1900 Pudong Med Orientens Perle Shanghai Kina Anne Vibeke Rejser DSC06120

Shanghai - fremtidens by

Google Map...
Kina

Hovedstaden i Kina, der også kaldes "Riget i Midten" er Beijing.

Befolkningstal: Ca. 1,4 milliard

Areal: Ca. 9.597.000 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 7.200 km til Beijing.

Vigtigste turistattraktion:  Beijing og den nærliggende kinesiske mur, kulturskattene i Xi'an samt sejlads på Yangtzefloden ligesom den moderne metropol Shanghai er værd at rejse efter.

Læs mere på:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: Kina

The Bund - udsigt og historiske kolonibygninger

Flodpromenaden The Bund er et besøg værd, for her er en imponerende udsigt ud over Huangpu-floden til de gigantiske skyskrabere i Pudong, der er symbolerne på det nye Kina. Først og fremmest et af Shanghais markante kendetegn Orientens Perle, men også andre skyskrabere som det 420 meter høje Jinmao Tower og Shanghai Tower, der rejser sig 492 meter. Alt dette er opført efter 1990, hvor man besluttede at Pudong skulle være Shanghais nye udviklingszone og at ingen skyskrabere måtte være ens. Ligegyldigt hvor man ser hen, rammer øjet 100-vis af mægtige skyskrabere - også langs flodbredden. Shanghai er ved at udvikle sig til Asiens økonomiske- og teknologiske centrum og vil være større og bedre end f.eks. Hong Kong, Singapore og Tokyo, hvorfor byen i dag tiltrækker mange udenlandske foretagender. Shanghai er fremtidens by.

På gaden ved flodpromenaden ligger en række smukke historiske kolonibygninger fra 1920’erne med banker, hoteller og kontorer, der alle er et levn fra vestens tidligere kommercielle magt. I dag er bygningerne på kinesiske hænder og man kan besøge Shanghai Pudong Development Bank bygget i 1921. Banken udsmykket med vægmalerier og har et enestående flot loft, hvorfor bygningen også engang blev kaldt ”den smukkeste bygning i Asien”.

Yuyuan basar og have

I hjertet af byen ligger Chinatown - jo, Shanghai har en chinatown. Det kinesiske område stammer fra dengang byen var besat af japanere, englændere eller franskmænd, hvor kineserne klumpede sig sammen i den gamle bydel. Her ligger Yuyuan basaren, hvor kun få bygninger er originale, men det meste er bygget op i gammel stil omkring et tempel fra Ming-dynastiet i 1500-årene. I dag er hele området et stort og meget populært marked med lokale kunsthåndværkere og masser af små restauranter. Her kan man finde alt fra sølvsmedearbejde til silkebeklædning - og naturligvis gængs souvenir. Midt i området findes en sø og her ligger Shanghais berømte Huxinting tehus fra 1784. For at komme derover spadseres på De Ni Svings Bro, der siksakker over søen. Iflg. kinesisk overtro kan spøgelser og onde dæmoner ikke kan dreje om hjørner.

Så helt fredfyldt kommer man over i Yuyuan haven, der er en klassisk kinesisk have anlagt mellem 1559-77 af en rig embedsmand Pan Yunduan, som en gave til sine forældre. Her er pavilloner hvorfra man kan iagttage de kunstigt anlagte damme med karper og de opstillede klipper med forskellige planter. Murene omkring haven er dekoreret med drager. Åbningerne mellem de seks haveafsnit er udformet på forskellig vis - nogle som cirkler andre med facon som vaser.

Te-ceremoni

Her kan man også besøge vi et traditionelt te-hus og få demonstreret den fascinerende kinesiske te-ceremoni og de processer man skal igennem for at lave en perfekt kop te. Der er naturligvis mulighed for også at købe god te med hjem.

1838 Teceremoni Shanghai Kina Anne Vibeke Rejser IMG 2063
Te ceremoni

Orientens Perle

Et af dagens højdepunkter er et besøg i Orientens Perle i Pudong, der stod færdig i 1994. Før 1990 var Pudong et beskidt slumkvarter med bordeller og hvor bander og kriminelle huserede. Men efter at det blev besluttet at gøre stedet til Kinas finansielle centrum, er alt forandret i forrygende hastighed. Skyskraberne rejser sig i al deres vælde og Orientens Perle med sine i alt 468 meter er ingen undtagelse. Bygningen har en helt speciel facon med tre runde kugler fordelt op ad tårnet og med en række mindre kugler indbygget i tårnet, som skal symbolisere en række perler.

Med en lynhurtig elevator kommer man op til udsigtsplatformen i den næstøverste kugle 263 meter oppe. Her er naturligvis glas hele vejen rundt på udsigtsplatformen og udsigten til de imponerende skyskrabere er bare formidabel. Der  er højhuse under os og skyskrabere over os! En tur rundt på udsigtsplatformen giver et vue ud over Shanghai og Huangpu-floden med The Bund langt under nede. Man kan komme længere op til Space Module i 339 meters højde, men udsigten derfra siges ikke at være bedre. Det er alligevel etagen nedenunder, der er mere skræmmende for personer med højdeskræk. For i 259 meters højde er det muligt at træde ud på gennemsigtigt glas og se direkte ned på gaderne og menneskerne som vader rundt som små prikker langt nede. Mon glasset holder? Man lader den ene fod glide ud på den gennemsigtige glasflade og da den tilsyneladende holder, træder man forsigtigt ud - godt nok med et lille gys i maven. Også her er det muligt at gå hele vejen rundt og få udsigten 360 grader.

Shanghais historiske museum

Efter denne lidt gysende oplevelse besøges Shanghais historiske museum. Her er byens udvikling fra fiskerlandsby over den engelske imperialisme til den moderne metropol vist gennem billeder, tidstypiske tableauer og voksfigurer i forskellige dagligdags situationer. Vi oplever 1800- og 1900-tallets besættelse og ser bl.a. byen som en udpost for dekadence med spillebuler, druk og sex – og ikke mindst som en stor opiumshule, der mest af alt bedøvede folk. Et fint museum som giver stof til eftertanke.

Shopping i Nanjing

I Shanghais førende indkøbsgade Nanjing, er bygningerne en blanding af 1930’ernes europæiske stil til helt moderne arkitektur. Her er der tid til at shoppe eller bare nyde, at aftenen falder på og de mange neonlys tændes ved stormagasinerne og de eksklusive modeforretninger. Nanjing er ikke nogen helt almindelig indkøbsgade, for tager man det hele med, er den 10 km lang! Og forretningerne er ikke blot små butikker, men gigantiske stormagasiner, som dagligt tiltrækker mere end 100.000 kunder.

Kanalbyen Xitang

Ca 90 km. fra Shanghai ligger kanalbyen Xitang, med en historie der går mere end 1.000 år tilbage. Ved ankomst til byen sejler man gennem nogle af de mange kanaler til centrum. Roligt sejler man gennem det stille vand, hvor nogle af kanalerne er ganske smalle, mens andre er brede, og vi kommer forbi templer og forskellige huse - nogle mere velholdte end andre.

Fra byens centrum er der lejlighed til at spadsere rundt langs kanalerne og over de rustikke broer og fornemme kanalbyens magiske stemning under de overdækkede korridorer, hvor kunsthåndværkere og små serveringssteder holder til. Og det er næsten hvad-som-helst man kan få at spise. Udover de traditionelle krydrede blæksprutter på spid ses også skorpioner på spid. Hvem spiser dem?

Det er oplagt at besøge byens klassiske haver, se gamle købmandsgårde og små museer og byens eneste tempel. I Xitang virker alting meget roligt og langt fra et moderne skyskrabersamfund. 

Denne interessante rundrejse i Kina er ved at være ovre og i morgen køres til Shanghais lufthavn, hvor flyet mod Europa bringer os hjemad.

2124 Ofter Pengesedler Xitang Kina Anne Vibeke Rejser IMG 2172
Din rejseskribent ofrer penge i byens tempel

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser