Ørkenbjergene bag Eilat

En beduinpiges redning

Han var på vej gennem Sinai-ørkenen i sin 4-hjulstrukne jeep. Solen bagte ubønhørligt og i hedens spejling så han i horisonten en beduin komme trækkende med sin dromedar. Da han kom nærmere, kunne han se omridset af en skikkelse hængende over dyrets pukkel. Han stoppede jeepen ved beduinen og kunne straks se, at det var en lille pige med et opsvulmet ben med to tætsiddende huller efter en giftslanges bid. Han fik fortalt beduinen, at hans datter omgående skulle på hospitalet og bad beduinen vente, hvor han var, mens han bragte den lille pige hurtigt på hospitalet i den nærmeste by. Hun kom straks under behandling, og han kørte tilbage til beduinen og fik beroliget manden. Senere tog han ham med ind til byens hospital, hvor pigen kom sig og overlevede.

Fra den dag var han adopteret af beduinen og tilbragte meget tid sammen med beduinerne og lærte deres sprog og kultur at kende samt en masse om ørkenens mangfoldighed. Da beduinpigen nogle år senere skulle giftes, blev redningsmanden naturligvis inviteret med. Traditionen tro må ingen fremmede se bruden på bryllupsdagen, kun den nære familie må være til stede. Beduinen bad ham besøge bruden sammen med hendes brødre. De øvrige beduiner protesterede mod dette brud på traditionerne, men fik svaret at det ikke er forbudt at få besøg af sin bror! Manden var nu en del af familien og det blev accepteret af de øvrige beduiner. Det varede ikke længe før de forskellige klaner af beduiner kendte historien, der fløj gennem ørkenen som en steppebrand - og manden har siden da altid været velkommen hos beduinerne. Hans navn var Alfonso Nussbaumer.

Han blev født i Schweiz, men har siden 1962 levet i Israel og var gift og havde børn med en israelsk kvinde. Han var uddannet inden for hotelbranchen, men det var naturen - specielt i ørkenen - der interesserede ham allermest. Han har kørt Østafrika på langs fra syd til nord og Nordafrika på tværs gennem Sahara og kendte om nogen ørkenen. Alfonso drev sit eget adventurfirma i Eilat, men havde som antydet ovenfor mange kasketter og en viden om ørkenen ud over det sædvanlige. Han var som arkæolog medlem af Archaeological Arava Expedition University, Tel Aviv, medlem i The Desert Rescue Team, Eilat, han var Nature Reserve Ranger samt Honorary Consul for Sweitz. Han har trænet folk i det israelske militær og lært soldater fra hele verden, herunder amerikanske soldater, hvorledes man overlever i ørkenen og har assisteret i farlige eftersøgnings- og rednings missioner i Zimbabwe, Colombia og Kina. Derudover beherskede han seks sprog. Alfonso døde i 2023 i en alder af 84 år.

Vi var kort sagt i de allerbedste hænder, da vi denne morgen blev hentet i Eilat af to 4-hjulstrukne jeeps for at begive os ud i ørkenlandskabet.

Eilat Mountains

Eilat ligger som den sydligste by i Israel helt ud til Det Røde Hav for foden af Negevørkenens højland, der rejser sig et "stenkast" bag byen. Negevørkenen danner en kile mellem Egyptens Sinai-ørken mod vest og Jordans høje Edombjerge mod øst kun adskilt af den enorme dalsænkning den Syriske-Afrikanske kløft der løber 470 km. gennem landet og slutter i Arava-dalen. Vi kører et stykke op langs med den egyptiske grænse, hvor der med jævne mellemrum ses bemandede kontroltårne. Selve grænseskellet dannes af et lille rustent, næsten faldefærdigt pigtrådshegn, der følger landevejen få meter inde på det stenede terræn. Her er sparsomt med bevoksning, kun enkelte akacietræer har overlevet 11 års tørke. Vi kører ind i en flodseng, en såkaldt wadi og stopper bilerne.

Disse wadi’er er dannet af de voldsomme regnskyl der gennem tiderne har ramt egnen. Når det sker, kommer vandet med en sådan kraft, at det river alt med sig. Træer rives op med rod, store klippestykker flyttes som var det korkpropper og veje - selv de asfalterede - skylles væk. Mange af wadierne er udlagt som vandreruter og nogle som cykelruter, og det hænder, at folk overraskes af en flodbølge. Det kan sagtens ske, at det har regnet hundrede kilometer væk og man går i en wadi under en skyfri himmel og så blive overrasket af en flodbølge, der kommer væltende ned gennem flodsengen. Faktisk dør flere mennesker i ørkenen ved drukning end af tørst! Men her i Eilat har det ikke regnet mere end to-otte mm. pr år i de seneste 11 år og naturen er ved at lide uoprettelig skade. Her er kun meget tørre buske og enkelte træer med sparsom bladvækst. Andre træer er allerede døde. Akacietræerne er de eneste, der med deres op til 60 meter dybe rødder, er i stand til at hente tilstrækkelig væde op fra undergrunden.

Udsigt fra Mount Joash

Langsomt bevæger vores lille ekspedition sig op ad snoede stier, som man ikke tror muligt at forcere i bil. Men de 4-hjulstrukne jeeps arbejder sig langsomt op over sten og grus. Landskabet omkring os bliver mere og mere spektakulært og bjergene har de mærkværdigste former og farver. Her har de tektoniske plader i undergrunden skabt et virvar af forskydninger i jordoverfladen, der vidner om særdeles stærke kræfter fra en fjern fortid. Bjergene er foldede i alle retninger, skubbet op og ind under hinanden og skabt lange smalle kløfter. De ældste bjergarter her er mere end 500 mio. år gamle. Her er bjergarter i alle farver, fra sort granit til næsten hvid sandsten.    

På toppen af Mt. Joash betages vi af den fantastiske udsigt ud over ørkenen. Mange har en forestilling om, at en ørken er en nøgen slette med sand og tænker måske på Sahara. Men ørkenen er meget andet. Her er det sten, bjerge, flere sten, storhed, stilhed og tørke - og et uventet stort dyreliv. Mod øst kan vi se den store bjergkæde Edombjergene i Jordan, hvor nabatæerne (et tidligt folkeslag) havde deres højborg i Petra. Mod syd åbner Det Røde Hav sig og mod vest en ligeså imponerende udsigt ud over Sinai-ørkenen i Egypten. Mod nord fortsætter Negevørkenens højland i det "uendelige".
Vi har kun været kort tid i ørkenens tørre luft og kan mærke tørsten komme. Med os har vi 25 liter vand i en tank bag på jeepen, som alle drikker af. I den ekstrem tørre luft mærker vi ikke, at vi sveder, så vi skal huske at drikke med jævne mellemrum.

En lille Grand Canyon

Det næste stop er ved en bred kløft, hvor det er muligt at studere de mange lag, der er i klippesiderne og hvorledes erosionen har nedbrudt bjergene. Hvad gemmer disse klippesider af hemmeligheder? Vi ved, at nogle af de antikke karavaneruter - f.eks. Krydderiruten fra syd til nord - også gik gennem disse kløfter. Her er tale om ruter fra tiden langt før Kristi fødsel. 
Vi skal ned i kløften og da vi nærmere os nedkørslen, tror man ikke, at jeepen kan klare det - så stejlt går det nedad. Det er en fantastisk oplevelse at se, hvad disse køretøjer og mændene bag rettet kan klare.

I bunden af kløften breder dalen sig ud og er en af de brede wadier i Eilat-bjergene. Her i det mere lavtliggende terræn er bevoksningen lidt hyppigere. Akacietræerne står spredte i flodsengen. Et enkelt sted eller to ses lidt grønne buske og planter - men det hører bestemt til sjældenheden. Vi kører tæt på klipperne i højre side af wadien og får øje på en flok ørkengazeller under et akacietræ på den anden side af dalen. Men de flygter, da vi kommer kørende. - Der altså liv i ørkenen, spørger jeg guiden og han forklarer, at der er masser af liv. Her er også ørkenged - ibex, ørkenræv, ørkenlos, slanger og fugle og mange andre dyr.

Timna Park

Vi kommer ind på den såkaldte "Kobberrute" og nærmere os naturreservatet Timna Park - et 60 km2 stort naturskønt område ca. 30 km. nord for Eilat. Her er både åbne kobberminer og miner med skakte under jorden. Her har man brudt kobber allerede 4.000 år f.v.t., så her findes verdens første kobbermine. Fremme ved centret overraskes vi ved synet af en sø - Lake Nehustan (Timna Lake), hvor man kan slappe af og dyrke forskellige former for vandsport. Centret kan også være udgangspunkt for en eller flere af de 24 vandreruter i området, hvor vi både kan opleve natur og ældgammel kultur.  Her findes også underholdning af forskellig art som f.eks. kamelridning (på dromedarer), rappelling, cykling samt et cafeteria.

Salomons Søjler

Ikke lang fra centret rejser Salomons Søjler sig (Solomon Pillars) formet af naturlig erosion af klippernes røde sandsten gennem tusinder år. De 50 meter høje lodrette klippestøtter kan få fantasien hos enhver hen på historien om Kong Salomons Miner. Ligger der mon en enorm skat med diamanter gemt her?  

Antikke klipperaderinger

Vi fortsætter ad en mindre grusvej og kommer frem til et åbent museum, hvor kopier af forskellige antikke klipperaderinger er udstillet. Her er de ældste - indsamlet fra området heromkring - mere end 6.000 år gamle og forestiller jægere med deres hunde. Men også kartouche med den egyptiske Farao Ramses signatur vidner om, at egypterne også har været her. På en mindre vandretur i området ses flere steder raderinger i klippevæggene, der stammer fra tiden, hvor de antikke kobberminer blev udgravet. Raderingerne er gengivet på store gennemsigtige glasmontre, så besøgende tydeligt kan se, hvad de enkelte figurer forestiller. Enkelte steder ses fortsat dybe huller i jorden og vi får forklaret, at de kunne være op til 60 meter dybe og have fire etager under jorden, hvorfra man brød kobber.

Ved en smal kløft, der ender blindt nederst i en mineskakt ses flere fund. Det er nogle af de ældste raderinger i området. Man må forestille sig, at der for tusinder af år siden har siddet minearbejdere og drøftet situationen og at de har ridset figurerne ind i klippevæggen. Det er en helt speciel følelse at stå over for så gamle tegninger, der fortsat findes frit i naturen med adgang for enhver.
På vej videre ses nogle ejendommeligt formede klipper bl.a. den såkaldte "Svampe klippe" der har form som en kæmpemæssig champignon.

Camel Park

Det er blevet eftermiddag og selv om solen fortsat står på himmelen, kaster de omkringværende klippesider deres skygge på os, da vi kommer ind i kløften til Camel Park. Her ligger centret for ture på dromedarer ind i den nære Negevørken ved Eilat. Men dromedarer kaldes her altså for kameler (camels)! I Negevørkenen og det meste af Mellemøsten bruges dromedaren, som har en pukkel på ryggen - i modsætning til kamelen med to pukler, som findes i Østen. Dromedaren er et fantastisk dyr - udholdende og stærkt. Dette er naturligvis grunden til at dromedaren gennem tiderne har været benyttet som transportdyr gennem ørkenen. Den kan gå i flere uger uden vand og bære mellem 200-250 kg. Den skal kun have lidt at spise og kan - efter at have drukket op til 150 liter vand på én gang og hvilt sig i nogle timer - igen drage videre.

I en særlig indhegning går dromedarerne og snart er de sadlet og vi er parate til en tur på "ørkenens skib". Forrest går en guide og holder snoren til første dyr. De efterfølgende er bundet sammen, så de holder rækkefølgen. Ingen får lov til at ride alene. På turen ind i en wadi ser vi pludselig en ørkenræv luske hjemad i skumringen. Mere liv i ørkenen. Men vi skal bruge øjnene og se godt efter, for mange dyrs farver falder sammen med omgivelserne, så de er godt kamuflerede.

Det bliver kun en kort tur i dag, for pludselig ruller mørket hen over himmelen og det bliver hurtigt koldt. Da vi atter er tilbage i lejren, mødes vi under den kraftige teltdug foran bålet, hvor vandet koges til en kop sød myntete, medens der laves brød over åben ild. Så er der lejlighed til at fortælle historier og mens natten tager til, berettes der levende om beduinerne. Efter en hyggelig stund tager guiden os med ud under stjernehimmelen og fortæller om de mange stjernetegn, der lyser klart på den mørkeblå baggrund.