Sten, sand og salt i Ak-Say-ørkenen

Et hvidt landskab

Her er knastørt. Kun sand og grus og det hele omgivet af golde eroderede bakker, der forvitret fletter sig ind mellem hinanden. På bakkerne vokser der næsten intet. På det flade stykke land mellem bakkerne og Issyk Kül-søen, som vi har cyklet langs med den seneste uges tid, er bevoksningen også sparsom og det, der har groet her engang, ligger ofte dødt - afsvedet i varmen.

Der er kun nogle hundrede meter mellem yurtcampen i Ak-Say for foden af bakkerne og ud til søen. Og i den tørre hede er det forfriskende med en dukkert, så vi går ned for at bade. Her møder vi et hvidt landskab, som om det lige har sneet. Den tror vi nu ikke på. Nej, det viser sig at være salt. Vandet er skyllet ind over stranden og dannet en indsø, hvorefter det langsomt er fordampet og tilbage ligger saltet. I morgen møder vi meget mere salt.

Saltsøen Kara Köl Lake

Det ville være løgn ikke at sige, at vi sveder. Vi har vandret et par timer og kommet ca. 12 kilometer vestpå i det flade landskab mellem søen og bakkerne. Undervejs ser vi enkelte større buske med nogle grønne grene og lidt sparsomme gule blomster. Et sted eller to ses også små hvide ørkenblomster, men ellers er her ikke megen liv. De sneklædte bjerge, vi kan se langt bag bakkerne, står i skarp kontrast til det foranliggende månelandskab. Selv om der ind i mellem kommer en forfriskende brise fra søen, må vi igen og igen stoppe op og drikke, så støvet i den udtørrede hals skylles væk. Vi er på vej mod saltsøen Kara Köl Lake, der er et yndet udflugtsmål for såvel kirgisere som turister. Søen, der ligger nogle få hundrede meter fra den store Issyk Kül-sø, er ganske smuk, omgivet af de golde bakker og med grønne buske på de stejle skrænter ned mod vandet.

Sort mudder er godt for skindet

Her er nok så mange mennesker. Nogle bader, andre soler sig og enkelte vandrer kulsorte omkring langs søbredden, indsmurt i søens helbredende mudder. Vi finder en lille pynt, hvor vi slår os ned og hvor adgangen til vandet er let. Omklædningsrum findes ikke, så efter at have skiftet til badetøj, skjult bag en busk, kan vi forsigtigt træde ud i det salte vand. Det er som at være i Det Døde Hav. Vi flyder oven på. Saltet er så koncentreret, at vi ikke rigtigt kan få kroppen under vandet. Det salte vand er godt for huden, men endnu bedre skulle det være at gnide sig ind i det sorte mudder, der dækker søbunden. Så da vi kommer ind, hvor vi kan bunde, sætter vi fødderne ned i den mudrede, løse bund og får bukket os efter de rådnede plantedele, der udgør det sorte mudder. Ansigtet får en omgang. Arme, ben og mave - og snart er flere af helt så sorte. Nogle siger, at det hjælper - at man bliver yngre og smukkere! Men jeg synes ikke at pigerne - de mest ivrige af os - forandre sig synligt og trods mine tilråb om at blive ved med at smøre sig udebliver miraklet! Måske skulle man have ladet mudderet sidde på kroppen til det var helt tørret, det er der nogle der gør, men vi får skyllet det af og efter frokost går vi ned til Issuk Kül-søen og bader - dvs. får vasket det værste salt af kroppen. Foran os ligger så de samme ca.12 km. vandring tilbage til yurtcampen. 

Friskbagt brød

I yurtcampen kan vi overvære, hvorledes stedets værtinde bager brød i den store stenovn, der står ude på "gårdspladsen" foran den fine bygning, hvori vi spiser, bader og gør toilette. Der er samlet kvas og grene i området. Desværre er det ikke alt træ, der er dødt og jeg kan frygte yderligere erosion som følge af, at de lokale fjerner træer og buske. Brændslet, der er let antændeligt og udvikler stor varme, stoppes godt ind i stenovnen. Medens røgen vælter ud og flammerne får tag, har værtinden slået dejen op til flere brød, der hældes i forme. Når stenene inde ovnen - efter ca. ½ times kraftig fyring - er hvide, har ovnen den rette temperatur og ilden dør ud. Formene med dejen sættes ind i ovnen, der lukkes til og efter ca. 20 minutter er brødene færdige. Og naturligvis får vi smagt brødet til eftermiddagsteen og igen senere på aftenen, hvor vi sidder forsamlet under stjernehimmelen omkring lejrbålet.

Fiskeri - ej blot til lyst

Campens vært er fisker og på vandringen dagen efter starter vi nede ved søen, hvor han og sønnen i går satte net ud og nu er ved at hive nattens fangst ombord. Så ror de ind til kysten, hvor vi venter. Det er en ynkelig hullet robåd, han fisker fra. Sønnen må uafladeligt øse vand over bord for at robåden ikke skal synke. Alt medens han er beskæftiget med at holde båden nogenlunde tør, har fiskeren fra tidlig morgen trukket nettet ind og tømt det for fisk. Ca. 150 små fisk på størrelse med sardiner blev nattens og morgenens fangst. Et sparsomt udbytte. Men fiskene bæres hjem og saltes, hvorefter de sælges. Vi får lovning på fisk til aftensmad.

Udsigt til månelandskab

Vi vandrer over mod områdets højeste top og op ad en lille stenet sti. På dette bjerg gror der absolut intet og her er kun sten, sten og atter sten. På toppen er der rejst en lille varde, og herfra er der et flot udsyn ud over alle bakkerne og vi kan se lidt af den canyon/floddal vi cyklede ned gennem forleden. Mest af alt kan disse tørre bakker kun minde om et månelandskab. Gyldne og brune farver samt et skyggespil fra de eroderede bakker gør hele området til noget unikt. Noget vi ikke har set før. I lange rækker løber bakkerne øst - vest med utallige rækker efter hinanden. Hvordan ville det være at vandre rundt nede mellem bakkerne? Kan man overhovedet orientere sig? Men vi får ikke lov til at gå længere ind i denne øde vildmark og efter at have betragtet landskabet vandrer vi igen ned ad den høje bakke og hjem hvor frokosten venter.
Nu serveres der igen suppe og brød med tre slags marmelade samt te. Det skal indrømmes, at jeg er ved at være træt af den noget ensformige kost. Så det er en velsignelse, at der om aftenen serveres stegte sardiner. Disse salte småfisk er dyppet i mel og stegt i olie og smager aldeles vidunderligt - nærmest som stegt ål, men mere tørre.

Kamelerne

I Ak-Say holder man kameler. Sent på eftermiddagen kommer stedets søn tilbage med flokken, som han har været ude at lede efter og driver dem ned fra bakkerne bag os og ind i yurtcampen. Kamelerne går frit omkring i ørkenlandskabet og klarer sig for det meste selv. Vilde er de dog ikke, men vant til mennesker. Medens disse store tålmodige dyr venter i en lille gyde lige ved lejren, bliver der mulighed for at ride på en af kamelerne, og én efter én får de der vil lov til at prøve. Efter "søgangen" er der mulighed for at se nærmere på dyrene og vi er nogle få, der langsomt nærmere os kamelerne. De glor på mig med deres store øjne og er mindst lige så nysgerrige som jeg. Med sagte, beroligende ord kommer jeg helt tæt på en af dem og da jeg klør i dens bløde pels, lader det til, at den kan lide det. Den mærker, at jeg ikke vil den noget ondt og snart kommer en anden hen for at blande sig. Den skal naturligvis også kløs. Man skal altid nærme sig fremmede dyr med respekt og ikke gøre noget overilet og snart viser det sig, at kamelerne og vi, der er gået over til dem, bliver rigtigt "gode venner". En stund kan vi være mellem dyrene, inden de igen drives ud af lejren.
Da jeg senere på aftenen går en tur i bakkerne, ser jeg kamelerne stå længere inde i det gyldne terræn som silhuetter foran den nedgående sol, der kaster dagens sidste stråler op på himlen over mig.

Næste dag cykler vi på sydsiden af Issyk-Kül søen.