Slottet i Matsumoto og bjergbyen Takayama
På denne rundrejse i Japan kører bussen De Japanske Alper - Hida-bjergene - for at komme til bjergbyen Takayama og på vejen dertil stoppes ved en af Japans mange nationalskatte - slottet i Matsumoto.
Japan
Hovedstaden i Japan er Tokyo.
Befolkningstal: ca. 127 mio.
Areal: ca. 377.962 km²
Afstand fra Danmark: ca. 8.591 km
Vigtigste turistattraktion: Tokyo med både en helt moderne by, men også med ældgamle templer. Det hellige bjerg Fuji.
Læs mere på:
Matsumoto-slottet - en japansk nationalskat
Slottet med de originale voldgrave og forsvarsmure er oprindeligt bygget under perioden med borgerkrig som et almindeligt fort i 1504, men blev af lensherren udvidet i 1593-94 til det imponerende slot du ser i dag med landets ældste fem-etagers borgtårn. Du træder over voldgravens bro og kommer ind gennem portbygningen til det åbne haveanlæg, hvor du modtages af en samurai i fuld krigsudrustning.
Det er naturligvis det meget velbevarede borgtårn, som påkalder sig opmærksomhed og uden sko kan du betræde tårnet, hvortil du kommer ad stejle og smalle trappetrin - alt udført i massivt træ. De mørke rum er kun oplyst af enkelte vinduer og er så velbesøgt, at det ikke er helt let at komme op, for der opstår hurtigt kø på den anviste rute. Enkelte steder er der lavt til loftsbjælkerne - men det går at komme helt op på øverste etage, hvor højden til loftet er imponerende 4,54 meter. Herfra er der er udsyn til alle sider. På flere af etagerne er der er skydehuller og herfra kunne man også kaste sten m.m. ned på eventuelle angribende fjender. Borgtårnet er uden møbler, men har enkelte montre med våbenudstilling - sværd og skydevåben samt rustninger. Ved siden af borgtårnet ligger et mindre tårn tilføjet i 1630'erne, hvorfra lensherren kunne slappe af og se på måne og stjerner. Slottet i Matsumoto blev udnævnt som japansk nationalskat i 1952. I det nærliggende treetagers, moderne Matsumoto City Museum ses udstillede genstande fra forskellige tidsaldre.
Snedækkede Hilda-bjerge
Turen fortsætter gennem de vilde Hida-bjerge, der rejser sig op til 3.000 moh. Nysneen pryder fortsat bjergene og vejret skifter fra dal til dal. Fra én overskyet dal kører bussen gennem lange tunneller ind i næste dal, hvor solen skinner. Vejret skifter konstant.
Bjergbyen Takayama
I den velbevarede bjergby Takayama er det tørt, men gråt og køligt. Byen havde ingen strategisk betydning under 2. verdenskrig og blev derfor skånet for amerikanernes bombning - og det er godt, for her finder du noget af den gamle, traditionelle japanske arkitektur med huse opført i træ. Takayama er også kendt for sine sake-bryggerier, og fra P-pladsen ledes du til det nærmeste bryggeri for at smage på et større udvalg af sake, der er en risvin på omkring 18 procent alkohol. Herefter er det tid til på egen hånd at finde rundt i de tre små, parallelle gader, der består af beboelseshuse fra den sene middelalder pyntet med blomsterkummer, men også af souvenirbutikker, delikatesseforretninger og små madsteder.
Takayama har flere gange om året forskellige festivaler, som trækker folk til fra nær og fjern.
Hotel Takayama Ouan
Hotel Takayama Ouan er et noget anderledes hotel, for du skal - på ganske traditionel vis - have skoene af, før du forlader receptionen for at tage elevatoren op på etagerne. Her er værelserne indrettet i traditionelt japansk stil med måtter og madrasser på gulvet og med skydedøre i let træ ud mod gang og badeværelse - let og elegant og med alle moderne faciliteter. På en af etagerne er det muligt at få et 41 grader varmt bad - også på traditionel vis - med en indledende afvaskning og efterfølgende nøgenbadning - dog mænd og kvinder hver for sig!
Aftensmaden - en såkaldt hobayaki-middag - indtages på den nærliggende Bandai-restaurant. Denne hobayaki-middag består af tyndt skåret oksekød på en bund af forskellige grøntsager, der ligger på tykke magnoliablade som grilles ved bordet. Spændende og velsmagende. Hertil serveres den sædvanlige skålfuld ris.
Morgenmarkedet i Takayama
Denne morgenen kan du nå at spadsere ned til Miyagawa-floden for at besøge det berømte morgenmarked. Men det skuffer, for ved de ganske få opstillede boder er der ingen lokale handlende og i de stationære forretninger kan du købe akkurat det samme, som du så i går - fødevarer, souvenir og tingel-tangel. I stedet burde morgenmarkedet bugne med lokale landmænd, der kommer for at sælge deres produkter til lokalbefolkningen, men det sikkert på andre dage.
Efter besøget fortsætter rundrejsen mod den tidligere kejserby Kyoto, hvor der venter helt anderledes oplevelser.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser