På sydsiden af søen Issyk Kül

Åh - det er anstrengende (48 km.)

Jeg taber hurtigt luft på baghjulet og skifter slangen, inden vi efter et par dages oplevelser i ørkenen igen skal cykle de 12 km. tilbage - op gennem flodlejet til byen Ak-Say. Midt i det udtørrede flodleje møder jeg de fritgående kameler, som vi dagen i forvejen havde ved yurtcampenn. Det er om end endnu mere anstrengende at cykle opad gennem sandet, end det var at cykle ned. Ikke en vind rører sig i flodlejet og solen brænder nådesløst fra en skyfri himmel. Det er som om vi befinder os i en sauna med hel tør luft. Vi stopper og drikker. Igen og igen. Flere steder må vi vandre og trække cyklerne gennem det løse sand, men efter ca. 1½ time er vi atter tilbage på den asfalterede hovedvej. 

Så støder vi på turens hidtil længste bakke - 2,5 km. med 12% stigning. Vi forsøger - i lavere og lavere gear - men nogle af os må alligevel af cyklerne. Det er anstrengende! Forpustede når vi toppen og kan så til gengæld glæde os over de næste fem km. nedkørsel. 

Til Kara-Talaa

Efter endnu en - mindre - bakke er det tid til tepause og et par dåser med røgede sardiner i olie åbnes og det bekommer mig særdeles godt. Nu er jeg efterhånden blevet træt af brød med abrikosmarmelade og søde småkager! Da vi igen møder en livgivende flod, ændres landskabet og det er sært at se hvorledes kontrasten mellem liv og goldt bjerglandskab følger flodbredden. Langs floden er her grønt og frugtbart og få meter herfra starter ørkenen.

Lidt fra hovedvejen ligger næste yurtcamp Kara-Talaa ca. 100 meter fra Issuk Kül-søen i et tørt landskab med en sparsom bevoksning. Efter frokost og et sidste bad i søen går vi en lille tur i området og ser en del fugle. Der er igen blevet samlet tørt kvas til aftenens lejrbål, men vi får ikke lov til at være helt i fred, for myggene har holdt deres indtog. Lugten af frisk, europæisk blod, må have spredt sig i området. Vi bliver angrebet.

Mod storbyen Kochkor (72 km.)

Kartoffelsuppen, der serveres her til morgen, springer jeg over og nyder i stedet for de små søde pandekager til en kop te. Da vi atter sidder på cyklerne er det en lang, let stigende rute på en ru asfaltvej vi følger. Langsomt får vi arbejdet os op mod vand reservoiret Orto-Tokoy, der nu er ved at blive tømt. Man bygger et nyt et andet sted. For enden af søen støder vi på floden Chüy og følger den frem til byen Kochkor. Her indkvarteres vi i to private familiehuse, der ligger med ca. 100 meters afstand. Inde i byen besøger vi markedet og endnu en souvenirbutik - og får her den første regnbyge i tre uger! Hvem brokker sig?
Efter et vidunderligt måltid - hvor er det dejligt igen at sidde på en stol - går vi en tur i området og betragter de forskellige huse, alt medens mørket langsomt falder på.

Her må jeg give op (35 km.)

Vi ved, at det er en skrap tur vi skal på i dag, så en vælger at se det hele bag følgebilens vinduer. Vi andre cykler tilbage, hvor vejen deler sig ved Orto-Yokoy. Her skal vi cykle ca. 11 km. opad - 12% stigning - og det første stykke går da også nogenlunde. De forreste - de stærke - er for længst forsvundet op over bakken. Selv må jeg af og gå noget af vejen. Jeg bliver mere end forpustet. Stopper op. Drikker lidt og forsøger så igen. Sveden pumpes ud af hovedet på mig. Mine briller dukker. Skal jeg virkelig gi’ mig? Tankerne går gennem mit hoved. Er det ikke lykkedes at komme i god nok form til denne tur? Er mine gear justeret forkert? Hvorfor er min cykel også så tung? Mit hjerte dunker, så jeg tror man kan høre det på afstand. Pulsen er for høj. Jeg hviler mig igen.
Da følgebilen kører op på siden af mig og guiden spørger til mit velbefindende, er jeg klar over, at nu må også jeg stoppe. Det er jo ferie, dette her! Cyklen kommer på bilen og jeg ligeså, og så kører vi de sidste tre km. til toppen. Blot tre km. fra at have fuldført hele denne adventure-cykeltur!

Oppe i passet har jeg et glimrende udsyn over de af mine cykelvenner, der endnu knokler for at komme op. Men de giver sig ikke. Og ansigternes glæde ved at komme over denne skrappe passage, er ikke til at tage fejl af. Det er en sejr. "Yes, J did it." Andre synes, at denne optur var det, de havde ventet på. Nu blev det virkelig cykel-adventure.

Efter at have fået lidt at spise "slippes" jeg igen løs og sammen med mine rejsekammerater glider vi godt 15 km. ned på den anden side af Kyzyl-Ompol bjerget til vi atter rammer Chüy-floden og cykelturen rundt om Issuk Kül er slut.

Tilbage i hovedstaden Bishkek indlogeres vi igen på Guesthouse Crocus og bruger eftermiddagen på at slappe af i varmen, der tangerer de 35 grader! Hen under aften kører vi til en russisk restaurant lige ved Det Russiske Teater tæt ved Egetræsparken. Her er der reserveret bord og vi får bestilt drikkevare samt individuelle menuer. Nu er det en russisk restaurant - og min erfaring med russiske restauranter kan ligge på et ret lille sted. Da vi efter 1½ time endnu ikke har set skyggen af de bestilte drikkevare endsige maden, synes jeg, at vi skulle prøve at rykke efter den. Jo, den kommer snart. En ualmindelig sløv betjening får omsider serveret for os - men uforståeligt for os vesterlændinge, at de har kunder i butikken!

Pas på lommetyvene i basaren

På rejsens sidste dag er vi taget på marked i byen. Her findes fire basarer og måske er det den største vi har begivet os ind i? Her står boderne tæt, så passagen gennem de lange korridorer - der ofte ikke er bredere end en meter - er et eldorado for lommetyvene. Stof i lange baner, tøj, hatte og livremme. Senere kommer vi til fisketorvet og frugtboderne. I en hal finder vi tørrede frugter, krydderier og salatbarer. Og et leben er her. Et par unge fyre kredser omkring os. De ser på mit kamera, der sidder i fototasken fastspændt til livremmen. Vi stopper op, hvilket også får dem til at stoppe. Vi vender om og går tilbage, og de følger os. Så går vi rask ind i en anden bygning og får rystet dem af. Men kun et øjeblik, så er de der igen. Vi stiller os demonstrativt et åbent sted og afventer deres reaktion og de forsvinder. Heldigvis skete der ingen tyverier fra nogen af os i gruppen. Men man skal være på vagt i basaren.

Senere bruger nogle dagen til at besøge Det Nationale Museum og andre besøger endnu et indkøbscenter - hvor der bestemt ikke mangler noget.

Sent på eftermiddagen pakker vi cyklerne, så de er klar til flyveturen tilbage til Danmark. Det opbevarede pap, cykelkasser og andet indpakningsmateriale findes frem og cyklerne pakkes ind - så godt som muligt. Det er jo en hård tur de skal ud på - siger erfaringen.

Koncert med gruppen Sanjyra

Dagens højdepunkt er imidlertid en arrangeret koncert med gruppen Sanjyra, der spiller på klassiske kirgisiske instrumenter, som komuz, ooz-komuz, chopo-choor - hhv. en slags guitar, en opretstående violin og et blæseinstrument. Gruppen, der ledes af Samara - en af landets førende musikpædagoger - har givet koncerter i bl.a. Japan og Tyskland. Og det er en overbevisende koncert, med stor musikalitet og fingerfærdighed, vi overværer. Efter koncerten er der afskedsmiddag med et utal af forskellige lokale retter med tilhørende øl, vin og - naturligvis vodka. En rigtig god afslutning på denne adventure-cykeltur i Kirgisistan.