400 Snevejr Paa Komagatake Bjerget Japan Anne Vibeke Rejser IMG 5891

Snevejr ved det hellige bjerg Mt. Fuji

Google Map...
Japan

Hovedstaden i Japan er Tokyo.

Befolkningstal: ca. 127 mio.

Areal: ca. 377.962 km²

Afstand fra Danmark: ca. 8.591 km

Vigtigste turistattraktion: Tokyo med både en helt moderne by, men også med ældgamle templer. Det hellige bjerg Fuji.

Læs mere på:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: Japan

Mod det hellige bjerg Mt. Fuji

Rækkerne af huse med både småindustri og beboelse er uendelige, hvilket du kan iagttage fra bussen. Bjerget ligger omkring 100 km. sydvest for Tokyo. Målet for dagens udflugt er 5. station på den 3.776 meter høje vulkan Mt. Fuji, men vejret denne dag viser sig ikke at være med os, da det både regner og sner. Den lokale guide, der har kontakt til besøgsstedet, meddeler da også, at vejen til Mt. Fuji er lukket, da der i nat er faldet en halv meter sne. I den givne situation må der findes på noget andet og bussen kører derfor til udsigtspunktet ved søen Kawaguchiko - en af de fem såkaldte Fuji-søer - der ligger ved foden nord for vulkanen. Her findes en af de flotteste udsigter mod det perfekt kegleformede Fuji-bjerg, men de snetunge skyer dækker for ethvert udsyn. Faktisk skal du være ret så heldig for at se Mt. Fuji med sin snedækkede kappe i klart vejr, for det er kun omkring 70-80 dage om året, hvor vulkanen kan ses mod en skyfri, blå himmel.

402 Sne Ved Soeen Kawaguchiko Japan Anne Vibeke Rejser IMG 5785
Sne ved søen Kawaguchiko

Fujisan World Heritage Center

I stedet køres til den anden side af Kawaguchiko-søen for at besøge Fuji-museet ved Fujisan World Heritage Center, hvor du ser en interessant film om hvordan vulkanen blev skabt for omkring 70.000-100.000 år siden. Faktisk er vulkanen dannet af tre vulkaner og betragtes som en hvilende vulkan - altså fortsat aktiv - med seneste voldsomme udbrud i 1707. Indtil midten af 1800-årene var bjerget så helligt, at kun præster og pilgrimme måtte betræde det, men i 1860'erne blev der åbnet for den nye sport - bjergbestigning - og siden har udlændinge og japanerne i hundredtusindvis hvert år besteget vulkanen i sæsonen juli-august. Bjerget ligger i Fuji-Hakone-Izu National Park, der blev oprettet i 1936, og i 2013 kom det under UNESCO's beskyttelse som verdens naturarv. Det hellige bjerg, der er et af de mest kendte symboler på Japan, har med dets perfekte form været motiv for japansk billedkunst og det er da også her, at vi ser billeder af hvor smuk vulkanen kan tage sig ud i klart vejr.

410 Billede Af Mt. Fuji Japan Anne Vibeke Rejser IMG 5805
Billede af Mt. Fuji set ved Fujisan World Heritage Center

Sejltur på Ashinoko-søen i Owakudani-dalen

Længere sydpå i Hakone ved Ashinoko-søen sejler vi under tungt hængende skyer til foden af Komagatake-bjerget. Her tager det ca. syv minutter at komme med svævebanen op mod toppen, der rejser sig 1.327 meter over havet. Men også her sner det, så vi får ikke den forventede smukke udsigt, og da området ikke er ryddet for sne, vender vi hurtigt om og kommer atter ned i Owakudani-dalen. Her venter bussen på os for at køre os til nærmeste togstation.

Lynhastighedstoget shinkansen

Rejsegruppen er i god tid og imens der ventes på, at det hurtigtog som skal tage os med tilbage til Tokyo ankommer til perronen, er der mulighed for at se andre tog drøne forbi. I det fjerne ses lygterne fra shinkansen og pludselig kommer det aerodynamiske tog susende gennem stationen med op mod 300 km. i timen. 15 vognsæt og så er det væk. Men der går blot nogle få minutter, så kommer det næste. Fuld fart i begge retninger. Lynhastighedstoget Shinkansen betjener 900.000 passagerer - hver dag! Og det med en præcision, sikkerhed, effektivitet og komfort der siden 1964 har givet de japanske jernbaner et ry for at være blandt verdens bedste.

440 Lynhastighedstoget Shinkansen Japan Anne Vibeke Rejser DSC02824
Lynhastighedstoget shinkansen

I morgen fortsætter denne rundrejse i Japan med et besøg i Matsumoto, inden bjergbyen Takayama nås.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser