Kharkhorin med reminiscenser efter Karakorum og Erdene Zuu Kloster

Sandklitterne Elsen Tasarkhai

Ca. 80 km. før Karakhorin ses nogle store sandklitter ved Elsen Tasarkhai - der også kendes som Mini Gobi - og her er der lejlighed til at spadsere en tur i sandet. Denne sandørken er ca. fem km. bred og strækker sig 80 km. langs med en bjergkæde. Mellem de store klitter ses spredt bevoksning. De lokale kalder stedet ”det syngende sand”.

Ger-camp i Orkhondalen

Orkhondalen ligger ca. 360 km. sydvest for Ulan Bator og er på grund af sit enestående landskab og den traditionelle mongolske nomadetilværelse som strækker sig tilbage til det 6. århundrede optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2004. Og så er Orkhondalen kendt for en gang at have haft Mongoliets hovedstad Karakorum i 1200-årene. Det dette vidtstrakte landskab ligger Urgoo Tourist Camp, hvor hestene græsser uden for ger-campens indhegning. Her er meget fine bade- og toiletforhold samt restaurant.

Samme eftermiddag arrangeres en udflugt til Karakorum Museum, der fortæller om Mongoliets historie og specielt om Djengis Khan dynastiet og om Karakorum. 

Karakorum - engang Mongoliets hovedstad

Allerede mens Djengis Khan levede udpegede han sin tredje søn Ögedei (1186-1241) som sin efterfølger som storkhan til Det Mongolske Imperium. Karakorum var allerede dengang en handelsplads som lå strategisk godt på en af handelsruterne, og hertil kom handelskaravaner for at afsætte deres varer. I 1235 besluttede Ögedei Khan at gøre Karakorum til Mongoliets hovedstad. Karakorum blev således det politiske og administrative center, hvorfra de mange erobringer i Centralasien blev styret, og byen blev en af verdens største byer med ministre, adelsmænd, soldater, handlende og præster. Folk kom langvejs fra for at komme i audiens hos khanen og handelslivet blomstrede. Men hovedstadens betydning blev kortvarig, for allerede i 1264, da Kublai Khan (1215-1294) var kommet til magten, flyttede han hovedstaden til Beijing, hvorefter Karakorum mistede sin betydning. I 1380 blev Karakorum helt jævnet med jorden af kinesiske Ming-soldater.

På stedet hvor byen lå er der så godt som ingen ting at se. De arkæologiske udgravninger, som engang blev foretaget, er atter tildækket og de få levn fra Karakorum som findes, ses på museet - og nogle få sten på stedet. Mest interessant er en tilbageværende stenskildpadde som angav bygrænsen. På en forhøjning i landskabet ses en række sten - flere med graveringer - og bag denne står en stupa for dronning Khandjamt.

Erdene Zuu Kloster - Mongoliets ældste kloster

Alt fra Karakorum er dog ikke helt forsvundet, for stenene fra den ødelagte hovedstad blev benyttet til den vældige mur omkring det nærliggende Erdene Zuu Kloster. Erdene Zuu Kloster blev grundlagt i 1586 og undgik den systematiske ødelæggelse af religiøse monumenter under 1930’ernes kommunisme. Klostret er således det ældst eksisterende buddhistiske kloster i Mongoliet.

Klostret er omgivet af en 400x400 kolossal mur dekoreret med hvide stupaer og i klostrets glansperiode havde det mere end 100 bygninger med over 1.000 munke som boede i nærliggende ger. Men i 1731 blev mange af tempelbygningerne ødelagt af styrker fra Manchuriet, men senere delvist genopført. Mellem 1941 og 1990 blev det religiøse liv i klostret lukket ned og stedet henlå nærmest som et museum uden munke. Først i 1990 begyndte det religiøse liv igen og i 1997 besluttede regeringen at restaurere klostret til sit nuværende udseende.

Fra hovedindgangen kommer du ind på det store klosterområde og ser Dalai Lama tempel fra 1675. Bag dette ligger tre hovedtempler. En sti fører forbi det gamle tempel til den otte meter høje Gyldne Stupa fra 1799.Bag denne ses Lavrin tempel i tibetansk stil, hvor der dagligt holdes ceremonier.

Rundrejsen i Mongoliet fortsætter til Ugiisøen - et fritidsområde for mongolerne.