På bjergskråningerne ved Jeti-Oguz

Bjergcykling mod Jeti-Oguz (55 km.)

Op ad formiddagen forlades Karakol og vi cykler ca. 20 km. mod sydvest, inden der drejes op mod bjergene. Endnu kan vi cykle nogle km. på asfalt og da den ophører, kommer vi på en sten-/grusvej og nu begynder stigningen rigtigt at kunne mærkes. Vi følger en lille flod og passerer et par landsbyer i dalen, der langsomt bliver smallere. Vi passerer klippeformationen "Det Knuste Hjerte" og kommer frem til sidste købmand før bjergene. Og så skal der provianteres til et par dage. Øl, sodavand, vodka, chokolade og chips - ja, måske er det en hel måneds omsætning for købmanden som realiseres på en halv time? Lidt efter holder vi hvil med udsigten til "De Syv Okser" - en klippeformation i rødbrune farver, der udskiller sig fra de øvrige bjergformationer. Floden bliver vildere og dalen smallere - nu nærmest en kløft - som vi knokler op gennem. 

Hård tur

Vi har visse steder vanskeligt ved at cykle og må atter og atter af cyklerne og trække os gennem terrænet. Vi cykler/trækker over floden nogle gange på træbroerne - alt medens følgebilen langsomt men sikkert kommer efter os. Så følger den sidste stejle bakke og vi kommer frem til Jeti Oguz Yuricamp - et lille samfund beliggende 2.200 moh. Cyklerne trækkes ned over en lille bæk og vi kommer ud på en grøn eng, hvor  yurterne ligger. Campen består af fire yurter samt en fælles yurt, hvor vi spiser frokost med bl.a. suppe og en vidunderlig frisklavet yoghurt (kaldt "iran"). Jeg er imidlertid temmelig udkørt efter den lange, hårde tur med 600 meters højdestigning og har lidt i den stærke varme. Jeg har ingen appetit. Jeg får lidt salttabletter, noget at drikke og hviler mig i yurten en times tid. 

Eftermiddagens vandretur

Uden for yurten hører jeg uro og vågner af min eftermiddagsdvale. Jeg har slappet lidt af oven på en forholdsvis streng cykeltur op gennem en smal, vild kløft. Jeg tror, at min ekstraordinære træthed skyldes en kombination af hårdt arbejde på - og med cyklen - der ind i mellem skulle trækkes på den stenede bjergsti, samt for lidt væske og mangel på salt. Da vi så kom til yurt-lejren, fik sat os på gulvet omkring et veldækket bord og indtog en masse god mad, meldte trætheden sig. Men nu kan jeg høre, at det er tid til at gøre sig klar til eftermiddagens vandretur. Da jeg stikker hovedet ud af yurten, mærker jeg igen den tørre varme i dette fastlandsklima. Måske er her 20-22 grader, men det føles som om her er 35 grader. 
Mine hollandske og danske venner er alle ved at gøre sig klar. Vand i rygsækken og en hat på hovedet for at beskytte sig mod den brændende sol. Det er lejrens manager der fører an og vi vandrer over de grønne enge forbi andre yurter, hvor kirgiserne bor i sommerhalvåret, medens de passer deres heste, køer og får, der græsser frit på disse grønne bjergskråninger.
Vi vandrer op gennem lidt skov og stien bliver stejlere. Det er tydeligt at se, at stien også bliver benyttet af ryttere, for der er spor efter heste overalt. Lidt oppe ad bjerget gør vi holdt og kan herfra skue udover dalen og ned mod lejren, der ligger ganske flot. 

Vandfaldet

Da vi igen har fået pusten, fortsætter vi længere op og går ad en smal sti på en stejl bjergskråning, da vi møder nogle modgående på vej ned. Det er kirgisere, der er på søndagsudflugt og kravler rundt på skråningerne uden godt fodtøj. I sandaler, tøfler og almindelige sko forsøger de at stå fast på den lille sti. Glider nogen, er der langt ned. Vi holder tilbage og giver en hånd med, da vi skal passere hinanden. En lidt overvægtig kone er dog noget urolig ved at møde alle os udenlandske vandrere og ved ikke rigtigt om hun tør passere. Men det går og vi kan alle vandre videre.
Skoven bliver tættere og snart kan vi høre bruset fra vandfaldet, der er udflugtens mål. Vi skal på det sidste stykke gå stejlt ned og må holde fast i de omkringstående træer. Terrænet er ret eroderet af de mange besøg. Et populært udflugtsmål er det, for vi kan høre latter og flere stemmer nede fra vandfaldet. Inde fra skoven kan vi se vandfaldet foran os og da vi kommer ned til det, er der folk, som er ved at klæde sig på efter at have fået et forfriskende bad under det kolde vand. 
Her er ingen gletsjere eller søer i denne del af bjergene og vandet kommer da også fra en kilde længere oppe på bjerget. Men kilden er stor nok til at kunne give rigeligt med vand, der glider ned ad den ca. 20 meter høje bjergvæg. 
Flere kirgisere kommer til og skal fotograferes foran vandfaldet. Dette er virkeligt et udflugtsmål. Der er dog ingen fra vores lille gruppe, der har lyst til at bade og efter nogen tid vandrer vi samme vej tilbage mod lejren.

Hygge omkring bålet

På vej ned gennem skoven begynder vi at samle brænde, da vi er enige om at lave bål i aften. Og alle bærer tørt træ efter evne - nogle dog lidt mere end de faktisk magter. Træ kommer vi ikke til at mangle.
Tilbage i yurt-campen er der flere ting, som skal ordnes. Vi får lagt øl på køl, dvs. i det lille vandhul, der er opstået ved siden af køkken-yurten, hvor maden tilberedes af vore værtsfolk. Vi vasker tøj, indretter os i fire yurter og forbereder aftenens bål. Ved 18-tiden forsvinder solen bag bjergtoppene og klimaet bliver væsentligt behageligere og snart mærkes den køligere bjergluft. Efter middagen er det så mørkt, at vi kan tænde op i bålet og snart står flammerne højt op i nattehimmelen. Omkring os er det bælgmørkt. Her er ingen elektricitet og ingen "gadebelysning". Kun mørke. Så eneste lyskilde er det store bål, og vi må finde pandelamperne frem. Vi tager også sidde- og liggeunderlag med hen til bålet og da det begynder at lufte lidt, sættes et liggeunderlag op bag ryggen for at dække lidt for blæsten.

Nu er det nødvendigt med ekstra tøj, for kulden sniger sig ind på os, som aftenen skrider frem. Medens bålet fodres, går vodka-flasken på omgang og stemningen bliver efterhånden mere munter. De hollandske venner foreslår lidt fællessang og snart lyder sangen gennem natten. Vi danskere er nu ikke helt så gode til det med at synge. Er det fordi vi ikke kan teksten, eller er vi mere blufærdige? Godt at vi har hollænderne med - de kan. Der går ikke længe før flere kirgisere samler sig omkring bålet og snart er der én der foreslår, at vi skal høre en kirgisisk sang. Og  den lokale guide er bestemt ikke mundlam. Vi får flere sange. Jo mere vodka, des flere sange. En herlig stemning har vi omkring bålet. Så er det børnenes tur. De står i mørket bag os og det er kun deres solbrune ansigter, der lyses op af skæret fra bålet. De stemmer alle i og selv om vi ikke forstår, hvad det er de synger, er der ikke et øje tørt, da de har sunget en af fædrelandssangene.
Men nu tager kulden over og vi trækker os tilbage til yurterne og kan betragte en fuldstændig klar stjernehimmel over os, da vi i mørket går hen for at sove.

På frodige bjergskråninger

Det har været koldt i nat. De udleverede dynetæpper kunne ikke holde kulden ude, så vi måtte midt på natten finde vores medbragte soveposer frem og krybe i dem for at holde varmen. Efter en vidunderlig morgenmad med frisklavet iran (yoghurt), søde rispandekager og te fra samovaren, som værtinden passer, er der nogen fra gruppen der blot ønsker at slappe af oven på gårsdagens anstrengende cykel- og vandretur. De bliver i yurt-lejren, læser en bog og spadserer en lille tur. Andre har meldt sig til en ridetur, mens vi er en lille gruppe, der vil med på vandretur længere op i bjergene.

Vi pakker til en picnic, tager vand med og vandrer igen - med lokalguide - længere ind i dalen. Der går dog ikke lang tid før vi svinger op ad skråningerne. Og det går stejlt op. Kun på ganske få strækninger flader terrænet lidt ud. Vi har snart en vidunderlig udsigt til bjergene på den anden side af dalen. Vi følger bjergkanten og vandrer længere op på ryggen og har en masse bjergblomster omkring os i græsset. Edelweiss står over alt sammen med mange andre blomster, f.eks. ensian. Vi er gået et par timer opad og opad, og da vi gør holdt for en lille pause smider vi os trætte i græsset.

Imponerende udsigt i 3.000 meters højde

Da vi har ligget lidt - og er lige ved at falde i søvn - er guiden på benene igen og atter går det opad. Vi når op i ca. 3.000 meter og er på turens højdepunkt og sætter os midt i et blomsterhav. Og hvor mange blomster ville her ikke have været, hvis det ikke havde været tørke i de sidste to måneder? Langt ude i horisonten kan vi se den store sø Issyk Kül og de meget tørre bjerge foran søen, der står som et gul-brunt bælte i kontrast til de frodige grønne bjerge vi vandre i.

Til den anden side kan vi se de store stenskred i bjergene overfor som ligger lokkende og udfordrende foran os. Vi har nydt den medbragte picnic bl.a. med iran med sukker på - som både er nærende og forfriskende - samt en skive brød og fået slappet lidt af. Så fortsætter vi nedad igen.

Halvvilde heste

På vejen møder vi en af de vildtgående hesteflokke, der med en rungen af hestehovenes tramp i jorden kommer galoperende gennem skoven og brat stopper op - anført af en flot hingst - da de ser os. Vi skal dog ikke lade os skræmme og vandrer over mod flokken for at se nærmere på disse prægtige dyr. Men da afstandstærskelen bliver overskredet, flytter flokken sig og vi går det sidste stykke ned mod dalen. Herfra fører guiden os over bækken, som vi må stengå eller springe over og vi følger den tilbage til yurt-camp, hvor vi får serveret eftermiddagste. 

I morgen cykler vi tilbage langs floden gennem den smalle slugt på vej mod nye eventyr hos gæstfrie kirgisere ved Temir Kanat.