og fremstår som et fantastisk vidnesbyrd om tidligere tiders rigdom og magthavere. Avdat blev grundlagt af nabatæerne i det 4. århundrede før Kristi og lå centralt på den nord-syd gående krydderirute, hvor man fragtede varer fra Afrika via Eilat og op til afskibning i Gaza havn. Den lå også på den øst-vest vendte silkerute og ikke i lang afstand fra nabatæernes højborg Petra i det nuværende Jordan. Langs disse karavaneruter blev der i passende afstand fra hinanden bygget fæstningsværker, kirker, herberger og stalde til dromedarerne. Alle de skiftende magthavere har været i Avdat og har hver i sær sat deres præg på byggeriet. Romerne, byzantinerne, muslimerne alle har de været her. I mere end 1300 år lå byen forladt og i ruiner og blev delvist opslugt af ørkenen, men i 1952 udgravede man Avdat. 

Vi besøger de delvist restaurerede ruiner og ser romerske vagttårne, romerske lejre, herberger uden for bymuren (man ønskede ikke fremmede karavanefolk inden i byen). Her ses den byzantinske byggestil med hvælvinger og de kristne kirker med døbefond til både voksne og børn. Den vældige bymur blev opbygget med kasematter, hvilket betød, at det var en dobbeltmur, hvor man havde mulighed for at fylde hulrummet op med sten, hvis fjenden forsøgte at bryde gennem muren med en rambuk. Midt på gårdspladsen ses en af de store cisterner, hvori man opsamlede regnvand. Fra langt de fleste hustage blev vand ledt ad små kanaler til opsamlingssteder, så man havde vand i tørkeperioder. Yderst i fæstningen ses ruinerne af kirker og herfra er der et flot udsyn over Negevørkenen. Uden for byen boede bønderne og mange af de handlende i huler, som blev gravet ind i bjergets bløde sandsten.  Avdat og dele af Krydderiruten i Negevørkenen er optaget på UNESCOs verdensarvsliste over bevaringsværdige kulturminder.

Makhtesh Ramon

Længere sydover ligger byen Mizpe Ramon med besøgscentret for Makhtesh Ramon, der ligger på kanten til Israels største makhtesh (der sommetider fejlagtigt kaldes et krater, da det intet har med vulkaner og magmakratere at gøre). En makhtesh opstår ved at de tektoniske plader i jordskorpen forskyder sig ind under hinanden, hvorved jordskorpen brydes og årtusinders regn og erosion har skyllet sten og andet materiale væk. Nu ligger denne Makhtesh Ramon 400 meter under os, og er ca. 40 km. lang og 12 km. bred. Et imponerende syn, med et farvespil fra sort granit til næsten hvid sandsten. I besøgscentret vises en film om makhteshens tilblivelse, ligesom en lille udstilling viser mineraler og dyreliv fra området.

Dyreliv i den knastørre ørken

Lidt fra centret ligger en anden udsigtsplatform og på vejen ser jeg en flok ibex, bjerggeder, der lever i Negevørkenen. Bjerggederne har fået for vane at komme ind i byen og gnave blade af træer og buske, så det nu har været nødvendigt at indhegne byens beplantning. Det går også ud over folks haver, for gederne springer behændigt op over stenmure og forhindringer. Der er nu heller ikke megen føde at finde ude i den knastørre ørken.

Efter rundvisningen og lidt frokost i det tilstødende cafeteria, kører vi de 400 meter ned i makhteshen og gør holdt ved en samling pulveriserede sten i mange forskellige farver. Det er alt sammen forskelligt materiale samlet her i området og på enkelt sten ses flere forskellige farvestrålende mineraler. 
Vi følger den eneste asfalterede vej sydover, kommer op på den anden side og fortsætter mod Eilat.

Arava-dalen

På et højdedrag gør vi holdt for at nyde udsigten udover Arava-dalen og Edom-bjergene i Jordan, inden vi fortsætter ned i dalen og langs grænsen mellem Jordan og Israel til vi kommer til Eilat. (Se rejseartiklen fra Eilat nedenfor). 

Masada National Park

Vi har været i Eilat en uges tid og oplevet lidt af hvad denne ferieby kan tilbyde sine gæster og sætter nu kursen nordover mod Dødehavet. Vi når frem til Masada - et af de mest sagnomspundne steder i Israel. Herodes sommerresidens - som han aldrig selv nåede at bo ved - ligger på toppen af et enestående bjerg med stejle skrænter til alle sider ca. 450 meter over Dødehavet. På toppen findes ruiner af tårne, boliger, badeanstalter, cisterner, depoter og mange andre bygninger som var nødvendige for at opretholde et sikkert bysamfund på denne bjergtop. 

Masser af vand

Og man har levet i overflod bl.a. med førnævnte badeanstalter helt efter romersk mønster, med opvarmet vand og badeværelser - og så midt i ørkenen. Man var i stand til ved de kraftige regnskyl visse perioder af året, at opsamle regnvandet og lede det via kanaler til kæmpemæssige cisterner inde i bjerget neden for plateauet. Vi får på en landskabsmodel demonstreret, hvorledes teknikken virkede. Man skulle naturligvis bære vandet herfra og op på plateauet, hvor det blev hældt over i andre cisterner.

Det kollektive selvmord

Ca. 1000 israelere forsvarede sig mod en 15.000 mand stor romersk armé i flere år, og besluttede at begå kollektivt selvmord, da romerne fik bygget en kæmpe rampe op til plateauet og med rambuk og flammende pile fik brudt gennem forsvarsmuren. Israelernes leder Eleazar Ben Yair blev enige med de øvrige om, at hver mand skulle dræbe sin familie og til sidst trak de resterende mænd lod om, hvem der skulle dræbe hinanden og til sidst sig selv. Da romernes hærfører Flavius Silva kom frem til plateauet fandt han ligene - men også fulde fødevaredepoter og masser af vand i cisterne. Israelerne havde ikke overgivet sig på grund af sult og tørst efter den langvarige belejring - men døde med æren i behold, hvilket romerne skammede sig over og følte sejren som et nederlag.

Det Døde Hav

Efter turen oppe på Masada trænger vi til at blive svalet af med en dukkert i Dødehavet - det lavest beliggende sted på jorden, godt 400 meter under havets overflade. Ved Crowne Plaza Hotel i Ein Bokek er der direkte adgang fra hotellet gennem poolanlægget til det meget salte vand i Dødehavet, som du ikke kan svømme i. Du kan faktisk kun sidde op og måske læse avisen, mens det salte vand arbejder sig ind i huden og renser. Er du ikke til den friske vandtur, kan du bade enten i poolen eller i det indendørs 38 grader varme vand.

Jerusalem - Den Hellige Stad

Denne rundrejse i Israel slutter i Jerusalem. Det er en kold og regnvåd januardag, der møder os, da vi skal på rundtur i denne spændende by. Hele den gamle bydel er omkranset af en fire km. lang og på visse steder 12 meter høj bymur, hvorpå det er muligt at vandre hele vejen rundt om byen og danne sig et overblik og se nogle af de særlige attraktioner som Jerusalem - Den Hellige Stad - er så rig på. Det når vi dog ikke i dag, men koncentrerer os om at besøge få udvalgte steder som Vestmuren/Grædemuren, synagogen og Gravkirken. Fra Møddingporten (det var her at kloakken fra byen blev ledt ud) kommer vi forbi Ophel - den arkæologiske park med udsigt til Al-Aqsa moskéen og Klippehulen på Tempelbjerget og spadserer op langs Vestmuren der på det inderste sted kaldes Grædemuren - et af jødernes helligste steder.

I synagogen

På denne grå og regnfulde januardag er her ikke så mange mennesker, som sidst jeg var her, men inden for i synagogen er der trængsel. Synagogen er placeret under høje hvælvinger - nærmest under byen - i tilslutning til Vestmuren/Grædemuren, der fortsætter ind i synagogen. Her sidder og står jøderne med deres hellige bøger og messer uforstyrret, selv om andre vandrer frem og tilbage i det store rum.

Den Hellige Gravs Kirke - Gravkirken

Vi fortsætter gennem de små gyder, hvor kun specielt smalle køretøjer kan bringe friske varer frem til de mange boder, som findes overalt. Fra gaden El-Ward drejer vi op ad Via Dolorosa - Smertens vej - hvor Kristus bar korset hen til højen Golgata, der i dag ligger inde i Den Hellige Gravs Kirke (Gravkirken).

Lige indenfor kirkedøren knæler både gamle og unge ved Salvelsesstenen og kysser den. En kvinde tager et tørklæde og glider stenen med det, for at klædet skal bringe helse og lykke med hjem. I Gravkirken findes flere altertavler for hver af de mange grene af Kristendommen. Enkle altertavler og overdådigt udsmykkede altertavler. Her er så mange detaljer, du kan fordybe dig i, både når du går op på etagerne eller ned i kældrene - over alt kan du fordybe dig i Kristendommens historiske vingesus.