Fra Kathmandu til Everest Base Camp

Kathmandu Nepals hovedstad

I Kathmandu bor vi på The Garden Hotel, der ligger centralt i bydelen Thamel. Allerede den første dag tager den danske turleder os med gennem byens travle mylder over Durban Square ud til Swayambhunath Stupa (der for nemheds skyld kaldes for Abe-templet - her er faktisk aber!) og vi får de første indtryk af en helt anden verden, end den vi lever i til daglig.

Hinduernes tempel Pashupatinath

Næste dag er vi på egen hånd og tager en taxa ud til hinduernes hellige tempel Pashupatinath, der kun er tilgængeligt for de rettroende. Her er en del hellige mænd, som tilsidesætter alt for at koncentrere sig om deres bønner! 

Det, der gør størst indtryk, er nok de spedalske som sidder og tigger på trappen. Ved floden ses bl.a. ligbrænding og i selvsamme flod bader folk og andre der vasker tøj!

Fattigdommen ses i gadebilledet

Vi fortsætter gennem byen til den største stupa Bodhnath og køber en bedestav - en kæp hvorpå der er monteret et lille hjul, som jeg ved at svinge, får til at snurre rundt og sende bønner ud. Og der bliver givet en skilling til en tiggende kvinde, hvis ben er deforme. Hun nærmest slæber sig frem på armene, mens hendes forkrøblede ben hænger under hende. Om hendes handicap var medfødt eller om hendes forældre bevidst har ødelagt en lille piges ben, for at hun kunne skabe sig en levevej gennem tiggeri , får vi aldrig at vide - men det er ikke utænkeligt!

Turen mod Everest Base Camp starter

Efter de første dage i Kathmandu flyver rejsegruppen op til Lukla, 2.840 moh. hvorfra trekkingen starter ind mod Everest Base Camp. Lokalguiden og hans assistenter hyrer nogle portere (bærere) til at bære vores bagage. Som mangeårig fjeldvandre med telt på ryggen er det en mærkelig tanke, at andre skal bære min bagage, men bagefter er jeg lykkelig over, at jeg slap for maset (herom senere). Det giver arbejde til de lokale sherpaer, som derved får en efter forholdene god dagløn. De første dage i bjergene byder ikke på de store anstrengelser. Vi har da også løbetrænet en del og de mange timer i kondiskoene er givet godt ud.

Namche Bazar

Allerede på 2. dagen stiger vi ca. 500 højdemeter op til Namche Bazar, 3.446 moh., hvilket ikke var helt så anstrengende, som vi var blevet adviseret om. Men det gælder altid om at sætte sit eget tempo, når vi vandrer i højderne. Vi skal have en ekstra overnatning i Namche Bazar for at vænne os til højden og benytter dagen til at gå ud til det buddhistiske tempel i Thame, 4.000 moh. Det er en dag uden de store stigninger - men en forholdsvis lang tur over brusende floder med udsigt til flere høje bjerge og frugtbare dale med efterårets farver i fuld skala.   

Højdesyge behandles i Khunde

Det er helt fint, at vi dagen efter besøger hospitalet i Khunde, der støttes af Sir Edmund Hillerys Fond. Hospitalet dækker hele Khumbu-regionen og betjenes af et par frivillige amerikanske læger. Desværre får vi oplysninger om, at en australsk kvinde er blevet dårlig af højdesyge og er blevet hjulpet ned i lavere højde - men hun overlevede ikke. Højdesyge er ikke til at spøge med. 
Den danske turleder havde udførligt fortalt os om symptomerne og rådet os til straks at sige til, hvis noget var under optræk. Højdesyge har intet med fysikken at gøre. Du kan være i nok så god en fysisk form og alligevel blive ramt. Det vigtigste er at give sig god tid til opstigningen - max. 500 højdemeter stigning pr. dag. Vi ser flere (amerikanere og englændere) som tror, at de kan gøre hele turen på én uge. Vi ser flere, der bliver dårlige og må gå ned i lavere højde igen. Der er minsandten en amerikansk kvinde, der tager hovedpinepiller for at dæmpe smerten, medens hun i hastigt tempo fortsætter opad!
For mit eget vedkommende kan jeg mærke lidt trykken i hovedet om aftenen, men næste morgen er det helt væk.

I Gokyo

Nu har vi har spadseret et par dage med fantastiske udsigtspunkter bl.a. til et af verdens flotteste bjerge Ama Dablam (Damen med brochen) 6.856 moh. og når frem til Gokyo, 4.790 moh. Her er der tid til at gå en tur op på morænekanten og se ud over den kæmpemæssige gletsjer, der snor sig ned gennem bjergene. Det er også tid til at få vasket sokker, så jeg går ned ved søen og vasker dem i det iskolde vand. Snart er mine fingre så kolde, at jeg knapt kan vride sokkerne. Vi skal spare på brændslet, så det sparsomme varme vand skal kun bruges til personlig rengøring - ikke til sokkevask!

Vinden tager til og hen under eftermiddagen bliver det koldt. Så er det godt, at der om aftenen bliver fyret op i ovnen placeret midt i te-husets opholdsstue. Men her bruges tørret yak-lort og da ovnen er utæt og med jævne mellemrum "puster" med et brag, står der en fed sort røg ud i lokalet, så vi dårligt kan trække vejret. Da det samtidigt blæser ind gennem de utætte vinduer og vi alligevel ikke kan holde varmen, bliver det "bare for meget", så vi kryber i soveposerne.

Gokyo Ri

Næste morgen vækkes vi tidligt og har afgang mod Gokyo Ri, 5.360 moh, netop da det første lys varsler dagens kommen. Det har været frost om natten, så stenene er meget glatte. De yngste fra gruppen er hurtigt ude, medens bl.a. jeg går en lille omvej, for ikke at glide på de isglatte sten. Medens vi stiger op ad den stejle serpentinesti, begynder lyset at komme over bjergene. Her i 5.000 meters højde mærker jeg for første gang, hvad den tynde luft virkelig betyder. Nu kan jeg mærke, at jeg mangler ilt. Jeg må hvile mig efter hvert 10. skridt. Det er som om, der ikke kommer kraft nok ned i mine ben. Stop og pust ud - du når det nok. Ingen grund til at jage op. Guiderne er flinke til at vente og støtte moralsk - det går jo fint! "Ok ja, vi har haft dem med, som slet ikke kan klare det så godt som dig". Opmuntrende ord!
På toppen sætter vi os mellem de udspændte bedeflag og betragter den storslåede udsigt til gletsjeren og de omkringliggende bjerge. Men skyer længere ude dækker lidt for udsigten til Mount Everest. Langt (stejlt) nede under os ligger Gokyo, som en lille klat huse. Vi venter forgæves på opklaring.

En rigtig kold nat

Vi er gået over gletsjeren og har overnattet i Dragnag, 4.700 moh., hvor vi frøs så meget, at de medbragte dunjakker blev fundet frem. Ufatteligt så stor temperaturforskel der er mellem dag og nat - sol og skygge. Den tørre luft giver følelsen af 30 grader om dagen, når der ingen vind er, og nogle graders frost om natten.

Over Cho La passet

Vi bliver vækket "urimeligt" tidligt og er afsted før kl. 5 mod passet Cho La. Det er vigtigt at stå tidligt op i Nepal, hvis man vil have udsigten med. Om morgenen er det fortsat køligt, men op ad formiddagen varmer solen luften op og der dannes skyer. Det bevirker, at man faktisk intet kan se om eftermiddagen. Så tidligt op! I det buldrende mørke vænner øjnene sig langsomt til at skelne, hvor der er sten og hvor der er sti. Først ved 6-tiden begynder lyset at komme og der er vi allerede langt oppe ad bjerget. Det er en stejl opstigning og et par af os må aflastes for vores små dagtursrygsække. Nu indser jeg, hvor godt det er ikke at slæbe mine 10 kg. bagage selv! 
Netop som solens stråler når sneen oppe i passet, er vi også fremme i 5.330 moh. Det kan bare ikke beskrives, men skal opleves. Solens varmende stråler og en udsigt ud over kridhvid sne. Bjergtoppene står majestætisk rundt om os til alle sider - bl.a. Cholatse 6.440 m. - så tæt på i den klare iltfattige luft, at du næsten kan "røre" ved det!

Gorak Shep

Næste dag fortsætter vi fra Dzonglha ad "hovedvejen" til Gorak Shep, 5.140 moh. Undervejs ses flere af de højeste bjerge bl.a. Pumori, 7.145 moh. og Ama Dablam, 6.856 moh. Også her møder vi yak-karavaner og træder til side, når disse tålmodige og hårdt pakkede dyr drives frem med råb og spark. At gå til side vil her sige ind mod bjergvæggen! 
Gorak Shep er udgangspunktet for turens højdepunkter Kala Patthar og Everest Base Camp.

Bestigning af Kala Patthar

Igen er vi ekstremt tidligt oppe - nu er vi vist vandt til det - og begynder opstigningen af Kala Patthar. Vi får en oplevelse som tidligere med lysets langsomme kommen. Det er storslået at se Puomis vældige massiv, 7.145 moh, vokse efterhånden som vi kommer op. For første gang ser vi tydeligt Mount Everest, 8.848 moh. flankeret af Nuptse, 7.879 moh. og Lhotse, 8.516 moh. Vi kan gennem kikkerterne se en bjergbestiger nærme sig toppen af verdens højeste bjerg. Tænk hvor svært vi har det med luften her i "kun" 5.545 meters højde - og så mangler vi fortsat over 3.300 meter for at være helt på toppen af verdens tag! Vi må tage hatten af for de, som kommer levende ned derfra! 
Jeg får et fantastisk billede indprentet på min nethinde, da solens stråler kommer op over Nuptse - et sceneri jeg aldrig glemmer. Nede foran os kan vi se det berømte Khumbu isfald, der er porten til bestigningen af Mount Everest fra den nepalesiske side.

Everest Base Camp

Vi er nogle stykker fra gruppen, der beslutter os for at ville med helt ud til Everest Base Camp. Så medens andre går tilbage mod Gorak Shep, kæmper vi os op og ned ad et lille spor i stenmasserne på den gevaldige Khumbu-gletsjer. Her ligger kæmpe blokke af sten oven på isen. Det godt kan gøre én lidt nervøs, hvis sådan en klippe pludselig skrider. Det bliver en lang tur og da der nu kun er ca. en time at vandre endnu, fortsætter vi på trods af, at vi allerede nu er trætte - uden tanke på, at vi også skal tilbage - og mere end det.

I Base Camp, 5.357 moh. er der to hold bjergbestigere - et koreansk (det var én af disse, vi så i kikkerten) og et slovensk - men ingen danske at hilse på! Efter de obligatoriske fotos begiver vi os tilbage igen mod Gorak Shep.
Efter frokost fortsætter vi til Lobuche, da det ikke menes forsvarligt at sove mere end én nat i over 5.000 meters højde. Det tærer på kroppen at opholde sig i højderne!

Videre ad "hovedvejen"

På hovedvejen til Dingbouche møder vi igen mange mennesker og yak-karavaner. 

Senere passerer vi et sted med en række mindesten for de forulykkede bjergbestigere - bl.a. en sten for Scott Fischer - rejst efter det katastrofale topforsøg i maj 1996. 
Læs Jon Krakauers bog "Op i det blå" ("Into Thin Air"), der giver et langt bedre billede af begivenhederne end Lene Gammelgaards: "Everest - Vejen til toppen".

Ned til Dingbouche

Dingbouche ligger som et puslespil klemt inde mellem bjergsiderne. Hundrede stengærde danner skel mellem markerne og midt i det hele løber "hovedgaden". Vi køber os et tiltrængt bad, hvor bruseren i al sin enkelthed består af en tønde på taget, hvori der hældes varmt vand, og en gummislange ført ned gennem taget til baderummet. Vi er forud for tidsplanen og har derfor tid til at gå en tur op gennem den smukke dal til Chhukung, 4.730 moh. De ivrigste bestiger Ri’en, men jeg "nøjes" med turen i den farverige dal, hvor vi går langs Ama Dablam og kommer tæt på isfaldet bag dette storslåede bjerg.
På denne overliggerdag ser vi portere (bærerne) tage andet arbejde. Myreflittige som de er, banker de avner af kornet med lange kæppe, hvorpå der for enden er monteret et bræt. Ventetiden skal udnyttes optimalt! Hvor er det herligt, at de har overskud til at smile og vinke til os, medens de arbejder.

En omvej til Doboche

Trekket fortsætter ad mindre befærdede stier, da lokalguiden tager os med op på venstre side af dalen mod Pangboche. Det går meget opad i det bakkede terræn. Det er som om stierne bare fortsætter opad. Endelig går det nedad - direkte ned ad bjergvæggen uden for ethvert sti-system. Men han ved, hvad han gør.
Vi kommer over hængebroer spændt udover dybe kløfter og er fremme ved "hotel" i Doboche. Jeg kalder det et hotel, for her er egne rum - godt nok er skillerummene ikke ført helt til loftet. Og så er her vandskyllende toilet. Det er en "befrielse" i forhold til de meget primitive lokumshuller i gulvet, vi tidligere har benyttet os af, og hvor der er mange mennesker - der ikke altid kan ramme rigtigt!

Klosteret i Tengboche

På trods af at vi har turen siddende tungt i benene, beslutter vi at gå op for at besøge det berømte munkekloster i Tengboche. Klosteret brændte i 1989, men er genopbygget og der arbejdes fortsat på det - i det uendelige.
Trætte efter en lang og spændende dag er det en hvile at sidde i den lune og meget hyggelige opholdsstue på "hotellet" i Doboche. Det er et godt sted med en særlig hyggelig atmosfære.

Lang - men let hjemtur

Nu går det hurtigt nedad. Vi har fået fysikken i orden efter mere end 14 dage i højderne og går over 1.400 højdemeter ned! Via Namche Bazar og videre til Monjo. En flot tur med et sidste blik mod Everest med sin berømte/berygtede jetstrøm blæsende fra toppen. Vi vandrer gennem et landskab med høje bjerge og dybe slugter.

Tilbage i Kathmandu og besøg i Bhaktapur

Hvor bliver man glad for igen at se en helt almindelig seng og et badeværelse med WC, da vi er tilbage på hotellet i Kathmandu! Nu er der tid til at gøre sine sidste indkøb og vi får handlet os frem til en lækker vandreskjorte til blot 55 kr. og en blød, lun trøje i kashmiruld til under 200 kr.! Mens gruppen bruger sidste dag til flere indkøb, vælger vi i stedet at tage en taxa til kongebyen Bhaktapur ca. 32 km. fra Kathmandu. Her er langt roligere og ingen biler, og masser af frisk luft - og så er her meget spændende at se på. Templer, paladser, hellige steder m.m. En ung arkæologistuderende fører os rundt og fortæller i tre timer om de mange forskellige bygninger. I mens venter taxaen på os - for turen tilbage til Kathmandu vil chaufføren naturligvis ikke gå glip af.

Et minde fra Nepal

I mellemtiden har nogle fra vandregruppen sørget for T-shirts til os alle, så minderne fra turen ikke glemmes. Hen over brystet er der syet et bjerglandskab med det nepalesiske flag på toppen og omkranset med ekspeditionens logo: "The Danish Millenium Neverest Expedition". Herligt!